Jeg møder ham tit

Jeg mødte Old Man i dag.

Ude ved sådan et gårdsalg hvor der godt nok var højt til loftet og halm på gulvet,  men også mulighed for at betale med både Dankort og Mobilepay.
Et sted hvor rockstar-tatoverede hipsterfædre selv plukkede jordbær, sammen med lækker dame og mindst lige så labernuttede førskolebørn med favnen fuld af jordbær i pæne kurve.

Der var tilbud på to bakker jordbær, men jeg valgte at nøjes med en enkelt, (fordi jeg er alene hjemme, men det ragede da ikke nogen).

– så køber jeg den anden bakke,  vi tager to bakker, er det ikke rigtigt?

Lød det fra et sted skråt bag ved mig. På en halmballe sad en nonchalant mand i tresserne, shorts og polo, med et henslængt ben over det andet og et skævt smil til både manden bag disken og mig. 

Han rejste sig roligt og kom over til mig, lagde grinende en arm om min skulder og sagde noget med at vi jo åbenlyst matchede hinanden. 
Jeg havde slet ikke den der klamme fornemmelse af gammel gris på afveje, heller ikke selvom hans cabriolet holdt ude foran og udstillede ham en anelse.

For jeg kendte ham jo.

Eller i hvert fald hans type.

Så jeg jokede med og grinede af den paffe unge fyr bag disken, som tydeligvis følte sig lidt rundbarberet, men på den anden side godt kunne se at det var lidt friskt.

Jeg sluttede af med et “ses i morgen,  samme tid og sted” til min nye ven, som ikke helt kunne stoppe med at grine af egen joke og lidt for længe hang over den, med opfølgende hints til egen originalitet, så den unge mand til sidst lød lidt træt.

Posted in Ikke kategoriseret Tagged

Hvad er meningen

I dag er det 2 år siden Old Man døde.

Han er ikke ude af vores liv, hans ting og billeder fylder en del i vores hjem, og faktisk lugter den ene stol stadig lidt af hjemme hos farfar. Indimellem snakker vi stadig om nogle af de ting der skete, dengang for 2 år siden. Men vi har vænnet os til at han ikke er her mere og accepteret at han ikke blev en gammel mand.

Andre skæbner fylder mere i min verden i øjeblikket. Kvinder som slet ikke burde være færdige med livet, men som også har været nødt til at acceptere, at alderdommen bliver uden dem.

Linda har skrevet nogle fine ord om det der med at føle sig forpligtet til at nyde livet fuldt ud, når døden stopper andre.

Jeg hører hvad hun siger og reflekterer lidt over min egen rastløse utilfredshed med en lidt for forudsigelig hverdagstrummerum.

Måske er døden opfundet, for at få os til at værdsætte livet lidt mere.

Til afskedsceremonien med Old Man, spillede vi det her nummer i den originale udgave med Louis Armstrong. I første omgang havde vi elleres valgt det fra, fordi det var for muntert.

Det er mærkeligt at tænke på i dag.

Vind min bog – ny version!

Min far overvejer om vi skal lave en art kontrakt, hvis jeg har planer om at skrive flere bøger om min familie. Det blev sagt som en joke og vi syntes faktisk begge det var ret sjovt. (Men jeg lovede ikke noget).

Et par dage efter, smed en af mine allersjoveste kolleger nedenstående vittighedstegning på Facebook, efter at hendes pre-teen-datter havde været på et skrivekursus for ferieramte børn. Den grinede jeg også ret meget af. Især fordi min far havde sagt det der med kontrakten.

403498_445912835456509_856929573_n

Nu er det jo ikke alle der drømmer om at skrive og udgive bøger. Men HVIS du nu skulle skrive en bog, hvad skulle den så handle om?

Skriv din kommentar herunder, også selvom den ikke handler om forfatterdrømme. Så deltager du samtidig i konkurrencen om et eksemplar af min bog Stille Død, som officielt udkommer 5. marts, men som allerede nu kan købes til omgående levering på Frydenlunds Forlag.

Og jo, den kan du godt tåle at læse, selvom den handler om døden.

Jeg finder en vinder søndag 2. marts.

Og jeg som troede jeg vidste hvad jeg ville – og hvorfor

I sidste uge mødtes jeg med en jeg kun kender overfladisk. Vi er på kram og Facebook, men mødes aldrig uden dagsorden. Og den eftermiddag var døden sat på dagsordenen. Fordi han havde læst om min bog.

