Du ser vigtig ud

– du ser vigtig ud.

– det er jeg også.

Jeg fnisede af den hurtige ordveksling i køen under lysskiltet og gættede på at ham der var vigtig, var scenetekniker af en art.

Dagen før havde vi opdaget at vi sgu da havde billetter til en forestilling, som vi ikke helt kunne huske hvad var og som altså ikke først var i april. Vi vidste derfor kun at det var noget jeg havde pippet om i efteråret og fået i julegave af en mega observant Hr. R. Og at det handlede om døden og havde fået en vildt god anmeldelse i Politiken.

Så fra at være en random onsdag med kødsovs og sofa, blev det nu sådan en aften med rødt kød, rødvin og en overraskende seriøs snak, blandt kolleger, kærestepar og en personaledør der konstant gik op og i. Om motorcykelkørekort. Og hvorvidt det er værst at have det dårligt med en åbenbart meget hed drøm, eller lade som om man ikke har.

Og nu stod vi her, under et lysskilt, i en underlig kø, sammen med Louisianasegmentet og en overraskende stor flok gymnasieelever. For hvad ventede vi på og hvorfor var der nogen der sprang over? Vi ventede på døden og der var faste pladser.

Da vi endelig kom ind sad skuespillerne klar på scenen. Måske var det faktisk dem vi ventede på. Og stykket gik i gang uden så meget pis og viste sig at være monologer og dans.

Monologer og dans.

Det lyder slet ikke så fantastisk som det var.

De sprøde stemmer af ægte mennesker i højtalerne, som fortalte om det liv de havde levet og den død de forventede inden for nærmeste fremtid. Nogle havde haft et godt liv, nogle have ikke. Enkelte replikker hang længere i luften. Rengøringskonen, der ville ønske hun havde levet sit eget liv. Den livsglade kvinde, som nærmest ikke kunne være i sin egen krop, når folk sagde at hun endelig måtte sige til hvis der var noget de kunne gøre for hende. Hun vred sig ud af den omklamrende omsorg og insisterede på glad dans.

ALS-patientens forsøg på at danse gjorde også indtryk, og den nøjsomme præsts kejtede bevægelser.

Det hele gjorde indtryk.

Jeg vidste slet ikke at moderne dans kunne røre mig så meget.

Og da ordene om kroppens nedlukning lyste op på en skærm, var jeg så mør at jeg var lige ved at tude.

Da vi forlod rummet, gik jeg bag to af gymnasiepigerne.

– Aiiij, hvor mange gange tudede du?

– Kun en gang, men jeg fik tårer i øjnene to gange!

– Aiij, det der med søsteren, fuck!

– Årgh ja, jeg kommer aldrig til at glemme det her. Aldrig!

wpid-20150325_195309_resized_1.jpg
Jeg tænkte stadig på det med motorcyklen.

Du ser vigtig ud.

Det er jeg også.

 

 

Fælles fortid

Vi kan ikke huske hvem af os der havde kassettebåndet og hvem af os der havde bogen. Men vi kan begge huske at vi sad på Hr. R.’s skibsbriks og bladrede i bogen, mens vi hørte historien på bånd. Vores ben var meget korte, til gengæld var begge vores pager ret lange.

Det var tider.