Da vi havde fået vendt bilen, sat brobizzen fast i bilruden, og indstillet vores GPS, kunne vi se, at der var cirka 4 ½ time til vi kunne regne med at være hjemme igen. Hvis vi altså ikke holdt nogen pauser. Overhovedet. Som helst.
– Har det været turen værd? Sønnen nikkede kraftigt, inden han pakkede sig sammen i sin varme vinterjakke, og gik en lille smule i koma, ved siden af mig i bilen.
Jeg smilede for mig selv. Var ikke den eneste forælder, der havde slæbt yngel med til Princekoncert.
Og sikkert heller ikke den eneste, der var rigtig glad for, at min funky lille ungdomssuperstar faldt i smag. God smag.
Bevares, jeg har også slæbt mine unger med på Louisiana og den slags. Men at tage sammen til en Princekoncert er faktisk også kultur. For som den 52-årige selv sagde; real music, by real musicians!
Vi havde oprindeligt en ide om, at vi skulle drikke os i hegnet. Sønnen og jeg. Men det blev ikke rigtig til noget. Også fordi vi faktisk havde en ræddi god plads på gulvet, ret tæt på inner circle. Og tanken om at mose sig forbi en masse hidsige familiefædre & tophysteriske kvindfolk, for at komme tilbage til den udemærkede plads, med friske forsyninger fra baren, var uoverskuelig. Vi blev stående.
Så egentlig var vi lidt for ædru til at hoppe med på galejen. Du ved. Mor & søn og sådan. Vi går til dagligt og snakker om lektier. Hårvask. Mad. Vasketøj. Hvor meget man kan få lov at sove ude på hverdage. Helt basic morsønting. Men vi udvekslede et enkelt blik, og besluttede os for, at det ville vi altså skide på. Og så hoppede vi med. I takt. Kastede håndtegn, smed rundt med armene & sang ÅåhåuwåhÅåuw. Det var sjovt. Skideskægt. Faktisk. Og en lille smule magisk. På den fede måde.
–Thank you Denmark, and goodnight!
Ingen havde lyst til at gå. Nok mest fordi de fleste formentlig havde læst om koncerten i Kbh, hvor Prince vendte tilbage med masser af ekstranumre, mens publikum sådan set var igang med at forlade Forum. Så vi blev hængende. Og hængende. Og hængende. Og han blev jo ved med at komme tilbage med liiige et lille ekstranummer. And bye bye Denmark.
Indtil det sidste lys blev tændt, og der var mennesker der begyndte at pille instrumenterne ned. Så gik jeg modvilligt med til at skride.
Og det var ikke fordi vi havde så langt.
2 minutter ude i regnen, så stod vi foran vores hotel. Lige rundt om hjørnet. Eddermanme mere praktisk end den lange gåtur jeg havde med Hr. R. Engang til noget Policekoncert uden for Århus. Kæft vi gik den halve nat for at komme tilbage til hotellet. Ingen plads på busser – ingen tomme taxaer overhovedet. Vi gik faktisk i længere tid end koncerten varede. Nå. Det var en helt anden historie.
Denne gang havde jeg været så megasej, at bestille værelse på et hotel, der nærmest delte adresse med spillestedet.
Og det er kun en af grundene til, at jeg er tisfornærmet over, at der er folk i allernærmeste omgangskreds, som virkede helt lettede over, at jeg kunne klare den her musikekspedition. Nærmest helt alene.
Skjus me. Så er jeg altså heller ikke mere blond. Faktisk overhovedet slet ikke.
Men det vil jeg godt lige have lov at vende tilbage til. Senere. For selvom jeg egentlig havde mest lyst til at besvime i en sofa i går aftes, så endte jeg i noget parmiddag, med hjemmerørt bearnaise & gavmilde gin&lemons. Til langt ud på natten. Med sort neglelak som eneste lille minde om fredagens udskejelser.
Årh jaer. Snak om kontraster.
Fuck, jeg er bare så træt idag.
Fru Z 