Befri dit liv

Mine børn er efterhånden så voksne at de selv har patent på historierne fra deres liv, både de sjove og de andre. Det har de vel egentlig altid haft, men det er bare gået op for mig at jeg ikke kan tillade mig at fortælle deres liv, og så har de også fået skæg.

Jeg har stor respekt for børn med skæg.

Heldigvis er der også gode historier i mit eget hjørne af livet. Og skæg, men den snak tager vi en anden dag. (Nå nej). Så det er ikke fordi jeg sidder og glor ind i en væg at jeg ikke får skrevet så meget på bloggen. Nok nærmere fordi det bare ikke er det jeg skal mere.

Altså blogge.

Det har været sjovt og givende og lærerigt & jeg har virkelig elsket det.

Og det er sandsynligt at det bliver en udfordring, endda muligt at jeg ender med at fortryde. Men lige nu ser jeg frem til at prøve at leve mit liv uden at formulere det. Med alt hvad det måtte have at byde på for mig, mine skæggede børn, min fine familie, mine skrupskøre venner og min boyfriend, hr. R., som stadig er en lige så vigtig medspiller i min virkelige verden som han altid har været her på bloggen.

Ingen blog uden læsere – så 1000 tak fordi du var her og gav modspil og medspil og likes og stjerner.

Særlig kærlig hilsen & måske endda på gensyn

💕 Fru Z

cuba_havana_lady_cigar_3

PS: Jeg har ikke planer om helt at forlade de sociale medier, det ville nok give mig uoverskuelige abstinenser. Så du kan stadig møde mine ord her & billeder her.

 

30-årskrisen

Det bedste middel mod alderskriser er at møde andres. Altså af slagsen man bare kan smile overbærende og ryste på hovedet af, fordi man selv er forbi dem, uden de store skrammer.

Således fik jeg den sjoveste bordherre til en rund fødselsdag, hvor jeg sådan cirka kendte nærmest ingen af de tilstedeværende. Han rammer snart 30 og var lidt i minus over sin høje alder og alt det liv han var færdig med og også bare tallet 30. Han havde humor, skørt mange tatoveringer og den sødeste kæreste, som f.eks. insisterede på, at han naturligvis fortsat skulle krydse broen indimellem, for at følge sit favoritfodboldhold fra deres lokaltribune, selvom han nu var hooked up med en dame med barn. Et barn hun i øvrigt havde fået, før hun næsten selv var færdig med at være et.

Det havde måske været naturligt, hvis jeg var minglet videre til nogle af dem jeg rent faktisk kendte, efterhånden som aftenen blev fjollet og kagebordet pakket væk til fordel for kulørte drinks. Men Krisen og hans unge kæreste dragede mig, med deres åbenlyse kærlighed til hinanden, snak om dialekters pinlighedsfaktor, tro på fremtiden og en fantastisk optimisme. Hun tog nu den studentereksamen som hovsabarnet havde sat på standby og pønsede på en genvej til jordemoderstudiet. Og han var glad for at det trods alt var ham der var blevet stukket under et tilfældigt knivoverfald i byen – Det kunne jo være gået ud over nogle unge piger eller sådan noget.

Talen faldt på (deres) mulige bryllupsplaner og da jeg fortalte at vi er nogen der potentielt kan holde sølvbryllup om et års tid, virkede de begge positivt overraskede.

Over min alder, ikke det faktum at jeg var gift.

De var optur & jeg håber han snart frier til hende, som han lidt kom til at love, mens vi drak shots.

wpid-img_20150419_140152.jpg

Min mor synes også jeg er en fornuftig og moden dame.

 

 

Blodprøven

Den ret voksne dame lænede sig frem og betroede mig, at der altså også fandtes kvinder som fik svedeture.
– så er vi trods alt heldige at vi kun får hedeture!

Jeg nikkede og smilede og gad ikke helt forklare. Igen. At de hedeture jeg havde haft nok skyldtes noget andet, måske endda bare den forkølelse jeg havde rodet med.

For nu sad vi lige her og bondede, og det var et pirrende indblik i en verden som jeg før eller siden bliver del af. Men hun sad altså også og tappede mit blod og jeg forsøgte altså også at lade være med at blive skidt tilpas. Over de små glas som hurtigt fyldtes med mit blod og en tjekliste så lang, med alverdens potentielle elendigheder, som ikke alle handlede om at få det varmt. Eller svede.

