Wildlife i vandkantsdanmark

Hr. R. sendte mig en sms fra jobbis om at jeg skulle kigge ud over vandet hvis jeg ville se en skypumpe. Jeg sad på sofaen og orkede nærmest dårligt at blinke. Men jeg gik ud i haven og spejdede mod vandet – uden at se nogen skypumpe. Så jeg skrev til ham at han skulle tage et billede af den.

Det gjorde han så.

Om aftenen kom jeg hjem fra en middag og satte mig foran et ellers så sjældent tændt fjernsyn for at børste tænder.

Og i samme øjeblik dukkede Hr. R´s billede op på skærmen.

Vores liv er for vildt.

skypumpe

Vi er så nærværende hjemme hos os

Fru Z: – jeg tager ikke mobilen med ned til restauranten.

Hr. R.: – Hn.

Fru Z: – Nej, for jeg vil prøve det der med at være nærværende og til stede og det er man jo ikke hvis man har mobilen med..

Hr. R.: – Nå!

Fru Z: – …

Hr. R.: – Det er fordi den skal lades op, ing?

Fru Z: – Jeps

Om aftenen grinede vi højt og blev enige om at jeg havde vundet diskussionen

Emnet er ligegyldigt, jeg deler kun denne uskønne sms-udveksling for at vise, at Hr. R. og jeg ikke dulrer gennem blomsterenge med hinanden i hænderne og flagrende hår, men også indimellem taler og skriver grimt til hinanden. Virkelig grimt. Så grimt at vi fniser af det bagefter og giver hinanden karakterer for comebacks.

13:13 Fru Z: Kører nu!

13:34 Hr. R: Havde det været for meget forlangt at du lettede røven og gik ind i butikken med den kasse? Du kunne jo se at jeg ikke var klar over at du holdt ude på gaden.

13:54 Fru Z: R, jeg skrev til dig inden jeg kørte og jeg ringede TO gange mens jeg holdt foran butikken. At du ikke havde telefonen på dig og i stedet synes jeg burde komme ind med pakken, det beviser for mig, at du enten ikke forstår – eller respekterer? – at jeg havde travlt. Og få så lidt ilt til hjernen, det er sgu da ikke jordens undergang.

13:55 Hr. R: Det er tæt på verdens undergang…..

13:56 Hr. R: Jeg krammer ikke min telefon så meget som du gør. Den ligger bare og hygger sig. Så jeg responderer ikke på opkald og sms´er i samme sekund de indløber.

13:57 Fru Z: Det er så ris til din røv i dag.

14:13 Hr. R: Det glæder mig at du har adopteret den “med ilt til hjernen”. Den har du lært fra mig….og jeg er ikke sur. Kassen kommer bare af sted i morgen.

14:48 Fru Z: Hmpf.

 

Men der gik ikke ild i mig

Jeg var måske lige lovlig distræt, da jeg skulle tanke bilen. Selvom jeg ikke gør det så tit, så ved jeg godt hvordan man gør og når jeg lige har tænkt mig om et øjeblik, så plejer jeg også at kunne huske, at det er en dieselbil jeg kører i pt.

Alligevel var der noget der gik helt galt den morgen. For da jeg lige ville rette lidt på dieselpistolen/studsen/hvad kalder vi den?!, skøjtede den pludselig rundt i hænderne på mig, hvilket resulterede i, at jeg blev smurt ind i diesel, på hænderne og op og ned ad kroppen. Og jeg havde ellers gjort mig sådan umage med at finde fint nykøbt tøj frem, endda lagt det frem aftenen før og alt muligt. Og nu var jeg naturligvis nødt til at skynde mig hjem og skifte, inden jeg selvantændte. Men mine hænder var smurt ind i diesel og det blev mit Dankort og gearstangen og rattet så også.

Det var en dårlig start på morgenen.

Og mit tøj lugter stadig af diesel, selvom hr. R straks kastede det i vaskemaskinen, mens jeg fandt noget andet tøj frem og fløj ud i dielsedunsten igen, så jeg kunne komme af sted på arbejde.

Det jeg ville spørge om var, om du måske har brugbare tips til at fjerne lugten af OK diesel??

Mareridt

Jeg drømte noget vildt uhyggeligt i nat.

