Du ser vigtig ud

– du ser vigtig ud.

– det er jeg også.

Jeg fnisede af den hurtige ordveksling i køen under lysskiltet og gættede på at ham der var vigtig, var scenetekniker af en art.

Dagen før havde vi opdaget at vi sgu da havde billetter til en forestilling, som vi ikke helt kunne huske hvad var og som altså ikke først var i april. Vi vidste derfor kun at det var noget jeg havde pippet om i efteråret og fået i julegave af en mega observant Hr. R. Og at det handlede om døden og havde fået en vildt god anmeldelse i Politiken.

Så fra at være en random onsdag med kødsovs og sofa, blev det nu sådan en aften med rødt kød, rødvin og en overraskende seriøs snak, blandt kolleger, kærestepar og en personaledør der konstant gik op og i. Om motorcykelkørekort. Og hvorvidt det er værst at have det dårligt med en åbenbart meget hed drøm, eller lade som om man ikke har.

Og nu stod vi her, under et lysskilt, i en underlig kø, sammen med Louisianasegmentet og en overraskende stor flok gymnasieelever. For hvad ventede vi på og hvorfor var der nogen der sprang over? Vi ventede på døden og der var faste pladser.

Da vi endelig kom ind sad skuespillerne klar på scenen. Måske var det faktisk dem vi ventede på. Og stykket gik i gang uden så meget pis og viste sig at være monologer og dans.

Monologer og dans.

Det lyder slet ikke så fantastisk som det var.

De sprøde stemmer af ægte mennesker i højtalerne, som fortalte om det liv de havde levet og den død de forventede inden for nærmeste fremtid. Nogle havde haft et godt liv, nogle have ikke. Enkelte replikker hang længere i luften. Rengøringskonen, der ville ønske hun havde levet sit eget liv. Den livsglade kvinde, som nærmest ikke kunne være i sin egen krop, når folk sagde at hun endelig måtte sige til hvis der var noget de kunne gøre for hende. Hun vred sig ud af den omklamrende omsorg og insisterede på glad dans.

ALS-patientens forsøg på at danse gjorde også indtryk, og den nøjsomme præsts kejtede bevægelser.

Det hele gjorde indtryk.

Jeg vidste slet ikke at moderne dans kunne røre mig så meget.

Og da ordene om kroppens nedlukning lyste op på en skærm, var jeg så mør at jeg var lige ved at tude.

Da vi forlod rummet, gik jeg bag to af gymnasiepigerne.

– Aiiij, hvor mange gange tudede du?

– Kun en gang, men jeg fik tårer i øjnene to gange!

– Aiij, det der med søsteren, fuck!

– Årgh ja, jeg kommer aldrig til at glemme det her. Aldrig!

wpid-20150325_195309_resized_1.jpg
Jeg tænkte stadig på det med motorcyklen.

Du ser vigtig ud.

Det er jeg også.

 

 

Kærester i Madrid

Madrid er en god by at holde i hånd i.

Også for heteroseksuelle par.

Jeg ved godt at jeg har skrevet det mange gange, det der med vigtigheden af at gøre sig umage med stadig at være kærester, selvom man f.eks. har været gift i 1000 år. Men jeg mener det faktisk stadig. Vi prioriterer de her kæresteture ret højt, fordi vi har fundet ud af at vi har brug for dem. Selv uden blebørn og forældermøder kan der nemlig sagtens gå hverdag og pulversovs i den og alt for mange aftener hænger vi bare i sofaen over hver sin computer, mens der kører en eller andet random ligegyldighed på en tredje skærm.

Men alt det lader vi bag os, når vi pakker vores nussede sportstasker og header mod en ny destination. Vi er oven i købet holdt op med at skændes særlig meget undervejs, selvom det er noget vi plejer at være gode til.  Da Hr. R. f.eks. tissede i en håndvask i lufthavnen, for at spare tid vi egentlig havde nok af, grinede jeg med ham (selvom jeg syntes og synes det var virkelig klamt. Jo, også selvom han skyllede grundigt efter sig!). Hjemme ville jeg havde vist min væmmelse så tydeligt at jeg ville have været grim i flere dage efter, men når vi er på den her slags ture, så gælder en anden agenda. Vi sover op ad hinanden i flyveren, deler lunkne colaer undervejs og har begge forlængst erkendt, at når jeg ikke bidrager til at finde vej på et kort, så er det ikke fordi jeg ikke gider. Det er fordi det ikke er en hjælp.

