Var det også godt for dig?

Helt udsplattet i dag. Proppet til randen med gode juleaftensmoments. Dejlig mad. Skøn vin. Rørende øjeblikke. Og sjove episoder. Og taknemmelighed. Og glæde. Og fuckhvorerminstoredrengivirkelighedenbareenlillebitteenafslagsenheltindeni. Når det er jul.

Efter at have værtet den juleaften i årtier, pakkede vi bilen, og tøffede til klanens yngste familie. Dem med de helt små børn. Og derfor også dem med de allerfleste gaver. Og julemandsbesøg. Og børn der i princippet kunne blive trætte lige omkring halv otte. Hvilke de så ikke blev. Men tænk hvis. Og så er det rart at være i nærheden af noget seng. Uden at skulle involvere iskold bil. Og spejlglatte veje.

At der så også var overskud til velkomstdrink, pænt pyntet julebord, levende lys på badeværelset, Hr. R´s forældre, høje hæle og en improviseret rødkålssalat der var så pimpet, at jeg var tæt på at bede om en doggybag. Nåhm, det var bare bonusblær.

Niecen gik og klappede sig på lommerne hele aftenen. For at sikre at sutten var på plads. Til julemanden, jo. Og hun huskede den, da han endelig dukkede op. Selvom hun lidt glemte talens brug. Og i stedet gav ham et kram, der fik samtlige mødre i stuen til lige at blinke en ekstra gang. Hvilket straks gik over i gruppefnis, da hun fejede sentimentaliteten af vejen ved at proklamere, at nu skulle hun altså også videre med at dele julegaver ud. Da julemanden var smuttet, for at besøge aaaaalle de andre børn. Vi må videre, julemand. Både du og jeg har travlt. I aften.

Vores egen yngste søn virkede pludselig så voksen. Ikke bare i kontrast til de små. Mere noget med at han nippede velkomstdrink.  Grinede så voksent af farfars jokes. Og var så velklædt. Til lejligheden. Og ovenud tilfreds. Med gavekort. Og genopladelige batterier. Og noget mørkeblå v-hals.

Mens storebroren sad pakket ind i den flyverdragt han havde ønsket sig. Og smilede charmerende. Under det rodede hår. Tæt på tilfreds. Men lidt ærgerlig over det fodboldspil han ikke havde fået. Og i tvivl om, hvorvidt jeg mon løj, når jeg sagde, at den islandske sweater jeg forærede ham virkelig var en jeg bare lige havde strikket, mens han var i skole?! Og ikke noget jeg havde købt i en genbrugsforretning, ligesom den mormor kom med?

Om eftermiddagen, da vi helt traditionella sad og sludrede foran noget jule-Disney, og kom i tanke om, at et pyntet juletræ faktisk ikke havde været så tosset. Lige der. In that moment, kom vi til at snakke om, hvor mange flere juleaftener han monstro overhovedet ville bo herhjemme. Mere. Ham den ældste. Af de yngste. Og vi gættede på, hvad tid han mon ville komme hjem til jul. For det ville han vel. For fanden. Komme hjem til mor og far. Til jul. Og jeg gættede på, at han ville komme hjem til Disney. Fordi det er noget vi plejer at se sammen. Og han overvejede. Kunne jeg se. Og han smilede. Sikkert ved tanken om, at det til den tid var ham der bestemte. Hvad tid han tog hjem. Til sig selv igen. Og det er vel en tanke der ikke er så tosset endda. Når man er 17. Og stadig underlagt husregler.

Hans gaver til resten af familien var i øvrigt nok de sjoveste. Panikprintede gavekort på havearbejde af en uges varighed. Der vakte en sådan begestring, at han nok kommer til at fortryde, at han ikke lige rundede tanken.

Som en anden i familien plejede at gøre. Før han fik børn. Og eget juletræ. Og kone på høje hæle. ♥

Var det også godt for dig?

Aldrig før har jeg haft så mange besøgende på min blog, som da jeg skrev mit lille indlæg om Karen Thisted og Kurt Westergaard. Jeg er ikke svimlende naiv, så jeg var da godt klar over, at det ville generere noget trafik, at tagge indlægget med så aktuelle navne. Men stadigvæk..

Heldigvis blev min mailbox ikke oversvømmet med skældsord på den konto, men jeg skal da ellers love for, at bølgerne gik højt mange steder. Også ovre på Facebook. Jeg ved ikke helt hvorfor, men sagen med KW trigger mange mennesker, hvad enten de er for eller imod mandens handlinger, og de problemer der er fulgt i kølvandet.  “Ytringsfrihed” er et ord der er blevet både brugt og måske endda misbrugt. i nogle af de diskussioner jeg har fulgt på sidelinjen, eller blandet mig i, både på Facebook og andre steder. Og der har godt nok været gang i nogle hidsige diskussioner rundt omkring! 

Jeg elsker diskussioner, hvor man virkelig kan få prøvet sine holdninger af i noget pingpong med andre. Især hvis der er gode argumenter på bordet, saglighed og bare en smule eftertænksomhed. Man behøver ikke være enige, blot man holder en nogenlunde god tone, og kan være lige gode venner bagefter, selvom man så er blevet klar over, at der var noget her, som man ikke var enige om!

Men jeg står af, hvis det bliver rent racistisk, eller bare for dumt. Og derfor er det ikke alle de henvendelser jeg får på en given tekst, der bliver offentliggjort på min blog. Ikke fordi jeg vil anfægte nogens ytringsfrihed, men lige præcis denne blog er mit ansvar, og jeg er på ingen måde forpligtet til at viderebringe andres platheder.

Så er det på plads.