Du ser vigtig ud

– du ser vigtig ud.

– det er jeg også.

Jeg fnisede af den hurtige ordveksling i køen under lysskiltet og gættede på at ham der var vigtig, var scenetekniker af en art.

Dagen før havde vi opdaget at vi sgu da havde billetter til en forestilling, som vi ikke helt kunne huske hvad var og som altså ikke først var i april. Vi vidste derfor kun at det var noget jeg havde pippet om i efteråret og fået i julegave af en mega observant Hr. R. Og at det handlede om døden og havde fået en vildt god anmeldelse i Politiken.

Så fra at være en random onsdag med kødsovs og sofa, blev det nu sådan en aften med rødt kød, rødvin og en overraskende seriøs snak, blandt kolleger, kærestepar og en personaledør der konstant gik op og i. Om motorcykelkørekort. Og hvorvidt det er værst at have det dårligt med en åbenbart meget hed drøm, eller lade som om man ikke har.

Og nu stod vi her, under et lysskilt, i en underlig kø, sammen med Louisianasegmentet og en overraskende stor flok gymnasieelever. For hvad ventede vi på og hvorfor var der nogen der sprang over? Vi ventede på døden og der var faste pladser.

Da vi endelig kom ind sad skuespillerne klar på scenen. Måske var det faktisk dem vi ventede på. Og stykket gik i gang uden så meget pis og viste sig at være monologer og dans.

Monologer og dans.

Det lyder slet ikke så fantastisk som det var.

De sprøde stemmer af ægte mennesker i højtalerne, som fortalte om det liv de havde levet og den død de forventede inden for nærmeste fremtid. Nogle havde haft et godt liv, nogle have ikke. Enkelte replikker hang længere i luften. Rengøringskonen, der ville ønske hun havde levet sit eget liv. Den livsglade kvinde, som nærmest ikke kunne være i sin egen krop, når folk sagde at hun endelig måtte sige til hvis der var noget de kunne gøre for hende. Hun vred sig ud af den omklamrende omsorg og insisterede på glad dans.

ALS-patientens forsøg på at danse gjorde også indtryk, og den nøjsomme præsts kejtede bevægelser.

Det hele gjorde indtryk.

Jeg vidste slet ikke at moderne dans kunne røre mig så meget.

Og da ordene om kroppens nedlukning lyste op på en skærm, var jeg så mør at jeg var lige ved at tude.

Da vi forlod rummet, gik jeg bag to af gymnasiepigerne.

– Aiiij, hvor mange gange tudede du?

– Kun en gang, men jeg fik tårer i øjnene to gange!

– Aiij, det der med søsteren, fuck!

– Årgh ja, jeg kommer aldrig til at glemme det her. Aldrig!

wpid-20150325_195309_resized_1.jpg
Jeg tænkte stadig på det med motorcyklen.

Du ser vigtig ud.

Det er jeg også.

 

 

Og jeg som troede jeg vidste hvad jeg ville – og hvorfor

I sidste uge mødtes jeg med en jeg kun kender overfladisk. Vi er på kram og Facebook, men mødes aldrig uden dagsorden. Og den eftermiddag var døden sat på dagsordenen. Fordi han havde læst om min bog.

Jeg havde knap fået the i mit krus, før han spurgte hvad det var jeg ville med den der bog, hvad mit budskab var og hvad andre skulle bruge den til. Han spurgte ikke på en anklagende måde, mere sådan nysgerrigt.

Mit svar blev, sjovt nok, lidt klodset og tøvende.

At jeg udelukkende skrev de oprindelige ord for at tømme mit hoved er helt sikkert og at jeg først begyndte at tænke på det som en mulig bog, da en anden bad mig om at overveje det, er også fakta. Men hvorfor og hvornår det gik hen og blev rigtig vigtigt for mig, det havde jeg ikke lige overvejet.

Vi slubrede the og snakkede i timer.

Og måske var det ikke kun mig der blev lidt høj af, at vi tillod os at fokusere så ensidigt på snak om døden; vi rundede vågetjeneste, tilgivelse, afsked og vigtige ritualer. Han anbefalede en filosofisk japansk film, jeg anbefalede lavpraktisk dokumentar.

Dagslyset forsvandt, hans kone kom hjem og jeg skulle også til at tænke på aftensmad. Men inden vi brød op og gik videre med vores hverdag, blev vi enige om, at vi begge godt gad rykke bare en lille smule ved det tabu som døden er. Selvom vi, som udgangspunkt, har ret forskellig indgangsvinkel til både døden og livet.

Den eftermiddag blev jeg lidt klogere på, hvad det er jeg gerne vil med min bog. For i virkeligheden vil jeg bare gerne bidrage til, at snak om døden bliver lige så dagligdags og almindeligt, som snak om livet er. Sådan generelt.

Nå ja, og den japanske film han anbefalede, den besluttede jeg at give en chance, selvom jeg ikke forestillede mig at den ville være noget for mig.

Men det var den.

Når en nabo dør

Det var solbrillevejr, da vi slentrede ned til kirken.

Hos de yngste naboer, som skal giftes om få uger, var en polterabend netop startet op, med glade kvinder og vilde planer. På en flot sensommerdag, uden en eneste sky.

Men hverken strålende sol eller klar, blå himmel, kunne fjerne opmærksomheden fra, at en nabo skulle bisættes i dag. For der var flag på halvt flere steder og en sitren af nervøsitet og sorg. Og egne minder om sygdom, død og afsked, som også popper op, når man mindst orker det.

