Fadervor og blødt brød

Jeg havde købt sorte sneaks og pimpet dem med sølvglimtende snørebånd. De sad så blødt som musikken i mine ører da jeg gik hjemmefra. Men der var også så meget andet jeg kunne bekymre mig om. Mine iskolde hænder, f.eks., hvor mange der mon ville dukke op – og hvorfor i hede hule helvede jeg overhovedet havde sagt ja.

Det øjeblik jeg drejede ind på parkeringspladsen, parkerede præsten og kom mig i møde med et kram. Alene det. Vildt.

En venlig dame var i gang med at lave kaffe i menighedshusets køkken. Hun havde dækket op til 30 og de første 3 sad allerede klar. Jeg hilste på dem, kendte dem og havde en formodning om hvorfor de sad der. Smed alligevel en joke og fik varmen i hænderne af vores fælles grin.

Teknikken drillede. Det var mere sexet at sende PowerPoint i forvejen og dukke op til megatjekket konference for fagfolk. Også fordi der var headset. Headset er the shit.

Men nu var jeg her og det var også vigtigt. Mindst. Der kom hele tiden flere mennesker. Jeg nikkede, hilste og krammede, mens andre rendte ind og ud af køkkenet.

Mere kaffe, flere tallerkener. Nogen der lige hjælper med de her stole?

Her sidder mange som har mistet, sagde præsten til mig og nikkede. Jeg nikkede tilbage. Sank noget tørt og drak mere vand.

Døren blev låst da der ikke var flere stole. Præsten bød velkommen, vi sang en sang og min foredragsmakker startede op. Talte om sin bog, sine tab og det forår som altid kommer efter selv den strengeste vinter.

Engang kendte jeg hendes søn. En anden gang var hun min psykolog.

Nu sad vi her sammen.

Hun rundede af og vi sang en ny sang, men vi sang den forkert, sagde ham der spillede klaver. Han var jo nødt til at følge noderne. Og vi sang den som Kim Larsen. Der grinede vi af og da teknikken igen drillede sagde jeg pyt, men tænkte fuck.

Ved sin blotte tilstedeværelse, blåstemplede Hr. R mine ord, mine billeder, min version af vores fælles historie. Det gav ro.

De grinede hvor jeg havde forestillet mig at de skulle grine, og de klappede da jeg var færdig. Faktisk. Jeg tror heller ikke at jeg bandede overhovedet.
Så var der kaffe og nogen hentede knive, så det bløde brød kunne deles.

Vi smalltalkede på kryds og tværs og præsten havde fået farve i kinderne. Så var der spørgerunde og jeg var nødt til at oppe mig, for min makkers svar på præstens spørgsmål var både eksistentielle og dybe.
Jeg er hverken dyb eller eksistentiel. Men jeg kom til at bande, da jeg pludselig havde en vigtig pointe. Fuck det.

Mine sorte sneaks bar mig samme vej hjem som jeg var kommet, måske lidt mere svævende og frit. Den gode stemning, ham der lidt kejtet havde spurgt hvad jeg så lavede til dagligt, de mange der havde sagt tak. De solgte bøger, den manglende øjenkontakt med nogen som helst (men især logedamerne) under fadervor, gæstfriheden og det gruppekram som gav mening til sidst, da de 68 stole var på plads, opvaskemaskinen summede og kontrakterne var skrevet under.

Præsten, psykologen og jeg.

Pisse fucking fedt.

Noget om ansvar og om at dø uden at blive savnet

En af vores naboer døde i den her uge.

Eller måske døde han ugen før. Han blev i hvert fald fundet for et par dage siden og døde åbenbart helt udramatisk, mens han ristede brød.

Jeg aner ikke hvordan han så ud, hvem han var, hvordan han var, hvad han hedder eller hvorvidt der kom andre hos ham end den havemand jeg troede var ham.

Alligevel har han rumsteret lidt, for lige meget hvad, så er det da sørgeligt når nogen dør uden at blive savnet sådan lige med det samme.

