Fadervor og blødt brød

Jeg havde købt sorte sneaks og pimpet dem med sølvglimtende snørebånd. De sad så blødt som musikken i mine ører da jeg gik hjemmefra. Men der var også så meget andet jeg kunne bekymre mig om. Mine iskolde hænder, f.eks., hvor mange der mon ville dukke op – og hvorfor i hede hule helvede jeg overhovedet havde sagt ja.

Det øjeblik jeg drejede ind på parkeringspladsen, parkerede præsten og kom mig i møde med et kram. Alene det. Vildt.

En venlig dame var i gang med at lave kaffe i menighedshusets køkken. Hun havde dækket op til 30 og de første 3 sad allerede klar. Jeg hilste på dem, kendte dem og havde en formodning om hvorfor de sad der. Smed alligevel en joke og fik varmen i hænderne af vores fælles grin.

Teknikken drillede. Det var mere sexet at sende PowerPoint i forvejen og dukke op til megatjekket konference for fagfolk. Også fordi der var headset. Headset er the shit.

Men nu var jeg her og det var også vigtigt. Mindst. Der kom hele tiden flere mennesker. Jeg nikkede, hilste og krammede, mens andre rendte ind og ud af køkkenet.

Mere kaffe, flere tallerkener. Nogen der lige hjælper med de her stole?

Her sidder mange som har mistet, sagde præsten til mig og nikkede. Jeg nikkede tilbage. Sank noget tørt og drak mere vand.

Døren blev låst da der ikke var flere stole. Præsten bød velkommen, vi sang en sang og min foredragsmakker startede op. Talte om sin bog, sine tab og det forår som altid kommer efter selv den strengeste vinter.

Engang kendte jeg hendes søn. En anden gang var hun min psykolog.

Nu sad vi her sammen.

Hun rundede af og vi sang en ny sang, men vi sang den forkert, sagde ham der spillede klaver. Han var jo nødt til at følge noderne. Og vi sang den som Kim Larsen. Der grinede vi af og da teknikken igen drillede sagde jeg pyt, men tænkte fuck.

Ved sin blotte tilstedeværelse, blåstemplede Hr. R mine ord, mine billeder, min version af vores fælles historie. Det gav ro.

De grinede hvor jeg havde forestillet mig at de skulle grine, og de klappede da jeg var færdig. Faktisk. Jeg tror heller ikke at jeg bandede overhovedet.
Så var der kaffe og nogen hentede knive, så det bløde brød kunne deles.

Vi smalltalkede på kryds og tværs og præsten havde fået farve i kinderne. Så var der spørgerunde og jeg var nødt til at oppe mig, for min makkers svar på præstens spørgsmål var både eksistentielle og dybe.
Jeg er hverken dyb eller eksistentiel. Men jeg kom til at bande, da jeg pludselig havde en vigtig pointe. Fuck det.

Mine sorte sneaks bar mig samme vej hjem som jeg var kommet, måske lidt mere svævende og frit. Den gode stemning, ham der lidt kejtet havde spurgt hvad jeg så lavede til dagligt, de mange der havde sagt tak. De solgte bøger, den manglende øjenkontakt med nogen som helst (men især logedamerne) under fadervor, gæstfriheden og det gruppekram som gav mening til sidst, da de 68 stole var på plads, opvaskemaskinen summede og kontrakterne var skrevet under.

Præsten, psykologen og jeg.

Pisse fucking fedt.

Noget om ansvar og om at dø uden at blive savnet

En af vores naboer døde i den her uge.

Eller måske døde han ugen før. Han blev i hvert fald fundet for et par dage siden og døde åbenbart helt udramatisk, mens han ristede brød.

Jeg aner ikke hvordan han så ud, hvem han var, hvordan han var, hvad han hedder eller hvorvidt der kom andre hos ham end den havemand jeg troede var ham.

Alligevel har han rumsteret lidt, for lige meget hvad, så er det da sørgeligt når nogen dør uden at blive savnet sådan lige med det samme.

