Fadervor og blødt brød

Jeg havde købt sorte sneaks og pimpet dem med sølvglimtende snørebånd. De sad så blødt som musikken i mine ører da jeg gik hjemmefra. Men der var også så meget andet jeg kunne bekymre mig om. Mine iskolde hænder, f.eks., hvor mange der mon ville dukke op – og hvorfor i hede hule helvede jeg overhovedet havde sagt ja.

Det øjeblik jeg drejede ind på parkeringspladsen, parkerede præsten og kom mig i møde med et kram. Alene det. Vildt.

En venlig dame var i gang med at lave kaffe i menighedshusets køkken. Hun havde dækket op til 30 og de første 3 sad allerede klar. Jeg hilste på dem, kendte dem og havde en formodning om hvorfor de sad der. Smed alligevel en joke og fik varmen i hænderne af vores fælles grin.

Teknikken drillede. Det var mere sexet at sende PowerPoint i forvejen og dukke op til megatjekket konference for fagfolk. Også fordi der var headset. Headset er the shit.

Men nu var jeg her og det var også vigtigt. Mindst. Der kom hele tiden flere mennesker. Jeg nikkede, hilste og krammede, mens andre rendte ind og ud af køkkenet.

Mere kaffe, flere tallerkener. Nogen der lige hjælper med de her stole?

Her sidder mange som har mistet, sagde præsten til mig og nikkede. Jeg nikkede tilbage. Sank noget tørt og drak mere vand.

Døren blev låst da der ikke var flere stole. Præsten bød velkommen, vi sang en sang og min foredragsmakker startede op. Talte om sin bog, sine tab og det forår som altid kommer efter selv den strengeste vinter.

Engang kendte jeg hendes søn. En anden gang var hun min psykolog.

Nu sad vi her sammen.

Hun rundede af og vi sang en ny sang, men vi sang den forkert, sagde ham der spillede klaver. Han var jo nødt til at følge noderne. Og vi sang den som Kim Larsen. Der grinede vi af og da teknikken igen drillede sagde jeg pyt, men tænkte fuck.

Ved sin blotte tilstedeværelse, blåstemplede Hr. R mine ord, mine billeder, min version af vores fælles historie. Det gav ro.

De grinede hvor jeg havde forestillet mig at de skulle grine, og de klappede da jeg var færdig. Faktisk. Jeg tror heller ikke at jeg bandede overhovedet.
Så var der kaffe og nogen hentede knive, så det bløde brød kunne deles.

Vi smalltalkede på kryds og tværs og præsten havde fået farve i kinderne. Så var der spørgerunde og jeg var nødt til at oppe mig, for min makkers svar på præstens spørgsmål var både eksistentielle og dybe.
Jeg er hverken dyb eller eksistentiel. Men jeg kom til at bande, da jeg pludselig havde en vigtig pointe. Fuck det.

Mine sorte sneaks bar mig samme vej hjem som jeg var kommet, måske lidt mere svævende og frit. Den gode stemning, ham der lidt kejtet havde spurgt hvad jeg så lavede til dagligt, de mange der havde sagt tak. De solgte bøger, den manglende øjenkontakt med nogen som helst (men især logedamerne) under fadervor, gæstfriheden og det gruppekram som gav mening til sidst, da de 68 stole var på plads, opvaskemaskinen summede og kontrakterne var skrevet under.

Præsten, psykologen og jeg.

Pisse fucking fedt.

Jeg har været i kirke idag..

…og det er ellers slet ikke mit sted.

Jeg kommer til bryllupper, bisættelser, og barnedåb – som idag. Men aldrig bare sådan fordi.

Jeg er ikke konfirmeret, ikke gift i kirken, mine børn er ikke døbt, og jeg satser på at komme herfra, uden indblanding fra kirken.

Men jeg sad i kirken idag, og følte mig pludselig rørt på den gode måde. Følelserne spillede pingpong på de indre vægge, da min brors yngste blev holdt over dåben, og gudmoderen afslørede, at han fik et ekstra fornavn, som jeg vidste min bror var rigtig glad ved.

Og så rullede rouladen.

Fordi jeg blev glad på min brors vegne, over hans dejlige lille familie.

Fordi der hvilede en rolig glæde over de to dåbsfamilier lige i det øjeblik.

Fordi jeg tænkte på sidste gang jeg var i selvsamme kirke, og græd fra jeg kom til jeg gik, under en skrækkelig sørgelig begravelse.

Fordi præstens ultrakorte ord om de udsendte soldater i Afghanistan fik mig til at tænke på ham jeg kender, der sidder dernede lige nu.

Og mange af de andre ord præsten kom med i sin prædiken, lige pludselig også gav mening.

Fordi jeg egentlig mest kender præsten som en spasmager fra nabolaget, der spiller fodbold i træsko til vejfesterne, “det giver sådan en naturlig respekt” og drikker dåseøl med mænderne, mens grillen syder & kvinderne kvidrer.

Fordi det var en lykkelig begivenhed & solen skinnede ude i kulden.

Fordi alt lige pludselig bliver meget meningsfyldt på den rørstrømske måde, når der allerede har klumpet sig noget sentimentalitet sammen i halsen.

Måske er det sådanne følelsesstorme der får folk til at tro, opsøge og hige efter religiøst fællesskab. Det var i hvert fald smukt. Og rørende.