Kald mig bare det der curling..

Bunker af bananer, toastbrød, saltkiks og nudler lå klar på køkkenbordet. For ligesom at skære alt ud i pap, havde jeg sågar addet en lille grøn post-it hvor der stod, at det var mad der var godt at spise, dagen efter.

Dagen efter hvad, tænker du måske. Men så er du nok en af de heldige, som ikke har været ramt af den der mavevirus, hvor man bruger sådan cirka et halvt døgn på at vende vrangen ud på dig selv og mindst et helt døgn efterfølgende, på at genfinde lysten og modet til at spise og drikke igen.

Om aftenen var jeg i biografen og se den der søde film med “Lies & Secret”. Og følte en ret stor sympati med den kedelige af søstrene, som bare gerne vil gøre alt godt for andre og som har bagt og bagt og bagt! og BAGT!!!

Fik jeg nævnt at bunken med mad var til min søn?

Og at han stort set spiste et par kiks, i alt?

Han fylder snart 19.

Jeg må snart forstå det.

I fineste selskab

Jeg har været til møde.

Med to virkelig spændende mennesker, om et projekt som godt kan gå hen og blive godt.

Den ene kender jeg, blandt andet fordi hun er mor til en af min ungdoms venner.

Vi var del af en lille klike, som hang ud i et par år.

Venskabet holdt dog ikke til at vi blev rigtig voksne, så vi endte med bare at være på vink og høfligheder når vi sjældent mødtes.

Og en dag døde han.

Hans mor er den seje slags, som rejste sig og fandt en mening med det hele, selvom han ikke var det første barn hun havde mistet.

Det har hun skrevet en bog om.

 

Den anden var præsten.

En energisk og engageret type, som tog ivrige noter og stillede masser af spørgsmål, som jeg i den grad er glad for at jeg har tid til at tænke over. For hvad var f.eks. det bedste ved at være ved Old Mans side da han døde? Og har det gjort mig til et andet og måske endda bedre menneske? Spørgsmål, som jeg godt gider kunne besvare bare sådan nogenlunde begavet, især hvis andre lytter.

Og det får jeg mulighed for, når vi tre sammen skal gøre en aften. I det lokale menighedshus, med traktement i pausen og fællessang, både til start og slut. Jeg skal vælge den ene sang og det slugte hele min fredag eftermiddag. Selvom jeg helt selv må vælge og det ikke behøver være en salme. Men nu er jeg ikke sådan en syngetype og de eneste sange jeg sådan går og kan huske, er enten fra min skoletid, fra besøg i kirken – eller noget min far har spillet på harmonika engang.

Så jeg er udfordret på uendeligt mange plan.

En præst, en livsklog kvinde, en sang. Og mig.

Men jeg føler mig heldig.

Selvfølgelig gør jeg det.

Funk det

Lige meget hvad, så er det der er sket i Paris forfærdeligt, voldsomt og skræmmende på så uoverskueligt mange måder.

Nu skal vi f.eks. så til at være bange, igen. For både det ene og det andet og alt det i mellem. Hvilket vel er en del af konceptet.

Men jeg er ikke god til at være bange.

Så mens varsler om storm var det eneste der afbrød liveopdateringer fra Paris på mit mutede tv, skøjtede jeg rundt på strømpefødder, og også lidt foran et spejl, til noget yderst dansabelt fra et af mine yndlingsprogrammer .

Ondskab kan ikke danses væk, men nogen gange er det det eneste rigtige at gøre, med angsten for det onde.

 

Rastløs

Sofatripper efter at komme i gang med et eller andet af større relevans end Året der gik i Kongehuset, juleferiebogen og det støv der faktisk er bagved bøgerne i sådan en bogreol.
Googler sommerferiemuligheder, fødselsdagsgaver og gryder, finder garn og pakker det væk igen – alt uden at ramme noget der sluger opmærksomheden fuldstændigt og får rastløsheden til at flafre væk.

Så jeg fritter hr. R., med usagte ønsker om noget episk, fantastisk og vildt. Kickstart af et fabelagtigt år.

Han vil gerne finde en god opvaskemaskine.

Måske sådan en hvor glassene ikke får pest og plastikbøtterne ikke skal vrides efter vask.

Vi bliver enige om at komme videre med den der serie, som gik i glemmebogen da snot og køkken og jul var på sit højeste.

