Du ser vigtig ud

- du ser vigtig ud.

- det er jeg også.

Jeg fnisede af den hurtige ordveksling i køen under lysskiltet og gættede på at ham der var vigtig, var scenetekniker af en art.

Dagen før havde vi opdaget at vi sgu da havde billetter til en forestilling, som vi ikke helt kunne huske hvad var og som altså ikke først var i april. Vi vidste derfor kun at det var noget jeg havde pippet om i efteråret og fået i julegave af en mega observant Hr. R. Og at det handlede om døden og havde fået en vildt god anmeldelse i Politiken.

Så fra at være en random onsdag med kødsovs og sofa, blev det nu sådan en aften med rødt kød, rødvin og en overraskende seriøs snak, blandt kolleger, kærestepar og en personaledør der konstant gik op og i. Om motorcykelkørekort. Og hvorvidt det er værst at have det dårligt med en åbenbart meget hed drøm, eller lade som om man ikke har.

Og nu stod vi her, under et lysskilt, i en underlig kø, sammen med Louisianasegmentet og en overraskende stor flok gymnasieelever. For hvad ventede vi på og hvorfor var der nogen der sprang over? Vi ventede på døden og der var faste pladser.

Da vi endelig kom ind sad skuespillerne klar på scenen. Måske var det faktisk dem vi ventede på. Og stykket gik i gang uden så meget pis og viste sig at være monologer og dans.

Monologer og dans.

Det lyder slet ikke så fantastisk som det var.

De sprøde stemmer af ægte mennesker i højtalerne, som fortalte om det liv de havde levet og den død de forventede inden for nærmeste fremtid. Nogle havde haft et godt liv, nogle have ikke. Enkelte replikker hang længere i luften. Rengøringskonen, der ville ønske hun havde levet sit eget liv. Den livsglade kvinde, som nærmest ikke kunne være i sin egen krop, når folk sagde at hun endelig måtte sige til hvis der var noget de kunne gøre for hende. Hun vred sig ud af den omklamrende omsorg og insisterede på glad dans.

ALS-patientens forsøg på at danse gjorde også indtryk, og den nøjsomme præsts kejtede bevægelser.

Det hele gjorde indtryk.

Jeg vidste slet ikke at moderne dans kunne røre mig så meget.

Og da ordene om kroppens nedlukning lyste op på en skærm, var jeg så mør at jeg var lige ved at tude.

Da vi forlod rummet, gik jeg bag to af gymnasiepigerne.

- Aiiij, hvor mange gange tudede du?

- Kun en gang, men jeg fik tårer i øjnene to gange!

- Aiij, det der med søsteren, fuck!

- Årgh ja, jeg kommer aldrig til at glemme det her. Aldrig!

wpid-20150325_195309_resized_1.jpg
Jeg tænkte stadig på det med motorcyklen.

Du ser vigtig ud.

Det er jeg også.

 

 

Fadervor og blødt brød

Jeg havde købt sorte sneaks og pimpet dem med sølvglimtende snørebånd. De sad så blødt som musikken i mine ører da jeg gik hjemmefra. Men der var også så meget andet jeg kunne bekymre mig om. Mine iskolde hænder, f.eks., hvor mange der mon ville dukke op – og hvorfor i hede hule helvede jeg overhovedet havde sagt ja.

Det øjeblik jeg drejede ind på parkeringspladsen, parkerede præsten og kom mig i møde med et kram. Alene det. Vildt.

En venlig dame var i gang med at lave kaffe i menighedshusets køkken. Hun havde dækket op til 30 og de første 3 sad allerede klar. Jeg hilste på dem, kendte dem og havde en formodning om hvorfor de sad der. Smed alligevel en joke og fik varmen i hænderne af vores fælles grin.

Teknikken drillede. Det var mere sexet at sende PowerPoint i forvejen og dukke op til megatjekket konference for fagfolk. Også fordi der var headset. Headset er the shit.

