Var det også godt for dig?

Helt udsplattet i dag. Proppet til randen med gode juleaftensmoments. Dejlig mad. Skøn vin. Rørende øjeblikke. Og sjove episoder. Og taknemmelighed. Og glæde. Og fuckhvorerminstoredrengivirkelighedenbareenlillebitteenafslagsenheltindeni. Når det er jul.

Efter at have værtet den juleaften i årtier, pakkede vi bilen, og tøffede til klanens yngste familie. Dem med de helt små børn. Og derfor også dem med de allerfleste gaver. Og julemandsbesøg. Og børn der i princippet kunne blive trætte lige omkring halv otte. Hvilke de så ikke blev. Men tænk hvis. Og så er det rart at være i nærheden af noget seng. Uden at skulle involvere iskold bil. Og spejlglatte veje.

At der så også var overskud til velkomstdrink, pænt pyntet julebord, levende lys på badeværelset, Hr. R´s forældre, høje hæle og en improviseret rødkålssalat der var så pimpet, at jeg var tæt på at bede om en doggybag. Nåhm, det var bare bonusblær.

Niecen gik og klappede sig på lommerne hele aftenen. For at sikre at sutten var på plads. Til julemanden, jo. Og hun huskede den, da han endelig dukkede op. Selvom hun lidt glemte talens brug. Og i stedet gav ham et kram, der fik samtlige mødre i stuen til lige at blinke en ekstra gang. Hvilket straks gik over i gruppefnis, da hun fejede sentimentaliteten af vejen ved at proklamere, at nu skulle hun altså også videre med at dele julegaver ud. Da julemanden var smuttet, for at besøge aaaaalle de andre børn. Vi må videre, julemand. Både du og jeg har travlt. I aften.

Vores egen yngste søn virkede pludselig så voksen. Ikke bare i kontrast til de små. Mere noget med at han nippede velkomstdrink.  Grinede så voksent af farfars jokes. Og var så velklædt. Til lejligheden. Og ovenud tilfreds. Med gavekort. Og genopladelige batterier. Og noget mørkeblå v-hals.

Mens storebroren sad pakket ind i den flyverdragt han havde ønsket sig. Og smilede charmerende. Under det rodede hår. Tæt på tilfreds. Men lidt ærgerlig over det fodboldspil han ikke havde fået. Og i tvivl om, hvorvidt jeg mon løj, når jeg sagde, at den islandske sweater jeg forærede ham virkelig var en jeg bare lige havde strikket, mens han var i skole?! Og ikke noget jeg havde købt i en genbrugsforretning, ligesom den mormor kom med?

Om eftermiddagen, da vi helt traditionella sad og sludrede foran noget jule-Disney, og kom i tanke om, at et pyntet juletræ faktisk ikke havde været så tosset. Lige der. In that moment, kom vi til at snakke om, hvor mange flere juleaftener han monstro overhovedet ville bo herhjemme. Mere. Ham den ældste. Af de yngste. Og vi gættede på, hvad tid han mon ville komme hjem til jul. For det ville han vel. For fanden. Komme hjem til mor og far. Til jul. Og jeg gættede på, at han ville komme hjem til Disney. Fordi det er noget vi plejer at se sammen. Og han overvejede. Kunne jeg se. Og han smilede. Sikkert ved tanken om, at det til den tid var ham der bestemte. Hvad tid han tog hjem. Til sig selv igen. Og det er vel en tanke der ikke er så tosset endda. Når man er 17. Og stadig underlagt husregler.

Hans gaver til resten af familien var i øvrigt nok de sjoveste. Panikprintede gavekort på havearbejde af en uges varighed. Der vakte en sådan begestring, at han nok kommer til at fortryde, at han ikke lige rundede tanken.

Som en anden i familien plejede at gøre. Før han fik børn. Og eget juletræ. Og kone på høje hæle. ♥

4 thoughts on “Var det også godt for dig?

    • @ Husmoder, Katrine & Helle – fanme glædelig tilbagejul 🙂
      @Lene & Frau Claus; Ingen grund til tud, synes bare det er godt at vide, at der er håb!
      @Berit; tænk hvis jeg gjorde…;)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s