Vi var måske 20 minutter inde i kurset, da det gik op for mig.
Ding dong og hallo. Jeg kan sagtens være lidt langsom i det.
Den freshe underviser havde bedt os om at notere nogle konflikter fra vores arbejds- og privatliv. Bare sådan for os selv og helt privat. Ikke noget der nødvendigvis skulle deles med de andre kursister. Bare noget med at mærke efter og fundere over hvad en konflikt egentlig er.
Jeg smadrede den ene latente konflikt efter den anden ned på min linjerede blok, i så rasende fart at kuglepennen nærmest slog gnister. En tikkende bombe. Åbenbart. Først da jeg fik noteret mig selv som en af dem jeg var i konflikt med, gik den større sammenhæng op for mig.
Sagde jo at jeg godt kan være sådan lidt langsom i det.
Og jeg ved godt at det er ret så åhjegharværetpåkursus-agtigt. Og nu må jeg hellere i gang med at realisere mig selv. Agtigt. Men alt gav lige pludselig mening.
Vi har allesammen et givent antal p-pladser i vores indre, som bliver optaget af de konflikter vi har med andre. Eller bare den energi vi bruger på andre mennesker. Og når der tilsidst kun er en enkelt p-plads tilbage, så kæmper vi med næb og kløer for at spærre den til os selv. Sagde underviseren.
Og det sagde klik-klak, inde i mit hoved, efterhånden som brikkerne faldt på plads.
Halleluja.
Jeg bliver nødt til at få ryddet op i de uhensigtsmæssige parkeringer der er gang i på mine parkeringspladser.
Fru Z 