Jeg har spist min grød, drukket en hel kande the, set Jamie lave burgere, englændere bage om kap, Gustav og Mette rede en Næstved-piges økonomi (og hår?) Og amerikanske damer med hvide tænder prøve brudekjoler sammen med deres fædre. Jo, fædre.
Og klokken er ikke engang frokost endnu.

#kedeligtatværesyg.

Hvordan har din dag været?

Min dag startede med et chok.

Mest fordi min mand er brandmand.

Og han blev bippet ud af dobbeltsengen.

Så var jeg ligesom vågen.

Kunne lige så godt stå op.

Gjorde mig stille og roligt klar til en forholdsvis early morgenløbetur.

Mens småsur teenagesøn mumlede rundt omkring mig, og gjorde klar til endnu en pragtfuld skoledag.

Faktisk gik det rimeligt.

Altså med løbeturen.

Jeg bruger stadig mere tid på at indstille mit smarte løbeur, end på ligefrem at løbe.

Men for hver gang jeg kan lunte lige den lille smule længere uden at falde om, er det da en lille slags sejr.

Hjemme igen, fik jeg både lavet strækøvelser, spist noget morgenhalløj, taget et bad, fønet mit hår, uden de store pauser. (der var en der sagde til mig igår, at jeg så frisk ud – eneste forskel på i går og alle de andre skoledage, var mig bekendt lidt føning. Nå ja. Og så mit  Garmisch-Partenkirchen look..)

Så satte jeg mig til computeren. Fast besluttet. Nu skulle der skrives opgave!

Det gjorde jeg så i en time.

Og egentlig ville jeg gerne være fortsat. Jo, det ville jeg faktisk gerne.

For alternativet var ikke det festligste.

Jeg skulle til tandlægen.

Hader det.

Alle de der høje lyde, og de skulle også tage billeder. Og så sidder man der med nærmest et helt kamera inde i munden, som fylder hele kraniet. “bid sammen, kom nu, du kan godt!”. Og tandlægens ånde var ikke så frisk. Men hun er sød. Og driller. Og synes det er skægt når jeg himler over, at hun bliver ved med at fortælle assistenten, at jeg er slidt. Assistenten, som forresten kan huske dengang jeg fik mine børn. Og tandlægen syntes også det var fejt, at jeg havde et hul mellem to tænder. For selvom hun kaldte mig for slidt, så syntes hun faktisk jeg passede mine tænder så flot. Og næsten ingen tandsten. Det er så fordi jeg bruger tandtråd. Hver dag. Selv efter fester. Pattestiv og alt muligt. Men børster altid mine tænder. Og renser dem med tandtråd.

Og så snakkede vi om for tidligt fødte børn bagefter. Og mor-bekymringer. Og hendes er yngre end min, så nu var der pludselig var den opmuntrende. Og det skal nok gå. Og vi ses!!!! (Når den der tand skal repareres.)

Jeg kørte hjem igen. Spiste lidt frokost. Sludrede med Hr. R. Som for længst var hjemme fra brand igen. Og nøflede rundt på matriklen i blåt arbejdstøj. Som var slidt. Det gør han altid på sine fridage. Og nogen gange får han også lavet noget. Der var kommet post. Fra Marie. Tak igen. Jeg glæder mig til at få brugt mit fine gavekort.

Nåhm, så kunne jeg på en måde ikke rigtigt nå at vende tilbage til opgaven. For jeg havde en aftale i Lyngby. Det tog små 40 minutter at køre derind. Men da jeg kom frem, var der ikke nogen. For nogen var blevet syg. Og nogen havde været for syg til at melde afbud til mig. Fair nok. Den slags sker. Så jeg satte mig i bilen. Tjekkede mails og halløj på mobilen. Afslag på noget job.

Kæft, hvor jeg pludselig følte mig slidt.

Og hvor er der dog langt hjem. Når man faktisk lige er kommet. 

Heldigvis, så mødte jeg et dejligt skilt, da jeg var tæt på hjemme.