Det giver ingen mening at genfortælle den, for det var mere noget med en stemning. Af at være jaget og noget med knive og vand og mørke vinduer.

Jeg vågnede ved at jeg trak vejret i korte stød og famlede lidt rundt i dynen for at finde ro ved R’s arm. 

Men han var der ikke, så jeg stavrede ind i stuen, hvor han lå og sov så fjernsyn. -du bliver nødt til at komme i seng nu. – Aij, jeg ser lige…ehm… – Gu gør du ej og jeg har haft mareridt. Kom nuuu!

Da vi lå i sengen 2 sekunder senere, ville han vide hvad jeg havde drømt. Jeg ville ikke snakke om det, bange for at blive bange. Eller ægte vågen.

Men hver gang jeg lukkede øjnene, startede drømmen der hvor den var stoppet da jeg vågnede. Jeg kravlede helt ind under R, som skubbede mig væk fordi det var for varmt. Og fordi jeg var irriterende. Tror jeg.

Så prøvede jeg at aflede mig selv, ved at planlægge en fødselsdagskage til Semi-voksen: Chokolade, mandler, hyldeblomstcreme og jordbær. Creme fraiche-creme eller vanillecreme?

Drømmen blev bare ved med at snige sig ind på mig, så jeg rodede rundt i sengen og kunne slet ikke finde ro.

Endelig lagde R en bred, varm hånd på min ryg og mumlede noget med at jeg skulle være helt rolig, for han var der jo og skulle nok passe på mig.

Så faldt jeg endelig i søvn.

Men de var i det mindste nyvaskede

Det er ikke så tit vi er ude at handle sammen. Og det er overhovedet ikke fordi jeg skal til at fortælle en lang og dræbende historie om at vælge frugt og grønt og roastbeef, bare rolig.

Det var bare det, at mens vi bar vores varer ud og havde en dyb snak om et eller andet, så rykkede en mand tættere og tættere på os bagfra. Og næsten inden det blev mærkeligt, pegede han på hr. R.´s røv og sagde, “du har altså tabt dine underbukser…”

Og sandelig om ikke et par underdrenge hang og dinglede på velcromåden fra hans jakke.

Manden grinede, jeg grinede, og R skyndte sig at sige at de i det mindste var rene, for arbejdsjakken havde han lige hevet ud af tørretumbleren. Ha. Ha. Ha.

Og så grinede jeg endnu mere. Især ved tanken om, at R havde gået rundt i hele supermarkedet, med et par underbukser daskende efter sig.

Klumme – jeg kører altså udemærket bil!

Det forholder sig desværre sådan, at min mand ikke er særlig god til at sidde ved siden af mens jeg kører bilen. Han har aldrig haft problemer med at lade mig fragte vores eller andres børn rundt i bilen, og direkte adspurgt, indrømmer han, at han faktisk synes at jeg kører okay.

Eftersom jeg, modsat ham, får dækket mit kørebehov til dagligt, har jeg som regel ikke det store problem med at overlade rattet til ham, uden yderligere snak. Indimellem insisterer jeg dog på at sætte foden på koblingen, især hvis vi skal på længere ture. Jeg ville gerne sige at det var for at aflaste ham, men egentlig handler det mest om at det provokerer mig, at han er så dårlig til at lade mig tage styringen.

Vores diskussioner kan psykologer og parterapeuter sikkert få meget ud af. Som regel går der ikke mere end ganske få minutter, før han begynder at kommentere min kørsel, som om jeg var en håbløs nybegynder og han en hærdet køreskolelærer. Jeg bliver hurtigt sur, og truer med at sætte ham af, hvis han ikke holder sin kæft. Hvilket vi som regel griner af bagefter, men stort set aldrig mens vi kører, i en boble af uforklarbar magtkamp.

Engang gik det helt galt for os, på en tur der var så lang, at jeg havde lavet madpakker. Jeg havde insisteret på at køre den ene vej, han bad mig ret hurtigt om at lade være med at køre efter alle de huller der efterhånden er på de danske veje, og jeg skældte ham ud, helt som vanligt. Men selvom han efterhånden holdt kæft, så havde han stadig svært ved at finde ud af hvordan man opfører sig, når man sidder ved siden af.