Til gengæld er jeg den bedste af os til at finde på noget sjovt, hvis jeg selv skal sige det. Det var derfor ikke min skyld at vi endte med en virkelig kedelig guidet bustur rundt i byen, hvor jeg brugte mest tid på at lytte til en meget højttalende amerikansk mand, som kunne have været med i en eller anden komisk julekomedie med alt for store juletræer og strømsvigt og falden-på-hale-halløj. Sammen med sine halvvoksne sønner og solbrilledækkede kone, sad han på allerforreste række og var ret ligeglad med den udsigt som ivrigt fotograferende iPad-turister med ærgerlige vinkler forsøgte at fange bag ham, mens han ringede til flere forskellige mennesker back home, for at få nogen til lige at genstarte en alarm der var gået på første sal. “You see, we are in Spain right now, hargh, hargh, hargh..so. ahm..could you?”

Det var til gengæld mig der fandt på at vi skulle se noget hardcore flamenco. Mere om det senere.

På et tidspunkt stod vi midt i et inferno af mennesker og snakkede om hvor heldige vi er, at vi stadig gider hinanden så meget. Ja, jeg ved det lyder patetisk, men faktisk blev vi så glade og rørstrømske lige der, at vi formentlig har lignet nogen der lige var blevet kærester. Selvom vi har været det i 26 år. Uden pauser.  Og det var seksogtyve. År.

Det er derfor vi gør det. Det gør os godt.

20140916_192149

Feriesangen.

Lykken er som en stille rus
Som champagnebrus og den bobler i mit bryst
Lykken er som det skarpe shot
Og den varmer godt lige midt i et kys
Lykken er når du klemmer mig
For så glemmer jeg alt det triste og det grå

Barbara Moleko

Jeg malede

For hurtigt at få Hr. R. ned i det feriegear jeg har befundet mig i de sidste uger, så havde vi tænkt at starte hans sommerferie med en lille getaway. At det lige endte med at skulle være til noget svensk hytte fik ikke just min puls i vejret, men jeg blev alligevel lidt ærgerlig da vi fik at vide at det var aflyst fordi der var noget der var gået i stykker i hytten.
Især fordi alternativet hurtigt blev noget med trappestiger (med deraf følgende højder hos undertegnede) og maling på en 1000 grader varm terrasse.

image

image

Men om aftenen lå vi på græsset og kiggede på satelitter og fjerne stjerner og syntes at vi havde nået vildt meget. Og det er da også meget godt.

Hvad 2013 lærte mig

Når mennesker omkring mig rammes af død, ulykker og alvorlig sygdom, så kan jeg deltage så meget i deres sorg, at jeg lader den fylde alt, selvom jeg ikke selv er ramt. Jeg kan også lade være og alligevel være en god ven, et ordentligt familiemedlem eller en opmærksom kollega, midt i alt det kaotiske.

– Hvis jeg en anden gang får en såkaldt “god idé“, som indbefatter virkelig meget garn, en hæklenål og en engels tålmodighed, så må jeg godt sove på det mere end en enkelt nat, inden jeg kaster mig over projektet. For om noget har jeg lært, at jeg ikke er særlig god til at nyde processen, men egentlig godt bare vil nå mine deadlines i god tid.

– Det er muligt for mig at tabe mig på en tålelig måde, hvor motionen nærmest er sjov og madplanen både giver plads til kølig hvidvin, fede flødeboller og farlige kartofler.

– Det gode parforhold jeg hviler så solidt i, at folk griner overbærende, når vi siger at vi om få år kan fejre sølvbryllup medmindre vi er gået fra hinanden inden, var nok ikke hvad det er, hvis ikke vi bevidst havde valgt det til og prioriteret kærestetid. Igen og igen og igen.

