Ugen i punktform

• tog det pænt at flere grå hår efter nyeste klipning er (endnu) tydelige(re)
• brugte mine skærmbriller – cirka 10 minutter
• faldt i søvn i solen og blev lidt rød på halsen
• overvejede at købe shorts
• overvejede lidt væk fra shorts igen efter at have prøvet et par
• glædede mig over et træ i haven som alligevel ikke var dødt
• byttede bog med Anne ❤
• tog imod brevstemmer på biblioteket
• stillede kvalificerede spørgsmål til en pensionsrådgiver
• snakkede om kritisk sygdom og pludselig død uden at tænke “det sker ikke for os”
• blev kaldt mådeholden og fornuftig af bankrådgiveren
• hoppede i vandet i en tørdragt (jo jo, den der Facebook-prank)
• lærte at tænde op i vores nye grill – det er gas!
• satte plaster på en voksen mand og gav ham TLC, så han glemte at han ville klage over at han var faldet
• drak vin til maden to gange på en uge (det kommer ikke til at tage overhånd)
• var stolt over at kunne klare planken i 2 minutter, indtil jeg mærkede at jeg ikke lå så meget som en planke, men mere som en glohed hunkat i løbetid – men det må da stadig give noget, helt ærligt.

Historien om det store ansvar

Det er meget muligt, at de sidder henne på Refshaleøen og hyperventilerer lidt over det der Grand Prix-halløj i øjeblikket.

Men ikke bare har de glimmer og glitter til deres rådighed, de har også mulighed for at overskride samtlige budgetter og stille og roligt tage skideballen bagefter. Og de ved, at på et tidspunkt finder selv Brødrene Olsen et andet fokus og årets grand prix forvandles til et farvestrålende minde og et glimtende punkt på en masse menneskers CV.

Anderledes er det, hvis man f.eks. er med til at arrangere personaledag for mere end 80 kolleger – som man også fremover skal kunne holde ud at møde i frokoststuen, på unisex-toilettet, på trapperne og rundt om diverse mødeborde.

Skulle hilse at sige, at der ikke er meget glimmer at gøre godt med, ej heller de bedste muligheder for at overskride budgetter, med håb om tilgivelse fra nogen som helst. (kommunalt.) Så meget desto mere udfordrende, at gøre det til en oplevelse, som flest mulige kolleger synes er trætheden værd, når dagen slutter med lunkne pizzaer og håndholdte drikkevarer.

Til daglig er jeg fint tilfreds med at være ganske almindelig ansat, som følger de gængse rutiner og dækker mig ind under andres kapper af ansvar. Og helt ærligt, så er jeg stadig en middelmådig medarbejder, som mangler den rutine og det overblik som gør de andre kolleger så seje.

Derfor er det også ret fantastisk, at både de erfarne kolleger og dem med de der ansvarskapper, synes det er cool nok, at kaste mig sidelæns ind i store opgaver, som f.eks. sådan en personaledag, hvor priser forhandles med særlige blikke og knivskarp stilhed, hvor det faktisk er okay at hæge sig fast i egne mærkesager (- jeg ved godt jeg snakker meget om de der små jordbærkager, men det er bare vigtigt at der er noget lækkert til kaffen på sådan en dag!! ) og hvor der både skal holdes møder med dragende foredragsholdere, mailes med små event-energibundter, klippes silkebånd i metervis, overrækkes præmier og laves klare og rimelige aftaler med hjælperne.

Jeg elsker når kemien i sådan en arbejdsgruppe er på toppen og når jeg er med til at få trumfet noget igennem, som jeg ved vil gøre mange mennesker glade og når jeg high-fiver med en børnebibliotekar og folk siger tak for en god dag, efter både at være blevet høvlet igennem lange timer på hårde stole og udfordrende opgaver på et koldt slot. (Hvor vi i øvrigt mødte en flok mennesker, som bar ID-kort inde fra det der Grand Prix.)

Jeg var fuldstændig mast, da jeg satte mig i egen sofa, efter en hel dag med ansvar, damage control, bimlende mobil, gode kager og rare klap på skulderen. Jeg tændte for fjernsynet, hvor Koppel stod og talte som en engelsk kostskoledreng, mens baggrunden glimtede og glittede.

