Rastløs

Sofatripper efter at komme i gang med et eller andet af større relevans end Året der gik i Kongehuset, juleferiebogen og det støv der faktisk er bagved bøgerne i sådan en bogreol.
Googler sommerferiemuligheder, fødselsdagsgaver og gryder, finder garn og pakker det væk igen – alt uden at ramme noget der sluger opmærksomheden fuldstændigt og får rastløsheden til at flafre væk.

Så jeg fritter hr. R., med usagte ønsker om noget episk, fantastisk og vildt. Kickstart af et fabelagtigt år.

Han vil gerne finde en god opvaskemaskine.

Måske sådan en hvor glassene ikke får pest og plastikbøtterne ikke skal vrides efter vask.

Vi bliver enige om at komme videre med den der serie, som gik i glemmebogen da snot og køkken og jul var på sit højeste.

Og da lørdag for længst er blevet til søndag har vi set det hele. Eller, jeg har set næsten det hele, men det sidste er virkelig også uhyggeligt.

Dovenskaben fulgte lige i røven på den udmattende hoste, men min hemmelige dagsorden var at starte op med løb igen, på denne, feriens allersidste morgen.

Og så var der både tebirkes og varm the og jeg blev decideret irriteret over mig egen vægelsindende slattenhed og blæser det ikke virkelig meget?

Irritationen smittede og han sagde, at nu skulle jeg enten løbe den tur eller også skulle jeg gå i gang med at spise og holde min kæft.

Det blev en god løbetur.

Og i næste uge, når arbejdslivet blæser mig bagover og alverdens vigtige og gode aftaler igen fylder op i kalenderen, så kommer jeg garanteret i tanke om, hvad jeg også kunne have udfyldt de sidste rastløse feriedage til.

 

Don´t stop me now!

Det er ikke fordi det bare har været et lallet og lolleren år.

Der var skam bekymringer i 2014, også nogen jeg ikke kunne/skulle/ville skrive om på bloggen.

Men det jeg alligevel tror kommer til at poppe op på min indre lystavle, når 2014 fremover hives frem af gemmerne, det er alt det gode.

Udover en røvgod sommer, skideskægge mennesker og (endelig!) et nyt & labert køkken, så bød året nemlig på intet mindre end en åbenbaring.

Ja, jeg udgav en bog. Og det var i sig selv ret stort. Og ja, jeg holdt den her fine bogfest og gav flere interviews og fik ret fin omtale.

Og så blev jeg jo spurgt om jeg ville holde foredrag og opdagede at jeg ikke bare ville, men også kunne.

Den opdagelse åbnede en helt ny dør.

Og den dør har jeg naturligvis tænkt mig at holde åben på vid gab og vade ind ad i 2015.

Fordi det ville være idiotisk ikke at gøre det og fordi det er et både sjovere, mere udfordrende og endda meget mere realistisk nytårsforsæt end f.eks. at stoppe med at spise chokolade.

Hvad med dig, måske?

Posted in Ikke kategoriseret Tagged

Aldrig for sent at begynde at tro

Som barn af halvfjerdserne har jeg ikke selv oplevet at blive bundet nogen julemand på ærmet.

Med en tysk pædagogmor, som hørte protestsange på kassettebånd og en far, som tilsyneladende heller ikke havde julemandstraditioner han insisterede på at videreføre, lå det bare ikke i kortene.

Alligevel er vi nogen som har været meget begejstrede for at bilde vores afkom ind, at julemanden findes.

Semi-voksen var ikke så nem at narre.

Faktisk blev han sådan lidt træt af os, når vi ikke forstod at han for længst havde opdaget at julemanden jo for helvede ikke gik med hverken armbåndsur eller laksko eller snakkede ligesom farfar.

Sankt N, Hans lillebror, var ikke nær så kritisk.

Desværre kom julemanden i år forbi, lige mens han var på toilettet, så han ikke nåede at se julemanden, som ellers endda tabte sine bukser på vej ud.

Den 7-årige fortandsløse niece opdagede straks julekomplottets sande sammenhæng, men var diplomatisk nok til kun at hviske opdagelsen meget energisk ind i håret på sin mor.

Hendes lillebror, som havde haft planer om at rive skægget af og alt muligt, han blev så rædselsslagen at han bakkede halvt op på skødet af sin far, mens julemanden stod i køkkenet og spillede smart.

Rosinen i Pølseenden, hun syntes bare det hele var megasejt og underholdende. Selvom julemanden ikke sagde “prut” som hun ellers havde regnet med.

Personligt var jeg på toppen over årets julemand.

Også fordi der var gaver til mig, som både fik mig til at føle mig set, forkælet og heldig.

Alt i alt lykkedes det mig faktisk at ramme noget julestemning den aften, nok især takket være børnene.