– Hvad jeg ikke fandt på Twitter, gav Instagram mig til gengæld i stor stil. Jeg hygger under mit alias mettemay, og et af mine yndlingshashtags er #serjegtykudfrasiden. Hvis du kommer på de kanter, så giv da et praj.

– Der gik ikke mange minutter fra jeg stoppede med at farve mit hår, til det kvitterede med at gråne. Ikke små intellektuelle strejf af visdom her og der, men store plamager af alderstegn, som pludselig sætter hættetrøjer og glimmergummisko i et relief, jeg overhovedet ikke magter. Yes, yes, back to hårfarvning it is. (Du kan selv være en aldersfornægter.)

– Når jeg har brugt tid, slid og ord på at fortælle en historie som betød meget for min familie og mig, så må jeg godt juble højlydt, når et forlag gider udgive den. Jo, også selvom jeg er helt alene hjemme når jeg opdager det. Og blive pavestolt, når forlaget skriver mig på deres liste over kommende udgivelser. Den bog er noget af det der har gjort mig allermest stolt i året der er gået. Og jo, nok også i det der kommer.

– Min rummelighed bliver til stadighed udfordret, især af mine egne sønner, som gør helt andre ting med deres liv, end jeg havde forestillet mig. Det bedste råd jeg fik i året der gik, har lært mig at holde dem lidt længere ud fra kroppen end navlestrengen normalt tillader. Jo mere de rykker sig væk fra mig, jo tættere synes jeg sjovt nok at vi kommer på hinanden, fordi det bliver nemmere for mig at se dem som de hele, fantastiske, sjove og ganske særligt herlige mennesker de er.

Og så hjalp det også at en god ven skrev sådan her til mig, i en chat om moderbekymringer;

“Det er alt for ofte: pas nu på dig selv, vær forsigtig, tag hellere en taxi hjem. Og vi kan jo godt alt muligt! Vi kæmper og vil hellere mindes om at det er godt at flytte sig, lære, udfordre. Hvis jeg havde unger skulle de lære sig det!”

Tak fordi du læser med her på bloggen. Jeg ved at kvaliteten har været svingende, men jeg skal nok prøve at gøre mig lidt mere umage fremover. Også her på bloggen. Vi kan jo sige at det er et slags nytårsforsæt, det der med umagen.

MØS & GODT NYTÅR!

Så så man lige mig være sporty i 2013

Så så man lige mig være sporty..

Mere lyst til at se Hr. R. nytårsdanse? Jamen så klik da bare..

Mareridt

Jeg drømte noget vildt uhyggeligt i nat.

Det giver ingen mening at genfortælle den, for det var mere noget med en stemning. Af at være jaget og noget med knive og vand og mørke vinduer.

Jeg vågnede ved at jeg trak vejret i korte stød og famlede lidt rundt i dynen for at finde ro ved R’s arm. 

Men han var der ikke, så jeg stavrede ind i stuen, hvor han lå og sov så fjernsyn. -du bliver nødt til at komme i seng nu. – Aij, jeg ser lige…ehm… – Gu gør du ej og jeg har haft mareridt. Kom nuuu!

Da vi lå i sengen 2 sekunder senere, ville han vide hvad jeg havde drømt. Jeg ville ikke snakke om det, bange for at blive bange. Eller ægte vågen.

Men hver gang jeg lukkede øjnene, startede drømmen der hvor den var stoppet da jeg vågnede. Jeg kravlede helt ind under R, som skubbede mig væk fordi det var for varmt. Og fordi jeg var irriterende. Tror jeg.

Så prøvede jeg at aflede mig selv, ved at planlægge en fødselsdagskage til Semi-voksen: Chokolade, mandler, hyldeblomstcreme og jordbær. Creme fraiche-creme eller vanillecreme?

Drømmen blev bare ved med at snige sig ind på mig, så jeg rodede rundt i sengen og kunne slet ikke finde ro.

Endelig lagde R en bred, varm hånd på min ryg og mumlede noget med at jeg skulle være helt rolig, for han var der jo og skulle nok passe på mig.

Så faldt jeg endelig i søvn.