30-årskrisen

Det bedste middel mod alderskriser er at møde andres. Altså af slagsen man bare kan smile overbærende og ryste på hovedet af, fordi man selv er forbi dem, uden de store skrammer.

Således fik jeg den sjoveste bordherre til en rund fødselsdag, hvor jeg sådan cirka kendte nærmest ingen af de tilstedeværende. Han rammer snart 30 og var lidt i minus over sin høje alder og alt det liv han var færdig med og også bare tallet 30. Han havde humor, skørt mange tatoveringer og den sødeste kæreste, som f.eks. insisterede på, at han naturligvis fortsat skulle krydse broen indimellem, for at følge sit favoritfodboldhold fra deres lokaltribune, selvom han nu var hooked up med en dame med barn. Et barn hun i øvrigt havde fået, før hun næsten selv var færdig med at være et.

Det havde måske været naturligt, hvis jeg var minglet videre til nogle af dem jeg rent faktisk kendte, efterhånden som aftenen blev fjollet og kagebordet pakket væk til fordel for kulørte drinks. Men Krisen og hans unge kæreste dragede mig, med deres åbenlyse kærlighed til hinanden, snak om dialekters pinlighedsfaktor, tro på fremtiden og en fantastisk optimisme. Hun tog nu den studentereksamen som hovsabarnet havde sat på standby og pønsede på en genvej til jordemoderstudiet. Og han var glad for at det trods alt var ham der var blevet stukket under et tilfældigt knivoverfald i byen – Det kunne jo være gået ud over nogle unge piger eller sådan noget.

Talen faldt på (deres) mulige bryllupsplaner og da jeg fortalte at vi er nogen der potentielt kan holde sølvbryllup om et års tid, virkede de begge positivt overraskede.

Over min alder, ikke det faktum at jeg var gift.

De var optur & jeg håber han snart frier til hende, som han lidt kom til at love, mens vi drak shots.

wpid-img_20150419_140152.jpg

Min mor synes også jeg er en fornuftig og moden dame.

 

 

Blodprøven

Den ret voksne dame lænede sig frem og betroede mig, at der altså også fandtes kvinder som fik svedeture.
– så er vi trods alt heldige at vi kun får hedeture!

Jeg nikkede og smilede og gad ikke helt forklare. Igen. At de hedeture jeg havde haft nok skyldtes noget andet, måske endda bare den forkølelse jeg havde rodet med.

For nu sad vi lige her og bondede, og det var et pirrende indblik i en verden som jeg før eller siden bliver del af. Men hun sad altså også og tappede mit blod og jeg forsøgte altså også at lade være med at blive skidt tilpas. Over de små glas som hurtigt fyldtes med mit blod og en tjekliste så lang, med alverdens potentielle elendigheder, som ikke alle handlede om at få det varmt. Eller svede.

– I ringer hvis der er noget som ikke kan vente til jeg kommer igen, ing?

Hun sagde noget godt om at mærke efter hvordan jeg havde det, i stedet for at blive bange for noget teoretisk.

Det er bare en midtvejstest. Og jeg har det fint.

Men jeg købte nu alligevel en stor æblejuice da jeg gik fra lægehuset. Bare for at komme lidt på højkant igen.

For jeg er en tøsedreng når det kommer til nåle.

 

Men det er dog ikke mig som vil have motorcykelkørekort

Optikeren spidsede overrasket læberne over de store forandringer i mit syn – og så på bare to år. Jeg havde godt selv lugtet lunten, men alligevel valgt at fortrænge behovet. Især for flere styrker i samme glas. Efter at have tjekket mit fødsels-år smilede hun overbærende af min kække replik om ikke at føle mig gammel nok til flere styrker. Og jeg gider næsten ikke fortælle om de overvejelser jeg havde da jeg skulle vælge stel. Noget med ikke at blive for kedelig og konet og praktisk. #KomfortErForGamleDamer

Men da jeg endelig fik brillerne, fortrød jeg bare at jeg overhovedet havde øjne. Stellet virkede tungt og klodset og gled konstant af næsen, solbrillerne var vidst blevet lidt vel meget til den bling-blingede side, styrkerne udfordrede min balanceevne, så jeg nærmest sejlede rundt om selv de blødeste hjørner og verden blev også pludselig så skrækkelig grim. Især mit eget spejlbillede var nogenlunde lige så charmerende som det fjæs man møder, når telefonen sidst har været brugt til en bevidst og velforberedt selfie.