Men nu var jeg her og det var også vigtigt. Mindst. Der kom hele tiden flere mennesker. Jeg nikkede, hilste og krammede, mens andre rendte ind og ud af køkkenet.

Mere kaffe, flere tallerkener. Nogen der lige hjælper med de her stole?

Her sidder mange som har mistet, sagde præsten til mig og nikkede. Jeg nikkede tilbage. Sank noget tørt og drak mere vand.

Døren blev låst da der ikke var flere stole. Præsten bød velkommen, vi sang en sang og min foredragsmakker startede op. Talte om sin bog, sine tab og det forår som altid kommer efter selv den strengeste vinter.

Engang kendte jeg hendes søn. En anden gang var hun min psykolog.

Nu sad vi her sammen.

Hun rundede af og vi sang en ny sang, men vi sang den forkert, sagde ham der spillede klaver. Han var jo nødt til at følge noderne. Og vi sang den som Kim Larsen. Der grinede vi af og da teknikken igen drillede sagde jeg pyt, men tænkte fuck.

Ved sin blotte tilstedeværelse, blåstemplede Hr. R mine ord, mine billeder, min version af vores fælles historie. Det gav ro.

De grinede hvor jeg havde forestillet mig at de skulle grine, og de klappede da jeg var færdig. Faktisk. Jeg tror heller ikke at jeg bandede overhovedet.
Så var der kaffe og nogen hentede knive, så det bløde brød kunne deles.

Vi smalltalkede på kryds og tværs og præsten havde fået farve i kinderne. Så var der spørgerunde og jeg var nødt til at oppe mig, for min makkers svar på præstens spørgsmål var både eksistentielle og dybe.
Jeg er hverken dyb eller eksistentiel. Men jeg kom til at bande, da jeg pludselig havde en vigtig pointe. Fuck det.

Mine sorte sneaks bar mig samme vej hjem som jeg var kommet, måske lidt mere svævende og frit. Den gode stemning, ham der lidt kejtet havde spurgt hvad jeg så lavede til dagligt, de mange der havde sagt tak. De solgte bøger, den manglende øjenkontakt med nogen som helst (men især logedamerne) under fadervor, gæstfriheden og det gruppekram som gav mening til sidst, da de 68 stole var på plads, opvaskemaskinen summede og kontrakterne var skrevet under.

Præsten, psykologen og jeg.

Pisse fucking fedt.

Brevet

Jeg kan se at flere har trykket på billedet af Kim Malthe-Bruuns brev . Har man bare tilnærmelsesvis så dårligt syn som jeg, er det nærmest en hån. Derfor har jeg lånt denne fine bog så jeg – og du – kunne læse brevet tydeligt.

Kim Malthe-Bruun, f. 8.juli 1923

Vestre Fængsel, Tysk Afd., Celle 411.                                                                                                                                           4. april 1945

“Kære mor

Jeg er sammen med Jørgen, Niels og Ludvig i dag blevet stillet for en krigsret. Vi blev dømt til døden. Jeg ved, at du er en stærk kvinde, og at du vil tage dette, men, hører du, det er ikke nok, at du tager det, du skal også forstå det. Jeg er kun en lille ting, og min person vil meget snart være glemt, men den idé, det liv, den inspiration, som fyldte mig, vil leve videre. Du vil træffe den overalt – i træerne om foråret, i mennesker, du møder på din vej, i et kærligt lille smil, du vil møde det, der måske havde værdi hos mig, du vil elske det, og du vil ikke glemme mig. Jeg vil få lov til at vokse mig stor og moden, jeg vil leve hos jer, hvis hjerter jeg engang fyldte, og I vil leve videre, for I ved, at jeg er forude og ikke, som du måske først vil mene, bagude. Du ved, hvad der altid vil være min kæreste lyst, og hvad jeg troede, jeg skulle blive. Følg mig, du kære moder, på min vej, og stands ikke ved det sidste, men ved nogle af de sidste leverum, jeg har haft, og I vil finde noget, som måske vil være værdifuldt for hende, der er min unge, og for hende, der er min moder.