– I ringer hvis der er noget som ikke kan vente til jeg kommer igen, ing?

Hun sagde noget godt om at mærke efter hvordan jeg havde det, i stedet for at blive bange for noget teoretisk.

Det er bare en midtvejstest. Og jeg har det fint.

Men jeg købte nu alligevel en stor æblejuice da jeg gik fra lægehuset. Bare for at komme lidt på højkant igen.

For jeg er en tøsedreng når det kommer til nåle.

 

Men det er dog ikke mig som vil have motorcykelkørekort

Optikeren spidsede overrasket læberne over de store forandringer i mit syn – og så på bare to år. Jeg havde godt selv lugtet lunten, men alligevel valgt at fortrænge behovet. Især for flere styrker i samme glas. Efter at have tjekket mit fødsels-år smilede hun overbærende af min kække replik om ikke at føle mig gammel nok til flere styrker. Og jeg gider næsten ikke fortælle om de overvejelser jeg havde da jeg skulle vælge stel. Noget med ikke at blive for kedelig og konet og praktisk. #KomfortErForGamleDamer

Men da jeg endelig fik brillerne, fortrød jeg bare at jeg overhovedet havde øjne. Stellet virkede tungt og klodset og gled konstant af næsen, solbrillerne var vidst blevet lidt vel meget til den bling-blingede side, styrkerne udfordrede min balanceevne, så jeg nærmest sejlede rundt om selv de blødeste hjørner og verden blev også pludselig så skrækkelig grim. Især mit eget spejlbillede var nogenlunde lige så charmerende som det fjæs man møder, når telefonen sidst har været brugt til en bevidst og velforberedt selfie.

Vi kan sagtens grine af at jeg blev så forskrækket over mit eget forfald; folderne på halsen, poserne under øjnene, furerne, rynkerne, farverne. Faktisk er det bedst hvis vi griner. Men faktum er, at det blandt andet resulterede i at jeg  – helt seriøst – gik en lang tur og tænkte mit liv igennem på midtvejskrisemåden.

Bagefter var jeg stadig i tvivl om alt muligt. Men jeg hader mig selv når jeg piver og piller navle, foretrækker at være sådan en mere løsningsorienteret type, der lister nye mål og planer, som rækker langt længere end flerstyrkeglas og foldbare halse kan. Så til en start har jeg fundet diætistens papirer frem igen, meldt mig til noget løb og smidt mig selv i tænketank, for at finde ud af, hvordan jeg får plottet nogle flere foredrag i årets kalender.

Og så skal jeg have fundet ud af, hvordan fanden i hede hule helvede jeg kan lære at lave ægte armbøjninger.

Ja, okay.

Det lugter faktisk langt væk af midtvejskrise..

U – uundværlig.

Jeg vidste godt at dagen ville gå nogenlunde lige så stærkt som de der drømme hvor man løber gennem vand for at forhindre en katastrofe. Til gengæld var jeg usikker på, hvor længe der ville gå før min knirkende stemme stod af og hvorvidt jeg havde det mest koldt eller varmt. Eller koldt. Eller varmt.

Havde det været en hverdag, så havde jeg uden tøven ringet og pippet mig syg, hvorefter sofa, dårligt fjernsyn og varme drikke havde gjort min dag.

Men i weekenden melder man sig ikke syg, medmindre man kaster op eller er død. Altså, det står ingen steder i kontrakter eller noget, det er en helt og aldeles uskreven og uautoriseret regel af en slags, som ingen slår nogen i hovedet med.

Nu er jeg typen der plejer at smide løftede pegefingre i retning af kolleger som snøfter omkring med blussende kinder og sløje tendenser. Hvorfor det ville klæde mig at vise hensyn, når det er min røv der hænger i sløjhedsskorpen.

Alligevel har jeg både været til koncerter, middage, en enkelt konference og flere fester på piller. Og vodkashots. (Det sidste virker!) Fordi jeg så nødigt vil gå glip.

Og nu var jeg altså på weekendvagt. Fordi jeg bildte mig ind at jeg ikke kunne undværes.

Helt som forventet gik tiden nærmest baglæns, mens min krop jamrede over at skulle være så skide oprejst. Jeg tror jeg kunne have grædt af træthed, selvom jeg egentlig mest gik for mig selv og bare sådan var standby. På den sølle måde.

