Fru Z

Andre må ældes med ynde

Det tog mig forholdsvis lang tid at forstå, at det egentlig hverken handlede om alder eller ansvar.

Og det er først nu, hvor jeg har accepteret at man kan være det på mange måder, som ikke behøver betyde at det er slut med at fnise, glimte og fejle, at jeg rigtigt føler det.

Jeg er voksen.

Jo jo, godt og vel og rigtig meget endda.

Mine børn er myndige og jeg er nået til et sted i livet hvor det ville være oplagt, hvis jeg valgte at fordybe mig i et eller andet dybsindigt og begyndte at presse min egen juice af tang.

Intet tyder dog på at det er lige op over med den slags.

For jeg har også forstået, at som ægte voksen er det mig der bestemmer over mig og mit liv.

Et ansvar som jeg sjovt nok byder velkommen, her midt i fyrrerne.

Jeg er også blevet bedre til at klappe mig selv på skulderen, og til at tage imod ros og klap fra andre.

Men hvis jeg nogensinde bliver typen der glemmer at værdsætte de der gør mit liv godt, så må nogen meget gerne give mig et hint om at jeg skal ud af egen selvfede navle.

At jeg ligner min alder og det liv jeg lever, det er måske nok lidt ærgerligt, når jeg endelig er begyndt at have det godt med resten af mig.

Pyt.

Så længe livet stadig er fuld af vel- og selvskabte udfordringer, sejre, Summerbird & kærlighed, så lever jeg med dameskæg og rynket hals.

Andre må ældes med ynde, jeg har vigtigere ting at tage mig til.

Selv tak.