Jeg har vandret ad en vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit hjerte stod, og jeg synes nu, at jeg kan se en sammenhæng. Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø, og dog synes det så naturligt, så ligetil. Det er kun den bratte måde, der afskrækker os i første nu. Tiden er kort, jeg kan ikke rigtigt forklare det, men mit sind er fuldkommen roligt. Jeg ville gerne have været en Sokrates, men publikum manglede. Jeg føler den samme ro som han og vil meget gerne have, at I helt forstår det, både du, Hanne og Nitte. Du må hilse Nitte, jeg er fuld af kærlighed til hende og står ved hvert ord, jeg har skrevet til hende.

Hvor er det i grunden mærkeligt at sidde og skrive dette dokument for livet. Hvert ord bliver stående, det kan aldrig gøres godt igen, aldrig slettes, aldrig forandres. – Jeg har så mange tanker. Jørgen sidder her foran mig og skriver konfirmationsbrev til sin datter. Et dokument for livet. Vi har levet sammen, og nu dør vi sammen, to kammerater. Jeg har siddet sammen med Poul. Vi havde mange forskellige meninger, men han ved, hvad jeg indeholdt og hvad jeg kan give.

Endelig er der børnene, de har stået mig så nær i den sidste tid, og jeg havde glædet mig til at se dem og leve sammen med dem igen. Mit hjerte har banket af glæde ved tanken om dem, og jeg håber, at de må vokse op til mænd, der ser andet og dybere end vejen. Jeg håber, at deres sind må trives frit og aldrig under ensidig påvirkning.

Hils dem fra mig – min gudsøn og hans bror.

Jeg ser, hvad vej det går i vort land, og jeg ved, at morfar vil få ret, men husk – og det skal I alle huske – at drømmen ikke må være at nå tilbage til den tid inden krigen, men at drømmen for jer alle, unge og gamle, skal være at skabe et ikke ensidigt, men rent menneskeligt ideal, som enhver skal se og føle er et ideal for os alle. Det er en stor gave, vort land tørster efter, noget, hver lille bondesøn kan se hen til og med glæde føle, at han har del i og arbejder og kæmper for.

Endelig er der hende der er min. Få hende til at se, at stjernerne endnu tindrer, og at jeg kun var en milesten. Hjælp hende videre, hun kan nu blive meget lykkelig.

I hast – din ældste og eneste søn

                                                                                                                                                                                             Kim”

 

Mens jeg venter på en bøde

Top 3 over hvorfor jeg aldrig bliver pendler:
1: Rejsekortstander der ikke virker
2: Netkøb af mobilbillet der ikke virker
3: Nej, jeg har ikke fucking kontanter til automaten – er Dankorttypen.

Glæder mig til at få min bil igen.

Posted in Ikke kategoriseret

Farvel til en æra

Familiens yngste har ramt 19 og dermed lukkes og slukkes definitivt for min karriere som mor. Altså til børn.

Engang gav vi dem navne og vuggede dem i søvn og var stolte af at vi fik alle 2 inden vi blev 30. Vi havde planer om at få dobbelt så mange og være unge med vores børn. På bølgelængde, i øjenhøjde – sådan nogle som nærmest var venner med vores børn når de blev store.

Sådan blev det sjovt nok ikke.

Vi er lige så lidt venner med vores børn som vi er med vores forældre. Det betyder naturligvis ikke at vi ikke kan lide dem, det er bare noget andet end venskab.

Jeg troede jeg skulle være en anden slags mor. Mindre fjernsyn og flere lektier. Mindre skældud og flere grøntsager. Mere rummelighed, hvor der altid var plads til alle vennerne om middagsbordet og “vi spæder bare kødsovsen op med agurker”. Mindre “du kunne godt lige have ringet”.

Sådan blev det sjovt nok heller ikke.

