Gammelt grums kan også lugte

Jeg vidste faktisk godt at jeg havde et issue med den der brand. Men ikke at det var åndssvagt. Alligevel. Det fandt jeg først for alvor ud af, da vi var ude at gå en tur, i det område hvor huset lå. Og hr. R. spurgte, om vi ikke lige skulle gå forbi, så han kunne se hvor det var sket. Egentlig.

Den sommer startede som en af verdens bedste. Interrail med ønglingsveninden. Tequila Sunrise for allerførste gang. Rå mængder af tun på dåse. Hele livet i en rygsæk. Og jeg kyssede med en amerikaner der hed Jim. Og festede med folk fra hele verden. In Greece. Sgu.

Det kunne vi da godt. Egentlig. Gå forbi stedet. Jeg var jo gået forbi før. Var kørt forbi. Var cyklet forbi. Var alt muligt. Forbi. Uden andet end et casual blik ind til huset. Altså det nye, som var blev bygget efter branden.

Men så skete der en ulykke. Lige da vi var ved at være hjemme. Et hus der begyndte at brænde. Mens veninden og jeg lå derinde. Og sov. Vi blev vækket af et vækkeur. Fordi vi skulle med toget hjem. Til en musikfestival. Wuhuu – summer of our life. Seriøst!

Og der gik lige noget tid før vi opdagede, at røgen foran vores vindue kom fra huset. Og at den tunge hovedpine vi rodede rundt i, ikke skyldtes de beskedne mængder ouzo fra aftenen før. Men røgen. Nogle dramatiske minutter senere, var vi begge ude af huset. Jeg besvimede. Ned af en trappe. Tog fra med hagen. Blev vækket af min veninde, som havde fået døren op. Den dumme gamle dør, som bandt og drillede. Selv når det ikke lige brændte. I værelset. Lige ved siden af.

Men da vi nu lige pludselig helt målrettet gik hen til huset, blev jeg påvirket. Fysisk. Puha. Fik det helt klamt i kroppen. Og hovsa. Der var noget der. Snakkede vi om. Mens vi gik videre. Noget gammelt grums. Hvad gør man ved det, så?

Det var en smuk og tidlig sommermorgen, i en lille tysk landsby. Og naboerne kunne helt ærligt have været mere hjælpsomme. Sikkert også derfor, at de efterfølgende havde travlt med at vaske egne hænder. Ved at tilsmudse to unge danske pigers ry og rygte. For havde vi da forresten ikke haft herrebesøg aftenen før? Havde vi ikke hørt ret så høj musik? Måske ligefrem været fulde – ud af vinduerne?

Det med musikken var sandt. Vi hørte høj musik. Fra en imponerende pladesamling. Og sikkert også for åbne vinduer. Det var jo sommer. Og vi var glade.

Men det er klart. Når du som voksen kan stå og kigge på en ung pige, der står foran din dør, iført en våd sweatshirt, hevet ned fra en tørresnor, med blod rendende fra et åbent sår på hagen. Og et sted i baggrunden kan høre hendes forskrækkede veninde. Og tro hende, når hun siger at hun ikke har brug for hjælp, men godt bare vil bede dig om at ringe efter brandbilerne. Fordi det brænder. Og lukker døren og går ind til sig selv igen. Når du har fortalt hende, at du allerede har ringet. Så må du finde en brugbar forklaring. På din egen fejhed.

Jeg begyndte hos en psykolog. For der skulle ryddes op i det der fortid. Som kom poppende så satans ubelejligt. Og med en brandmand i huset, kunne det hurtigt udvikle sig i kedelig retning. Jeg havde allerede forbudt ham at tage brandtøj med hjem. På grund af lugten. For længst. Men kunne det blive værre, ligefrem? Efter det her?

Jeg kan huske at jeg sad på en fortovskant, da brandbilerne var kommet. Og ambulancerne. Og naboerne. Lige pludselig. Og familien. Og jeg tænkte, at nu kunne vi nok ikke nå det der tog hjem til Danmark. Men måtte vente på det næste.

Vi kom på hospitalet. Og lugtede virkelig ikke særlig godt. Og jeg blev syet i hagen. Det kunne jeg ikke lide. Jeg fik kvalme. Og var bange. Og blev lagt i en seng. Fordi jeg havde hjernerystelse. Og røgforgiftning. Og fik bragt en skål med varmt vand. Og en klud. – kan du selv vaske dig? Ja, det mente jeg godt at jeg kunne. Men mine hænder rystede for meget. Så kom der en anden sygeplejerske. Og spurgte om hun måtte åbne vinduerne. For puha, jeg lugtede da godt nok som en røget skinke, hva!