Og da lørdag for længst er blevet til søndag har vi set det hele. Eller, jeg har set næsten det hele, men det sidste er virkelig også uhyggeligt.

Dovenskaben fulgte lige i røven på den udmattende hoste, men min hemmelige dagsorden var at starte op med løb igen, på denne, feriens allersidste morgen.

Og så var der både tebirkes og varm the og jeg blev decideret irriteret over mig egen vægelsindende slattenhed og blæser det ikke virkelig meget?

Irritationen smittede og han sagde, at nu skulle jeg enten løbe den tur eller også skulle jeg gå i gang med at spise og holde min kæft.

Det blev en god løbetur.

Og i næste uge, når arbejdslivet blæser mig bagover og alverdens vigtige og gode aftaler igen fylder op i kalenderen, så kommer jeg garanteret i tanke om, hvad jeg også kunne have udfyldt de sidste rastløse feriedage til.

 

Don´t stop me now!

Det er ikke fordi det bare har været et lallet og lolleren år.

Der var skam bekymringer i 2014, også nogen jeg ikke kunne/skulle/ville skrive om på bloggen.

Men det jeg alligevel tror kommer til at poppe op på min indre lystavle, når 2014 fremover hives frem af gemmerne, det er alt det gode.

Udover en røvgod sommer, skideskægge mennesker og (endelig!) et nyt & labert køkken, så bød året nemlig på intet mindre end en åbenbaring.

Ja, jeg udgav en bog. Og det var i sig selv ret stort. Og ja, jeg holdt den her fine bogfest og gav flere interviews og fik ret fin omtale.

Og så blev jeg jo spurgt om jeg ville holde foredrag og opdagede at jeg ikke bare ville, men også kunne.

Den opdagelse åbnede en helt ny dør.

Og den dør har jeg naturligvis tænkt mig at holde åben på vid gab og vade ind ad i 2015.

Fordi det ville være idiotisk ikke at gøre det og fordi det er et både sjovere, mere udfordrende og endda meget mere realistisk nytårsforsæt end f.eks. at stoppe med at spise chokolade.

Hvad med dig, måske?

Posted in Ikke kategoriseret Tagged

Aldrig for sent at begynde at tro

Som barn af halvfjerdserne har jeg ikke selv oplevet at blive bundet nogen julemand på ærmet.

Med en tysk pædagogmor, som hørte protestsange på kassettebånd og en far, som tilsyneladende heller ikke havde julemandstraditioner han insisterede på at videreføre, lå det bare ikke i kortene.

Alligevel er vi nogen som har været meget begejstrede for at bilde vores afkom ind, at julemanden findes.

Semi-voksen var ikke så nem at narre.

Faktisk blev han sådan lidt træt af os, når vi ikke forstod at han for længst havde opdaget at julemanden jo for helvede ikke gik med hverken armbåndsur eller laksko eller snakkede ligesom farfar.

Sankt N, Hans lillebror, var ikke nær så kritisk.

Desværre kom julemanden i år forbi, lige mens han var på toilettet, så han ikke nåede at se julemanden, som ellers endda tabte sine bukser på vej ud.

Den 7-årige fortandsløse niece opdagede straks julekomplottets sande sammenhæng, men var diplomatisk nok til kun at hviske opdagelsen meget energisk ind i håret på sin mor.

Hendes lillebror, som havde haft planer om at rive skægget af og alt muligt, han blev så rædselsslagen at han bakkede halvt op på skødet af sin far, mens julemanden stod i køkkenet og spillede smart.

Rosinen i Pølseenden, hun syntes bare det hele var megasejt og underholdende. Selvom julemanden ikke sagde “prut” som hun ellers havde regnet med.

Personligt var jeg på toppen over årets julemand.

Også fordi der var gaver til mig, som både fik mig til at føle mig set, forkælet og heldig.

Alt i alt lykkedes det mig faktisk at ramme noget julestemning den aften, nok især takket være børnene.

Både de små, de store og hende jeg stadig har indeni mig.

Respekt

Hvis nu Old Man var dukket op til foredraget og havde set sig selv blæst op på en storskærm, mens han hørte mig udlevere vores fælles historie til mere end 100 ikke helt tilfældige mennesker, hvad mon han så ville have tænkt?

