Intet er så slemt at det ikke kan kureres med chokolade & netshopping

Jeg vågnede imorges og vidste bare, at det var en lortedag. Min ryg gjorde stadig ondt efter weekendens strabadser i statusland, trods heftig molestreren hos kiropraktoren. Eller måske netop derfor. Hr. R hoppede lykkelig omkring sengen, med noget selvlysende buks og hue på, kiggede hele tiden ud af vinduet, og fablede om, hvor skønt det var at have sin egen saltemaskine. Jeg snoozede urimeligt længe, og spekulerede på, hvad jeg overhovedet ville kunne lave nede i shoppen, med mit midlertidige ryghandicap. Og så opdagede jeg, at der var sygdom i huset. Hr. R havde af en eller anden grund svært ved at tro på, at yngstemanden ikke lå og rodede i noget pjækpotentiale, men rent faktisk havde været syg om natten, og burde droppe skolen. Idag.

Jeg besluttede at blive hjemme og pleje den “lille” stakkel, det passede også rigtig fint med noget rygskåneri.

Han er stor nok til at overskue en hjemmedag uden forældre i nærheden, men jeg er ikke god til at efterlade mine nok så store børn syge derhjemme. Og hvis ikke de selv sagde fra, ville jeg formentlig ikke være bleg for at køre langt over grænsen for det rimelige; indføre en klokkeordning, så de kunne ringe efter mig, vende deres dyner hvert kvarter, koge dem supper, bage dem kager, og læse højt for dem af nyindkøbte tegneserier.

Som regel ender vi på et kompromis med et friskt glas vand i ny og næ.

Jeg fik stavlet mig op til noget tibetansk lookalike gymnastik, og prøvede at ignorere sneen der fløj rundt ude i haven. Peter Tanev sidder savlelykkelig på morgentv og vifter med skilte hvor der står “isvinter”, og det er som om det hiver energien ud af mig at tænke på, at det jo nødvendigvis må betyde, at der er virkelig langt tid til jeg kan komme ud at løbe igen, (for jeg er ikke en vinterløber, har jeg så fundet ud af), og endnu mere virkelig langt tid til, at jeg kan sidde ude i haven og læse, og suge lys, varme & sol  til min indre glødelampe.

I stedet har jeg så siddet inde det meste af dagen, og varmet mig ved brændeovnen.  Og ved  historien om min ældste søn, som udviste behørig bekymring for sin lillebror klokken tidlig morgen.

På dage som idag læner jeg mig så meget op af noget vinterdepression, at jeg både ville kunne forsvare lykkepiller, indtaget i noget akut drop, timelang lysterapi & impulskøb af meget dyre rejser, til meget varme rejsemål. Jeg burde også overveje at smække en advarselstekant op i panden, for at undgå konflikter og konfrontationer, baseret på mit bistre lune.

Der er bare ikke noget mere patetisk end sådan et hyperflæbende kvindemenneske, der har alt for ondt af sig selv til at tænke på CO2 misbrug eller noget som helst andet uden for egen krop. Så jeg hev en flok mandler og et lille hjørne af noget mørk chokolade til mig, og satte mig godt til rette i den skønneste røde lænestol, med en bærbar på knæene, og min thekop i nærheden. Og så surfede jeg rundt på nogle af mine yndlingssites, for at se om der var tøj og ting jeg havde kigget på tidligere, som var sat brugbart ned.

Og det var der.

Så nu er  jeg altså kommet til at bestille en silkekjole. Jeg kan sagtens forsvare købet, for jeg skal til barnedåb hos min lille tykke nevø inden længe, og jeg er sikker på, at man sagtens kan bruge den med en rustik bux og noget lang støvle, til helt almindelige hverdage i butikken. (og dog, jeg plejer at få smurt mig ind i alt muligt, når jeg er i butikken – tro om, hvis du tror jeg er i en støvet branche!)

I aften vil jeg så sætte mig til rette foran Årgang 0. Det plejer også at hjælpe gevaldigt på januarhumøret. Og imorgen er der atter en dag…

3 thoughts on “Intet er så slemt at det ikke kan kureres med chokolade & netshopping

  1. nethandlen gav ikke den fornødne trøst, kjolen manglede desværre wouveffekt.
    Men salig musik, levende lys, dejlig the, mørk chokolade, en elskelig smoothie,kys, kram, dejlige børn (og nye netkøb!)
    Og inden vi får set os om, så er sneen væk, og solen har fået magten tilbage!

  2. – Køb lidt mere inden den dep får overtaget med dig… tror også at hr. R vil billige!
    – Og god bedring med yngste sønne…!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s