I dag sendte præsten nogle spørgsmål som vi skal snakke ud fra, når der er sogneaften om døden. Det er nogle gode spørgsmål, som jeg er glad for at jeg har mulighed for at forberede mig på, uden at jeg ligefrem har tænkt mig at lære kloge sætninger og filosofiske ansigtsudtryk udenad. Ville bare være sådan lidt ærgerligt, hvis jeg først kom på noget kvikt når alle sognebørnene var gået hjem. Eller ordet er taget af min debatmakker, som er så god til at sige noget klogt, at jeg hurtigt kan komme til at  fremstå lidt for blank.

Nåhm, et af de der spørgsmål fik mig altså til at tænke på ham naboen, som bare lå der og tilsyneladende ikke manglede hos nogen. Et spørgsmål om hvad vi har lært af at miste og hvad den erfaring har gjort ved vores syn på livet og døden. Det er et stort spørgsmål, som sagtens kunne gøre at jeg ville sidde og kigge lidt stift tilbage, hvis jeg ikke lige havde fået tid til at tænke lidt over det på forhånd. Så tak for det.

For noget har jeg da lært.

Det er f.eks. mit ansvar at jeg kommer til lægen, hvis jeg tror der er noget galt med mig. Jeg ved ikke hvorfor Old Man ikke tog det ansvar på sig, da han begyndte at få det skidt og det havde sikkert ikke gjort den store forskel alligevel, men da Hr. R. fandt ud af hvor galt det var fat og fik sin far til lægen, var det i hvert fald for sent til at gøre ham rask.

Det er også mit ansvar at omgås mennesker der gør mig glad, giver mig modspil og giver mening. Hvis jeg ikke gider dem jeg omgås, så er det mit ansvar at løse problemerne eller finde nogle andre at hænge ud med. Jeg siger ikke at det er nemt, kun at ansvaret ligger hos mig. Ansvaret for at gøre mig så tilpas bemærket og vigtig for andre, at de opdager det hvis jeg mangler til bridge en dag. Eller seniorboksning. Eller eftermiddagsdrinks i logen. Eller klippeklistre-arrangement i vigtige menneskers børnehave.

Mit liv er mit ansvar, så simpelt er det.

Måske.

I fineste selskab

Jeg har været til møde.

Med to virkelig spændende mennesker, om et projekt som godt kan gå hen og blive godt.

Den ene kender jeg, blandt andet fordi hun er mor til en af min ungdoms venner.

Vi var del af en lille klike, som hang ud i et par år.

Venskabet holdt dog ikke til at vi blev rigtig voksne, så vi endte med bare at være på vink og høfligheder når vi sjældent mødtes.

Og en dag døde han.

Hans mor er den seje slags, som rejste sig og fandt en mening med det hele, selvom han ikke var det første barn hun havde mistet.

Det har hun skrevet en bog om.

 

Den anden var præsten.

En energisk og engageret type, som tog ivrige noter og stillede masser af spørgsmål, som jeg i den grad er glad for at jeg har tid til at tænke over. For hvad var f.eks. det bedste ved at være ved Old Mans side da han døde? Og har det gjort mig til et andet og måske endda bedre menneske? Spørgsmål, som jeg godt gider kunne besvare bare sådan nogenlunde begavet, især hvis andre lytter.

Og det får jeg mulighed for, når vi tre sammen skal gøre en aften. I det lokale menighedshus, med traktement i pausen og fællessang, både til start og slut. Jeg skal vælge den ene sang og det slugte hele min fredag eftermiddag. Selvom jeg helt selv må vælge og det ikke behøver være en salme. Men nu er jeg ikke sådan en syngetype og de eneste sange jeg sådan går og kan huske, er enten fra min skoletid, fra besøg i kirken – eller noget min far har spillet på harmonika engang.

Så jeg er udfordret på uendeligt mange plan.

En præst, en livsklog kvinde, en sang. Og mig.

Men jeg føler mig heldig.

Selvfølgelig gør jeg det.

Ugen der gik

Det kan godt være det virker lidt voldsomt, når jeg suger al den hjælp jeg overhovedet kan være bekendt ud af mit netværk “bare fordi” jeg skal holde en smule foredrag.

For jo, jeg gad godt være typen der bare kunne stille mig op og improvisere noget skønt. Men nej, det duer jeg ikke til.

Det fandt jeg ud af, da jeg skulle være med til at undervise i noget, som jeg overhovedet ikke havde ordentligt styr på.

