Klumme – den største gave er at give

Klummen fra Viva Jyllandsposten, søndag 11. december 2011.

Jeg indrømmer blankt at jeg var pjattet med konceptet, da nødhjælpsorganisationer begyndte at sælge geder og høns som julegavekort. Jeg havde en fest med at forære dem til flere voksne omkring juletræet, og en endnu større fest med at pudse min egen glorie i flere dage, både før og efter selve juleaften. Hvor var jeg dog et godt og betænksomt menneske.

Fornøjelsen var uden tvivl størst på min banehalvdel, hvor personlige og ønskede julegaver lå og sloges om min opmærksomhed, mens de andre sad og fedtede lidt med de ædle gavekort, som de jo ikke rigtigt kunne være bekendt at være utilfredse med.

For velgørenhedsgaver er ofte lidt sjovere at give end at modtage. Medmindre man rent faktisk er et ægte uselvisk og godt menneske.

Vores yngste søn, Nicolai, havde et luxusproblem da han fyldte otte. Han har fødselsdag få måneder efter jul, og havde allerede fået stort set alt hvad han ønskede sig til jul. Jo, det lyder meget forkælet, men sådan er det jo helt ærligt for mange danske børn. De mangler ikke ligefrem legetøj, spil & andre børnefornøjelser.

Vi er sikkert flere der er opvokset i halvfjerdserne, som blev punket med dårlig samvittighed overfor sultne børn i Kina, når vi ikke kunne spise op. Så det er klart at jeg var nødt til at sige, at så kunne det da være at vi i stedet skulle sende pengene til de sultne børn i Afrika. Helt ærligt mest ment som en joke.

Og det syntes han oprigtig talt var en virkelig god idé.  Efter lidt snakken frem og tilbage om forskellige muligheder, blev han enig med sig selv om, at et sponsorbarn var lige præcis hvad han syntes vi skulle bruge pengene på, i stedet for at købe en gave til hans 8 års fødselsdag. Frederik, hans storebror, der dengang var 10 år, kunne næsten ikke være i sin egen krop af bare vantro.

Frederik var ikke den eneste som syntes, at det var en meget mærkelig gave at ønske sig til sin fødselsdag. Da klassekammeraterne kom til fest, og så billedet af det lille betuttede sponsorbarn på gavebordet, forstod de ikke hvad det gik ud på. Og Nicolai brugte ikke meget ord på at forklare sammenhængen. Så pludselig hørte vi en af pigerne udbryde  “aij men, hvorfor har du fået en “neger?!”, inden de allesammen løb ud i haven for at slå katten af tønden.

Nicolai var glad. Mere glad end hans far var, da han flere år senere fik en flok høns i julegave af mig. For han havde faktisk ikke ønsket sig høns. Og det havde jeg i øvrigt heller ikke selv. Kender jeg mig selv ret, så havde jeg nok nærmere ønsket mig bøger, køkkengrej og gode oplevelser. Og fået det.

Men inden du får alt for ondt af ham, så fik han altså også andre gaver, og tidligere har han faktisk engang foræret mig et strygejern i julegave. Som jeg ikke havde ønsket mig.

I år ligger der sikkert mange Christiania-aktier under juletræerne. Og fred være med det. Hvis de vel at mærke er købt til mennesker som har ønsket dem. I min optik bliver man nemlig ikke selv et bedre menneske, blot fordi man bruger julegavepengene på at støtte en sag man selv synes er fed. Fremfor at overveje, hvad der ville glæde modtageren. Personligt ville jeg f.eks. blive gladere for en ged end en Christiania-aktie.

Og nogle ville formentlig blive allermest glad for et par nye uldne sokker.

Selvom de som som oftest er virkelig kedelige at give.

Hej, jeg ringer fra Unicef…

Jeg blev ringet op af en virkelig venlig ung pige. Kunne høre at hun ikke var særlig gammel. Hvordan er det forresten at man kan det? Og lyder jeg egentlig selv anderledes nu, end da jeg var i starten af tyverne? Hvad om tyve år – ryster min stemme så? Bliver den dybere eller mere sådan skinger i det med alderen?

Nåhm, en søde unge pige ringede altså til mig. Og startede med at spørge om jeg var over 18. Eller nej, faktisk sagde hun at hun gik ud fra at jeg var over 18. Så kan man altså godt høre på min stemme at jeg ikke er alleryngst længere. Men jeg grinede, og kunne alligevel ikke lade være med at blive en lillebitte smule smigret. Billige tricks virker. Og det ved de udemærket godt.

Pigen startede med at takke mig rigtig mange gange for at jeg havde hjulpet Unicef med at redde børn, via noget sms-halløj. Det var de rigtig glade for. Og så var jeg jo egentlig godt klar over, at hun var i gang med den nye form for velgørenhedstiggeri. Den hvor vi bare snakker, som om vi ligesom bare sidder overfor hinanden du ved, med en skøn kop the og masser af tid.

Jeg forsøgte at stoppe hendes talestrøm ved at sige at jeg faktisk skulle liiiiige til at spise. Og så ville hun da ikke forstyrre. Og skulle vi ikke bare sige, at hun ringede op igen på et andet tidspunkt?

Her kunne jeg have sagt nej. Men jeg så for mig, en ung pige på min egen søns alder. En pige som formentlig gik i børnehave samtidig med ham. Folkeskole. Fritter. Gymnasie, måske. Roskilde Festival. Og hvis det nu f.eks. var min søn der havde hendes job, så ville jeg da ønske at de voksne talte pænt til ham. Også selvom han sad og læste op fra en skærm, på en hyggerviosikkebareforvildt-agtig måde. I evigheder.