Jeg havde knap fået the i mit krus, før han spurgte hvad det var jeg ville med den der bog, hvad mit budskab var og hvad andre skulle bruge den til. Han spurgte ikke på en anklagende måde, mere sådan nysgerrigt.

Mit svar blev, sjovt nok, lidt klodset og tøvende.

At jeg udelukkende skrev de oprindelige ord for at tømme mit hoved er helt sikkert og at jeg først begyndte at tænke på det som en mulig bog, da en anden bad mig om at overveje det, er også fakta. Men hvorfor og hvornår det gik hen og blev rigtig vigtigt for mig, det havde jeg ikke lige overvejet.

Vi slubrede the og snakkede i timer.

Og måske var det ikke kun mig der blev lidt høj af, at vi tillod os at fokusere så ensidigt på snak om døden; vi rundede vågetjeneste, tilgivelse, afsked og vigtige ritualer. Han anbefalede en filosofisk japansk film, jeg anbefalede lavpraktisk dokumentar.

Dagslyset forsvandt, hans kone kom hjem og jeg skulle også til at tænke på aftensmad. Men inden vi brød op og gik videre med vores hverdag, blev vi enige om, at vi begge godt gad rykke bare en lille smule ved det tabu som døden er. Selvom vi, som udgangspunkt, har ret forskellig indgangsvinkel til både døden og livet.

Den eftermiddag blev jeg lidt klogere på, hvad det er jeg gerne vil med min bog. For i virkeligheden vil jeg bare gerne bidrage til, at snak om døden bliver lige så dagligdags og almindeligt, som snak om livet er. Sådan generelt.

Nå ja, og den japanske film han anbefalede, den besluttede jeg at give en chance, selvom jeg ikke forestillede mig at den ville være noget for mig.

Men det var den.

Det bliver næppe til en Cavling

Okay, så har jeg prøvet det med.

At møde en journalist, som opfandt sit eget lille interview, hvor jeg var citeret med ord jeg aldrig ville bruge, i en grad så jeg ikke bare kunne nøjes med at ryste på hovedet.

Ja, faktisk blev jeg så rasende, at jeg var lige ved at tude og kravle over i offerhjørnet og gumle på noget selvmedlidenhed, da den absurde tekst tikkede ind på min mail.

Heldigvis handlede jeg ikke i affekt.

I stedet lod jeg timerne gå, mens varmen forlod mine ører og pulsen faldt en smule, inden jeg omhyggeligt rettede teksten for fejlcitater og sendte den tilbage.

Nu står jeg ikke længere som afsender af floskelsætninger og dødsangst.

Og lige om lidt kan jeg grine af det.

Højt, larmende og sarkastisk.

Bogbussen ruller

Nåhm, der er egentlig ikke så længe til den der bog skal udkomme.

Og det kan mærkes.

Den er f.eks. kommet på forlagets hjemmeside over kommende udgivelser og den er så småt begyndt at flirte med pressen. Startende med den lokale af slagsen, som kom på besøg og drak Nespresso og tog billeder, hvor jeg lignede et dådyr fanget i nogens billygter, en mørk aften i skoven. Og hvor jeg stadig bæver lidt, ved tanken om hvad det bliver for en artikel. For sjovt nok, så er det mere grænseoverskridende at skulle optræde i lokalavisen end så mange andre steder.

For det kan godt være der er nogen fra mit hood der læser et givent dameblad, men det er ret sikkert, at der er ret mange af dem der læser lokalavisen. Og som jeg efterfølgende skal møde around the block, velvidende at de ved noget om mig, uden at jeg nødvendigvis ved noget som helst om dem.

Det prøver jeg at abstrahere fra, for jeg gider jo godt at bogen bliver solgt.

Så i stedet bliver jeg vildt glad, når jeg får at vide, at en afdeling/et team/ privatpersoner, har planer om at købe bogen så straks den udkommer.

Årgh hvad, det bliver vildt fedt.

Posted in Ikke kategoriseret Tagged ,

På en helt almindelig hverdag

Jeg var ikke så kvik at jeg straks regnede ud, hvorfor hr. R. fik brev fra kirkekonteret. Nåede faktisk at tænke om han mon ville skifte navn eller sådan noget.