De nærmeste kolleger pludrede sødt om varm the og ro og lad nu være med at brænde dit lys i begge ender og vi klarer det fint med de lånere der.

Men så mødte min sprødbævrende stemme en anden i huset, som syntes at jeg skulle gå hjem. Egentlig mindst for min skyld.

Han ramte mig rent med alle mine egne argumenter og jeg erkendte at jeg alligevel ikke gjorde den store forskel. Den dag.

Så meget for at være uundværlig.

En time før min påskeferie trådte i kraft, kastede jeg derfor martyrrollen i ringen og kørte hjem til sofaen, hvor jeg lykkedes med endelig at få set House of Cards færdig.

Er jeg i øvrigt alene om at synes at den er lidt overvurderet?

Posted in Ikke kategoriseret

Du ser vigtig ud

– du ser vigtig ud.

– det er jeg også.

Jeg fnisede af den hurtige ordveksling i køen under lysskiltet og gættede på at ham der var vigtig, var scenetekniker af en art.

Dagen før havde vi opdaget at vi sgu da havde billetter til en forestilling, som vi ikke helt kunne huske hvad var og som altså ikke først var i april. Vi vidste derfor kun at det var noget jeg havde pippet om i efteråret og fået i julegave af en mega observant Hr. R. Og at det handlede om døden og havde fået en vildt god anmeldelse i Politiken.

Så fra at være en random onsdag med kødsovs og sofa, blev det nu sådan en aften med rødt kød, rødvin og en overraskende seriøs snak, blandt kolleger, kærestepar og en personaledør der konstant gik op og i. Om motorcykelkørekort. Og hvorvidt det er værst at have det dårligt med en åbenbart meget hed drøm, eller lade som om man ikke har.

Og nu stod vi her, under et lysskilt, i en underlig kø, sammen med Louisianasegmentet og en overraskende stor flok gymnasieelever. For hvad ventede vi på og hvorfor var der nogen der sprang over? Vi ventede på døden og der var faste pladser.

Da vi endelig kom ind sad skuespillerne klar på scenen. Måske var det faktisk dem vi ventede på. Og stykket gik i gang uden så meget pis og viste sig at være monologer og dans.

Monologer og dans.

Det lyder slet ikke så fantastisk som det var.

De sprøde stemmer af ægte mennesker i højtalerne, som fortalte om det liv de havde levet og den død de forventede inden for nærmeste fremtid. Nogle havde haft et godt liv, nogle have ikke. Enkelte replikker hang længere i luften. Rengøringskonen, der ville ønske hun havde levet sit eget liv. Den livsglade kvinde, som nærmest ikke kunne være i sin egen krop, når folk sagde at hun endelig måtte sige til hvis der var noget de kunne gøre for hende. Hun vred sig ud af den omklamrende omsorg og insisterede på glad dans.

ALS-patientens forsøg på at danse gjorde også indtryk, og den nøjsomme præsts kejtede bevægelser.

Det hele gjorde indtryk.

Jeg vidste slet ikke at moderne dans kunne røre mig så meget.

Og da ordene om kroppens nedlukning lyste op på en skærm, var jeg så mør at jeg var lige ved at tude.

Da vi forlod rummet, gik jeg bag to af gymnasiepigerne.

– Aiiij, hvor mange gange tudede du?

– Kun en gang, men jeg fik tårer i øjnene to gange!

– Aiij, det der med søsteren, fuck!

– Årgh ja, jeg kommer aldrig til at glemme det her. Aldrig!

wpid-20150325_195309_resized_1.jpg
Jeg tænkte stadig på det med motorcyklen.

Du ser vigtig ud.

Det er jeg også.

 

 

Fadervor og blødt brød

Jeg havde købt sorte sneaks og pimpet dem med sølvglimtende snørebånd. De sad så blødt som musikken i mine ører da jeg gik hjemmefra. Men der var også så meget andet jeg kunne bekymre mig om. Mine iskolde hænder, f.eks., hvor mange der mon ville dukke op – og hvorfor i hede hule helvede jeg overhovedet havde sagt ja.

Det øjeblik jeg drejede ind på parkeringspladsen, parkerede præsten og kom mig i møde med et kram. Alene det. Vildt.

