Det forholder sig desværre sådan, at min mand ikke er særlig god til at sidde ved siden af mens jeg kører bilen. Han har aldrig haft problemer med at lade mig fragte vores eller andres børn rundt i bilen, og direkte adspurgt, indrømmer han, at han faktisk synes at jeg kører okay.
Eftersom jeg, modsat ham, får dækket mit kørebehov til dagligt, har jeg som regel ikke det store problem med at overlade rattet til ham, uden yderligere snak. Indimellem insisterer jeg dog på at sætte foden på koblingen, især hvis vi skal på længere ture. Jeg ville gerne sige at det var for at aflaste ham, men egentlig handler det mest om at det provokerer mig, at han er så dårlig til at lade mig tage styringen.
Vores diskussioner kan psykologer og parterapeuter sikkert få meget ud af. Som regel går der ikke mere end ganske få minutter, før han begynder at kommentere min kørsel, som om jeg var en håbløs nybegynder og han en hærdet køreskolelærer. Jeg bliver hurtigt sur, og truer med at sætte ham af, hvis han ikke holder sin kæft. Hvilket vi som regel griner af bagefter, men stort set aldrig mens vi kører, i en boble af uforklarbar magtkamp.
Engang gik det helt galt for os, på en tur der var så lang, at jeg havde lavet madpakker. Jeg havde insisteret på at køre den ene vej, han bad mig ret hurtigt om at lade være med at køre efter alle de huller der efterhånden er på de danske veje, og jeg skældte ham ud, helt som vanligt. Men selvom han efterhånden holdt kæft, så havde han stadig svært ved at finde ud af hvordan man opfører sig, når man sidder ved siden af.
GPS-konceptet er skabt til geografiske analfabeter som mig. Det ved min mand godt, men da han selv er typen, som kan noget med helikopterperspektiv, og således kan regne genveje ud, nærmest lige meget hvor i verden han befinder sig, så har han svært ved, sådan for alvor, at forstå mit problem.
Så jeg er nødt til at tro på, at det ikke var for bevidst at genere mig, at han begyndte at sidde og lege med bilens GPS, mens jeg troligt forsøgte at følge dens anvisninger, og derved kom til at dreje af et helt forkert sted, fordi den, i stedet for at guide mig, pludselig viste et slideshow med seværdigheder i nærheden. - se hvad den faktisk kan, er det ikke smart?
Kort fortalt, så blev jeg vred på sådan en fysisk måde, hvor jeg viftede rigtig meget med armene, mens jeg råbte op om, hvor irriterende han var. Og mens jeg viftede rundt med de der hidsige arme, kom jeg til at ramme hans hånd, og den sandwich som jeg selv, møjsommeligt, havde smurt inden vi kørte af sted. Og pludselig sad han der og rodede rundt i noget løssluppen tomatsalsa. Med pinjekerner, persille, hvidløg, bagte røde pebre, olie & et lille skvæt balsamico. Det blev han faktisk lidt ærgerlig over, og påtalte at han syntes jeg skulle opføre mig ordentligt. Men det var jo ham der startede, ikke sandt?
Det var umuligt at fortsætte med at være uvenner, når han sad der og var smurt ind i tomatsalsa, så vi endte heldigvis med at grine af det. Sammen.
Nu plejer jeg ikke at overdænge min mand med mad, når jeg kører bil. Så hverken han eller jeg forstår, hvorfor han er så utryg ved at lade mig køre, mens han f.eks. sagtens kan være passager når andre mennesker kører. Men det er åbenbart ikke alt der kan forklares, og jeg fortsætter stædigt med at insistere på at vi deles om især de længere ture. Om ikke for andet, så fordi han bliver træt af at køre langt. Og gør han det, så risikerer vi at han falder i søvn på sofaen. Og jeg kan ikke forklare hvorfor, men det har jeg det virkelig svært med..
Og fordi vores forhold er som en snekugle, der indimellem skal rystes, så de små flager af gnist og opmærksomhed ikke bare ligger og putter sig på bunden.