I dag sendte præsten nogle spørgsmål som vi skal snakke ud fra, når der er sogneaften om døden. Det er nogle gode spørgsmål, som jeg er glad for at jeg har mulighed for at forberede mig på, uden at jeg ligefrem har tænkt mig at lære kloge sætninger og filosofiske ansigtsudtryk udenad. Ville bare være sådan lidt ærgerligt, hvis jeg først kom på noget kvikt når alle sognebørnene var gået hjem. Eller ordet er taget af min debatmakker, som er så god til at sige noget klogt, at jeg hurtigt kan komme til at  fremstå lidt for blank.

Nåhm, et af de der spørgsmål fik mig altså til at tænke på ham naboen, som bare lå der og tilsyneladende ikke manglede hos nogen. Et spørgsmål om hvad vi har lært af at miste og hvad den erfaring har gjort ved vores syn på livet og døden. Det er et stort spørgsmål, som sagtens kunne gøre at jeg ville sidde og kigge lidt stift tilbage, hvis jeg ikke lige havde fået tid til at tænke lidt over det på forhånd. Så tak for det.

For noget har jeg da lært.

Det er f.eks. mit ansvar at jeg kommer til lægen, hvis jeg tror der er noget galt med mig. Jeg ved ikke hvorfor Old Man ikke tog det ansvar på sig, da han begyndte at få det skidt og det havde sikkert ikke gjort den store forskel alligevel, men da Hr. R. fandt ud af hvor galt det var fat og fik sin far til lægen, var det i hvert fald for sent til at gøre ham rask.

Det er også mit ansvar at omgås mennesker der gør mig glad, giver mig modspil og giver mening. Hvis jeg ikke gider dem jeg omgås, så er det mit ansvar at løse problemerne eller finde nogle andre at hænge ud med. Jeg siger ikke at det er nemt, kun at ansvaret ligger hos mig. Ansvaret for at gøre mig så tilpas bemærket og vigtig for andre, at de opdager det hvis jeg mangler til bridge en dag. Eller seniorboksning. Eller eftermiddagsdrinks i logen. Eller klippeklistre-arrangement i vigtige menneskers børnehave.

Mit liv er mit ansvar, så simpelt er det.

Måske.

I fineste selskab

Jeg har været til møde.

Med to virkelig spændende mennesker, om et projekt som godt kan gå hen og blive godt.

Den ene kender jeg, blandt andet fordi hun er mor til en af min ungdoms venner.

Vi var del af en lille klike, som hang ud i et par år.

Venskabet holdt dog ikke til at vi blev rigtig voksne, så vi endte med bare at være på vink og høfligheder når vi sjældent mødtes.

Og en dag døde han.

Hans mor er den seje slags, som rejste sig og fandt en mening med det hele, selvom han ikke var det første barn hun havde mistet.

Det har hun skrevet en bog om.

 

Den anden var præsten.

En energisk og engageret type, som tog ivrige noter og stillede masser af spørgsmål, som jeg i den grad er glad for at jeg har tid til at tænke over. For hvad var f.eks. det bedste ved at være ved Old Mans side da han døde? Og har det gjort mig til et andet og måske endda bedre menneske? Spørgsmål, som jeg godt gider kunne besvare bare sådan nogenlunde begavet, især hvis andre lytter.

Og det får jeg mulighed for, når vi tre sammen skal gøre en aften. I det lokale menighedshus, med traktement i pausen og fællessang, både til start og slut. Jeg skal vælge den ene sang og det slugte hele min fredag eftermiddag. Selvom jeg helt selv må vælge og det ikke behøver være en salme. Men nu er jeg ikke sådan en syngetype og de eneste sange jeg sådan går og kan huske, er enten fra min skoletid, fra besøg i kirken – eller noget min far har spillet på harmonika engang.

Så jeg er udfordret på uendeligt mange plan.

En præst, en livsklog kvinde, en sang. Og mig.

