Farvel til en æra

Familiens yngste har ramt 19 og dermed lukkes og slukkes definitivt for min karriere som mor. Altså til børn.

Engang gav vi dem navne og vuggede dem i søvn og var stolte af at vi fik alle 2 inden vi blev 30. Vi havde planer om at få dobbelt så mange og være unge med vores børn. På bølgelængde, i øjenhøjde – sådan nogle som nærmest var venner med vores børn når de blev store.

Sådan blev det sjovt nok ikke.

Vi er lige så lidt venner med vores børn som vi er med vores forældre. Det betyder naturligvis ikke at vi ikke kan lide dem, det er bare noget andet end venskab.

Jeg troede jeg skulle være en anden slags mor. Mindre fjernsyn og flere lektier. Mindre skældud og flere grøntsager. Mere rummelighed, hvor der altid var plads til alle vennerne om middagsbordet og “vi spæder bare kødsovsen op med agurker”. Mindre “du kunne godt lige have ringet”.

Sådan blev det sjovt nok heller ikke.

På mange måder har det vist sig at jeg var – og måske stadig er – utrolig uberegnelig som mor.

Men det korte af det lange er også bare, at jeg faldt over det her nuttede billede, som jeg følte for at dele. Jeg havde de sjoveste drenge.

Det har jeg stadig.

wpid-2015-02-25-21.09.57.jpg.jpeg

Små halvfemserbørn. Nuergh.

 

Posted in Ikke kategoriseret

Rullefald og Mindelund

- in case of shooting, duck.

Jeg fnisede lidt af alvoren i Hr. R´s ord.

Ja ja, rolig nu.

Champagne boblede i kroppen og vi var ikke engang halvvejs gennem vores impulsive kærestetur til Kbh., selvom vi både havde set hajerne blive fodret og kærligheden  blomstre i den Blå Planet, og nu var på vej til en hyggelækker middag.

Vi havde hørt om skyderierne ved Krudttønden og stenet foran en nyhedsudsendelse i loop. Indtil vi besluttede at det ikke skulle ødelægge vores weekend, slukkede for alvoren og poppede flasken med de bobler som altså stadig kildede i blodet.

Selv plaprede jeg løs om at der nok kom mere, ligesom i Paris. Men derfra og så til at øve rullefald i Borgergade, det var alligevel et spring af dramatiske dimensioner.

For det var koldt og udramatisk at vandre gennem februar i København. End ikke foran den franske ambassade var der noget der mindede om synligt politi. Hvilket vi undrede os over, uden at dvæle.

Da vi forlod den lækre middag med den gode stemning, virkede byen tom. R gættede på at folk var bange, jeg gættede på at de frøs. Vores egne planer om at drikke godnatdrinks blev skrinlagt. Halvtomme barer virkede ikke dragende – om de så skyldtes angst eller kulde.

Tidligt for en søndag gik det op for os, hvad vi var sovet fra, mens vi ikke var på bar.

Og da en helikopter hang uendeligt længe over vores morgen, mistede vi evnen til at negligere og nedtone.

Væk var de kække fnis og muligheden for at fortsætte som om intet var galt.

Vi afbrød kæresteweekenden uden tøven og røg ind i en enkelt politiafspærring, på vores vej ud af denne mærkelige weekend.

Impulsivt gav det mening at besøge Mindelunden, hvor alt gik direkte i hjertet, helt uden filter.

Især et brev fra Kim Malthe-Bruun, hvor han beder sin mor om ikke at være ked af hans død.

wpid-20150215_121813.jpg

Verden er fuld af ondskab – men det er der desværre ikke noget nyt i.

 

 

 

Noget om ansvar og om at dø uden at blive savnet

En af vores naboer døde i den her uge.

Eller måske døde han ugen før. Han blev i hvert fald fundet for et par dage siden og døde åbenbart helt udramatisk, mens han ristede brød.

Jeg aner ikke hvordan han så ud, hvem han var, hvordan han var, hvad han hedder eller hvorvidt der kom andre hos ham end den havemand jeg troede var ham.

Alligevel har han rumsteret lidt, for lige meget hvad, så er det da sørgeligt når nogen dør uden at blive savnet sådan lige med det samme.

I dag sendte præsten nogle spørgsmål som vi skal snakke ud fra, når der er sogneaften om døden. Det er nogle gode spørgsmål, som jeg er glad for at jeg har mulighed for at forberede mig på, uden at jeg ligefrem har tænkt mig at lære kloge sætninger og filosofiske ansigtsudtryk udenad. Ville bare være sådan lidt ærgerligt, hvis jeg først kom på noget kvikt når alle sognebørnene var gået hjem. Eller ordet er taget af min debatmakker, som er så god til at sige noget klogt, at jeg hurtigt kan komme til at  fremstå lidt for blank.

