Var det også godt for dig?

Aldrig før har jeg haft så mange besøgende på min blog, som da jeg skrev mit lille indlæg om Karen Thisted og Kurt Westergaard. Jeg er ikke svimlende naiv, så jeg var da godt klar over, at det ville generere noget trafik, at tagge indlægget med så aktuelle navne. Men stadigvæk..

Heldigvis blev min mailbox ikke oversvømmet med skældsord på den konto, men jeg skal da ellers love for, at bølgerne gik højt mange steder. Også ovre på Facebook. Jeg ved ikke helt hvorfor, men sagen med KW trigger mange mennesker, hvad enten de er for eller imod mandens handlinger, og de problemer der er fulgt i kølvandet.  “Ytringsfrihed” er et ord der er blevet både brugt og måske endda misbrugt. i nogle af de diskussioner jeg har fulgt på sidelinjen, eller blandet mig i, både på Facebook og andre steder. Og der har godt nok været gang i nogle hidsige diskussioner rundt omkring! 

Jeg elsker diskussioner, hvor man virkelig kan få prøvet sine holdninger af i noget pingpong med andre. Især hvis der er gode argumenter på bordet, saglighed og bare en smule eftertænksomhed. Man behøver ikke være enige, blot man holder en nogenlunde god tone, og kan være lige gode venner bagefter, selvom man så er blevet klar over, at der var noget her, som man ikke var enige om!

Men jeg står af, hvis det bliver rent racistisk, eller bare for dumt. Og derfor er det ikke alle de henvendelser jeg får på en given tekst, der bliver offentliggjort på min blog. Ikke fordi jeg vil anfægte nogens ytringsfrihed, men lige præcis denne blog er mit ansvar, og jeg er på ingen måde forpligtet til at viderebringe andres platheder.

Så er det på plads.