Som ringe i vandet

Det er ikke fordi jeg overhovedet kører rutine på de der interviews.

Tværtimod, så vejer jeg mine ord mere nøje, fordi jeg ikke så gerne vil misforstås (igen!) og meget gerne vil være tro mod både historien, mine og min families grænser. Så da den nok så flinke journalist pludselig spurgte ind til Old Man´s adresse, fik jeg et ægte men praktisk blackout, som gjorde at jeg hverken behøvede lyve eller bisse, men helt reelt kunne sige at jeg ikke kunne huske det.

At det også lykkedes mig at fornærme journalisten ved at bede om at citat-godkende er bare ærgerligt. Jeg var ligeglad med hans stolthed og argumenter om at han jo stolede på mig og var en ordentlig journalist. For jeg stolede også på ham. Men jeg kender ham ikke. Og brændt barn skyr bare ilden.

Vi blev heldigvis hurtigt venner igen, da jeg forklarede baggrunden og så fandt vi et blæret sted at tage de der famøse billeder, som hører til avisartikler.

Men det bedste der skete i dag, det var alligevel det her.

Jeg bliver glad for al den ros jeg møder pt. Og lidt forlegen, men mest glad. Og eftersom jeg ved hvad Kvium selv har oplevet, så betyder det bare ALT!

Så tak til Kvium, som også udlodder min bog.

Ligesom jeg gør, faktisk.