Nåhm, et af de der spørgsmål fik mig altså til at tænke på ham naboen, som bare lå der og tilsyneladende ikke manglede hos nogen. Et spørgsmål om hvad vi har lært af at miste og hvad den erfaring har gjort ved vores syn på livet og døden. Det er et stort spørgsmål, som sagtens kunne gøre at jeg ville sidde og kigge lidt stift tilbage, hvis jeg ikke lige havde fået tid til at tænke lidt over det på forhånd. Så tak for det.

For noget har jeg da lært.

Det er f.eks. mit ansvar at jeg kommer til lægen, hvis jeg tror der er noget galt med mig. Jeg ved ikke hvorfor Old Man ikke tog det ansvar på sig, da han begyndte at få det skidt og det havde sikkert ikke gjort den store forskel alligevel, men da Hr. R. fandt ud af hvor galt det var fat og fik sin far til lægen, var det i hvert fald for sent til at gøre ham rask.

Det er også mit ansvar at omgås mennesker der gør mig glad, giver mig modspil og giver mening. Hvis jeg ikke gider dem jeg omgås, så er det mit ansvar at løse problemerne eller finde nogle andre at hænge ud med. Jeg siger ikke at det er nemt, kun at ansvaret ligger hos mig. Ansvaret for at gøre mig så tilpas bemærket og vigtig for andre, at de opdager det hvis jeg mangler til bridge en dag. Eller seniorboksning. Eller eftermiddagsdrinks i logen. Eller klippeklistre-arrangement i vigtige menneskers børnehave.

Mit liv er mit ansvar, så simpelt er det.

Måske.

Klassiske marcipanbrød

Passion er et lidt for stærkt ord at bruge, men noget af det sjove vi har fundet på inden for de seneste år, er at begynde at gå til klassiske koncerter – sammen med eget afkom.

For at prøve noget nyt, men også fordi vi kan lide det. (Vi er til det let tilgængelige, skal her siges).

Light-udgaver med moderne pop, folk & stand-up involveret har været så labert og tillokkende, at vi efterhånden var nødt til at prøve en ren klassisk en af slagsen.

Og eftersom vi ikke er klassisk opdraget, nogen af os, fandt jeg en næsten vilkårlig koncert og så dappede vi til Hovedstaden en snedækket lørdag aften, hvor tv-programmet alligevel var sammensat til at sofasove.

Der var rullekraver, rollatorer, rødvin i plastglas og et enkelt æble, hevet op fra en fornuftig dametaske. Men det var kaffe og Anthon Berg der var bestilt mest af til pausen. Helt almindelig kaffe. Helt almindelige marcipanbrød.

Når Hr. R og jeg har været i operaen og lignende udebaner, så kan vi godt blive lidt fjantede. Ikke som sådan på grund af nerver, måske mere fordi vi frydes over at møde så meget nyt og eksotisk, her på den voksne side af 40.

Sankt N er meget bedre til at blende ind og med sin klogebrille på næsen, lignede han lidt en stakkels forbytning, mens han sad der, mellem to fjantede forældretyper og blinkede stift og afvisende for at få os til at holde kæft.

Jeg fik et vildt behov for fællesfnis, da den smukke og meget lidenskabelige, østeuropæiske pianistinde kastede sig så dramatisk over tangenterne, at det fra min vinkel så ud som om hun spillede klaver med sit hoved. Det store hår fløj omkring og bag hende sad et par strygere med rynkede pander, som om de faktisk så det jeg forestillede mig.

Hr. R. sad for langt væk til at jeg kunne fnise med ham og Sankt N’s blik var allerede så stift at hans øjne løb en lille smule i vand.

Og så fik jeg øje på en stryger der skilte sig ud ved at ligne en der brugte al sin fritid på den lokale bodega.

Stadig ikke muligt at vride et eneste medfnis ud af min stakkels søn, som virkelig prøvede at koncentrere sig og abstrahere på samme tid.

Musikken var smuk og i pausen fik vi både Pepsi (den falske) cola og nødder.
Og marcipanbrød. 💛

Kom ikke og sig at vi ikke prøver at blende ind.

Posted in Ikke kategoriseret

Din eller min drøm?