Det tog faktisk lige et par minutter før jeg forstod, at det sikkert var noget med at Old Man, som nok var på vej hjem fra anatomisk institut. For evigheder siden havde bedemanden nemlig lovet os, at vi ville få besked når urnen skulle sættes i jorden så vi havde mulighed for at deltage, hvis vi skulle have lyst.

Heldigvis kom hr. R. hjem i det samme. Ellers aner jeg faktisk ikke om jeg kunne have ladet være med at åbne hans brev. Jeg ville gerne sige at det kunne jeg, men jeg er ikke særlig sikker. Så det var bare super at han selv åbnede det, mens jeg til gengæld forsøgte at tyde hans ansigtsudtryk. Det viste sig at jeg havde ret i min anelse om, at hans far ikke bare var kommet til byen, men allerede lå i jorden.

Han har gjort tjeneste på anatomisk i halvandet år og indimellem har vi snakket om hvor akavet det ville være, hvis nogen glemte at give os besked når han kom hjem og vi f.eks. spurgte efter ham når de maximale 2 års fravær var gået og de opdagede at de aldrig havde fået sendt det der brev.

Hr. R. ringede til graveren for at høre om det var korrekt forstået, at Old Man allerede lå i jorden, selvom der var aftalt noget andet.

Og det viste sig ikke bare, at bedemanden måske nok var kommet til at love for meget, da man faktisk ikke sådan kan være med til anonym urnenedsættelse, men også at det var helt okay.

Behovet for at stå omkring et hul i jorden, halvandet år efter den første afsked, var simpelthen ikke til stede. Længere.

Nu ved vi at han er tæt på os. Igen. (Og vi skal ikke længere vinke ind til ham når vi kører forbi anatomisk institut, for jo det gjorde vi faktisk.)

Vi kan besøge ham, hvis vi får lyst. Men vi kan også lade være. Det er ikke så væsentligt.

Det vigtigste er, at vi endelig kan afslutte kapitlet om Old Mans død.

(Selvom vi måske godt kunne finde på at skrive et lillebitte brev til anatomisk og høre om de måske gad fortælle en lille smule om hvad de fandt ud af.)

Hvad skal barnet hedde?

Med hensyn til bogen, så er vi nået dertil, hvor jeg har fået min egen redaktør. (Uhh, sejt!) Som lige nu arbejder på at finde den helt rette titel til bogen, sammen med mig. Helst en titel, som får marketingsfolkene til at klappe begejstret i hænderne, var planen.

Det er ikke nemt.

For det skal helst være en titel, der kort og præcist fortæller hvad hele bogen handler om. Eller i det mindste en undertitel som gør det, uden at være for kluntet i det.

Jeg har haft fat i kraven på nogle kreative mennesker, som også laver ting der skal betitles. For at få tips, tricks eller, nå ja, titel.

Men sjovt nok uddelegerer de altid tjansen til andre, udlover kage eller går på toilettet når titler skal besluttes.

Lidt komisk, at det er så svært at sætte ord på egne ord.

Og SÅ meget et luxusproblem.

Gode nyheder

Jeg var naturligvis helt alene hjemme, da jeg opdagede at jeg havde fået mail fra et forlag, som synes at min historie om Old Man er så relevant at de godt gider udgive den. Der var oven i købet vedhæftet en kontrakt.

Euforien fik straks endorfinerne til at spurte rundt i kroppen på mig og jeg var alt for begejstret til at læse, hvad der egentlig stod i den der kontrakt.

Det har jeg så stadig ikke fået gjort.

Men jeg sendte den straks til en der forstår det med småt, smed sms-beskeder til familien om at skynde sig hjem og en enkelt mail, til en der sad langt nok væk, så ingen andre kunne høre hans jubel.

Selvom jeg godt ved, at jeg har fået skruet en okay tekst sammen, så giver det kriller i kroppen, når andre er så enige, at de vil kaste penge efter projektet.

Spørg lige om jeg er stolt over det.

I dag kunne jeg næsten ikke være i min egen krop. Så hr. R. og jeg kørte til en kyst, hvor iskold vind gjorde både hue og handsker relevante, mens solen gjorde det svært at være andet end netop glad.

wpid-IMAG2190.jpg

Du kommer naturligvis til at høre mere om projektet, men nu må du have mig undskyldt, for nu vil jeg drikke mig smålummer i ret kold Prosecco.