Men jeg føler mig heldig.

Selvfølgelig gør jeg det.

Respekt

Hvis nu Old Man var dukket op til foredraget og havde set sig selv blæst op på en storskærm, mens han hørte mig udlevere vores fælles historie til mere end 100 ikke helt tilfældige mennesker, hvad mon han så ville have tænkt?

Måske var der detaljer han godt gad jeg havde udeladt og vinkler han ikke forstod.

Men han valgte at donere sit legeme til videnskaben, så lægerne kunne blive klogere på netop hans sygdom.

Og jeg valgte at fortælle vores fælles historie, så andre måske kunne lære af den.

Så alt i alt vælger jeg at tro at han ville synes det var ret okay, måske endda lidt sejt.

 

 

 

Sur søndag og god konkurrence

Du kan jo selv begynde at gætte hvor på fuckskalaen en sejlivet snotvirus ligger, når det nye køkken måske nok næsten, men faktisk ikke sådan for alvor er færdigt og resten af huset derfor ligner noget teaser til Extreme Makeover Home Edition.

Så ja, jeg er typen der står og maler lister mens jeg hoster øjnene ud af hovedet.

Og ja, jeg er typen der nyser næseblod ud over den hvide sofa og godt lidt kan se det sjove i det – som den eneste. (hurra for håndrens og næsten tålmodig ægtemand).

Yes, jeg er typen som hyler lidt en lørdag aften, mens jeg æder samtlige klicheer i den hyggeligste julefilm i nyere tid.

Men heldigvis så er jeg også typen som naturligvis ikke glemmer, at jeg havde lovet endnu en konkurrence ovre på Stilles døds Facebook, inden den blev jul.

Herregud, sådan en virus går jo over igen.

En dag.

Måske.

Åh gud.

 

 

 

 

Vinderen må være…

Træt!

Tak til jer som har deltaget i den årlige fødselsdagskonkurrence – det var absolut hyggeligt, både her og på Facebook!

For en gang skyld fandt jeg hurtigt en vinder, selvom jeg plejer at ligge søvnløs af bare vægelsind. Hvilket ikke er så farligt som det lyder, fordi jeg alligevel ender med en løsning, efter at have draget alle mulige mennesker ind i umulige udvælgelsesprocesser, som jeg så alligevel ikke er helt tilfreds med, hvorfor jeg opfinder egne parametre, som altid giver den rigtige vinder. Og så sover jeg fint igen.

Hvis man er vågen om natten, så skal det nemlig helst være fordi man har vigtigere ting at tage sig til end at sove. Ellers er det ikke så godt og så bliver jeg meget mor-agtig og ruller den store omsorgspakke ud.

Så når jeg hermed siger tillykke, så er det med et indtrængende ønske om, at pakken må gøre dig glad – og søvnig!

       EVA!

Hvis du sender mig din adresse i en privatbesked, så sender jeg hygge dig vej – og min bog. (skriv hvis den skal signeres).

“I endnu en søvnløs fuldmånenat sidder jeg og læser her på en af “mine” blogs og glæder mig over, at du gider at skrive indlæg, så jeg har noget at læse, som ikke er grufulde nyheder om ebola, ISIS, dansk politik eller pladder om de kendte.
Om natten skal læsningen være afslappende, men ikke kedelig, give stof til eftertanke, men ikke holde én vågen af angstfuld grublen.
Når jeg oven i købet kan mærke, at der er et rigtigt levende menneske bag ordene, er jeg glad og hygger mig, selv om det ville være smartere at sove…
Stort tillykke med bloggens 5 år d. 15. oktober Fru Z! Jeg kan godt huske den skønne dame på billedet, som vist er fra Cuba – men jeg synes nu, du er kønnere, når du er dig selv 🙂
PS. Jeg har allerede læst din bog, men jeg har en god ven, som ville blive glad for at få den som gave, hvis jeg vandt hyggepakken…”

I år er der ikke nogen Fru Z Greatest CD med, fordi jeg er gået fra iTunes til Spotify. Men jeg forsøger at lave en playliste, som så vil blive afsløret på bloggens ægte fødselsdag – på onsdag.