Den anden dag sad jeg og snakkede med Sankt N. Det er der i sig selv ikke noget spektakulært i, heldigvis. Men jeg talte længe og meget begejstret om, hvordan han burde slå lidt ud med ørerne og bruge de næste år og penge på at rejse og sprælle lidt mere. Fordi jeg syntes han lagde nogle lidt for fornuftige planer. (utaknemmelig mor, I know).

Det startede egentlig bare med at jeg helt lavpraktisk spurgte om han stadig gerne ville på sommerferie med os eller havde egne vilde planer. Og så rullede det pludselig, helt ukontrolleret, ud ad en tangent hvor jeg plaprede om interrail, højskole og en børneopsparing jeg impulsivt endte med at bruge på at rejse til Sydamerika. Jeg kunne godt se, at det sidste nærmest gjorde ham en smule forskrækket og han spurgte da også, hvad mine forældre dog havde sagt til det.

At de delte mine begejstring for den slags klatteri med børneopsparing havde han lidt svært ved at fatte.

Alligevel var det først da han spurgte, hvor længe jeg så havde tænkt mig at han sådan skulle bruge på at rejse og alt det der, – halvandet år, eller hvad? at jeg opdagede at det var min egen ungdoms eventyrlyst jeg forsøgte at sælge ham. Og kun min.

Jeg kom til at tænke på dengang jeg havde cirka hans alder og min mor begejstret prøvede at sælge mig tanken om at flytte på kollegium, hvor der jo var masser af unge mennesker på min egen alder og fest og spas og masser af fællestid.

Hvilket jeg nærmest ikke kunne være i egen krop over, fordi jeg også dengang havde brug for tid til bare at være mig. (Jo, vi havde også døren i firserne, men de var meget tynde).

Sankt N skal naturligvis selv bestemme sit liv. Det har jeg da også fået sagt til ham, med undskyld for min morlige ivrige begejstring for egne ideer og alt det der.

Bevares

untitled (4)

En sukkersuckers bekendelser

Det er mere end halvandet år siden jeg besluttede mig for at jeg ikke gad være så tyk mere.

I starten gik det psychofint, så gik det stille og roligt – og så gik det nærmest i stå.

Jeg har ikke helt besluttet, om jeg kan leve med at hænge 5-8 kilo over idealvægten, eller om jeg skal gøre noget ekstraordinært for at vride mig ned på lige præcis det tal som var mit oprindelige mål. (I så fald vil jeg godt lige have skrevet ind i kontrakten, at barmen ikke har mere at give af, virkelig).

Det gode er, at min krop efterhånden jamrer højlydt, hvis jeg putter ting i den, som er for klamme. Det gjorde den muligvis også før, men så lad os sige det sådan, at det gode er, at jeg nu har lært at høre hvad den siger.

Det knap så gode er, at jeg måske nok hører hvad kroppen siger, men ikke nødvendigvis retter mig efter den.

Eller, det er måske noget kruk at skrive, når jeg trods alt har tabt mig okay meget og holdt vægten nogenlunde og alt muligt.

Jeg er bare stadig en mega sucker for slik. Kvalme eller ej, så kan jeg kværne uhæmmet, når først jeg kommer i gang. Muligt at Bitz og lignende typer kan nøjes med en firkant mørk chokolade til aftenhyggen, men når jeg først kommer i gumle-humør, så helmer jeg ikke før alt er ribbet. Selvom jeg efterhånden burde vide bedre.

Nogen gange er det lige før jeg savner de gode gamle dage, hvor jeg bare gamsede mig gennem livet og i det hele taget havde en sukkersuckerfest.

Men jeg har ikke gemt noget af det tøj jeg passede da jeg gamsede igennem og så har jeg et nøglekort hvor billedet er taget i mine absolutte velmagtsdage.

Det synes jeg faktisk selv er ret taktisk smart.

 

 

 

 

Kald mig bare det der curling..

Bunker af bananer, toastbrød, saltkiks og nudler lå klar på køkkenbordet. For ligesom at skære alt ud i pap, havde jeg sågar addet en lille grøn post-it hvor der stod, at det var mad der var godt at spise, dagen efter.

Dagen efter hvad, tænker du måske. Men så er du nok en af de heldige, som ikke har været ramt af den der mavevirus, hvor man bruger sådan cirka et halvt døgn på at vende vrangen ud på dig selv og mindst et helt døgn efterfølgende, på at genfinde lysten og modet til at spise og drikke igen.

