Ugen der gik

Det kan godt være det virker lidt voldsomt, når jeg suger al den hjælp jeg overhovedet kan være bekendt ud af mit netværk “bare fordi” jeg skal holde en smule foredrag.

For jo, jeg gad godt være typen der bare kunne stille mig op og improvisere noget skønt. Men nej, det duer jeg ikke til.

Det fandt jeg ud af, da jeg skulle være med til at undervise i noget, som jeg overhovedet ikke havde ordentligt styr på.

Det gik okay.

Men det føltes nogenlunde lige så rart som at gå rundt på en isdækket sø i midten af marts måned.

Så jeg øver og ændrer og skærer til og spørger og udnytter de bedste menneskers hjælp. Mens jeg frustreres lidt over, at størstedelen af min daglige energi bliver smidt henne i arbejdslivet, også selvom det faktisk er på nye udfordringer og spændende ting.

For jeg gad jo godt bare sidde hjemme og finpudse.

Jeg ved ikke helt hvad det er jeg prøver at sige med det her.

Min plan var at fortælle noget om det hyggelige i at bruge formiddagen på at snakke med en 95-årig om at spille “scrabble” på iPad, og aftenen på at modtage nuttede sms-beskeder fra niecens allerførste mobil.

“Haj faster har du det got :)”

Noget med, at når det både er spændende henne i arbejdslivet og hjemme i privaten, så er jeg vist et svin, når jeg bare ville ønske at det hele ikke skete på en gang. Agtigt.

Tror jeg nok.

 

 

 Husk konkurrencen – du kan vinde hygge i stor stil!

 

Dramaqueen

Jeg rydder op i gamle kladder og fandt den her. Aner ikke hvorfor jeg ikke bare udgav den i august sidste år, hvor jeg skrev den. Måske var jeg stadig lidt sur?

Egentlig tror jeg ikke at jeg går for at være en særlig dramatisk type. Jeg vil helst at alle er glade og smiler mig oftest ud af potentielle konflikter, for at undgå dårlig stemning. Som den friske teenager, der spurgte om han måtte spytte i mit vandglas, mens jeg passede mit arbejde. Det sagde jeg stille og roligt nej til (det var så også en meget mærkelig arbejdsdag og han var ikke nødvendigvis dagens mest ubehøvlede.)

Jeg kan til gengæld sagtens blive virkelig tosset på Hr. R.  – nogen gange med rette.

Den anden morgen blev han kaldt til brand, mens vi lå og sov. Yes, han er jo brandmand. Af slagsen som udelukkende bliver tilkaldt når der skal gang i noget udrykning.

Han tog bilen ud til Falck og glemte tilsyneladende alt om, hvad tid jeg skulle bruge den.

Nu har jeg det i forvejen stramt med tidlige morgener og det havde oven i købet været en virkelig ærgerlig fuldmåne-nat, og så hjalp det jo heller ikke at han kørte til brand klokken knapnokblevetlyst og efterlod mig halvvågen, uden varm krop at falde til ro op ad. Lunten var med andre ord kortere end den kunne have været, hvis jeg bare havde fået min nattesøvn.

Vi har en slags aftale om, at når Hr. R. er til brand til langt ud på morgenen, så giver han besked, hvis IKKE han kan nå hjem med bilen, inden jeg skal bruge den.

Men han havde åbenbart ikke lige tænkt på, at jeg skulle møde en time tidligere end vanligt, og så blev jeg pludselig nødt til at køre meget stærkt på cykel, for at komme ud til min bil på Falck, som – bevares – ikke ligger langt væk. Men alligevel var jeg nødt til at køre stærkt og alligevel var jeg pludselig alt for sent på den.

Som hævn låste jeg cyklen, så han ikke kunne tage den hjem.

Ja, jeg ved det. Patetisk. Men jeg var jo sent på den og havde ikke sovet så meget.

Oppe i mit hoved stod de vrede ord i kø for at komme med i en sms, men heldigvis havde jeg ikke tid til at fighte, da jeg jo var sent på den, så jeg pakkede mobilen i lommen og dampede af.

Og derfor blev der blev ikke brygget mere surhed på den karklud. Da vi sås igen, senere på dagen, grinede vi begge af den låste cykel og hans måbende kolleger, som slet ikke kunne forstå, at jeg kunne blive så sur.

Alligevel kom jeg til at tænke på mit sydlandsk-agtige temperament, da jeg sad i biografmørket og fnisede af Julie Delpy, som ægte fransk dramaqueen, i en film som i øvrigt er overraskende interessant, selvom den stort set består af to mennesker der snakker.

Been there, done that – got the fucking T-shirt!

Jeg tror det er 10 år siden jeg sidst var ved Møns Klint.

Solen stod højt på himlen og Gucci-Helle fra EU blev interviewet til TV2, af ham med de dårlige tænder.