Både de små, de store og hende jeg stadig har indeni mig.

Respekt

Hvis nu Old Man var dukket op til foredraget og havde set sig selv blæst op på en storskærm, mens han hørte mig udlevere vores fælles historie til mere end 100 ikke helt tilfældige mennesker, hvad mon han så ville have tænkt?

Måske var der detaljer han godt gad jeg havde udeladt og vinkler han ikke forstod.

Men han valgte at donere sit legeme til videnskaben, så lægerne kunne blive klogere på netop hans sygdom.

Og jeg valgte at fortælle vores fælles historie, så andre måske kunne lære af den.

Så alt i alt vælger jeg at tro at han ville synes det var ret okay, måske endda lidt sejt.

 

 

 

Døren til Narnia

Det føltes tjekket at få sat det snotfri headset fast på baglommen, mens lyset blev dæmpet og et billede af min bog blev blæst op på en uforskammet stor skærm.

Tjekket igen at blive præsenteret med flotte ord og fuld opmærksomhed.

Knap så tjekket at mine øreringe dinglede i headsettet, også selvom jeg ikke vidste at dingleriet sagtens kunne høres af dem der ikke havde ørerne helt tæt på.

Endnu mindre tjekket at både Hr. R. og Englen opdagede en stavefejl jeg ikke selv havde fanget. På en fucking storskærm, helt ærligt.

Men kæmpetjekket første gang 120 mennesker grinede af den samme joke på samme tid.

Min joke.

Det var ikke bare fordi det var sjovt at optræde for et opmærksomt publikum jeg kunne lide det, selvom det var overraskende så vild jeg pludselig var med netop det.

Mere fordi det virkede som om vores historie havde den ønskede effekt og satte tanker i gang hos tilhørerne.

Jeg sluttede af med en pointe om at åben snak og accept af døden gjorde det hele muligt for os.

Og stoltheden brusede gennem mig, da jeg mærkede at pointen både gik ind og blev anerkendt. Der var endda nogen der nikkede.

1456788_750182541743315_6942464136042352293_n

Bagefter, mens jeg stod med munden fuld af chorizo, boblevand og smørret smil, kom et par stykker hen for lige at give mig thumbs up.

Og så skete det igen. Jeg følte mig sej, heldig og foredragsagtig.

 

 

 

 

Posted in Ikke kategoriseret

Sur søndag og god konkurrence

Du kan jo selv begynde at gætte hvor på fuckskalaen en sejlivet snotvirus ligger, når det nye køkken måske nok næsten, men faktisk ikke sådan for alvor er færdigt og resten af huset derfor ligner noget teaser til Extreme Makeover Home Edition.

Så ja, jeg er typen der står og maler lister mens jeg hoster øjnene ud af hovedet.

Og ja, jeg er typen der nyser næseblod ud over den hvide sofa og godt lidt kan se det sjove i det – som den eneste. (hurra for håndrens og næsten tålmodig ægtemand).

Yes, jeg er typen som hyler lidt en lørdag aften, mens jeg æder samtlige klicheer i den hyggeligste julefilm i nyere tid.

Men heldigvis så er jeg også typen som naturligvis ikke glemmer, at jeg havde lovet endnu en konkurrence ovre på Stilles døds Facebook, inden den blev jul.

Herregud, sådan en virus går jo over igen.

En dag.

Måske.

Åh gud.

 

 

 

 

Næste gang har jeg sikkert også en rider

Den Rare Overlæge begyndte at spørge ind til mine ønsker og det viste sig at jeg faktisk både havde en mening om hvor jeg gerne ville stå og hvad jeg ville – og ikke ville – have på det lille bord foran mig, hvilket overhovedet ikke var noget problem. Da jeg rynkede på næsen af at skulle overtage et headset efter en som netop havde underholdt med at hun var ved at blive syg, fik jeg et andet uden problemer. Måske en fordel ved at samarbejde med lige præcis denne faggruppe.

Inden jeg kom så langt, sad jeg sammen med Hr. R. på en af de bagerste rækker og tjekkede forholdene ud. Jeg noterede mig hvordan de performende på gulvet så ud oppefra og satte Hr. R. til både at tælle tilhørere og varme mine kolde nervehænder.

Englen kom og bad straks om papir og pen, for sidste gang sad vi i bilen hjem og kunne pludselig hverken huske det ene elle det andet.

Jeg bemærkede at der var lidt uro på rækkerne men det var også sidst på dagen efter en meget lang en af slagsen. Og ja, jeg skulle så være allersidst.

Great.

Posted in Ikke kategoriseret

Nogen springer i elastik..

