30-årskrisen

Det bedste middel mod alderskriser er at møde andres. Altså af slagsen man bare kan smile overbærende og ryste på hovedet af, fordi man selv er forbi dem, uden de store skrammer.

Således fik jeg den sjoveste bordherre til en rund fødselsdag, hvor jeg sådan cirka kendte nærmest ingen af de tilstedeværende. Han rammer snart 30 og var lidt i minus over sin høje alder og alt det liv han var færdig med og også bare tallet 30. Han havde humor, skørt mange tatoveringer og den sødeste kæreste, som f.eks. insisterede på, at han naturligvis fortsat skulle krydse broen indimellem, for at følge sit favoritfodboldhold fra deres lokaltribune, selvom han nu var hooked up med en dame med barn. Et barn hun i øvrigt havde fået, før hun næsten selv var færdig med at være et.

Det havde måske været naturligt, hvis jeg var minglet videre til nogle af dem jeg rent faktisk kendte, efterhånden som aftenen blev fjollet og kagebordet pakket væk til fordel for kulørte drinks. Men Krisen og hans unge kæreste dragede mig, med deres åbenlyse kærlighed til hinanden, snak om dialekters pinlighedsfaktor, tro på fremtiden og en fantastisk optimisme. Hun tog nu den studentereksamen som hovsabarnet havde sat på standby og pønsede på en genvej til jordemoderstudiet. Og han var glad for at det trods alt var ham der var blevet stukket under et tilfældigt knivoverfald i byen – Det kunne jo være gået ud over nogle unge piger eller sådan noget.

Talen faldt på (deres) mulige bryllupsplaner og da jeg fortalte at vi er nogen der potentielt kan holde sølvbryllup om et års tid, virkede de begge positivt overraskede.

Over min alder, ikke det faktum at jeg var gift.

De var optur & jeg håber han snart frier til hende, som han lidt kom til at love, mens vi drak shots.

wpid-img_20150419_140152.jpg

Min mor synes også jeg er en fornuftig og moden dame.

 

 

Det er så yndigt at følges ad..

 

Nå. Så har jeg så nået den alder.

Hvor sølvbryllupper begynder at være et issue. I dele af vennekredsen. Og ja, de er lidt ældre end os. Og jo, vi gifter os meget tidligt, herude i provinsen.

Men altså. Alligevel.

Det var koldt igår aftes. Skulle jeg hilse og sige. Også selvom der var bål vi kunne varme os ved. Og kaffe på thermo. For det tager alligevel ret så lang tid, at sætte en flagalle, og få sat tyl og lyskæder fast. Og nej, jeg er ikke så handy, at jeg ligefrem stod forrest, men jeg holdt da lidt her, og bandt lidt der. Og resten af tiden kampfrøs jeg. Med stress langt ned af ryggen. Fordi jeg vidste, at hjemme på spisebordet ventede en gave som skulle pimpes, og en gæstebog der skulle styles…

Og hvert minut der gik, gik sådan set fra nattens søvn. Egentlig. Tror jeg nåede tæt på 5 timer. Så ringede vækkeuret. Så tidligt på morgenen, at det vel i princippet stadig lidt var nat.

Men jeg havde ikke morgenhår. Da vi mødtes foran det hus, som vi så fornemt havde dekoreret. Der var andre der var så godmorgen, at de muligvis stadig havde pyjamas på. Indenunder.

Det var jo skægt. Og fint. Og også lidt rørende. At “vække” et par, som ikke bare har været gift i 25 år, men som rent faktisk ser ud til at elske hinanden. Stadigvæk. Som har fået lavet flotte sølvbryllupstatoveringer, og som blev lidt rørte, da vi med rustne morgenstemmer sang Kvinde Min for dem.  

Man kan ikke forlange alverden af billedkvaliteten, klokken kvart i nat om morgenen

Og mens Hr. R. sad og regnede ud, at der sørme kun er 5 år, til det kunne blive vores tur, så kæmper jeg stadig med at få varmen i mine knaskolde fødder.

Burde være en lov mod alt andet end sommerbryllupper..