Jeg er en meget gammel dame. Indeni.

Der sker så lidt i mit liv pt. at jeg kan huske det hele. Og selv de helt små ting kommer til at fylde meget. På den betydningsfulde måde.

Igår mødte jeg fx. min 3 år gamle niece, mens jeg var ude og gå en mikrotur. I solskin. Faktisk valgte jeg netop at gå lige præcis den vej jeg gik, fordi jeg så kunne få solen i ansigtet, i op til flere minutter. Og så mødte jeg en stribe børnehave på tur. Scannede hurtigt de små ansigter på toppen af flyverdragterne. Der var jo Karla!

Hun blev helt mundlamsgenert, da hun opdagede, at det var mig der kom dem i møde på stien. Men jeg har ikke set hende længe, så hun fik lige en krammer & et ornli vådt phasterkys – lige i panden. Og så et hurtigt klap på flyverdragten. Fuckede på en måde de snorlige børnerækker lidt op. Hun sagde stadig nada. Men smilede. Og det samme gjorde nærmeste voksen, som nok alligevel havde luret, at jeg ikke var en modbydelig børnelokker.

Da jeg gik videre i solen, blev jeg ramt af en rørstrømst klump af taknemmelighed, lige der i halsen. På hovsamåden.

Senere samme dag, fik jeg en sms fra en merkonomklassekammerat. “Har bagt og kommer lige kort forbi” Hun bor faktisk ret langt væk. Og jeg blev helt sådan hovsa. Smed drengene efter en hurtig støvsugning & kiggede panisk mit sygemeldte spejlbillede i øjnene.

Netop som jeg troede det bare var en joke, ringede hun på. Og stod ude i mørket med en kæmpe orkidé & en kagebox fuld af hjemmebag. I bilen sad den snottede ægtemand, som havde overbevist hende om, at det var bedre for kagerne (og for posten & for mig), at de lige kørte helt herop med de der kager. Fremfor at sende dem med posten.

Behøver jeg sige, at jeg blev helt vildt pjatteglad?

Og så i dag. Så kom jeg på pensionisttur. Igen.

Vi kom ud af byen. Besøgte en eneste  butik. Købte nogle impulsive tallerkener, og fandt endelig en sæbe, som jeg har cravet på, lige siden jeg kom hjem fra hospitalet. Sådan en laber bruseting. Som dufter. På en fin og diskret vanillemåde.

Der skal ikke så meget til. Ren glæde og taknemmelighed, du. Over livets små glæder.

Ahm, jeg mener det. Jeg er virkelig gammel. Indeni. I øjeblikket.

Og så vil jeg gerne have lov at takke..

Nu har jeg - med rette vil jeg mene – surlet en del over det manglende nurseri de første dage jeg var hjemme. Men det er gået over nu.

Den ældste af de yngste hev noget bestik ud af hænderne på mig i dag, fordi han måske troede jeg selv havde glemt at jeg ikke måtte bære. (jeg må godt dække bord, men det var nu ret så skønt alligevel)

Den yngste tager en daglig tur til Brugsen, og jamrer ikke engang over, at skulle i ladies department efter truzindlæg. Han er ikke så god til at huske, og skriver ikke videre læsbart men han har fundet en praktisk løsning. Han tog simpelthen billede af husketavlen, og billede af truzindlægspakke fra badeværelset. Og kom hjem med alle de rigtige ting. Thumbs up!

Det er i øvrigt skide smart at have hævet en sjat penge, når man sådan er jailed i eget hus. Så meget nemmere at betale folk der gør ærinder for en. Og de gør det gerne. Har jeg fundet ud af. Nu er det så heller ikke fordi jeg selv synes jeg har udnyttet nogen unødigt. Men jeg har altså fået andre til at gå på apoteket for mig, købe lim til mig & cola.

I dag blev jeg rigtig glad, da min far hentede en kurv fuld af brænde – med top. Årh jaer, så meget henter vi aldrig selv af gangen. Tror på en måde lidt han skulle blære sig. Og det var helt smukt med mig. Virkelig skønt.

I går var jeg lige ved at tude, da min mor & hendes mand havde hevet noget op af fryseren til os. Fanme med hjemmelavede syltede agurker og hele pivtøjet. For selvfølgelig er dette ugen, hvor katte skal til dyrlæge, alkoholpolitik skal aftales på forældremøde & så alt det andet køreri der hører sig til. Og ja, det hænger Hr. R. så på. Solomento.

Derfor er jeg faktisk også oprigtig glad for, at jeg får lov at sove længe. Hver morgen. Og smække mig på den der sofa. Hele tiden. Igen og igen. Fordi træthed & bimseri rammer mig som en boomerang, bare jeg tager et fucking bad. Eller tømmer en opvaskemaskine. Ja puha, det er hårdt.

Jeg har fået blomster, surprizebesøg, chokolade, og cola. Og jeg har endnu ikke fået nej når jeg har spurgt de søde gæster, om de lige gider bære en kurvfuld vasketøj ind til mig. Eller lidt brænde. Eller flytte på en stor ghettoblaster. Så jeg kan komme til at høre den cd jeg har fået sendt med posten. Til at slappe af med, mens jeg rekreerer.