Vi holdt efterårsferie i nærheden og slæbte vores to små skoleknægte med op til dronningestolen for at kigge udsigt. Ikke på noget tidspunkt overvejede vi at tage trappen ned til stranden. For hvis vi tog den ned, var vi jo også nødt til at tage den op igen og det gad vi ikke. Det var ikke noget jeg var ked af, sådan var det bare.

Dengang vejede jeg tæt på 20 kilo mere end i dag.

Så da vi i weekenden havde en date med Møns Klint igen, besluttede jeg allerede hjemmefra, at jeg ville naile de der trapper. Faktisk kunne jeg ikke leve videre med forstanden i behold, hvis ikke jeg lige kom ned på stranden. Og altså også op igen. Af de 497 trin.

Det var egentlig ikke som sådan en udfordring, selvom den gav sved på panden og forholdsvis svedig ryg.

Og så alligevel.

For andre betyder den trappe ikke alverden, for mig betød den overraskende meget.

Ja faktisk så meget, at jeg benyttede den svedige ryg som undskyldning for at iføre mig en meget, meget kitched T-shirt, som jeg nærmest blev lidt stolt af.

Sjovt nok.

wpid-20140907_125528.jpgwpid-20140907_132416.jpgwpid-20140907_132619.jpgwpid-20140907_131503.jpgwpid-20140907_133140.jpgwpid-img_20140907_215721.jpg

 

 

Bucket-liste

Jeg kom til at tænke på det, da jeg købte billetter til en ballet og både sagde og mente, at så kan vi sætte hak ved det. På listen over ting som Hr. R. og jeg har planer om at opleve sammen, inden vi lægger os til at dø, eller hvad vi nu finder på.

Nogen kunne måske tro at det forholdt sig anderledes, men det er faktisk ikke mig som har insisteret på at ballet skulle på listen. Faktisk tror jeg fint jeg kunne leve uden. Men nu er det sådan, at Mads Langer er med indover den her sommerballet og så kan de hoppe og springe så tosset de vil, I dont care. Og hey, måske bliver jeg ligefrem positivt overrasket, som vi f.eks. gjorde da vi så vores livs første opera og blev helt høje af det.

En anden af de ting vi har på vores fælles liste, er en rejse til New York. Jeg ved at der findes folk som rask væk smutter til USA og endda vildere rejsemål, men i vores livrem og seler-verden, er det vældig dyrt eksotisk sådan at rejse uden for Europa.

Men forhåbentlig bliver rejsen til noget, når vi om nogle år kan markere en bryllupsdag som typisk inkluderer æresport, sølvsko og store armbevægelser. For selvom vi måske ikke deler begejstringen for konceptet “sølvbryllupsfejring” så gider vi begge godt at fejre det sammen, på den ene eller den anden måde. Det står vel sådan set også på vores liste.

Og hvorfor skriver jeg så meget om fælleslister, når jeg i stedet kunne plapre om mine helt egne og ganske personlige ønsker for mig, mig, MIG?

Åh, men vel fordi vi efterhånden har fattet, at det kræver arbejde og planlægning fra vores side, hvis vi ikke bare skal nå et fælles sølvbryllup, men ren faktisk også skal gøre det i god stil.

Derfor også ballet.

Bare rolig, jeg har naturligvis også en helt egen liste, med ting som kun er mine ønsker. Ellers havde jeg fx. ikke skrevet bøger, samlet en dameloge, tabt en flok kilo eller fået en tatovering.

Og på min helt egen liste står der stadig noget med sabel og champagneflaske, eget foredrag, overværelse af en fødsel og noget med at turde sove i en skov (ikke alene, eller nej, måske nok bare slet ikke).

Opfølgning:

Efter at jeg havde skrevet de bevingede herover, forsøgte jeg at køre en samtale med Hr. R. om det dybe emne. Men han bed ikke rigtigt på. Sagde bare, at det jo også kunne dreje sig om en dannelsesliste med ting man skulle nå inden man rundede 50. Hvorefter han lignede en der havde opfundet den dybe tallerken.

Og dernæst gik ind fra terrassen for at se en katastrofefilm på TV2 Zulu.

Wildlife i vandkantsdanmark

Hr. R. sendte mig en sms fra jobbis om at jeg skulle kigge ud over vandet hvis jeg ville se en skypumpe. Jeg sad på sofaen og orkede nærmest dårligt at blinke. Men jeg gik ud i haven og spejdede mod vandet – uden at se nogen skypumpe. Så jeg skrev til ham at han skulle tage et billede af den.

Det gjorde han så.

Om aftenen kom jeg hjem fra en middag og satte mig foran et ellers så sjældent tændt fjernsyn for at børste tænder.

Og i samme øjeblik dukkede Hr. R´s billede op på skærmen.

Vores liv er for vildt.

skypumpe

Vi er så nærværende hjemme hos os

Fru Z: – jeg tager ikke mobilen med ned til restauranten.

Hr. R.: – Hn.