Så jeg fik ikke sagt ordentligt fra. Og en times tid senere, havde jeg hende selvfølgelig i røret igen. Smalltalkende og familiært. Om jeg var færdig med at spise nu? Der er virkelig nogen der har gjort sig fantastisk meget umage med at lave det der manuskript. Med en strøm af smalltalk og spørgsmål man overhovedet ikke kan lade være med at komme til at svare på.

Havde jeg nogensinde overvejet, hvor mange børn der egentlig døde rundt om i verden hvert år? Vidste jeg hvad det egentlig var de døde af? Kunne jeg huske hvad det var der havde fået mig til at støtte via sms? Syntes jeg ikke også at det var en god idé at bekæmpe børnedødeligheden?

Til sidst blev jeg alligevel nødt til at stoppe hendes ordstrøm. Sagde venligt, at jeg slet ikke var uenig med hende, men at jeg altså havde andet at lave end at sidde her og snakke med hende. Hvad var det helt præcist hun ville have mig til at gøre? Jeg kunne godt høre at hun blev sådan lidt øv. Så jeg sagde at jeg ville kigge på hjemmesiden, og læse mere om hvad jeg kunne gøre.

Endelig tog jeg voksen-magten tilbage, da hun foreslog at hun kunne ringe om en uges tid, og høre hvad jeg havde fundet ud af. – Hvis jeg beslutter at jeg vil hjælpe, så gør jeg det. Og hvis jeg beslutter at jeg ikke vil hjælpe, så er der jo ikke nogen grund til at vi to snakker mere om det, vel?

Jeg ved ikke om der stod i manuskriptet at hun skulle lyde skuffet. Men det gjorde hun altså. Og jeg var lige ved at sige, at hun ikke måtte være ked af det. Hun arbejder jo for gode mennesker. Og har I kageordning derinde? Hygger I? Eller kunne du måske trække en varm  kakao i en automat? Glæder du dig til jul? Hvad ønsker du dig til jul – en ged?

Det var meget nemmere at afvise phonerne dengang de bare spurgte om man ville betale nogen penge til dem, og man bare kunne sige nej. Men dengang havde de selvfølgelig heller ikke samme alder som ens egen børn.

 

Sankt Nicolai & velgørenhedsgaverne

Nu hvor det tilsyneladende er blevet så pivmoderne at frasige sig julegaver, og i stedet give pengene til hjælpeorganisationer, vil jeg bare lige fortælle, at det altså er so last season.

Jeg har nemlig en søn, som i årevis har følt det som et kald, at hjælpe dem der har det værre end ham selv.

Det vildeste var det år han ønskede sig et donorbarn til sin 8-års fødselsdag. Det vender jeg lige tilbage til.

Han var nogle år yngre, da han en dag kom marcherende ind i stuen og sagde, at han altså gerne ville være indsamler for det der Røde Kors, som reklamerede i fjernsynet. Om jeg lige gad melde ham til det?

Det gjorde jeg så. Og jeg var ligesom nødt til at melde mig selv med. Fordi han var så lille.

Med bananer og drikkedunk i baglommen, startede vi ud på en ret så lang rute. Han gennemførte hele ruten. Tog det i stiv arm, når folk ikke ville betale, fordi de ikke kunne lide Jørgen Poulsen. Eller komplimenterede mig for at have været så smart at tage et barn med på ruten.

Den eneste gang min søn blev sur, var da en mand ville give 100 kroner til lommen. Udover pengene til Røde Kors. Fordi han syntes det var sejt gået af en 6-årig.

- hallooo, vi samler faktisk ind til de sultende børn i A-f-r-i-k-a!

Han endte med at tage imod pengene. Hovedrystende.

Jeg tænkte, at efter 3 timer på en kold oktoberdag, så var han nok færdig med den slags.

Men da vi afleverede pengene til en rar ældre dame og hun spurgte, om han havde hygget sig, sagde han ja, og bad om at få samme  rute året efter. Tak.

Så kom den der tsunami. Og der blev sat indsamlingsbøsser op alle steder. Han ville gerne donere nogle penge. Men han var bekymret, fordi han havde hørt om tyveknægte, der stjal indsamlingsbøsserne. Så han tog en alvorlig snak med en lokal butiksejer. Kunne hun garantere, at hun ville passe på pengene, hvis han smed noget i hendes indsamlingsbøsse?

Det kunne hun. Og så donerede han.

Engang løb han efter nogle indsamlere som havde været forbi vores dør, uden at han havde nået at give noget.

Og så var der den der fødselsdag.

Når man er født få måneder efter jul, kan det være mere end almindelig svært, at komme på nogle fornuftige ønsker. Igen. Allerede. Og han havde sine kvaler.

For sjov sagde jeg, at så kunne vi da lige så godt donere hans fødselsdagspenge til nogle værdigt trængende. Hvis det var så svært for ham.

Det syntes han faktisk lød som en god ide.

Storebroren var helt i chok.

Men det var sådan det blev.

For han ændrede ikke mening. Han ville gerne bede om et donorbarn. I stedet for en fødselsdagsgave. Tak.

Det er den særeste fødselsdagsgave jeg nogensinde har givet. Nogen. Overhovedet.

Hans klassekammerater lurede noget på gavebordet, hvor et indrammet billede af en lille alvorlig & meget mørk dreng, havde ærespladsen.

- har du fået en neger?!

Indrømmet. Vi har ikke gjort så meget ud af at skrive til den lille fyr i Afrika. Hvordan starter man sådan et brev?

Hej! Jeg er kun et par år ældre end dig, og jeg har fået dig i fødselsdagsgave..

I år har han været så selvisk at ønske sig noget til sig selv. Til jul.

Bare en kop the eller noget. Står der på ønskelisten.

Storebroren er helt i chok. Igen.