På mange måder har det vist sig at jeg var – og måske stadig er – utrolig uberegnelig som mor.

Men det korte af det lange er også bare, at jeg faldt over det her nuttede billede, som jeg følte for at dele. Jeg havde de sjoveste drenge.

Det har jeg stadig.

wpid-2015-02-25-21.09.57.jpg.jpeg

Små halvfemserbørn. Nuergh.

 

Posted in Ikke kategoriseret

Rullefald og Mindelund

- in case of shooting, duck.

Jeg fnisede lidt af alvoren i Hr. R´s ord.

Ja ja, rolig nu.

Champagne boblede i kroppen og vi var ikke engang halvvejs gennem vores impulsive kærestetur til Kbh., selvom vi både havde set hajerne blive fodret og kærligheden  blomstre i den Blå Planet, og nu var på vej til en hyggelækker middag.

Vi havde hørt om skyderierne ved Krudttønden og stenet foran en nyhedsudsendelse i loop. Indtil vi besluttede at det ikke skulle ødelægge vores weekend, slukkede for alvoren og poppede flasken med de bobler som altså stadig kildede i blodet.

Selv plaprede jeg løs om at der nok kom mere, ligesom i Paris. Men derfra og så til at øve rullefald i Borgergade, det var alligevel et spring af dramatiske dimensioner.

For det var koldt og udramatisk at vandre gennem februar i København. End ikke foran den franske ambassade var der noget der mindede om synligt politi. Hvilket vi undrede os over, uden at dvæle.

Da vi forlod den lækre middag med den gode stemning, virkede byen tom. R gættede på at folk var bange, jeg gættede på at de frøs. Vores egne planer om at drikke godnatdrinks blev skrinlagt. Halvtomme barer virkede ikke dragende – om de så skyldtes angst eller kulde.

Tidligt for en søndag gik det op for os, hvad vi var sovet fra, mens vi ikke var på bar.

Og da en helikopter hang uendeligt længe over vores morgen, mistede vi evnen til at negligere og nedtone.

Væk var de kække fnis og muligheden for at fortsætte som om intet var galt.

Vi afbrød kæresteweekenden uden tøven og røg ind i en enkelt politiafspærring, på vores vej ud af denne mærkelige weekend.

Impulsivt gav det mening at besøge Mindelunden, hvor alt gik direkte i hjertet, helt uden filter.

Især et brev fra Kim Malthe-Bruun, hvor han beder sin mor om ikke at være ked af hans død.

wpid-20150215_121813.jpg

Verden er fuld af ondskab – men det er der desværre ikke noget nyt i.

 

 

 

Noget om ansvar og om at dø uden at blive savnet

En af vores naboer døde i den her uge.

Eller måske døde han ugen før. Han blev i hvert fald fundet for et par dage siden og døde åbenbart helt udramatisk, mens han ristede brød.

Jeg aner ikke hvordan han så ud, hvem han var, hvordan han var, hvad han hedder eller hvorvidt der kom andre hos ham end den havemand jeg troede var ham.

Alligevel har han rumsteret lidt, for lige meget hvad, så er det da sørgeligt når nogen dør uden at blive savnet sådan lige med det samme.

I dag sendte præsten nogle spørgsmål som vi skal snakke ud fra, når der er sogneaften om døden. Det er nogle gode spørgsmål, som jeg er glad for at jeg har mulighed for at forberede mig på, uden at jeg ligefrem har tænkt mig at lære kloge sætninger og filosofiske ansigtsudtryk udenad. Ville bare være sådan lidt ærgerligt, hvis jeg først kom på noget kvikt når alle sognebørnene var gået hjem. Eller ordet er taget af min debatmakker, som er så god til at sige noget klogt, at jeg hurtigt kan komme til at  fremstå lidt for blank.