Fru Z: – Nej, for jeg vil prøve det der med at være nærværende og til stede og det er man jo ikke hvis man har mobilen med..

Hr. R.: – Nå!

Fru Z: – …

Hr. R.: – Det er fordi den skal lades op, ing?

Fru Z: – Jeps

Om aftenen grinede vi højt og blev enige om at jeg havde vundet diskussionen

Emnet er ligegyldigt, jeg deler kun denne uskønne sms-udveksling for at vise, at Hr. R. og jeg ikke dulrer gennem blomsterenge med hinanden i hænderne og flagrende hår, men også indimellem taler og skriver grimt til hinanden. Virkelig grimt. Så grimt at vi fniser af det bagefter og giver hinanden karakterer for comebacks.

13:13 Fru Z: Kører nu!

13:34 Hr. R: Havde det været for meget forlangt at du lettede røven og gik ind i butikken med den kasse? Du kunne jo se at jeg ikke var klar over at du holdt ude på gaden.

13:54 Fru Z: R, jeg skrev til dig inden jeg kørte og jeg ringede TO gange mens jeg holdt foran butikken. At du ikke havde telefonen på dig og i stedet synes jeg burde komme ind med pakken, det beviser for mig, at du enten ikke forstår – eller respekterer? – at jeg havde travlt. Og få så lidt ilt til hjernen, det er sgu da ikke jordens undergang.

13:55 Hr. R: Det er tæt på verdens undergang…..

13:56 Hr. R: Jeg krammer ikke min telefon så meget som du gør. Den ligger bare og hygger sig. Så jeg responderer ikke på opkald og sms´er i samme sekund de indløber.

13:57 Fru Z: Det er så ris til din røv i dag.

14:13 Hr. R: Det glæder mig at du har adopteret den “med ilt til hjernen”. Den har du lært fra mig….og jeg er ikke sur. Kassen kommer bare af sted i morgen.

14:48 Fru Z: Hmpf.

 

Men der gik ikke ild i mig

Jeg var måske lige lovlig distræt, da jeg skulle tanke bilen. Selvom jeg ikke gør det så tit, så ved jeg godt hvordan man gør og når jeg lige har tænkt mig om et øjeblik, så plejer jeg også at kunne huske, at det er en dieselbil jeg kører i pt.

Alligevel var der noget der gik helt galt den morgen. For da jeg lige ville rette lidt på dieselpistolen/studsen/hvad kalder vi den?!, skøjtede den pludselig rundt i hænderne på mig, hvilket resulterede i, at jeg blev smurt ind i diesel, på hænderne og op og ned ad kroppen. Og jeg havde ellers gjort mig sådan umage med at finde fint nykøbt tøj frem, endda lagt det frem aftenen før og alt muligt. Og nu var jeg naturligvis nødt til at skynde mig hjem og skifte, inden jeg selvantændte. Men mine hænder var smurt ind i diesel og det blev mit Dankort og gearstangen og rattet så også.

Det var en dårlig start på morgenen.

Og mit tøj lugter stadig af diesel, selvom hr. R straks kastede det i vaskemaskinen, mens jeg fandt noget andet tøj frem og fløj ud i dielsedunsten igen, så jeg kunne komme af sted på arbejde.

Det jeg ville spørge om var, om du måske har brugbare tips til at fjerne lugten af OK diesel??

Mareridt

Jeg drømte noget vildt uhyggeligt i nat.

Det giver ingen mening at genfortælle den, for det var mere noget med en stemning. Af at være jaget og noget med knive og vand og mørke vinduer.

Jeg vågnede ved at jeg trak vejret i korte stød og famlede lidt rundt i dynen for at finde ro ved R’s arm. 

Men han var der ikke, så jeg stavrede ind i stuen, hvor han lå og sov så fjernsyn. -du bliver nødt til at komme i seng nu. – Aij, jeg ser lige…ehm… – Gu gør du ej og jeg har haft mareridt. Kom nuuu!

Da vi lå i sengen 2 sekunder senere, ville han vide hvad jeg havde drømt. Jeg ville ikke snakke om det, bange for at blive bange. Eller ægte vågen.

Men hver gang jeg lukkede øjnene, startede drømmen der hvor den var stoppet da jeg vågnede. Jeg kravlede helt ind under R, som skubbede mig væk fordi det var for varmt. Og fordi jeg var irriterende. Tror jeg.

Så prøvede jeg at aflede mig selv, ved at planlægge en fødselsdagskage til Semi-voksen: Chokolade, mandler, hyldeblomstcreme og jordbær. Creme fraiche-creme eller vanillecreme?

Drømmen blev bare ved med at snige sig ind på mig, så jeg rodede rundt i sengen og kunne slet ikke finde ro.

Endelig lagde R en bred, varm hånd på min ryg og mumlede noget med at jeg skulle være helt rolig, for han var der jo og skulle nok passe på mig.

Så faldt jeg endelig i søvn.