Vi kan sagtens grine af at jeg blev så forskrækket over mit eget forfald; folderne på halsen, poserne under øjnene, furerne, rynkerne, farverne. Faktisk er det bedst hvis vi griner. Men faktum er, at det blandt andet resulterede i at jeg  – helt seriøst – gik en lang tur og tænkte mit liv igennem på midtvejskrisemåden.

Bagefter var jeg stadig i tvivl om alt muligt. Men jeg hader mig selv når jeg piver og piller navle, foretrækker at være sådan en mere løsningsorienteret type, der lister nye mål og planer, som rækker langt længere end flerstyrkeglas og foldbare halse kan. Så til en start har jeg fundet diætistens papirer frem igen, meldt mig til noget løb og smidt mig selv i tænketank, for at finde ud af, hvordan jeg får plottet nogle flere foredrag i årets kalender.

Og så skal jeg have fundet ud af, hvordan fanden i hede hule helvede jeg kan lære at lave ægte armbøjninger.

Ja, okay.

Det lugter faktisk langt væk af midtvejskrise..

Konflikthåndteringskursusahaoplevelse

Vi var måske 20 minutter inde i kurset, da det gik op for mig.

Ding dong og hallo. Jeg kan sagtens være lidt langsom i det.

Den freshe underviser havde bedt os om at notere nogle konflikter fra vores arbejds- og privatliv. Bare sådan for os selv og helt privat. Ikke noget der nødvendigvis skulle deles med de andre kursister. Bare noget med at mærke efter og fundere over hvad en konflikt egentlig er.

Jeg smadrede den ene latente konflikt efter den anden ned på min linjerede blok, i så rasende fart at kuglepennen nærmest slog gnister. En tikkende bombe. Åbenbart. Først da jeg fik noteret mig selv som en af dem jeg var i konflikt med, gik den større sammenhæng op for mig.

Sagde jo at jeg godt kan være sådan lidt langsom i det.

Og jeg ved godt at det er ret så åhjegharværetpåkursus-agtigt. Og nu må jeg hellere i gang med at realisere mig selv. Agtigt. Men alt gav lige pludselig mening.

Vi har allesammen et givent antal p-pladser i vores indre, som bliver optaget af de konflikter vi har med andre. Eller bare den energi vi bruger på andre mennesker. Og når der tilsidst kun er en enkelt p-plads tilbage, så kæmper vi med næb og kløer for at spærre den til os selv. Sagde underviseren.

Og det sagde klik-klak, inde i mit hoved, efterhånden som brikkerne faldt på plads.

Halleluja.

Jeg bliver nødt til at få ryddet op i de uhensigtsmæssige parkeringer der er gang i på mine parkeringspladser.

Er det det man kalder midtvejskrise, mor?

Og mens vi stod der i køkkenet og lavede mad, 2 boyser og en overgearet mor, der stadig ikke var kommet sig over at have købt en Roskildebillet, så spurgte den yngste stille og roligt, om det var det man kaldte for en midtvejskrise.

Jeg var alt for bimset til at lade den bemærkning lukke luften ud af Roskildeballonen. Og sådan var den heller ikke ment. I know.

Det fik mig bare alligevel til at tænke.

Jeg er lige rundet 40. Har sagt mit job op. Farver mit hår virkelig meget orange. Pisker rundt i mit hood iført løbesko (!!!!!!!!!) Går pludselig i skole igen. Er igang med at lave en lokal dameloge, med det formål at have det sjovt – nix weiter. Og har så købt mit livs første Roskildebillet.

Ahehm.

Det jo ikke grebet ud af den blå luft, det spørgsmål. Vel?

Jeg synes bare ikke jeg er i krise. Eller jo. Altså nej. Bevares, jeg har ikke noget arbejde. Aner ikke hvad det skal ende med på den front. Som i overhovedet. Men jeg er ganske rolig alligevel. Jeg er ikke i krise. Ikke. I. Krise.

Vel?