Jeg besluttede at jeg ikke magtede mere og gik i brædderne.

Og hvis du f.eks. skal bruge en god fortæller til et lignende arrangement, så kan vi godt anbefale ham her.

Men husk, at det også er vigtigt at der er gode kager til kaffen!

Klumme: Noget om ansvar

Jeg er sådan en der godt kan lide at tage ansvar. Nogen gange kommer jeg ligefrem til at tage det fra andre, og det er jo ikke så godt. Især ikke når det er mine drenge jeg napper ansvaret fra. De skal jo gerne evne at tage det med sig, den dag de smutter hjemmefra.

Men det er heller ikke så godt når jeg tager ansvarsfølelsen fra min mand. Især fordi jeg ikke nødvendigvis ved hvad jeg laver, selvom det umiddelbart virker sådan. Det fandt vi ud af på den hårde måde, dengang vi kom 40 minutter for sent til niecens barnedåb, fordi jeg var overbevist om at sådan noget kirkehalløj startede klokken 11.00. Det blev ikke mindre tåbeligt af at det var mig der havde skrevet indbydelserne. Hver og en af dem. I hånden. Til en meget stor familie.

Det var desværre ikke første gang i vores fælles liv at jeg tog fejl af et ret vigtigt tidspunkt. Så efter den ærgerlige barnedåb, sagde min mand at nu ville han begynde at dobbelttjekke alle vores aftaler fremover. Hvilket han naturligvis sjældent gør. For jeg er stadig meget overbevisende, grænsende til skråsikker.

Oftest har jeg trods alt styr på, hvem i familien der skal hvad, hvilke dage og hvilke tidspunkter. Men jeg øver mig i at give ansvaret fra mig. Opfordrer de andre i familien til at skrive deres aftaler ind i fælleskalenderen, i stedet for selv at gøre det. Selvom det kribler i fingrene på mig, når jeg står med en kuglepen i hånden, foran en kalender fuld af tomme felter, der hvor jeg ved at de andre har møder og aftaler, som er relevante for resten af slænget.

Men jeg prøver seriøst at skubbe noget ansvarsfølelse ned i baglommen på mine drenge, nu hvor de så småt er ved at tjekke ud af familiens trygge rammer – og familiekalenderen, ikke mindst.

Og jeg gør det faktisk ikke kun for deres skyld. Selvom det naturligvis er en vigtig og megavoksen ting, som de simpelthen bare skal have styr på. Ellers kan det jo hurtigt vise sig at blive et problem, hvis de nu får sådan en påståelig kæreste som deres far har fået, som signalerer total tjekkethed, men alligevel ender med at være skyld i, at de ikke dukker op til vigtige familiebegivenheder.

Jeg gør det også for min egen skyld. Ikke fordi jeg tror at mit liv bliver ansvarsfrit på den labre måde, fra den dag mine drenge flytter hjemmefra, men fordi jeg har opdaget, at der godt kan blive brug for at jeg tager ansvar andre steder.

Jeg havde f.eks. den tvivlsomme fornøjelse at skulle fortælle min kræftsyge svigerfar, at en sekretær desværre havde glemt at faxe hans papirer til onkologisk afdeling, og at der derfor ville gå yderligere en uge før nogen havde tid til at gå i gang med hans kemobehandling. Jeg vidste at han ville blive ked af det, og jeg havde ikke på nogen måde lyst til at tage ansvaret for at ødelægge hans dag med den besked.

Jeg havde virkelig meget lyst til at stikke ham en nødløgn, sige at vi havde misforstået det hele eller sådan noget. Ikke for den søde dames skyld, selvom hun virkelig undskyldte og lød ægte beklagende. Egentlig heller ikke for min svigerfars skyld, selvom det var ham det var synd for. Nej, jeg havde lyst til at beskytte mig selv mod en anden kvindes fejl og en anden mands sorg. Men jeg gjorde som jeg skulle. Tog ansvaret, og sørgede for at finde en fornuftig løsning. For jeg er jo sådan en der i virkeligheden godt kan lide at tage ansvar. Og fordi jeg bliver lidt bedre hver gang. Til at vide hvornår jeg skal give det videre og hvornår jeg bare selv skal tage det.