Det gik okay.

Men det føltes nogenlunde lige så rart som at gå rundt på en isdækket sø i midten af marts måned.

Så jeg øver og ændrer og skærer til og spørger og udnytter de bedste menneskers hjælp. Mens jeg frustreres lidt over, at størstedelen af min daglige energi bliver smidt henne i arbejdslivet, også selvom det faktisk er på nye udfordringer og spændende ting.

For jeg gad jo godt bare sidde hjemme og finpudse.

Jeg ved ikke helt hvad det er jeg prøver at sige med det her.

Min plan var at fortælle noget om det hyggelige i at bruge formiddagen på at snakke med en 95-årig om at spille “scrabble” på iPad, og aftenen på at modtage nuttede sms-beskeder fra niecens allerførste mobil.

“Haj faster har du det got :)”

Noget med, at når det både er spændende henne i arbejdslivet og hjemme i privaten, så er jeg vist et svin, når jeg bare ville ønske at det hele ikke skete på en gang. Agtigt.

Tror jeg nok.

 

 

 Husk konkurrencen – du kan vinde hygge i stor stil!

 

Fra 0 – 100 på flere skalaer

Så dagen efter mit ynkelig piveri over foredraget, ligger der en invitation i min mailbox, til at deltage i et symposium. Jeg kan komme og være den pårørendes stemme, på en dag hvor samtlige andre på talerstolen kan latinske betegnelser og har licens til at gå med kittel.
Det kan jeg naturligvis godt se er sejt. Så efter at have spurgt lidt ind til detaljerne begynder jeg at tænke over hvad jeg skal have på sådan en dag og går så faktisk ellers bare i gang med at skrive. Helt glad og motiveret – og nu med en slags deadline engang inden jul.
Jeg begynder først at hyperventilere, da jeg får at vide hvor mange mennesker de satser på kommer.

100.

Bare nu hvor jeg skriver det, kan jeg mærke pulsen stramme i halsen og sveden kante sig ind på overlæben. 

Men som R siger, så vil jeg være i gode hænder hvis jeg besvimer.

Så det må hellere blive et ja tak herfra.

Så søg du noget hjælp!

Jeg har fundet den her film på Facebook.

Og straks tænkte jeg på mig selv og det der skide fucking foredrag jeg helt vildt gerne vil – men meget lidt tør – kaste mig over.

Har jo masser af ideer, men dimses lidt i smadder af mega præstationsangst.

Og ren og skær uvidenhed.

Nej, jeg kan ikke bare glemme det, så.

Så mangler jeg bare at lave det der foredrag

Ja, så har jeg igen siddet foran computeren det meste af weekenden, for at lave noget reklame for min bog.

Hvis nogen skal vide noget om min bog & mig (migmigmigmig), skal de bare se den hjemmeside, tænkte jeg.

Også noget med at jeg igen er blevet spurgt om jeg holder foredrag.

Og igen bare har svaret ja.

Fordi det snart er søndag

Hvis ikke vi alle var alt for trætte af at snakke kommunalvalg, så kunne jeg skrive noget om at være rystet over, at vi er nogen der nu får en borgmester som støtter sig op ad Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. (Dobbelt-ad og helt forfærdeligt).

Hvis ikke det blev for selvfedt, så kunne jeg skrive noget om at være en morakker på job, som bliver belønnet med flødebolle, bragt på bakke, kram, skulderklap og high-five.

Hvis ikke det var for pinligt, så kunne jeg fortælle om glæden ved at ramme rigtigt i det der  high-five. Men det ville kræve at du kendte forhistorien om en lørdag i et bowlingcenter, hvor vi var to der bare var med, mens tre andre battlede for hårdt på vindermentaliteten og vi to der bare var med ville fejre en strike med et high-five men ikke kunne ramme. Føltes lidt taber-ish.

Jeg kunne fortælle om det fede ved at have en efterårsferie til gode, som lurer lige om hjørnet, om at få mails fra forlaget, der beder mig tage stilling til alle mulige spændende ting (og en titel som nu er på plads – tak for input!), om kage der springer ind i min mund, løbesko der strejker, en vinterfrakke der alligevel er blevet for stor, kulde der sniger sig ind alle steder – også under den rummelige vinterfrakke, om at vænne sig til at Semi er flyttet, om glæden ved brændeovn eller noget om trang til at sove til det bliver lyst.