Im impressed. På den taknemmelige måde. Og det er fedt at finde ud af, at folk rent faktisk mener det der du skal bare sige til hvis der er noget jeg kan gøre..

I dag har jeg ikke spist nogen piller. Og jeg gik en tur rundt om huset. Uhhh! (Vores have er fanme grim, nu hvor sneen er væk.)

Tænker at jeg nok kan lokke Hr. R. til en lille pensionsttur i bil i morgen. Ned til vandet med en thermokande måske? Haha. Det kunne fanme være ømt.

Tvillingepræsentation & kvalmekulmination

Noget af det første jeg fik, da jeg endelig var tilbage på min egen stue, var posen med mine personlige ting. Min pengepung. Mit ur. Og min elskede nye telefon. Jeg slap for at kvittere for modtagelsen. Min tilstand taget i betragtning.

Det gav ro. Godnat igen. Så. På en skala fra 1 til 10.

Pludselig hørte jeg puslen ude på gangen. Et fjernsyn på hjul. Ledninger der blev trukket. Folk der samledes. Lige uden for min dør. Åbenbart.

- Æihj se! Der kommer de jo!

- Guuuud, hvor ser hun godt ud!

- Nårh! Hvor er de søde!!!

- …

- Det er jo det jeg siger, hun er simpelthen så god for ham – aner ikke hvad der var blevet af ham, hvis ikke han havde fundet hende!

- Enig! Han var jo så…

- Nårh!!!! (flerstemmigt)

- Aij, prøv at se..

Det var hyggeligt. Når nu jeg ikke orkede at vende mig om, hive fjernsynet på stangen hen til sengen, og tænde for fjernsynet.

Men ellers var det ikke en huskværdig fredag. Snakkede med sygeplejersken om, at det da var godt jeg ikke havde andre planer for aftenen. Hahaha. På en skala fra 1-10. Blev kigget i trussen konstant. Hvor meget bløder damen? De var tilfredse. Jeg var ligeglad. Havde for længst forlagt min værdighed. Bare jeg kunne få min medicin.

Det var slut med morfin. Æv. Men de havde andre gode sager.

Jeg fik afværget nogle høflighedsbesøg, som Hr. R. havde arrangeret. Var ikke lige in the social mood. Men så frem til hans besøg. Alligevel. Faktisk. Trængte til et kendt ansigt.

En af verdens sødeste sygeplejersker passede mig. Ung. Spinkel. Og bekymret. På en moragtig måde. Jeg var alligevel så ynkelig den fredag. Så jeg labbede omsorgen i mig. Med kæmpe store slurp.

 - har du slet ikke fået noget at spise endnu?

Hun kom med en sandwich. Af slagsen man kan købe på enhver tankstation. To-i-en. I en plastiktrekant. Jeg orkede ikke engang at kigge på den. Gad ikke åbne den. Slet ikke spise den. Selvom jeg var sulten. For jeg var mere træt end jeg var sulten. Og kvalm. Very kvalm.

Åh ad. Jeg hader kvalme. Men nå ja. Hvem gør ikke det. Sjældent man møder nogen der synes det er total ønglings at have kvalme.

Sygeplejersken var en engel. Jeg fik våd klud på panden. Vinduet blev åbnet. Brækpose hentet.

Kvalmemedicin kom på bordet. Og i mig.

Det blev ret  friskt i lokalet. Tenderende koldt. Og jeg tror på en måde hun glemte, at jeg ikke lå alene på stuen. Og nok også lidt kom fra det. For nu at være helt ærlig. Bag et forhæng lå en anden nyopereret og snakkede jagt med sin mand. Ja. Jagt. Fanme mærkelige ting sådan nogle mænd gerne vil snakke om. Når de ikke kan finde ud af at snakke om, hvad de forresten laver på gynækologisk. Med en dame der er nyoperereret. Men Bent havde jo for fanden lige ringet, og fortalt om en skøn skøn jagt der var til salg. På sydsjælland et sted.

Da en anden sygeplejerske opdagede det åbne vindue, hang der nærmest istapper på fjerneren.

- Fryser I ikke?

Nu var vi så nogen der ikke lige var i stand til at rejse os, og selv lukke det der vindue.

Aftensmaden blev hentet ind. Det var nok også bedre end sådan en stor sandwich. Hvis bare jeg kunne spise frikadellen da. En lillebitte kold frikadelle. Resten kunne jeg lade være. Tunsalat. Skinke. Brød. Agurkesalat. Helt plain flymad. Hospitalsmad. Potato, potato. Tomato, tomato.

En bid frikadelle. En bid brød. Bum. Faldt i søvn. Vågnede op. Tyggede videre. Tog billeder. (Jo fanme!!!) Faldt i søvn.

Det var nærmest åndsvagt med det der mad. Og sygeplejersken var helt sådan ihhh, du skal altså spise!! Om jeg bare kunne få en yoghurt, så? Nej. Så ville det først gå helt galt. Syren. Du ved. Men hun kunne riste mig noget brød?

