Blodprøven

Den ret voksne dame lænede sig frem og betroede mig, at der altså også fandtes kvinder som fik svedeture.
– så er vi trods alt heldige at vi kun får hedeture!

Jeg nikkede og smilede og gad ikke helt forklare. Igen. At de hedeture jeg havde haft nok skyldtes noget andet, måske endda bare den forkølelse jeg havde rodet med.

For nu sad vi lige her og bondede, og det var et pirrende indblik i en verden som jeg før eller siden bliver del af. Men hun sad altså også og tappede mit blod og jeg forsøgte altså også at lade være med at blive skidt tilpas. Over de små glas som hurtigt fyldtes med mit blod og en tjekliste så lang, med alverdens potentielle elendigheder, som ikke alle handlede om at få det varmt. Eller svede.

– I ringer hvis der er noget som ikke kan vente til jeg kommer igen, ing?

Hun sagde noget godt om at mærke efter hvordan jeg havde det, i stedet for at blive bange for noget teoretisk.

Det er bare en midtvejstest. Og jeg har det fint.

Men jeg købte nu alligevel en stor æblejuice da jeg gik fra lægehuset. Bare for at komme lidt på højkant igen.

For jeg er en tøsedreng når det kommer til nåle.

 

Men det er dog ikke mig som vil have motorcykelkørekort

Optikeren spidsede overrasket læberne over de store forandringer i mit syn – og så på bare to år. Jeg havde godt selv lugtet lunten, men alligevel valgt at fortrænge behovet. Især for flere styrker i samme glas. Efter at have tjekket mit fødsels-år smilede hun overbærende af min kække replik om ikke at føle mig gammel nok til flere styrker. Og jeg gider næsten ikke fortælle om de overvejelser jeg havde da jeg skulle vælge stel. Noget med ikke at blive for kedelig og konet og praktisk. #KomfortErForGamleDamer

Men da jeg endelig fik brillerne, fortrød jeg bare at jeg overhovedet havde øjne. Stellet virkede tungt og klodset og gled konstant af næsen, solbrillerne var vidst blevet lidt vel meget til den bling-blingede side, styrkerne udfordrede min balanceevne, så jeg nærmest sejlede rundt om selv de blødeste hjørner og verden blev også pludselig så skrækkelig grim. Især mit eget spejlbillede var nogenlunde lige så charmerende som det fjæs man møder, når telefonen sidst har været brugt til en bevidst og velforberedt selfie.

Vi kan sagtens grine af at jeg blev så forskrækket over mit eget forfald; folderne på halsen, poserne under øjnene, furerne, rynkerne, farverne. Faktisk er det bedst hvis vi griner. Men faktum er, at det blandt andet resulterede i at jeg  – helt seriøst – gik en lang tur og tænkte mit liv igennem på midtvejskrisemåden.

Bagefter var jeg stadig i tvivl om alt muligt. Men jeg hader mig selv når jeg piver og piller navle, foretrækker at være sådan en mere løsningsorienteret type, der lister nye mål og planer, som rækker langt længere end flerstyrkeglas og foldbare halse kan. Så til en start har jeg fundet diætistens papirer frem igen, meldt mig til noget løb og smidt mig selv i tænketank, for at finde ud af, hvordan jeg får plottet nogle flere foredrag i årets kalender.

Og så skal jeg have fundet ud af, hvordan fanden i hede hule helvede jeg kan lære at lave ægte armbøjninger.

Ja, okay.

Det lugter faktisk langt væk af midtvejskrise..

Throw back sunday

Jeg holdt tilbage for en ung pige, da jeg skulle dreje til venstre. Hun svajede en lille bitte smule, så jeg valgte at lade være med at vinke hende frem, selvom færdselsreglerne og alt det der. Det så bare ikke ud som om hun nødvendigvis kunne overskue at gå over vejen, mens en bil ligefrem holdt og ventede. Så hun blev stående, mens jeg stille og roligt kørte forbi. Den sorte make-up om hendes øjne var voldsom og kraftfuld og meget dramatisk og kun skredet en smule.

Om det var de sorte øjne eller den lette søndagssvajen der gjorde det, ved jeg ikke. Formentlig en kombination.

I et skræmmende glimt så jeg mig selv der hvor hun var. Huskede tidlige tiders søndage, dengang de aldrig handlede om det samme som nu. Aldrig om at lave mad til fryseren, aldrig om at handle, aldrig om at prøve absurd dyrt tøj i lækre forretninger eller om at tænde for TV2 præcis når den genudsendelse jeg venter på kommer, for at slukke det igen lige efter og lægge vasketøj sammen. Søndage handlede ikke engang om at tage et bad og i hvert fald aldrig om at tage deodorant og BH på. Ever.

Selv med tømmermænd er mine søndage mere strukturerede nu end de var. Dengang jeg mest brugte dem på bare at sove. Ofte med mascara og eyeliner ud over alle kanter. Dengang det var surt show hvis man ikke havde sørget for chips eller cola på forhånd – hvilket jeg sjældent havde. Dengang jeg ikke bare kunne hente en burger rundt om hjørnet – og i øvrigt heller ikke kunne finde på at bruge penge på noget så luksuriøst som take-away.

Dengang jeg somme tider vågnede i en anden by eller bare i en anden seng.

Og vaklede hjem gennem den søvnige søndag, mens voksne kørte rundt i biler og lavede voksenting. Jeg skulle bare hjem og sove. Og se Dollars. Og høre P4 i P1.