En venlig dame var i gang med at lave kaffe i menighedshusets køkken. Hun havde dækket op til 30 og de første 3 sad allerede klar. Jeg hilste på dem, kendte dem og havde en formodning om hvorfor de sad der. Smed alligevel en joke og fik varmen i hænderne af vores fælles grin.

Teknikken drillede. Det var mere sexet at sende PowerPoint i forvejen og dukke op til megatjekket konference for fagfolk. Også fordi der var headset. Headset er the shit.

Men nu var jeg her og det var også vigtigt. Mindst. Der kom hele tiden flere mennesker. Jeg nikkede, hilste og krammede, mens andre rendte ind og ud af køkkenet.

Mere kaffe, flere tallerkener. Nogen der lige hjælper med de her stole?

Her sidder mange som har mistet, sagde præsten til mig og nikkede. Jeg nikkede tilbage. Sank noget tørt og drak mere vand.

Døren blev låst da der ikke var flere stole. Præsten bød velkommen, vi sang en sang og min foredragsmakker startede op. Talte om sin bog, sine tab og det forår som altid kommer efter selv den strengeste vinter.

Engang kendte jeg hendes søn. En anden gang var hun min psykolog.

Nu sad vi her sammen.

Hun rundede af og vi sang en ny sang, men vi sang den forkert, sagde ham der spillede klaver. Han var jo nødt til at følge noderne. Og vi sang den som Kim Larsen. Der grinede vi af og da teknikken igen drillede sagde jeg pyt, men tænkte fuck.

Ved sin blotte tilstedeværelse, blåstemplede Hr. R mine ord, mine billeder, min version af vores fælles historie. Det gav ro.

De grinede hvor jeg havde forestillet mig at de skulle grine, og de klappede da jeg var færdig. Faktisk. Jeg tror heller ikke at jeg bandede overhovedet.
Så var der kaffe og nogen hentede knive, så det bløde brød kunne deles.

Vi smalltalkede på kryds og tværs og præsten havde fået farve i kinderne. Så var der spørgerunde og jeg var nødt til at oppe mig, for min makkers svar på præstens spørgsmål var både eksistentielle og dybe.
Jeg er hverken dyb eller eksistentiel. Men jeg kom til at bande, da jeg pludselig havde en vigtig pointe. Fuck det.

Mine sorte sneaks bar mig samme vej hjem som jeg var kommet, måske lidt mere svævende og frit. Den gode stemning, ham der lidt kejtet havde spurgt hvad jeg så lavede til dagligt, de mange der havde sagt tak. De solgte bøger, den manglende øjenkontakt med nogen som helst (men især logedamerne) under fadervor, gæstfriheden og det gruppekram som gav mening til sidst, da de 68 stole var på plads, opvaskemaskinen summede og kontrakterne var skrevet under.

Præsten, psykologen og jeg.

Pisse fucking fedt.

Brevet

Jeg kan se at flere har trykket på billedet af Kim Malthe-Bruuns brev . Har man bare tilnærmelsesvis så dårligt syn som jeg, er det nærmest en hån. Derfor har jeg lånt denne fine bog så jeg – og du – kunne læse brevet tydeligt.

Kim Malthe-Bruun, f. 8.juli 1923

Vestre Fængsel, Tysk Afd., Celle 411.                                                                                                                                           4. april 1945

“Kære mor

Jeg er sammen med Jørgen, Niels og Ludvig i dag blevet stillet for en krigsret. Vi blev dømt til døden. Jeg ved, at du er en stærk kvinde, og at du vil tage dette, men, hører du, det er ikke nok, at du tager det, du skal også forstå det. Jeg er kun en lille ting, og min person vil meget snart være glemt, men den idé, det liv, den inspiration, som fyldte mig, vil leve videre. Du vil træffe den overalt – i træerne om foråret, i mennesker, du møder på din vej, i et kærligt lille smil, du vil møde det, der måske havde værdi hos mig, du vil elske det, og du vil ikke glemme mig. Jeg vil få lov til at vokse mig stor og moden, jeg vil leve hos jer, hvis hjerter jeg engang fyldte, og I vil leve videre, for I ved, at jeg er forude og ikke, som du måske først vil mene, bagude. Du ved, hvad der altid vil være min kæreste lyst, og hvad jeg troede, jeg skulle blive. Følg mig, du kære moder, på min vej, og stands ikke ved det sidste, men ved nogle af de sidste leverum, jeg har haft, og I vil finde noget, som måske vil være værdifuldt for hende, der er min unge, og for hende, der er min moder.