Om aftenen var jeg i biografen og se den der søde film med “Lies & Secret”. Og følte en ret stor sympati med den kedelige af søstrene, som bare gerne vil gøre alt godt for andre og som har bagt og bagt og bagt! og BAGT!!!

Fik jeg nævnt at bunken med mad var til min søn?

Og at han stort set spiste et par kiks, i alt?

Han fylder snart 19.

Jeg må snart forstå det.

I fineste selskab

Jeg har været til møde.

Med to virkelig spændende mennesker, om et projekt som godt kan gå hen og blive godt.

Den ene kender jeg, blandt andet fordi hun er mor til en af min ungdoms venner.

Vi var del af en lille klike, som hang ud i et par år.

Venskabet holdt dog ikke til at vi blev rigtig voksne, så vi endte med bare at være på vink og høfligheder når vi sjældent mødtes.

Og en dag døde han.

Hans mor er den seje slags, som rejste sig og fandt en mening med det hele, selvom han ikke var det første barn hun havde mistet.

Det har hun skrevet en bog om.

 

Den anden var præsten.

En energisk og engageret type, som tog ivrige noter og stillede masser af spørgsmål, som jeg i den grad er glad for at jeg har tid til at tænke over. For hvad var f.eks. det bedste ved at være ved Old Mans side da han døde? Og har det gjort mig til et andet og måske endda bedre menneske? Spørgsmål, som jeg godt gider kunne besvare bare sådan nogenlunde begavet, især hvis andre lytter.

Og det får jeg mulighed for, når vi tre sammen skal gøre en aften. I det lokale menighedshus, med traktement i pausen og fællessang, både til start og slut. Jeg skal vælge den ene sang og det slugte hele min fredag eftermiddag. Selvom jeg helt selv må vælge og det ikke behøver være en salme. Men nu er jeg ikke sådan en syngetype og de eneste sange jeg sådan går og kan huske, er enten fra min skoletid, fra besøg i kirken – eller noget min far har spillet på harmonika engang.

Så jeg er udfordret på uendeligt mange plan.

En præst, en livsklog kvinde, en sang. Og mig.

Men jeg føler mig heldig.

Selvfølgelig gør jeg det.

Funk det

Lige meget hvad, så er det der er sket i Paris forfærdeligt, voldsomt og skræmmende på så uoverskueligt mange måder.

Nu skal vi f.eks. så til at være bange, igen. For både det ene og det andet og alt det i mellem. Hvilket vel er en del af konceptet.

Men jeg er ikke god til at være bange.

Så mens varsler om storm var det eneste der afbrød liveopdateringer fra Paris på mit mutede tv, skøjtede jeg rundt på strømpefødder, og også lidt foran et spejl, til noget yderst dansabelt fra et af mine yndlingsprogrammer .

Ondskab kan ikke danses væk, men nogen gange er det det eneste rigtige at gøre, med angsten for det onde.

 

Rastløs

Sofatripper efter at komme i gang med et eller andet af større relevans end Året der gik i Kongehuset, juleferiebogen og det støv der faktisk er bagved bøgerne i sådan en bogreol.
Googler sommerferiemuligheder, fødselsdagsgaver og gryder, finder garn og pakker det væk igen – alt uden at ramme noget der sluger opmærksomheden fuldstændigt og får rastløsheden til at flafre væk.

Så jeg fritter hr. R., med usagte ønsker om noget episk, fantastisk og vildt. Kickstart af et fabelagtigt år.

Han vil gerne finde en god opvaskemaskine.

Måske sådan en hvor glassene ikke får pest og plastikbøtterne ikke skal vrides efter vask.

Vi bliver enige om at komme videre med den der serie, som gik i glemmebogen da snot og køkken og jul var på sit højeste.

Og da lørdag for længst er blevet til søndag har vi set det hele. Eller, jeg har set næsten det hele, men det sidste er virkelig også uhyggeligt.

Dovenskaben fulgte lige i røven på den udmattende hoste, men min hemmelige dagsorden var at starte op med løb igen, på denne, feriens allersidste morgen.

Og så var der både tebirkes og varm the og jeg blev decideret irriteret over mig egen vægelsindende slattenhed og blæser det ikke virkelig meget?

Irritationen smittede og han sagde, at nu skulle jeg enten løbe den tur eller også skulle jeg gå i gang med at spise og holde min kæft.

Det blev en god løbetur.

Og i næste uge, når arbejdslivet blæser mig bagover og alverdens vigtige og gode aftaler igen fylder op i kalenderen, så kommer jeg garanteret i tanke om, hvad jeg også kunne have udfyldt de sidste rastløse feriedage til.