Brevet

Jeg kan se at flere har trykket på billedet af Kim Malthe-Bruuns brev . Har man bare tilnærmelsesvis så dårligt syn som jeg, er det nærmest en hån. Derfor har jeg lånt denne fine bog så jeg – og du – kunne læse brevet tydeligt.

Kim Malthe-Bruun, f. 8.juli 1923

Vestre Fængsel, Tysk Afd., Celle 411.                                                                                                                                           4. april 1945

“Kære mor

Jeg er sammen med Jørgen, Niels og Ludvig i dag blevet stillet for en krigsret. Vi blev dømt til døden. Jeg ved, at du er en stærk kvinde, og at du vil tage dette, men, hører du, det er ikke nok, at du tager det, du skal også forstå det. Jeg er kun en lille ting, og min person vil meget snart være glemt, men den idé, det liv, den inspiration, som fyldte mig, vil leve videre. Du vil træffe den overalt – i træerne om foråret, i mennesker, du møder på din vej, i et kærligt lille smil, du vil møde det, der måske havde værdi hos mig, du vil elske det, og du vil ikke glemme mig. Jeg vil få lov til at vokse mig stor og moden, jeg vil leve hos jer, hvis hjerter jeg engang fyldte, og I vil leve videre, for I ved, at jeg er forude og ikke, som du måske først vil mene, bagude. Du ved, hvad der altid vil være min kæreste lyst, og hvad jeg troede, jeg skulle blive. Følg mig, du kære moder, på min vej, og stands ikke ved det sidste, men ved nogle af de sidste leverum, jeg har haft, og I vil finde noget, som måske vil være værdifuldt for hende, der er min unge, og for hende, der er min moder.

Jeg har vandret ad en vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit hjerte stod, og jeg synes nu, at jeg kan se en sammenhæng. Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø, og dog synes det så naturligt, så ligetil. Det er kun den bratte måde, der afskrækker os i første nu. Tiden er kort, jeg kan ikke rigtigt forklare det, men mit sind er fuldkommen roligt. Jeg ville gerne have været en Sokrates, men publikum manglede. Jeg føler den samme ro som han og vil meget gerne have, at I helt forstår det, både du, Hanne og Nitte. Du må hilse Nitte, jeg er fuld af kærlighed til hende og står ved hvert ord, jeg har skrevet til hende.

Hvor er det i grunden mærkeligt at sidde og skrive dette dokument for livet. Hvert ord bliver stående, det kan aldrig gøres godt igen, aldrig slettes, aldrig forandres. – Jeg har så mange tanker. Jørgen sidder her foran mig og skriver konfirmationsbrev til sin datter. Et dokument for livet. Vi har levet sammen, og nu dør vi sammen, to kammerater. Jeg har siddet sammen med Poul. Vi havde mange forskellige meninger, men han ved, hvad jeg indeholdt og hvad jeg kan give.

Endelig er der børnene, de har stået mig så nær i den sidste tid, og jeg havde glædet mig til at se dem og leve sammen med dem igen. Mit hjerte har banket af glæde ved tanken om dem, og jeg håber, at de må vokse op til mænd, der ser andet og dybere end vejen. Jeg håber, at deres sind må trives frit og aldrig under ensidig påvirkning.

Hils dem fra mig – min gudsøn og hans bror.

Jeg ser, hvad vej det går i vort land, og jeg ved, at morfar vil få ret, men husk – og det skal I alle huske – at drømmen ikke må være at nå tilbage til den tid inden krigen, men at drømmen for jer alle, unge og gamle, skal være at skabe et ikke ensidigt, men rent menneskeligt ideal, som enhver skal se og føle er et ideal for os alle. Det er en stor gave, vort land tørster efter, noget, hver lille bondesøn kan se hen til og med glæde føle, at han har del i og arbejder og kæmper for.

Endelig er der hende der er min. Få hende til at se, at stjernerne endnu tindrer, og at jeg kun var en milesten. Hjælp hende videre, hun kan nu blive meget lykkelig.

I hast – din ældste og eneste søn

                                                                                                                                                                                             Kim”

 

Drengen der ikke kunne blive bange

Politiken, mandag 28.11.11

Politiken, mandag 28.11.11

Jeg er gift med Drengen der ikke kunne blive bange.

Så det var ikke svært for mig at regne ud, hvem der gik forrest, da jeg fandt ud af at brandmændene skulle hjælpe et ægtepar, hvis båd var fanget mellem bølgerne og molen. I stormen, jo.

Heldigvis fik jeg først meget senere at vide, at min mand blev skyllet ud i vandet af en motherfuckerskodlortestor bølge. Og at min mand bandende lå og rodede rundt mellem store sten, 10 tons båd uden egentlig styring & meget hidsigt vand, mens hans kolleger gjorde hvad de kunne, for at holde både sig selv og min mand fast, inde fra land.

Hvis jeg havde set det ske, så var jeg død af skræk. På stedet.

Men jeg sad sådan set hjemme i varmen og så fjerner, mens jeg lyttede til et Weber-låg der skøjtede rundt på terrassen.

Og det var ikke fordi jeg ikke var nervøs. Men da jeg gik i seng besluttede jeg sådan set bare, at jeg ikke har lyst til at begrave ham. Han kan få lov at begrave mig. En dag. Og så kunne jeg, sjovt nok, godt falde i søvn. Og vågnede ved lyden af mikroovnen der bippede, da Drengen der ikke kunne blive bange, varmede sig lidt chili con carne til natmad.

Han har tidligere rodet rundt efter en mand i en nødstedt båd. Bundet sammen med den samme store brandmand som i weekenden. En af vores gode venner.

Sommerferie på Bornholm.

En af de dage hvor vejret ikke ligefrem var til Krøllebølle-is og Sol over Gudhjem.

I en lille bugt lå en jolle og smadrede mod nogle store sten. Vi stod og kiggede lidt fascineret på optrinnet, da en mand pludselig kom løbende ned over stranden, og ud i vandet efter jollen. Han havde formentlig troet, at han sådan lige kunne trække båden ind til land. I stedet trak båden ham langt ud. På den voldsomme måde, du ved. Som en meget sur mor med et meget skrigende barn.

Manden gav heldigvis hurtigt slip på båden, og fandt ro på nærmeste store sten.

Men så sad han der, jo. Og kunne ikke så godt komme i land igen. Og stormen så ikke umiddelbart ud til at løje af de første fem minutter.

Så var det at de to ferierende brandmænd måtte i aktion. Og en indfødt bornholmerdame råbte til sin mand – Åule, har vi en strik, Åule? (Ole, har vi en snor, Ole?)

Det havde Ole. Og manden i vandet blev heldigvis reddet i land uden alt for onde skrammer, af Ole og brandmændene.

Ægteparret på båden klarede også frisag i Gilleleje.

Og det samme gjorde alle brandmændene, heldigvis.

Inklusive Drengen der ikke kunne blive bange.

Og det er jeg fanme glad for.