Jeg vil ikke tage det flot

Selvom jeg både er mørkeræd, geografiblind og ude af stand til at lappe en cykel, så anser jeg mig selv for at være sådan en grundstærk type. Du ved, jeg kan både håndtere en brændeflækker, hjælpe med at bære en sofa og ringe til kommunen eller sådan nogen, hvis det er nødvendigt og jeg tør også godt sige noget i store forsamlinger.

Men for et par år siden fik jeg fjernet min livmoder, hvilket ikke bare gjorde mig planlagt svag og afhængig af andre i flere uger efter at operationssmerterne var ophørt, men også gjorde mig til et mindre helvede at være sammen med. Fordi jeg den første uge både havde ondt og ondt af mig. Og eftersom mine omgivelser ikke nødvendigvis huskede eller selv regnede ud hvad jeg skulle have hjælp til, så måtte jeg hele tiden bede om hjælp og det havde jeg det rigtig stramt med. Jeg er ikke sådan en der får hjælp, jeg er sådan en der hjælper.

Jeg var så heller ikke nødvendigvis særlig sød. For man er ikke altid sådan for alvor charmerende, når man både har ondt, ondt af sig selv og ikke synes dem omkring en siger det rigtige, eller opfører sig optimalt. Men jeg kom ret hurtigt på benene igen og glemte hurtigt hvor afhængig jeg havde været af andre.

Anderledes er det for Anne, som er en af de sejere bloggere, som nu har skrevet bogen “Jeg vil ikke tage det flot”. En erfaringsbog om hendes første år med diagnosen sklerose. En bog der er herligt fri for halleluja og floskler – bare lige ud af posen, lige meget hvor grimt indholdet så end måtte være for andre at se på. Der er øv over mennesker der peptalker, mennesker der ynker og mennesker der ganske enkelt bare forsvinder.

Og måske forstår jeg nogen af dem, for hvad fanden siger man og hvad gør man, når man står over for en, hvis liv i den grad falder fra hinanden?

Mens jeg læste blev jeg irriteret og frustreret på Annes vegne, over læger som negligerede, overså og bortsnakkede den alvorlige diagnose. Rørt, over Annes forsøg på at grine en akavet situation væk, uden at blive mødt af det forløsende smil på den anden side af en disk, mens krykker, mønter og en kø i nakken gav sved på ryggen.

Og jeg fik lidt af en mavepuster, mens jeg læste Annes overvejelser om sønnen, som skal vokse op med en kronisk syg mor, uden at blive kronisk bekymret for om mor dør om lidt.

Men jeg fnisede også af nogle af de groteske situationer og de krøllede sætninger som Anne er så god til. For selvom hun hverken vil tage det flot eller med humor, så er det netop humoren der får elendighederne til at glide ned, for os som ikke helt fatter omfanget. Ja beklager, men det er det altså, Anne.

Jeg var så heldig at bytte bog med Anne, men den kan også bare købes, f.eks. lige her.

Tak & tillykke med bogen, søde Anne. Det skal nok gå.