Fårkjarbarschstratidag

Da vi havde fået vendt bilen, sat brobizzen fast i bilruden, og indstillet vores GPS, kunne vi se, at der var cirka 4 ½ time til vi kunne regne med at være hjemme igen. Hvis vi altså ikke holdt nogen pauser. Overhovedet. Som helst.

– Har det været turen værd? Sønnen nikkede kraftigt, inden han pakkede sig sammen i sin varme vinterjakke, og gik en lille smule i koma, ved siden af mig i bilen.

Jeg smilede for mig selv. Var ikke den eneste forælder, der havde slæbt yngel med til Princekoncert.

Og sikkert heller ikke den eneste, der var rigtig glad for, at min funky lille ungdomssuperstar faldt i smag. God smag.

Bevares, jeg har også slæbt mine unger med på Louisiana og den slags. Men at tage sammen til en Princekoncert er faktisk også kultur. For som den 52-årige selv sagde; real music, by real musicians!

Vi havde oprindeligt en ide om, at vi skulle drikke os i hegnet. Sønnen og jeg. Men det blev ikke rigtig til noget. Også fordi vi faktisk havde en ræddi god plads på gulvet, ret tæt på inner circle. Og tanken om at mose sig forbi en masse hidsige familiefædre & tophysteriske kvindfolk, for at komme tilbage til den udemærkede plads, med friske forsyninger fra baren, var uoverskuelig. Vi blev stående.

Så egentlig var vi lidt for ædru til at hoppe med på galejen. Du ved. Mor & søn og sådan. Vi går til dagligt og snakker om lektier. Hårvask. Mad. Vasketøj. Hvor meget man kan få lov at sove ude på hverdage. Helt basic morsønting. Men vi udvekslede et enkelt blik, og besluttede os for, at det ville vi altså skide på. Og så hoppede vi med. I takt. Kastede håndtegn, smed rundt med armene & sang ÅåhåuwåhÅåuw. Det var sjovt. Skideskægt. Faktisk. Og en lille smule magisk. På den fede måde.

–Thank you Denmark, and goodnight!

Ingen havde lyst til at gå. Nok mest fordi de fleste formentlig havde læst om koncerten i Kbh, hvor Prince vendte tilbage med masser af ekstranumre, mens publikum sådan set var igang med at forlade Forum. Så vi blev hængende. Og hængende. Og hængende. Og han blev jo ved med at komme tilbage med liiige et lille ekstranummer. And bye bye Denmark.

Indtil det sidste lys blev tændt, og der var mennesker der begyndte at pille instrumenterne ned. Så gik jeg modvilligt med til at skride.

Og det var ikke fordi vi havde så langt.

2 minutter ude i regnen, så stod vi foran vores hotel. Lige rundt om hjørnet. Eddermanme mere praktisk end den lange gåtur jeg havde med Hr. R. Engang til noget Policekoncert uden for Århus. Kæft vi gik den halve nat for at komme tilbage til hotellet. Ingen plads på busser – ingen tomme taxaer overhovedet. Vi gik faktisk i længere tid end koncerten varede. Nå. Det var en helt anden historie. 

Denne gang havde jeg været så megasej, at bestille værelse på et hotel, der nærmest delte adresse med spillestedet.

Og det er kun en af grundene til, at jeg er tisfornærmet over, at der er folk i allernærmeste omgangskreds, som virkede helt lettede over, at jeg kunne klare den her musikekspedition. Nærmest helt alene.

Skjus me. Så er jeg altså heller ikke mere blond. Faktisk overhovedet slet ikke.

Men det vil jeg godt lige have lov at vende tilbage til. Senere. For selvom jeg egentlig havde mest lyst til at besvime i en sofa i går aftes, så endte jeg i noget parmiddag, med hjemmerørt bearnaise & gavmilde gin&lemons. Til langt ud på natten. Med sort neglelak som eneste lille minde om fredagens udskejelser.

Årh jaer. Snak om kontraster.

Fuck, jeg er bare så træt idag.