Og vinderen er….sær!

Tusind tak til jer der deltog i årets hyggepakkeblogfødselsdagskonkurrence.

Det er supersejt, at I har haft mod på at dele jeres særheder med os andre.

Men da jeg ved hvem flere af jer er, er det mig umuligt at være objektiv, når der skal findes en vinder. Også selvom jeg prøver at være hård.

For i virkeligheden vil jeg jo helst sende noget til ALLE.

Så er det godt at have familie, som man kan fange lige midt i indtagelse af aftensmad de har set meget frem til. Så mens de guflede madpandekager, læste jeg samtlige kommentarer op for dem og bad dem vælge den de mente var allermest sær.

De to dommere synes ikke det er mærkeligt at man tager læsestof med på toilettet, ej heller at man synger i bilen, danser i stuen eller på vej ned efter pizza. Køer kan heller ikke chokere dem. De studsede godt nok lidt over at nogen kan lide schlager-musik, men mente f.eks. at Annes tv-vaner bare afspejlede en helt almindelig kvinde. (den står for deres regning). Til gengæld indrømmede de begge blankt, at de selv snakker meget med sig selv. Så derfor er det ikke sært. At Prophecy mentalt skriver testamente, jamen det syntes de nærmest bare lød fornuftigt. Rørende enige var de, hele vejen igennem.

Så der var sjovt nok overhovedet heller ingen tvivl, da Sankt N og Hr. R. simultant udråbte den samme vinder, hvorefter de begyndte at snakke om larmende tisselyde. (Hvilket havde absolut intet med indlæggene at gøre).

Det er mig derfor en udsøgt fornøjelse at starte trommehvirvlen for…..

LINE!

“Nogle gange, når jeg er helt alene hjemme…så forestiller jeg mig alle de værste ting i verden, – min kærestes begravelse, eller hvis jeg skulle til kemobehandling med min mor, eller hvis en af mine elever (jeg er skolelærer) nu blev alvorligt syg, eller sådan noget. Og så ‘spiller’ jeg det hele igennem. Og tuuuuder. Og hvisketaler med de folk jeg forestiller mig ville være med i ‘historien’. Gennemlever det hele. Jeg ved ikke hvorfor. Bagefter laver jeg bare aftensmad eller glor fjerner.”

At jeg personligt sagtens genkender visse elementer af din særhed, det tager vi muligvis en anden dag. Lige nu skal jeg bare bede dig om at sende din adresse på mette40 (@) live.dk. Så sender jeg dig en hyggepakke a la Fru Z inden længe, med god chokolade, danmarksberømte rugbrødschips, hyggesokker og den ganske særlige Fru Z Mixed tape CD.

Stort tillykke – og tak!

Dette er indlæg nummer 999…

Og helt som jeg har aftalt, så skriver Hr. R. indlæg nummer 1000. Eller det vil sige, han har sådan set allerede skrevet det. Først brugte han flere dage på at prøve at undgå opgaven, men da så han endelig gik i gang, var han faktisk ikke til at stoppe. Derfor har jeg taget mig den frihed at choppe indlægget lidt op, så der er godbidder til hele dagen.

Jeg skulle hilse fra min mand og sige, at han har skrevet så mange brandrapporter i sine år som brandmand, at han har svært ved ikke at skrive sådan meget fakta-agtigt. Meget atypisk, så har han denne gang forsøgt at gøre som han blev bedt om, så har han naturligvis været omkring de fleste af de emner I foreslog ham – både her og på Facebook.

Det betyder at vi har konsulteret random.org for at finde vinderen. Fordi han ikke valgte et enkelt emne. Og den heldige vinder af en plade af vores ømlingschokolade er….Gitte! Tillykke Gitte, send en mail med din adresse, så sender jeg lidt mundgodt i din retning.

Og glæd jer  – senere i dag springer brandmanden ud som blogger med faktaagtige historier om dumme køer, firserne, småborgerlighed, maskiner – og ‘mig og Mette’.