De lagde os på to forskellige stuer. På to forskellige etager. Fordi jeg havde det der hak i hagen, så hørte jeg til på en anden afdeling end min veninde, som “kun” havde røgforgiftning.

Efter en håndfuld samtaler hos psykologen, fik jeg lyst til at prøve mig af. Jeg ville gerne have dæmonerne ud af kroppen. Once and for all. For jeg havde altså ikke tid til at gå og rode rundt i det der fortid. Nutiden stod og trippede lige foran mig, og forlangte at blive taget seriøst. Jeg havde fakta ret travlt med helt andre ting.

Endelig kom min mor. Så kunne jeg græde. Og blive vasket. Og blive trøstet. Og hun spurgte om ikke godt de kunne lægge os på samme afdeling. Veninden og mig. For min mor kunne tysk, så det kunne hun spørge om. Og min veninde kunne ikke tysk. Så hun kunne ikke spørge. Om noget som helst. For personalet var ikke så gode til engelsk. Jo.

Men nej. Det kunne desværre ikke lade sig gøre. Ingen forklaring. Bare nej. Og desværre.

Næste morgen var jeg helt hævet. I halsen. Udenpå og indeni. Der sker åbenbart ting og sager, når man tager fra med hagen. Og så kunne jeg ikke spise noget. Og lignede en idiot. Og min mor købte bløde nektariner til mig. Og chokoladepastiller, som jeg smeltede op mod ganen. Så de kunne glide gennem den hævede hals.

Så vi tog til Tyskland. Igen. Og dårligt var vi kommet ind af døren hos familien, hejhejhallohalloundgutentag. Før jeg skulle ud og gå tur. Sammen med Hr. R. Nå ja. Så går vi. Kan du klare det? Jaforfandendajegersåskidekæk! Kommer du?

Jeg måtte ikke se fjernsyn. Ikke høre radio. Ikke læse bøger. Og min veninde måtte kun komme på besøg. Og politiet troede ikke på os, når vi sagde, at vi ikke selv havde sat ild til huset. Som i øvrigt var helt ødelagt. Og alle tingene fra huset var også ødelagte. Vores ting. Min families ting. Pladesamlingen. Billederne. Vores rygssække. Vores pas. Vores biblioteksbøger. Fanme jo! Biblioteksbøgerne!

Men nogen fandt vores kamera. Og filmen blev fremkaldt. Vores interrailbilleder. Og den dag, hvor de kom med de billeder, var den allerbedste dag. Og min veninde og jeg sad på sengen, og bladrede os gennem alle de gode minder. Verdens fucking allerbedste feriebilleder. Selvom det viste sig, at kameraet faktisk havde været i stykker. Og stort set alle billeder var dobbelte. To-i-en.

Og så gik vi. Og jeg snakkede. Meget. Men så nærmede vi os stedet. Og så holdt jeg kæft. Og det susede for ørerne. Og sortnede for øjnene. Og min puls hamrede derudad. Lige ved at besvime, du. Men vi fortsatte. Gik forbi huset. Stoppede på en måde en lille smule op. Stod og sludrede lidt. Påtaget casual. Med helt hvide hænder. Gik lidt videre. Men vendte om. Gik forbi huset igen. Ned til en bænk. Sad lidt og sank spyttet. Grumlede over det hele. Og ja. Så gik vi tilbage til huset igen.

Min veninde blev udskrevet. Hun og min mor var ude at købe os noget tøj. For min morfars penge. Ens sweatlook. Sort og creme. Vi havde ikke andet. og hun blev hentet af sin far. Veninden. Og jeg blev også udskrevet. Og kom hjem til min morfar. Sammen med min mor. Og min lillebror. Og stod og kiggede ud på den smukke sommer, fra en dødssyg altan. Helt nederen, og drænet for glæde.

Hvis jeg på det tidspunkt havde været en af beboerne på vejen, som havde holdt øje med de to sære mennesker der vandrede frem og tilbage, så kan det nok være jeg havde været på vagt. Det er klart. Men 3. gang vi gik forbi huset, var jeg blevet modig. Jeg havde egentlig mest lyst til at sætte mig på fortovet, med et campingbord og en kande the. Og drive dæmonerne ud.

I stedet forklarede jeg så mange detaljer jeg overhovedet kunne komme i tanke om. Udpegede det hus, hvor damen lukkede døren. I stedet for at komme ud. Udpegede det fortov hvor jeg havde siddet og troet, at vi kunne nå det næste tog. Udpegede det sted hvor ambulancen holdt. Og da jeg ikke havde mere at sige, gik vi derfra.