Og som om det her ikke er nok, så kommer der også snart en konkurrence ovre på bogens Facebook-side. Hvis det lyder interessant, så må du jo hellere klikke “like” så du kan holde dig opdateret. For selvom det bliver noget om død, så bliver det rigtig fint og interessant. Hvis jeg selv må have lov at sige det.

Stille død forside

Sådan laver man en forside

Jeg har da lige opdaget, at mit forlag har brugt min bog som eksempel på, hvordan man laver en forside.

Faktisk synes jeg det endte med at blive rigtig fint, men der var godt nok også mange mails frem og tilbage, for der var en deadline og forfatteren var ikke rigtig happy med de første bud.

(Hvad jeg ikke vidste var, at det var sådan en nutski der endte med at lave den endelige forside)!

Se selv.

Ugen der gik

Det kan godt være det virker lidt voldsomt, når jeg suger al den hjælp jeg overhovedet kan være bekendt ud af mit netværk “bare fordi” jeg skal holde en smule foredrag.

For jo, jeg gad godt være typen der bare kunne stille mig op og improvisere noget skønt. Men nej, det duer jeg ikke til.

Det fandt jeg ud af, da jeg skulle være med til at undervise i noget, som jeg overhovedet ikke havde ordentligt styr på.

Det gik okay.

Men det føltes nogenlunde lige så rart som at gå rundt på en isdækket sø i midten af marts måned.

Så jeg øver og ændrer og skærer til og spørger og udnytter de bedste menneskers hjælp. Mens jeg frustreres lidt over, at størstedelen af min daglige energi bliver smidt henne i arbejdslivet, også selvom det faktisk er på nye udfordringer og spændende ting.

For jeg gad jo godt bare sidde hjemme og finpudse.

Jeg ved ikke helt hvad det er jeg prøver at sige med det her.

Min plan var at fortælle noget om det hyggelige i at bruge formiddagen på at snakke med en 95-årig om at spille “scrabble” på iPad, og aftenen på at modtage nuttede sms-beskeder fra niecens allerførste mobil.

“Haj faster har du det got :)”

Noget med, at når det både er spændende henne i arbejdslivet og hjemme i privaten, så er jeg vist et svin, når jeg bare ville ønske at det hele ikke skete på en gang. Agtigt.

Tror jeg nok.

 

 

 Husk konkurrencen – du kan vinde hygge i stor stil!

 

Fra 0 – 100 på flere skalaer

Så dagen efter mit ynkelig piveri over foredraget, ligger der en invitation i min mailbox, til at deltage i et symposium. Jeg kan komme og være den pårørendes stemme, på en dag hvor samtlige andre på talerstolen kan latinske betegnelser og har licens til at gå med kittel.
Det kan jeg naturligvis godt se er sejt. Så efter at have spurgt lidt ind til detaljerne begynder jeg at tænke over hvad jeg skal have på sådan en dag og går så faktisk ellers bare i gang med at skrive. Helt glad og motiveret – og nu med en slags deadline engang inden jul.
Jeg begynder først at hyperventilere, da jeg får at vide hvor mange mennesker de satser på kommer.

100.

Bare nu hvor jeg skriver det, kan jeg mærke pulsen stramme i halsen og sveden kante sig ind på overlæben. 

Men som R siger, så vil jeg være i gode hænder hvis jeg besvimer.

Så det må hellere blive et ja tak herfra.

Så søg du noget hjælp!

Jeg har fundet den her film på Facebook.

Og straks tænkte jeg på mig selv og det der skide fucking foredrag jeg helt vildt gerne vil – men meget lidt tør – kaste mig over.

Har jo masser af ideer, men dimses lidt i smadder af mega præstationsangst.

Og ren og skær uvidenhed.

Nej, jeg kan ikke bare glemme det, så.