But why???

Hvis de mennesker der dukkede sig for regnen havde kigget min vej, tror jeg ikke de lige ville have tænkt, at jeg var sådan en type, der brugte lørdag formiddag på en tatovering.

Mit hår har sine originale nuancer i øjeblikket, og der er hverken antydninger af haneham eller indflettet garn. Mere.

Næseringen er pillet ud for flere årtier siden, og min dynejakke er både dyr og meget anonym.

Jeg er kort sagt gået hen og blevet ordinær i det.

Og en eller anden kunne tænke, at så bliver det vidst ikke meget mere panikaldermidtvejskriseagtigt, end sådan at kaste sig over noget så ungdomsfashion-agtigt som tatovering. Jeg mener, de har dem jo allesammen. Og de unge kvinder bliver tuschet op og ned af armene. Uden nødvendigvis at overveje, at der faktisk godt kunne komme en dag, hvor de ville ønske at de kunne gå i bare arme, uden at flashe et tidligere årtis vovemod på udsmykningsfronten. Åh jo, selv blomster og cupcakes vil gå hen og blive umoderne. Some day. Trust me.

Her er jeg bare nødt til at sige, at jeg har været min egen hårdeste kritiker. Jeg har krydsforhørt både mig selv og mit alter ego, fordi jeg var i tvivl. For gammel? For slap i huden? Hvor ynkeligt/patetisk/overfladisk og u-åndeligt er det også lige?

Men det er naturligvis noget helt andet med mig. Min tatovering en del af en proces. For hver ny tilføjelse, er jeg blevet lige det klogere på, hvad det er jeg vil. Og ikke vil.

Da jeg fik min første lille fugl på skulderen som 18-årig, dengang hvor det mest var sørøvere, drukkenbolte & rockere der fik dem, handlede det først og fremmest om bare at få en. Tatovering. Fuck motivet. Se mig – jeg er tatoveret. Uhh, hvor er jeg outreret. Det var vitterligt hvad det handlede om. Sammen med næsepiercingen, de iturevne gamascher og det mærkelige hår.

Og mens jeg senere overvejede, om jeg skulle få fjernet min lille ungdomsting, så blev tatoveringer pludselig tjekkede. Og jeg endte med en ny fugl, ovenpå den lille. En stor, flot fugl, med mange fine detaljer. Og efter i flere timer at have udholdt en smerte, som mest af alt mindede om at få flænset flæsket op med en stiftblyant, var jeg meget klar på, at jeg aldrig mere skulle tatoveres. Never. Ever.

Indtil Hr. R. pludselig også blev tatoveret. Og jeg var med ham i shoppen, og stemningen, og motiverne, og ideerne greb mig.

Og der var tv-programmer. Og tv-værter. Og modetendelser, som inspirerede. For lets face it, det var sådan set ikke mig selv der fandt på, at kirsebærblomster var the shit. Inden da var jeg så nået at vokse fra fikse idéer som fisk på fødderne, søheste på anklerne og blomster på håndleddene.

jeg besluttede at, hvis det skulle være, så skulle det kun være ét sted, med mulighed for at skjule, bag et enkelt stykke tekstil.

Så det endte med kirsebærblomster på skulderen. Og det gjorde ikke ondt, men jeg var ikke rigtig glad for det færdige resultat. Selvom blomsterne var flotte, så flagrede de så underligt løsrevent rundt om fuglen. Og kom så langt op i nakken, at jeg skulle i en rullekrave, hvis jeg skulle skjule dem.

Nu har jeg fået forbundet de mange elementer, så tatoveringen endelig er komplet.

Fuglen Phønix rejser sig af asken, blomsterne og hjerterne svøber den i kærlighed, og de fine stjerner lyser langt ind i fremtiden.

Yes, symbolikken er så tyk at det driver.

- you get addicted to this, right?

- Øhm, no no, this was the last one, haha..

- I say that every time, but I bet we will met in the new year, hahaha…

Nope, det her var den sidste.

Tror jeg.

Jeg kan stadig nå at fortryde…

Jeg sidder i min bil, i et næsten tomt p-hus. I princippet kan jeg stadig nå at fortryde. Den nervøsitet jeg ikke så skyggen af i går, har i den grad meldt sin ankomst. Jeg har endda fået et sviende rødt øje, som dog også godt kan stamme fra kollegas vuggestuebarn. Jeg trækker nu vejret helt ned i maven, og forlader min comfort zone…

Sidste gang, blev der sagt!

Så gør jeg det alligevel igen.

Jeg besluttede det for alvor, dagen før nytår.

Mens reggaemusik bragede gennem det frisøragtige, lyse lokale.

Mens en stor mand i bar overkrop sludrede nytårsmenu med butiksindehaveren, som vimsede omkring ham med tuscher, overføringspapir & slikhår – og læsebriller helt ude på næsetippen.

Mens en rar & saglig mand, med moderigtigt fuldskæg, forklarede sine idéer og spurgte ind til udtalelsen af mit meget danske fornavn.

Mens unge piger med poetiske idéer stod og hoppede lidt på stedet af begejstring.

Som jeg selv gjorde, da jeg var i shoppen for allerførste gang.

Dengang jeg var 18.

Og nu har jeg så en aftale.

Om ganske snart.

Men så er så også aller-aller-allersidste gang.

Blev der sagt.

Nå ja, og hvis jeg tør – og får lov – så kan du komme med.