Tak

I går aftes sad jeg og tudede til Signe Lindkvist i Stjernerne på Slottet. Hun fortalte hvordan hun og hendes søskende havde hjulpet deres mor til en værdig afsked med livet. Om stoltheden ved at vide at hun gjorde det helt rigtige for sin mor, selvom hun ikke havde lyst til at undvære hende.

Jeg kunne naturligvis genkende alt muligt, hvilket var min undskyldning for at sidde og simultantude med Rolf Sørensen og Iben Hjejle.

Vi tog ansvaret op, der hvor Old Man selv lagde det fra sig, og sørgede for at han fik så værdig en afslutning på livet som muligt. Vi har lært meget af det. Er på mange punkter blevet nogle andre mennesker. Som vi ret godt kan lide. Vi er kommet tættere på dem i vores familie som sluttede op om os, da vi havde brug for støtte. Og i forhold til vores drenge, så har vi set, at de faktisk begge er nogle helt fantastiske mennesker. De har støttet hinanden og bekymret sig om os. De har gjort os mindst lige så stolte som vi har set at de har været over os.

Og vi er blevet styrket som par. R & jeg. I en grad så jeg ville gifte mig med ham, hvis ikke jeg allerede var det. Oh yeah.

Signe Lindkvist savner stadig sin mor. R kommer også til at savne sin far. Drengene kommer til at savne deres farfar. Selv jeg kommer til at savne ham, selvom jeg til tider havde det virkelig svært med ham, dengang han bare var min svigerfar. Før han også blev min ven.

Tak for alle de superfine kommentarer jeg har fået på skriverierne om Old Man. Jeg er glad for hver og en af dem, og stolt hvis jeg har sat tanker i gang hos andre.

Jeg har ingen anelse om hvordan jeg skal komme videre på bloggen efter det her. Overhovedet.

Men jeg finder på noget. En mundfrisker eller sådan noget.

I’ll be back.