Men jeg gider ikke rigtigt.

I stedet vil jeg fortælle, at jeg glæder mig til at hende her kommer og besøger MIT arbejde. På søndag.

wpid-IMG_20131113_083414.jpg

Tror du jeg sidder klar på job på en fridag? Mmm…det tror jeg nok.

Superfuckingmegamegetstolt ♥ ♥ ♥

Vi har før holdt et foredrag om min søns ADHD. Det var i hans klasse, blandt børn og lærere han kender rigtig godt, med ro, kager og gratis t-shirts under armen. Det gik så godt, og han fortalte så begejstret om det, at en af de voksne i hans klub, spurgte om han måske kunne have lyst til at gentage succesen der. Det havde han, og jeg var med på galajen med det samme. 

Første gang brugte vi meget krudt på at forberede os, gå vores materiale igennem, finde billeder osv. Denne gang havde vi heldigvis de gamle noter, men desværre knap så meget tid. Så igår aftes sad vi og limede og snakkede til klokken over sengetid, for at være klar til dagens foredrag.  Det var svært at vide, hvor mange der havde lyst til at deltage, sådan en iskold onsdag eftermiddag, hvor den første sne hvirvlede flabet omkring i statsministerens by, og en lang skoledag havde taget toppen af koncentrationsvilligheden hos de fleste af ungerne. Medarbejderen der havde “hyret” os, regnede med at små 15 børn ville være med.

De første sad allerede klar på stole da jeg kom op til klubben, og i løbet af det næste kvarters tid væltede det ind med børn og voksne, som satte sig på stole, sofaer og gulvet, i det lille lokale. 30 mennesker. Bum.

Jeg kunne se på min søn at han var en kende nervøs, og det gik op for mig, at han formentlig ikke kendte nogle af dem der sad foran os, i hvert fald ikke særlig godt. Hans egne klassekammerater var ikke med, for de havde jo hørt foredraget før, og reelt var der måske 2-3 ud af de små 30 mennesker som sad der fordi de kendte ham. Resten sad der, fordi de ville høre et foredrag om ADHD.

Døren blev lukket, og han rømmede sig, mens der faldt ro over forsamlingen. Så præsenterede han sig, præsenterede mig og sagde “Jeg har ADHD”.  Og så kørte det bare derudaf! Det var mig der havde noter, og derfor mig der førte ordet det meste af tiden. Men hver gang det var hans tur til at fortælle og forklare, gjorde han det med høj og klar røst. Når han tøvede lidt, forsøgte jeg at hjælpe ham videre (for det var jo mig der havde noter) men alt i alt klarede han sig superflot selv. Han kom ind på, at han var nervøs, og det var helt okay. Han krukkede lidt, crackede nogle jokes, men fik først og fremmest vores vigtigste budskab ud; det er helt fint at være en 13-årig dreng med ADHD, når bare man får den hjælp man har brug for. Diagnosen har åbnet en masse døre, både for ham og for os forældre, og givet en knage vi kan hænge de ting op på, som driller. ADHD er ikke en undskyldning, men en forklaring på rigtig mange ting.

Efter foredraget stod vi lidt forlegne og smilede til hinanden,  mens der blev klappet. Jeg opdagede at jeg ikke selv havde været nervøs, det var der slet ikke plads til. Ligesom der ikke er plads til bævende underlæbe, når ens barn for eksempel skal lære at cykle. Og jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang vi pakker vores knitreslik, kugledyne og plancher i bilen, og kører ud i verden og holder det foredrag. Det er så specielt, at han kan stå og fortælle sin historie så ærligt og flot, og det er der sikkert andre der kan have glæde af.

Da vi gik ud til bilen, sagde jeg til ham, at han måtte finde ud af med sig selv, om det her var noget han kunne have lyst til en anden gang, for jeg var godt klar over, at det var seje sager. Og han er klar, superklar.

Så det er vel ikke så mærkeligt, at jeg er superfuckingmegamegetstolt…

Læs evt. om dengang vi besluttede at få ham udredt her https://fruz1.wordpress.com/adhd/