GPS-konceptet er skabt til geografiske analfabeter som mig. Det ved min mand godt, men da han selv er typen, som kan noget med helikopterperspektiv, og således kan regne genveje ud, nærmest lige meget hvor i verden han befinder sig, så har han svært ved, sådan for alvor, at forstå mit problem.

Så jeg er nødt til at tro på, at det ikke var for bevidst at genere mig, at han begyndte at sidde og lege med bilens GPS,  mens jeg troligt forsøgte at følge dens anvisninger, og derved kom til at dreje af et helt forkert sted, fordi den, i stedet for at guide mig, pludselig viste et slideshow med seværdigheder i nærheden. - se hvad den faktisk kan, er det ikke smart? 

Kort fortalt, så blev jeg vred på sådan en fysisk måde, hvor jeg viftede rigtig meget med armene, mens jeg råbte op om, hvor irriterende han var. Og mens jeg viftede rundt med de der hidsige arme, kom jeg til at ramme hans hånd, og den sandwich som jeg selv, møjsommeligt, havde smurt inden vi kørte af sted. Og pludselig sad han der og rodede rundt i noget løssluppen tomatsalsa. Med pinjekerner, persille, hvidløg, bagte røde pebre, olie & et lille skvæt balsamico. Det blev han faktisk lidt ærgerlig over, og påtalte at han syntes jeg skulle opføre mig ordentligt. Men det var jo ham der startede, ikke sandt?

Det var umuligt at fortsætte med at være uvenner, når han sad der og var smurt ind i tomatsalsa, så vi endte heldigvis med at grine af det. Sammen.

Nu plejer jeg ikke at overdænge min mand med mad, når jeg kører bil. Så hverken han eller jeg forstår, hvorfor han er så utryg ved at lade mig køre, mens han f.eks. sagtens kan være passager når andre mennesker kører. Men det er åbenbart ikke alt der kan forklares, og jeg fortsætter stædigt med at insistere på at vi deles om især de længere ture. Om ikke for andet, så fordi han bliver træt af at køre langt. Og gør han det, så risikerer vi at han falder i søvn på sofaen. Og jeg kan ikke forklare hvorfor, men det har jeg det virkelig svært med..

Når vi trænger så trænger vi

-I er gode til det der, er I ikk’? Det er da ikke så længe siden sidst?
Spurgte kollegaen konstaterende, henover krøllet madpapir og halvtomme vandflasker. Jeg nikkede. Og glædede mig til et par dages hovedstadseskapisme, med hotel, kultur og kæresteri. Med karbad og boblevand, restaurantbesøg og fnisende hviskerier om de andre i morgenmadsrestauranten. Den slags.

Og vel er det vigtigt at holde i hånd og smaske labre frokostretter sammen, drikke specialøl, bruge lidt for mange penge på luxuschokolade og læse blærede blade i badekarret  Det er vigtigt at give kæresteriet max spotlight, uden anden dagsorden end hygge.

Så vi gør det for hverdagseskapismen, væk fra hverdagens mønstre og plejer og automatiske reaktioner på udtalelser, som ikke nødvendigvis ikke var ment som den provokation de opfattes som.

wpid-IMG_20130314_162721.jpgOg fordi vores forhold er som en snekugle, der indimellem skal rystes, så de små flager af gnist og opmærksomhed ikke bare ligger og putter sig på bunden.

Det tager heldigvis ikke lang tid at genskabe overskuddet til at snakke om alt det der ikke er plads til i dagligdagen. Forældreroller, køkkenplaner, og en kærestering, som måske endda ender med at blive til noget.

Overskuddet sættes dog kraftigt på prøve, når *man* f.eks. ikke lige fik tisset af inden køreturen hjem, efter at have drukket en forholdsvis stor øl til frokosten, når turen så ikke bare viste sig at indeholde en ikke-aftalt smuttur til Vestegnen, men også en virkelig ærgerlig eftermiddags-kø på Helsingørmotorvejen.

Bevares, jeg fik trænet lidt knibeøvelser, mens to timer sneglede af sted i bilen, og vi løb heldigvis ikke tør for diesel, selvom det et øjeblik så sådan ud. Men det gik fint. Jeg dryppede ikke noget videre, og der var rigeligt med flager af gnist og opmærksomhed i snekuglen, så vi ikke engang blev uvenner. Sådan særligt.