Jeg kan ikke lide at folk dør, men jeg kan godt lide at vi ikke kun bruger vores flag til at vise glæde. Der er en stærk symbolik i et flag på halvt og et sært fællesskab, når flere flag viser det samme. Nogen gange fordi vi sørger, andre gange mest fordi vi sympatiserer med dem der er i sorg.

I dag sympatiserede jeg. Med hende som nåede at være gift hele mit liv, før sygdom hentede hendes mand.

Guds ord rører mig ikke. Jeg forstår ikke alt det der med at rejse sig og sætte sig, synge halleluja og bede og få læst højt fra bibelsteder, som jeg har svært ved at forbinde med den person der ligger i kisten. Men der var mange smukke blomster, i alle de farver sensommeren har at byde på. Og fine ord om afdøde, også ord som fik mig til at smile. At han f.eks. var blevet glad for charterferier, efter mange år med camping. Og at han havde bygget sin nevø en flot legetøjsbil, som dennes søn nu legede med.

Men først da præsten, som også bor på vores vej, trådte ud af den officielle rolle og stillede sig ved siden af kisten, for at sige et par ord som nabo, helt uden manuskript, måske endda uden at have planlagt det, mærkede jeg en klump i halsen. Han mindede os om, at nyde hver dag, fordi livet kan tage overraskende drejninger og sygdom kan ramme uden varsel.

Vi krammede den efterladte, mumlede trøsteord og sagde pæne ting om ceremonien og det smukke vejr.

Han havde sådan fortjent at det blev en smuk dag, smilede hun. Med daggammel gråd i halsen og 43 års ægteskab i hjertet.

Det var heldigvis stadig solbrillevejr, da vi slentrede hjem fra kirken igen.

wpid-IMG_20130824_120528.jpg

Nogen er tjekket ud af kalenderen

I år blev fødselsdagen ikke skrevet ind i kalenderen.

Fordi jeg tænkte at vi ikke havde brug for at blive mindet om, at han ikke skal fejres.

Men selv uden at stå i kalenderen, dansede fødselsdagen rundt mellem andre aktuelle mærkedage og mindet om lune juliaftener med velstegte bøffer, sprød vin og stofservietter.

Efter flere uger, hvor han slet ikke har figureret i mine tanker, dukkede han nu op og ønskede alligevel at blive mindet på sin fødselsdag. Ikke så markant  som sidste år, hvor vi skålede for ham på hans favoritrestaurant, i en grad så jeg både ønskede at han kunne se og skåle med os.

Så i et sentimentalt øjeblik, tænkte jeg, at vi da ikke bare kunne lade som om han ikke længere havde fødselsdag og så aftalte vi, at vi kunne spise hans livret på terrassen og skåle i en kold øl. Det virkede rigtigt og gav mening. På den stille og rolige måde, som ikke ligefrem vælter digerne til hengemt sorg.

Men vi gjorde det ikke. Alligevel.

Vi valgte at bruge aftenen på nutidens levende mennesker fremfor fortidens døde.

En aftale som indbefattede grill, kokostoppe og kæmpe-søde unger.

Vi har stadig ikke noget gravsted at gå til og der kan gå lang tid før vi får det. Og når vi får det, så er det slet ikke sikkert at vi har brug for det.

Ligesom vi nu ikke længere har brug for at markere fødselsdagen, for en som ikke længere lever.

Men ved du hvad?

Det er okay.

 

Tabu-tv

Da min tyske mormor døde for mange år siden, boede vi hos min morfar da hun skulle bisættes, fordi vi jo kom helt fra Danmark. Det var både sørgeligt, rart, muntert og hyggeligt. Og så længe vi var indenfor, så var det hele helt i orden.

Men en dag fjollede min moster og min lillebror rundt ude i forhaven, og så blev min morfar vred. Det kunne ikke nytte noget at fnise rundt i FORhaven, når vi var i sorg. Så ind med dem, inden naboerne opdagede noget.

Da jeg så Anders Lund Madsens program på DR1, kunne jeg da godt se, at døden stadig har sit eget, stive korset af do’s og måske i særdeleshed don’ts.

Og jeg gætter på, at Lund Madsen da udemærket er klar over, at det vil gibbe her og der, når han stiller sig i døderummet og gætter på hvem der ligger under lagnerne.  Eller når han spørger to dødssyge kammersjukker på et hospice, om det er finere at have knoglekræft end leverkræft. Eller når han meget bevidst læner sig nonchalant ind mod en mand, der ligger og knitrer som en kaffemaskine der burde afkalkes, og kalder ham sej, fordi han ikke er bange for at dø.

Eller når han prøver at lette stemningen ved den 22-åriges dødsleje, ved at sige at så slipper han da for mere reality-tv.

Og netop fordi der er så meget lort i tv, gør det godt at se noget der jo faktisk vedkommer alle. Uden at være bange for at komme til at fnise indimellem.

Jeg løftede selv en advarende tabu-finger over for R, da han skulle fortælle sin fars venner og familie, hvorfor vi allerede tog afsked dagen efter hans død.

For selvom alle nikkede anerkendende til, at han havde skænket sit legeme til videnskaben, så er jeg ikke sikker på at alle cravede for de detaljer, som R ellers gerne havde delt.

Jeg gjorde i hvert fald ikke.

Men måske får Lund Madsen det til at gibbe I mig, på den der grænserykkende måde, som gør så godt.

Jeg sidder i hvert fald klar næste torsdag.

Og du kan se eller gense det første afsnit her.