Studenterjubilæum coming up

Nåhm, jeg er jo blevet inviteret til sådan et studenterjubilæum og freaker ikke engang særlig meget over at det allerede er så længe siden og alt det der.

Men jeg har det sådan lidt blandet med min gymnasietid. Jeg havde svært ved at finde min plads, efter at have haft det mere end fantastisk i folkeskolen, hvor jeg både hørte til de populære og de kloge ( Når man skulle på gymnasiet, så var man nemlig klog. Punktum.).

I gymnasiet var alle de andre lige så kloge som mig. Mindst. Jeg gik endda på den samfundssproglige linje, hvor vi både tog os selv, samfundet, vores sorte jeans og fremmedordbogen meget seriøst. De andre linjer havde vi ikke så meget tilovers for, så det var naturligvis lidt problematisk, at jeg blev veninde-agtig med en af dem fra idrætslinjen, som både havde hestehale og gik i tøj med farver, men som også hang ud med nogen jeg ikke kunne hænge ud med, fordi både de og jeg havde issues med det. Tror jeg nok.

Socialt sad jeg altså mellem flere umage stole og fagligt var jeg heller ikke ligefrem oppe at ringe. Men selvom jeg dumpede i matematik og selvom jeg endte med at hade så meget på vores studieturs sociale kompleksiteter, at jeg ikke siden har været i Paris, så skete der også gode ting i min gymnasietid.

Vi havde f.eks. en fantastisk musiklærer, som kunne få mig til at glemme at overveje om det var okay cool at synge i kor. Og masser af sjove fester, hvor jeg ikke kun kyssede på drengene men også arrangerede og skænkede fadøl og vendte plader og evaluerede. Og engang var hele klassen hjemme i dansklærerens københavnske kollektiv og spise frikadeller vi selv havde medbragt, hvilket var eksotisk og voksent og nærmest lidt hyggeligt.

Men da først huen var i hus og det hvide (!!!!) studentertøj lagt på hylden, mistede jeg interessen og behovet for at mødes og mindes med andre end hende med hestehalen. Indtil Facebook dukkede op og voksne udgaver af min ungdom dukkede op i mit feed på den sjove måde.

Og så var det at Nanna kom på banen og gjorde noget helt særligt ved de fleste af os, med sine sørgelige men kraftfulde ord om vores fælles fortid og sin egen kommende død. Og jeg endte med at tage med til hendes bisættelse, selvom jeg ikke har set hende i 25 år, mødte mindet om en kvinde jeg godt gad have kendt som voksen og besluttede, at jeg også godt gad møde de andre gamle igen. Finde ud af hvad de var blevet for nogen.

Det sjove er bare, at selvom vi er blevet voksne og grupperingerne burde være long gone, så er der stadig nogen der virker lidt lunkne omkring det der studenterjubilæum, måske endda kostbare. Åh, om de overhovedet gider, om de kan, magter det, måske bare dukker op senere, om det i virkeligheden ville være federe at gøre det på en anden måde, på et andet tidspunkt, med en anden agenda. Eller være fri.

Men hvis der er noget jeg har lært siden gymnasietidens kassetænkning, så er det at jeg har det bedst på tværs.

Så jeg har meldt mig i koret af begejstrede ja-hatte, selvom det egentlig ikke passer sig for en ægte samfundssproglig, overført penge til festudvalget, byttet en vagt og besluttet at møde fortiden i nutidsform, med overordentligt åbent sind.

Om ikke for andet, så for at få noget sjovt at skrive om!

10334417_10202863854469901_2704569827323178816_n (2)

Oui, c´est moi – og nogle sprøde drengeben.

 

 

 

 

 

One thought on “Studenterjubilæum coming up

  1. Kunne være mig:o)…. hvor er det sjovt du skriver det…
    Jeg HAR været til jubilæum for nylig, og jeg havde akkurat samme tanker om det som dig.
    Jeg havde faktisk ikke behov for at genskabe min fortid liiiiige der. Var en mellem-ung i gym. Var tilstede, men alligevel ikke. Fik et par dejlige veninder (som jeg så ikke har set meget til siden!!) men havde det generelt bare ok, ikke op og ikke ned. Har heller ikke haft det store at bruge gym til, kunne sagtens have klaret mig uden.
    MEN
    så kom det her jubilæum, og jeg troppede op på cafeen hvor vi skulle mødes og spise brunch – BRUNCH!!! – inden vi skulle til fest om aftenen kl. 17. Jeg havde været vidt omkring i mine tanker. 4-5 timer skulle vi slå ihjel dernede……MEN
    det var GULD. Vi trådte lige ind i vores gamle roller mere eller mindre, bare 25 år ældre, klogere og sikre på os selv.
    Vi havde stadig vores personligheder mere eller mindre fra the old times, men vi kunne finde ud af at snakke sammen i plenum. Ingen sad og kom fremmet til sig selv, alle bød ind med noget. Nogen var stadig de klogeste og sagde en masse kloge ting, men jeg fandt ud af at jeg sgu havde gjort det godt nok – at jeg sagtens kunne være med i det “kloge” selskab.
    Det var ikke så ringe endda:o)….

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s