Da jeg fandt ud af, hvor det der symposium skulle foregå, gik jeg straks i gang med at voldgoogle stedet. Og det lykkedes mig faktisk at dreje panikknappen over i et spagt forsøg på et ‘fedt nok’, da jeg opdagede at der var en hvis risiko/chance for, at arrangementet skulle foregå i en slags auditorium.

Tanken om de over 100 mennesker havde fået mig til at hyperventilere det meste af dagen, da Den Rare Overlæge første gang nævnte tallet. Men det var som om jeg alligevel fik psyket mig op til, at det ikke var noget særligt. (Haha).

Og da det endelig blev den dag der var dagen, sad jeg igen derhjemme og tastede arbejde, men stort set uden de der tanker, som nervede mig helt i smadder første gang. Dermed ikke sagt at jeg var cool. Eller jo, det var faktisk måske lige præcis det jeg var. Mine hænder var iskolde.

Udover Englen, som denne gang havde fået en direkte invitation af de simultanforelskelse, så skulle Hr. R. også med. Det i sig selv var ret nervepirrende, da han ikke havde set eller hørt det endelige foredrag, selvom det jo handlede ret meget om ham. Og selvom han er min skarpeste kritiker, i hele verden.

Den lange biltur startede også super ud med et nervespækket mundhuggeri om noget vi heldigvis hurtigt glemte igen.

For så var vi der. Lige pludselig og meget virkeligt. Og da jeg gik ind i foyeren for at finde stedet, gik jeg bogstavelig talt lige ind i favnen på den Den Rare Overlæge, som gav en krammer og var lige så begejstret som første gang jeg mødte ham. Han viste os til et område med kaffe og vand og frugt, men jeg ville hellere se hvor det hele skulle foregå. Og da han åbnede døren ind til lige præcis det auditorium jeg havde googlet, forsvandt gulvet lidt under mig. Men igen lykkedes det mig at dreje panikknappen over i et spagt og indvendligt ‘fedt nok’.

Så gik vi tilbage og tog os noget at drikke.

Posted in Ikke kategoriseret

Noget helt andet

Jeg brugte ikke meget tid på at danse sejrsdans. Der var jo også stadig et stort og besvimende vildt symposium i vente 3 uger ude i fremtiden, for over 100 fagfolk.

Men det valgte jeg lidt at fortrænge. Skrev bare en mere tydelig afrunding, så jeg ikke igen skulle stå og forklare at jeg var færdig med at tale, og pakkede det hele i fortrængningskassen.

Kastede mig i stedet over nogle vilde arbejdsrelaterede opgaver.

Og rev køkkenet ned sammen med Hr. R.

image

Knastør performance

Den Rare Overlæge præsenterede mig så flot at jeg næsten blev forlegen og fortalte også begejstret at jeg havde taget Englen med i dag.

Så stod jeg der.

Med smil på læben og let bæven.

Kiggede ud over den overskuelige flok og tænkte at lokalet godt nok var lunt.

Jeg kunne godt selv høre at jeg var nervøs i starten, men det var som om jeg fik talt mig i vater. Og så betød det pludselig ingenting, da jeg kom til at klikke lidt forud i mit powerpointshow. Jeg klikkede bare tilbage, helt uden at gå i panik.

Noterne havde jeg samlet med en snor, så de ikke ville gå i uorden hvis jeg tabte dem. Men måske havde jeg slet ikke behøvet dem, for jeg huskede hvert et ord og huskede også at kigge rundt. Og bemærkede at de kiggede opmærksomt tilbage. Alle sammen.

Roen bredte sig behageligt i kroppen, det her kørte faktisk okay.

Jeg blev dog hurtigt tørstig, men lod glasset stå. Ville nødigt vælte eller kløjs.
Snakkede i stedet knastørt videre, mens jeg klikkede mig gennem de nøje udvalgte billeder og sørgmuntert fortalte historien fra det forår hvor Old Man døde.

De grinede de rigtige steder og et enkelt sted hvor jeg ikke havde forventet det. Og nogen nikkede der hvor jeg havde vigtige pointer og ingen faldt i søvn.

Men da jeg var færdig sad de bare og kiggede afventende på mig, som om jeg skulle fortælle mere og mere og mere. Jeg blev lidt nødt til at sige, at nu var jeg altså færdig.

Så klappede de og jeg drak vand.

Og så kom der spørgsmål. Masser af spørgsmål.

Englen og jeg var inviteret med til middagen bagefter og jeg følte mig sej og heldig og foredragsagtig, mens vi spiste lækre retter på det pæne hotel, med spændende mennesker, som stadig stillede masser af spørgsmål. Også til Englen, som havde opgivet forsøget på at være undercover og nu gik all in på de gode snakke.

Alt føltes godt bagefter.

Rigtig, rigtig godt.

Posted in Ikke kategoriseret