Et stk. ristet brød. Med smør. Ahh. Det var en gudespise. Og en lille skål med salte Tuc-kiks. Sådan en slags fredagshyggesnack.

Jeg blev helt kæk i låget af den der tåååst.

Fik fjernet kateter og 12 kilometer gazebind uden at pive noget videre over det. Skideligeglad. Men var sæføli også topdopet.

Desværre gik gassen af ballonen. Igen. Ligesom Hr. R. og to småbeklemte teenboyz gjorde deres entré.

Kender du det, når man er så fuld, at man på en måde kun kan have et øje åbent. Af gangen? Mm. Det var der jeg var. Tidligt fredag aften. Og de spurgte mig om alt muligt. Jeg fik kvalme når jeg svarede. Og ville helst bare sige ikke noget. Ligge helt lige – smurt ud på det hvide lagen. Stille stille.

Så ved sådan nogle drenge jo ikke helt hvad de skal stille op, vel? Når deres mor ligner en Tequilakoger. Klokken spisetid, fredag aften. Og opfører sig som sådan en. Også. Hr. R. begyndte at læse op af menukortet. Om skinkefarssteg. Med surt. Og sveskegrød til dessert. Adrk. Jeg lavede ansigtsudtryk der viste, hvad jeg mente om menuen. Og den store søn var helt fniseren.

Kunne godt selv se, at jeg var patetisk. Og var sådan set også ved at få dem vippet ud af døren, så jeg kunne vånde mig i fred. Men så kulminerede kvalmen. På et nanosekund. Nåede heldigvis lige at smide drengene uden for døren.

Note til selv; det er en god ide at hive iltdutterne ud af næsen, inden du skal ørle. De stopper til. Og lugter heller ikke så godt. Bagefter.

Men så kunne Hr. R. lave et stykke praktisk arbejde. Han skiftede iltdutten, da jeg beklagede mig over, at den lugtede så klamt.

Da drengene kom ind igen, så den yngste vildt bekymret ud. De blev forklaret at der ikke var noget der var usædvanligt her. Og jeg livede faktisk helt op. Gnaskede Tuc-kiks og sludrede – helt uden kvalme. Okay, smurte nok lidt vel friskt på, med den bredeste jeghardetsuperigen-pensel. Men de forstod budskabet. Jeg var ikke ved at stå af.

Da familien var ude af døren igen, tænkte jeg, at jeg da skulle se noget håndbold. Eller P3 guld. Eller bare et eller andet. Men jeg blev ved med at falde i søvn. Og jeg skulle jo også op at gå. Det siger loven. Eller hvordan det nu er. Så da den lille sygeplejerske kom ind og så til mig igen, blev vi enige om, at nu var det tid. Til en lille gåtur. Jeg kunne jo passende komme ud og bevise, at blæren virkede. Igen. Og jeg tog min tandbørste med. Nu det skulle være.

Fra 40 til 80 år. På ganske få timer. Alle skulle faktisk have lov at prøve hvordan det er. Inden de sætter standarder for det gode liv. Det leveværdige liv. Med eller uden rollator. Nå.

At skulle sidde på en skammel for at børste tænder. At skulle tage sig sammen for at sætte sig på toilettet. (at være ligeglad med, at døren af sikkerhedshensyn ikke er låst). At være i stand til at bemærke, at det faktisk er klammo, at toilettet er helt uldent af andre damers løse kønshår. Under toiletbrættet. Ikke i orden på nogen afdelinger, men til at blive hysterisk over på en gynækologisk afdeling. Hvor så mange nærmest sætter åbne kødsår direkte på det der toilet. Ja undskyld. Men det er ikke umiddelbart hyperhygiejnisk, vel?

Jeg tissede ikke godt nok. Og sygeplejersken blev bekymret. Igen.

Dehydreret. Sagde hun. Om jeg helst ville have drop eller saftevand?

Sådan nogle spørgsmål er jeg ikke vild med at svare på. Jeg foretrækker at overlade den slags beslutninger til dem der har forstand på det. Hun var i tvivl. Og ung. Og det endte med saft. Gul saft. Med masser af knust is. Og et friskt glas.

Luxus.

Også luxus at jeg havde taget en skintonic med. Og en ansigtscreme. At jeg kunne smøre mit ansigt ind i noget der lugtede af hjemme. På den gode måde. Luxus at kunne lægge mig i hævesænkeseng. Drikke gult saftevand. Spise Tuckiks. Se genudendelse af tvillingerne. Mens en sød sygeplejerske kom med friske forsyninger. Af medicin.

Inden jeg tog ind på hospitalet, kom jeg til at snakke med min yngste søn om betalingen. Han troede at vores forsikring skulle betale operationen. Og jeg var glad for at kunne fortælle ham, at den skam var helt gratis. Men jeg forstår godt at han spurgte. Han har også hørt om private sygeforsikringer. Har oplevet, at vi har betalt for en privat udredning af ham. Who can blame him?