Ugen i punktform

  • tog det pænt at flere grå hår efter nyeste klipning er (endnu) tydelige(re)
  • brugte mine skærmbriller – cirka 10 minutter
  • faldt i søvn i solen og blev lidt rød på halsen
  • overvejede at købe shorts
  • overvejede lidt væk fra shorts igen efter at have prøvet et par
  • glædede mig over et træ i haven som alligevel ikke var dødt
  • byttede bog med Anne
  • tog imod brevstemmer på biblioteket
  • stillede kvalificerede spørgsmål til en pensionsrådgiver
  • snakkede om kritisk sygdom og pludselig død uden at tænke “det sker ikke for os”
  • blev kaldt mådeholden og fornuftig af bankrådgiveren
  • hoppede i vandet i en tørdragt (jo jo, den der Facebook-prank)
  • lærte at tænde op i vores nye grill – det er gas!
  • satte plaster på en voksen mand og gav ham TLC, så han glemte at han ville klage over at han var faldet
  • drak vin til maden to gange på en uge (det kommer ikke til at tage overhånd)
  • var stolt over at kunne klare planken i 2 minutter, indtil jeg mærkede at jeg ikke lå så meget som en planke, men mere som en glohed hunkat i løbetid – men det må da stadig give noget, helt ærligt.

Nu som dame i danmarks største dameblad

image

Hvis du har lyst til at se mig i en damet udgave, eller bare læse hvad blogging kan føre til af sjove ting og sager, så skal du have fingrene i Ugebladet Søndag i den kommende uge.

Der er også noget om Ladywalk og påskepynt og alt muligt.

Så blev jeg også voksen omkring harmonikaen

Jeg er fra et hjem med klaver.

(Og guitar og banjo, trompet, blokfløjte og kastagnetter, jo jo.)

På den autodidakte måde, bevares. Men min far var – og er – ret pjattet med at synge og spille på alle mulige instrumenter, hvilket på ingen måde er gået i arv.

Jeg mindes dog ikke at min bror og jeg havde nogen som helst problemer med alle de der instrumenter da vi var yngre, det var vel egentlig bare meget sjovt. Hvilket forklarer, at min lillebror lokkede vores far til at købe et nyt instrument, en dag de gik forbi den lokale marskandiser – en harmonika. Og den var min far godt nok glad for at spille på. Faktisk så glad, at han var meget svær at stoppe igen, når først han var i gang. Og eftersom hverken min bror, min mor eller jeg var særligt vilde med harmonikaen, så tog han den med til familiefester, vejfester og fodboldklubfester og spillede som en gal, mens folk begejstret sang med. Eller gik hjem.

En gang i startfirserne holdt vi en børne-vejfest i vores have, hvor vi havde fået vores forældre til at bage pandekager, købe øller og sådan noget, som de så kom til vejfesten og købte af os. Om aftenen var det så meningen at vi børn skulle grille pølser for overskuddet og sove i telt. Uden yderligere forældreindblanding.

Problemet var bare, at de voksne hyggede sig virkelig meget med de der øl og min far hentede harmonikaen og så gik der urimelig lang tid, før de huskede at det hallo! faktisk var en børnevejfest og at de hallo! faktisk skulle hente nogle røde pølser til os og så skride fra vores lejrplads. Jeg kan stadig huske hvor gal jeg var på min far og hans dumme fællessange.

Lige siden har jeg hadet den der harmonika og skabt mig som kun en preteen ellers kan gøre det, lige så snart jeg bare har hørt den omtalt. Ikke om jeg har taget mig af at min far faktisk er endt med at være sådan en der optræder for andre og faktisk har en god sangstemme. Jeg har heller aldrig overvejet at blive lidt voksen omkring det. At all.

Men så skete der noget ret pudsigt.

Kort fortalt, så opdagede jeg at en af mine kolleger vidste hvem min far var – på en nærmest idolagtig måde. Og denne kollega rundede i denne uge et jubilæum (40 år, ja det er vildt!!!) og vi skulle finde på noget sjov og spas til morgenmaden og ding! så kom jeg i tanke om at hun var sådan lidt fan-agtig på min far og det var ret let at læse min begejstring, som jeg straks forsøgte at æde i mig igen.

så jeg fortalte mine kolleger om jubilarens begejstring for min far og de var vilde med idéen, som jeg også godt kunne se det sjove i.

Men det var jo min far og hans dumme, dumme harmonika og hvad hvis han ikke kunne stoppe igen.

Jeg ringede til ham og håbede lidt at han skulle noget der var for godt til at aflyse, men han var naturligvis frisk og vi fik hurtigt gang i en meget konstruktiv (og voksen!) snak om sangvalg og afmålt tidsforbrug.

Alligevel tikkede nerverne som gale i ugerne efter og jeg prøvede at trække i land hos chefen, selvom jeg godt vidste at det var en god ide, som oven i købet også ville gøre min far glad. Til sidste spurgte fru chef om jeg var nervøs for om han kunne synge, eller bare nervøs fordi det var min far. Og da jeg indrømmede at det var det sidste der gjorde sig gældende, så sagde hun, at så gad vi ikke snakke mere om det.

Javel chef.

Natten inden min kollegas store dag, drømte jeg mærkelige drømme og sov virkelig dårligt. Jeg var mere nervøs end jubilaren, som havde fin kjole på, glade gæster, fik medalje fra dronningen, flot morgenbord, sange, taler og hurra og vi skålede i tranebærjuice og jeg kunne slet ikke spise noget af al den skønne mad.

Først da min far ringede fra receptionen mandede jeg mig op. Og hentede ham som var han enhver anden spillemand, låste hans ting inde, viste ham den fine udsigt, lagde en slagplan og fulgte ham på plads ved hovedbordet, hvor jubilaren, borgmesteren og alle de andre pinger sad.

Og jeg er stolt af at sige, at det gik rigtig godt.

Min far var prof, sød og sjov, hans sangstemme var fin og folk sang, på hyggeligste vis, med på de to sange jeg havde givet strenge ordrer om at han skulle holde sig til.

Da han pakkede sammen for at tage videre til badminton var jeg stolt. Jo jo, af ham.  Men egentlig også ret meget af mig selv.

For den morgen blev jeg lige lidt voksen i det. I en alder af kun 44. Såmænd.

Måske man skulle prøve det der med at nyde nuet?

Og vel var det ej sjovt, at jeg tabte et glas ned i kattenes madskåle søndag morgen, men det siger alt om min weekend, at jeg mest ærgrede mig over at ødelægge min stramme tidsplan med at samle glasskår. For jeg skulle også nå noget hyggelig kvalitetsmorgenmad med den ene søn, inden han skulle på arbejde og jeg skulle kyle en rask støvsugning gennem hjemmet, hvorefter endnu et dagslys skulle bruges på at male og spartle og spise madder og kage ved et interimistisk bord, i den anden søn og Velcros kommende storbyhjem.

Og glædes helt ned i maven over deres lykke og mindes egen start, men virkelig også føle sig gammel, simultant med Velcros far, mens de unge besøgte Netto.

Det var tider, engang.

Men nu er det andres tider.

Hvad skal vi dog bruge al den plads og al den frihed til, når børnene bliver så voksne at de naturligt nok flytter, grinede vi.

Måske jeg selv skulle prioritere at lære, ikke at græde over tabte glas.