Lå hjemme på mit værelse resten af sommeren. Med ondt i hovedet. Og et latterligt pirat-ar på hagen. Fordi sygeplejerskerne hver dag havde været inde og pille skorpen af mit sår. Aner ikke hvorfor. Men tak for ar. Siger jeg bare. 

Dagen efter besluttede jeg, at nu var den dør lukket. Kan man virkelig selv beslutte det, tænker du måske. Jamen ja. Det gjorde jeg i hvert fald. Bare.

Jeg blev bange. For mørke. For musik. For alt muligt åndssvagt. Og da sommerferien var slut, og jeg kom i skole igen, var jeg en-af-dem-der-havde-været-med-i-den-der-brand, jo. Og ham Jim ringede en dag. Og var rigtig sød. Men det blev aldrig til mere med os. Og det var også helt i orden. Der kom nye fester. Andre drenge. Eller mænd. Var de vel efterhånden. Og hverdagen kom tilbage. Og jeg fik briller. Og min tyske familie fik et nyt hjem. Som på en måde var bedre. Men alligevel ikke. For det var jo ikke noget de selv havde valgt.

Og da jeg fortalte det til psykologen hjemme i Danmark, sagde hun, at det var godt, at jeg selv havde besluttet at lukke døren. Og det var det også. For det skete jo for absurd mange år siden.

Og ingen gjorde dårlige ting. Med vilje.

 

 

 

Fadervor og blødt brød

Jeg havde købt sorte sneaks og pimpet dem med sølvglimtende snørebånd. De sad så blødt som musikken i mine ører da jeg gik hjemmefra. Men der var også så meget andet jeg kunne bekymre mig om. Mine iskolde hænder, f.eks., hvor mange der mon ville dukke op – og hvorfor i hede hule helvede jeg overhovedet havde sagt ja.

Det øjeblik jeg drejede ind på parkeringspladsen, parkerede præsten og kom mig i møde med et kram. Alene det. Vildt.

En venlig dame var i gang med at lave kaffe i menighedshusets køkken. Hun havde dækket op til 30 og de første 3 sad allerede klar. Jeg hilste på dem, kendte dem og havde en formodning om hvorfor de sad der. Smed alligevel en joke og fik varmen i hænderne af vores fælles grin.

Teknikken drillede. Det var mere sexet at sende PowerPoint i forvejen og dukke op til megatjekket konference for fagfolk. Også fordi der var headset. Headset er the shit.

Men nu var jeg her og det var også vigtigt. Mindst. Der kom hele tiden flere mennesker. Jeg nikkede, hilste og krammede, mens andre rendte ind og ud af køkkenet.

Mere kaffe, flere tallerkener. Nogen der lige hjælper med de her stole?

Her sidder mange som har mistet, sagde præsten til mig og nikkede. Jeg nikkede tilbage. Sank noget tørt og drak mere vand.

Døren blev låst da der ikke var flere stole. Præsten bød velkommen, vi sang en sang og min foredragsmakker startede op. Talte om sin bog, sine tab og det forår som altid kommer efter selv den strengeste vinter.

Engang kendte jeg hendes søn. En anden gang var hun min psykolog.

Nu sad vi her sammen.

Hun rundede af og vi sang en ny sang, men vi sang den forkert, sagde ham der spillede klaver. Han var jo nødt til at følge noderne. Og vi sang den som Kim Larsen. Der grinede vi af og da teknikken igen drillede sagde jeg pyt, men tænkte fuck.

Ved sin blotte tilstedeværelse, blåstemplede Hr. R mine ord, mine billeder, min version af vores fælles historie. Det gav ro.

De grinede hvor jeg havde forestillet mig at de skulle grine, og de klappede da jeg var færdig. Faktisk. Jeg tror heller ikke at jeg bandede overhovedet.
Så var der kaffe og nogen hentede knive, så det bløde brød kunne deles.

Vi smalltalkede på kryds og tværs og præsten havde fået farve i kinderne. Så var der spørgerunde og jeg var nødt til at oppe mig, for min makkers svar på præstens spørgsmål var både eksistentielle og dybe.
Jeg er hverken dyb eller eksistentiel. Men jeg kom til at bande, da jeg pludselig havde en vigtig pointe. Fuck det.

Mine sorte sneaks bar mig samme vej hjem som jeg var kommet, måske lidt mere svævende og frit. Den gode stemning, ham der lidt kejtet havde spurgt hvad jeg så lavede til dagligt, de mange der havde sagt tak. De solgte bøger, den manglende øjenkontakt med nogen som helst (men især logedamerne) under fadervor, gæstfriheden og det gruppekram som gav mening til sidst, da de 68 stole var på plads, opvaskemaskinen summede og kontrakterne var skrevet under.

Præsten, psykologen og jeg.

Pisse fucking fedt.