Jeg har vandret ad en vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit hjerte stod, og jeg synes nu, at jeg kan se en sammenhæng. Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø, og dog synes det så naturligt, så ligetil. Det er kun den bratte måde, der afskrækker os i første nu. Tiden er kort, jeg kan ikke rigtigt forklare det, men mit sind er fuldkommen roligt. Jeg ville gerne have været en Sokrates, men publikum manglede. Jeg føler den samme ro som han og vil meget gerne have, at I helt forstår det, både du, Hanne og Nitte. Du må hilse Nitte, jeg er fuld af kærlighed til hende og står ved hvert ord, jeg har skrevet til hende.

Hvor er det i grunden mærkeligt at sidde og skrive dette dokument for livet. Hvert ord bliver stående, det kan aldrig gøres godt igen, aldrig slettes, aldrig forandres. – Jeg har så mange tanker. Jørgen sidder her foran mig og skriver konfirmationsbrev til sin datter. Et dokument for livet. Vi har levet sammen, og nu dør vi sammen, to kammerater. Jeg har siddet sammen med Poul. Vi havde mange forskellige meninger, men han ved, hvad jeg indeholdt og hvad jeg kan give.

Endelig er der børnene, de har stået mig så nær i den sidste tid, og jeg havde glædet mig til at se dem og leve sammen med dem igen. Mit hjerte har banket af glæde ved tanken om dem, og jeg håber, at de må vokse op til mænd, der ser andet og dybere end vejen. Jeg håber, at deres sind må trives frit og aldrig under ensidig påvirkning.

Hils dem fra mig – min gudsøn og hans bror.

Jeg ser, hvad vej det går i vort land, og jeg ved, at morfar vil få ret, men husk – og det skal I alle huske – at drømmen ikke må være at nå tilbage til den tid inden krigen, men at drømmen for jer alle, unge og gamle, skal være at skabe et ikke ensidigt, men rent menneskeligt ideal, som enhver skal se og føle er et ideal for os alle. Det er en stor gave, vort land tørster efter, noget, hver lille bondesøn kan se hen til og med glæde føle, at han har del i og arbejder og kæmper for.

Endelig er der hende der er min. Få hende til at se, at stjernerne endnu tindrer, og at jeg kun var en milesten. Hjælp hende videre, hun kan nu blive meget lykkelig.

I hast – din ældste og eneste søn

                                                                                                                                                                                             Kim”

 

Mens jeg venter på en bøde

Top 3 over hvorfor jeg aldrig bliver pendler:
1: Rejsekortstander der ikke virker
2: Netkøb af mobilbillet der ikke virker
3: Nej, jeg har ikke fucking kontanter til automaten – er Dankorttypen.

Glæder mig til at få min bil igen.

Posted in Ikke kategoriseret

Farvel til en æra

Familiens yngste har ramt 19 og dermed lukkes og slukkes definitivt for min karriere som mor. Altså til børn.

Engang gav vi dem navne og vuggede dem i søvn og var stolte af at vi fik alle 2 inden vi blev 30. Vi havde planer om at få dobbelt så mange og være unge med vores børn. På bølgelængde, i øjenhøjde – sådan nogle som nærmest var venner med vores børn når de blev store.

Sådan blev det sjovt nok ikke.

Vi er lige så lidt venner med vores børn som vi er med vores forældre. Det betyder naturligvis ikke at vi ikke kan lide dem, det er bare noget andet end venskab.

Jeg troede jeg skulle være en anden slags mor. Mindre fjernsyn og flere lektier. Mindre skældud og flere grøntsager. Mere rummelighed, hvor der altid var plads til alle vennerne om middagsbordet og “vi spæder bare kødsovsen op med agurker”. Mindre “du kunne godt lige have ringet”.

Sådan blev det sjovt nok heller ikke.

På mange måder har det vist sig at jeg var – og måske stadig er – utrolig uberegnelig som mor.

Men det korte af det lange er også bare, at jeg faldt over det her nuttede billede, som jeg følte for at dele. Jeg havde de sjoveste drenge.

Det har jeg stadig.

wpid-2015-02-25-21.09.57.jpg.jpeg

Små halvfemserbørn. Nuergh.

 

Posted in Ikke kategoriseret