Formiddagsbajer

 I dag har jeg drukket formiddagsbajer med mine fætre og kusiner. Det er mildest talt ikke noget vi gør det meget i. Vi har så heller ikke været samlet siden vi bisatte vores farfar for 5 år siden. Og i dag skulle vores farmor sendes afsted.

Faktisk har hele flokken nok ikke været samlet siden vi var helt unge og ranglede. Sidst var der nogen der ikke kom, og i dag var det en anden der ikke dukkede på.

Derfor var det lidt af en gensynsfest at ses der foran kirken. Kram og goddag, og gud hvor er det længe siden. Selvom jeg har været sammen med R i en evighed, så var jeg nødt til at forklare ham hvem nogen af dem var. Det der er hende der er lillesøster til ham der med det store krøllede hår. Og de er begge to ældre søskende til hende du kender. Og så er der en bror mere, men det er ikke så godt med ham, nej.

Og hvor kan sådan en bisættelse i virkeligheden være fin, når den er blottet for den allertungeste sorg. Præsten snakkede lige ud af posen, og holdt igen med det hårdeste halleluja. Sangene lå så højt at de fleste hurtigt gav op, men anekdoterne var så tæt på en virkelighed der var engang, at det var okay at det hele blev lidt vel rosenrødt. For der var faktisk engang hvor vores farmor var samlingspunkt for sjove og spontane fester. Der var engang hvor vi var mere familiære i det, og hvor det ville have betydet noget at remse op hvor stor familien faktisk er blevet med årene; tre brødre, 8 børnebørn og hele 14 oldebørn.

De to mindste oldebørn bidrog til underholdningen i kirken, mens bimlende kirkeklokker og saglig præst trak i den mere alvorlige retning. Og da kisten blev båret ud, var sommerferiestemningen kortvarigt fraværende. Det var en afsked. Med fattede men alvorlige mænd, som bar den hvide kiste ud i solen. Brødre, onkler, fætre.

Et kort øjeblik fyldte ærgrelsen over ikke længere at have kontakt til alle de mennesker, som ellers var en stor del af min barndom.

Vi kom ud i solen, og de små piger lagde blomster ind på oldemors kiste, mens andre mest var lettede over at den sløjeste af onklerne rent fysisk havde klaret at bære sin mor ud.

Og så kørte vi til gravkaffe.

Og skålede i de der formiddagsbajere, som ville have givet vores farmor tårer i øjnene af stolthed. Og hyggede og snakkede og vi burde sgu da holde en fætterkusinefest. Og skålede igen og spiste bløde boller og snakkede om gamle dage, mens vi nød solen, som ellers går og spiller kostbar. Og vi tog gruppebilleder og lagde planer.

Og måske bliver de til noget.

Måske ikke.

Under alle omstændigheder var det faktisk en rigtig dejlig dag.

4 thoughts on “Formiddagsbajer

  1. Pingback: Vinder af “Stille død” | Fru Z

  2. Pingback: Når en brandmand dør | Fru Z

  3. Det lyder som en fin dag. Tænker selv en del over det med “det der er tabt”. De venner der tilhører den døde, som man er vokset op med, og kender, men hvor “linket” nu mangler. Gik en tid og tænkte jeg ville holde kontakten, men to be honest – så er det ikke realistisk. Man kan ikke leve den dødes liv.

    Dejligt at læse i havde en fin dag.!

    • Det kan man ikke, nej. Men dem jeg var sammen med i går er min familie. Det burde kunne lade sig gøre. Men helt ærligt tvivler jeg lidt. Og det går nok, så.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s