Måske var der detaljer han godt gad jeg havde udeladt og vinkler han ikke forstod.

Men han valgte at donere sit legeme til videnskaben, så lægerne kunne blive klogere på netop hans sygdom.

Og jeg valgte at fortælle vores fælles historie, så andre måske kunne lære af den.

Så alt i alt vælger jeg at tro at han ville synes det var ret okay, måske endda lidt sejt.

 

 

 

Døren til Narnia

Det føltes tjekket at få sat det snotfri headset fast på baglommen, mens lyset blev dæmpet og et billede af min bog blev blæst op på en uforskammet stor skærm.

Tjekket igen at blive præsenteret med flotte ord og fuld opmærksomhed.

Knap så tjekket at mine øreringe dinglede i headsettet, også selvom jeg ikke vidste at dingleriet sagtens kunne høres af dem der ikke havde ørerne helt tæt på.

Endnu mindre tjekket at både Hr. R. og Englen opdagede en stavefejl jeg ikke selv havde fanget. På en fucking storskærm, helt ærligt.

Men kæmpetjekket første gang 120 mennesker grinede af den samme joke på samme tid.

Min joke.

Det var ikke bare fordi det var sjovt at optræde for et opmærksomt publikum jeg kunne lide det, selvom det var overraskende så vild jeg pludselig var med netop det.

Mere fordi det virkede som om vores historie havde den ønskede effekt og satte tanker i gang hos tilhørerne.

Jeg sluttede af med en pointe om at åben snak og accept af døden gjorde det hele muligt for os.

Og stoltheden brusede gennem mig, da jeg mærkede at pointen både gik ind og blev anerkendt. Der var endda nogen der nikkede.

1456788_750182541743315_6942464136042352293_n

Bagefter, mens jeg stod med munden fuld af chorizo, boblevand og smørret smil, kom et par stykker hen for lige at give mig thumbs up.

Og så skete det igen. Jeg følte mig sej, heldig og foredragsagtig.

 

 

 

 

Posted in Ikke kategoriseret

Sur søndag og god konkurrence

Du kan jo selv begynde at gætte hvor på fuckskalaen en sejlivet snotvirus ligger, når det nye køkken måske nok næsten, men faktisk ikke sådan for alvor er færdigt og resten af huset derfor ligner noget teaser til Extreme Makeover Home Edition.

Så ja, jeg er typen der står og maler lister mens jeg hoster øjnene ud af hovedet.

Og ja, jeg er typen der nyser næseblod ud over den hvide sofa og godt lidt kan se det sjove i det – som den eneste. (hurra for håndrens og næsten tålmodig ægtemand).

Yes, jeg er typen som hyler lidt en lørdag aften, mens jeg æder samtlige klicheer i den hyggeligste julefilm i nyere tid.

Men heldigvis så er jeg også typen som naturligvis ikke glemmer, at jeg havde lovet endnu en konkurrence ovre på Stilles døds Facebook, inden den blev jul.

Herregud, sådan en virus går jo over igen.

En dag.

Måske.

Åh gud.

 

 

 

 

Næste gang har jeg sikkert også en rider

Den Rare Overlæge begyndte at spørge ind til mine ønsker og det viste sig at jeg faktisk både havde en mening om hvor jeg gerne ville stå og hvad jeg ville – og ikke ville – have på det lille bord foran mig, hvilket overhovedet ikke var noget problem. Da jeg rynkede på næsen af at skulle overtage et headset efter en som netop havde underholdt med at hun var ved at blive syg, fik jeg et andet uden problemer. Måske en fordel ved at samarbejde med lige præcis denne faggruppe.

Inden jeg kom så langt, sad jeg sammen med Hr. R. på en af de bagerste rækker og tjekkede forholdene ud. Jeg noterede mig hvordan de performende på gulvet så ud oppefra og satte Hr. R. til både at tælle tilhørere og varme mine kolde nervehænder.

Englen kom og bad straks om papir og pen, for sidste gang sad vi i bilen hjem og kunne pludselig hverken huske det ene elle det andet.

Jeg bemærkede at der var lidt uro på rækkerne men det var også sidst på dagen efter en meget lang en af slagsen. Og ja, jeg skulle så være allersidst.

Great.

Posted in Ikke kategoriseret