Nåhm, et af de der spørgsmål fik mig altså til at tænke på ham naboen, som bare lå der og tilsyneladende ikke manglede hos nogen. Et spørgsmål om hvad vi har lært af at miste og hvad den erfaring har gjort ved vores syn på livet og døden. Det er et stort spørgsmål, som sagtens kunne gøre at jeg ville sidde og kigge lidt stift tilbage, hvis jeg ikke lige havde fået tid til at tænke lidt over det på forhånd. Så tak for det.

For noget har jeg da lært.

Det er f.eks. mit ansvar at jeg kommer til lægen, hvis jeg tror der er noget galt med mig. Jeg ved ikke hvorfor Old Man ikke tog det ansvar på sig, da han begyndte at få det skidt og det havde sikkert ikke gjort den store forskel alligevel, men da Hr. R. fandt ud af hvor galt det var fat og fik sin far til lægen, var det i hvert fald for sent til at gøre ham rask.

Det er også mit ansvar at omgås mennesker der gør mig glad, giver mig modspil og giver mening. Hvis jeg ikke gider dem jeg omgås, så er det mit ansvar at løse problemerne eller finde nogle andre at hænge ud med. Jeg siger ikke at det er nemt, kun at ansvaret ligger hos mig. Ansvaret for at gøre mig så tilpas bemærket og vigtig for andre, at de opdager det hvis jeg mangler til bridge en dag. Eller seniorboksning. Eller eftermiddagsdrinks i logen. Eller klippeklistre-arrangement i vigtige menneskers børnehave.

Mit liv er mit ansvar, så simpelt er det.

Måske.

Klassiske marcipanbrød

Passion er et lidt for stærkt ord at bruge, men noget af det sjove vi har fundet på inden for de seneste år, er at begynde at gå til klassiske koncerter – sammen med eget afkom.

For at prøve noget nyt, men også fordi vi kan lide det. (Vi er til det let tilgængelige, skal her siges).

Light-udgaver med moderne pop, folk & stand-up involveret har været så labert og tillokkende, at vi efterhånden var nødt til at prøve en ren klassisk en af slagsen.

Og eftersom vi ikke er klassisk opdraget, nogen af os, fandt jeg en næsten vilkårlig koncert og så dappede vi til Hovedstaden en snedækket lørdag aften, hvor tv-programmet alligevel var sammensat til at sofasove.

Der var rullekraver, rollatorer, rødvin i plastglas og et enkelt æble, hevet op fra en fornuftig dametaske. Men det var kaffe og Anthon Berg der var bestilt mest af til pausen. Helt almindelig kaffe. Helt almindelige marcipanbrød.

Når Hr. R og jeg har været i operaen og lignende udebaner, så kan vi godt blive lidt fjantede. Ikke som sådan på grund af nerver, måske mere fordi vi frydes over at møde så meget nyt og eksotisk, her på den voksne side af 40.

Sankt N er meget bedre til at blende ind og med sin klogebrille på næsen, lignede han lidt en stakkels forbytning, mens han sad der, mellem to fjantede forældretyper og blinkede stift og afvisende for at få os til at holde kæft.

Jeg fik et vildt behov for fællesfnis, da den smukke og meget lidenskabelige, østeuropæiske pianistinde kastede sig så dramatisk over tangenterne, at det fra min vinkel så ud som om hun spillede klaver med sit hoved. Det store hår fløj omkring og bag hende sad et par strygere med rynkede pander, som om de faktisk så det jeg forestillede mig.

Hr. R. sad for langt væk til at jeg kunne fnise med ham og Sankt N’s blik var allerede så stift at hans øjne løb en lille smule i vand.

Og så fik jeg øje på en stryger der skilte sig ud ved at ligne en der brugte al sin fritid på den lokale bodega.

Stadig ikke muligt at vride et eneste medfnis ud af min stakkels søn, som virkelig prøvede at koncentrere sig og abstrahere på samme tid.

Musikken var smuk og i pausen fik vi både Pepsi (den falske) cola og nødder.
Og marcipanbrød. 💛

Kom ikke og sig at vi ikke prøver at blende ind.

Posted in Ikke kategoriseret

Din eller min drøm?

Den anden dag sad jeg og snakkede med Sankt N. Det er der i sig selv ikke noget spektakulært i, heldigvis. Men jeg talte længe og meget begejstret om, hvordan han burde slå lidt ud med ørerne og bruge de næste år og penge på at rejse og sprælle lidt mere. Fordi jeg syntes han lagde nogle lidt for fornuftige planer. (utaknemmelig mor, I know).

Det startede egentlig bare med at jeg helt lavpraktisk spurgte om han stadig gerne ville på sommerferie med os eller havde egne vilde planer. Og så rullede det pludselig, helt ukontrolleret, ud ad en tangent hvor jeg plaprede om interrail, højskole og en børneopsparing jeg impulsivt endte med at bruge på at rejse til Sydamerika. Jeg kunne godt se, at det sidste nærmest gjorde ham en smule forskrækket og han spurgte da også, hvad mine forældre dog havde sagt til det.

At de delte mine begejstring for den slags klatteri med børneopsparing havde han lidt svært ved at fatte.

Alligevel var det først da han spurgte, hvor længe jeg så havde tænkt mig at han sådan skulle bruge på at rejse og alt det der, – halvandet år, eller hvad? at jeg opdagede at det var min egen ungdoms eventyrlyst jeg forsøgte at sælge ham. Og kun min.

Jeg kom til at tænke på dengang jeg havde cirka hans alder og min mor begejstret prøvede at sælge mig tanken om at flytte på kollegium, hvor der jo var masser af unge mennesker på min egen alder og fest og spas og masser af fællestid.

Hvilket jeg nærmest ikke kunne være i egen krop over, fordi jeg også dengang havde brug for tid til bare at være mig. (Jo, vi havde også døren i firserne, men de var meget tynde).

Sankt N skal naturligvis selv bestemme sit liv. Det har jeg da også fået sagt til ham, med undskyld for min morlige ivrige begejstring for egne ideer og alt det der.

Bevares

untitled (4)

En sukkersuckers bekendelser

Det er mere end halvandet år siden jeg besluttede mig for at jeg ikke gad være så tyk mere.

I starten gik det psychofint, så gik det stille og roligt – og så gik det nærmest i stå.

Jeg har ikke helt besluttet, om jeg kan leve med at hænge 5-8 kilo over idealvægten, eller om jeg skal gøre noget ekstraordinært for at vride mig ned på lige præcis det tal som var mit oprindelige mål. (I så fald vil jeg godt lige have skrevet ind i kontrakten, at barmen ikke har mere at give af, virkelig).

Det gode er, at min krop efterhånden jamrer højlydt, hvis jeg putter ting i den, som er for klamme. Det gjorde den muligvis også før, men så lad os sige det sådan, at det gode er, at jeg nu har lært at høre hvad den siger.

Det knap så gode er, at jeg måske nok hører hvad kroppen siger, men ikke nødvendigvis retter mig efter den.

Eller, det er måske noget kruk at skrive, når jeg trods alt har tabt mig okay meget og holdt vægten nogenlunde og alt muligt.

Jeg er bare stadig en mega sucker for slik. Kvalme eller ej, så kan jeg kværne uhæmmet, når først jeg kommer i gang. Muligt at Bitz og lignende typer kan nøjes med en firkant mørk chokolade til aftenhyggen, men når jeg først kommer i gumle-humør, så helmer jeg ikke før alt er ribbet. Selvom jeg efterhånden burde vide bedre.

Nogen gange er det lige før jeg savner de gode gamle dage, hvor jeg bare gamsede mig gennem livet og i det hele taget havde en sukkersuckerfest.

Men jeg har ikke gemt noget af det tøj jeg passede da jeg gamsede igennem og så har jeg et nøglekort hvor billedet er taget i mine absolutte velmagtsdage.

Det synes jeg faktisk selv er ret taktisk smart.