Og skyndte mig at dreje ind på gården. – så er sæsonen startet! Sagde Jens Jakob til mig, da han kom mig i møde. Med et stort smil. Vi fik en hyggeren snak om sæsonen der er startet vildt tidligt i år. Og faktisk stadig forventes at vare helt til Sankt Hans. Årh jaer. Jeg elsker asparges !!! Så fik jeg spurgt den gode mand, hvor længe de her tykke sataner skulle koges. Det vidste han absolut ingenting om. For det var Jytte det plejede at lave maden. Og han vidste godt, at det ville have været tjekket, hvis han lige kunne smide en opskrift. Men sjovt nok kom Jytte ud af døren. Lige mens Jens Jakob var inde og hente et visitkort til mig. (hvordan troede du ellers at jeg kendte hans navn?)Så jeg altid lige kunne ringe og reservere asparges, hvis det var.

Jytte kan faktisk bedst lide rå asparges. Men hvis man er mere til de varme af slagsen, så er hendes forslag, at man lige lader dem hilse på en gryde kogende vand. Ganske kort.

Hos os endte de med at få lidt flere minutter. Men det var også fordi vi pludselig stod og afrimmede fryser, midt i det hele. Hvilket startede med, at vi ikke kunne få plads til noget frossen frugt vi havde købt os. Til smoothies. Og pludselig stod vi der. Med frosne uidentificerede objekter over det hele. Og vildt gamle ting. Som ville have lugtet klamt, hvis ikke de havde været frosne. Og Hr. R. misbrugte min føntørrer på det groveste. Den jeg ellers lige er blevet så skideglad for – igen! Den var lige ved at stå af. Men klarede alligevel en tur bag lukket fryserdør.

Og så skulle den ældste søn oplæres i noget tidsbestilling hos tandlæge, og Nem-ID. Som ikke er så nemt, hvis papirerne på en måde er blevet væk. Og hvordan bestiller man nyt? Og hvad med den der 18-årsfødselsdag? Og kan vi gøre det senere? Har faktisk lige gang i noget chat..

Så nu sidder jeg her igen.

Foran min slidte computer.

Og jeg synes på en måde, at jeg har nået meget.

Selvom jeg reelt ikke har nået en skid.

Andet end den der fryser.

Faktisk.

Er bare alt for træt til at skrive videre på projektet. Nu. Alt for slidt.

I morgen skal jeg skrive.

Jeg skal!!!

Og det nytter ikke noget at tro, at jeg kan følge med det der royale bryllupshalløj, uden lyd på. Og i virkeligheden er jeg faktisk også ligeglad.

Dengang hans mor og far blev gift, sad jeg klistret til skærmen. Og vi var bare nogen der var vilde med hende der Prinsesse Di.

Hun var gudhjælpemig et ægte stilikon, der fik os til at købe grimme små hatte, som vi havde på i skole og alt muligt.

 Det var tider.

Nu om dage ligner de jo allesammen bare hinanden.

Plus minus.

Kald mig bare kedelig..

Jeg indrømmer gerne, at jeg har et problem med barnagtige kvinder. Og jeg mener ikke legeglade kvinder, som ind i mellem kan glædes over en vingummibamse & en appelsinvand, og som kan lide at at se tegnefilm med et lånebarn  i ny og næ, i fald de ikke selv har børn. Nej, jeg mener voksne kvinder som ikke kan andet. Jeg har helt ærligt svært ved at tage dem alvorligt, der ikke tager deres rolle som voksen alvorligt. Jeg synes de gør krav på noget som ikke længere er deres, når de fylder indkøbskurven med færdigmad, fordi de bare ikke gider lære at lave mad, og slik fra de hylder der sidder så lavt, at de skal bukke sig for at nå dem. Og bamser.

Den anden dag stod jeg bag sådan en kvinde i køen, en kvinde jeg havde opdaget, fordi hun og kæresten havde en indkøbskurv FULD af firkantede pakker med 100 procent færdigmad, og nix weiter. Jeg stod der med mine rimelig kedelige ulvetimeindkøb, uden noget pjank. Men jeg sværger, det handlede ikke om misundelse, da jeg opdagede at kvinden foran mig storkrammede ikke bare en, men hele tre bamser med prislapper på. Hun så ud til at være virkelig glad for dem, og hendes kæreste var åbenbart med på, at disse bamser betød rigtig meget for hende. De diskuterede frem og tilbage hvorvidt det var rimeligt at hun købte dem. Ikke fordi de på nogen måde var dyre, for de kostede kun 40 kroner pr. stk., åbenbart.  Nej, overvejelserne skyldtes, at hun egentlig havde så rigeligt mange af dem i forvejen. Hun var flere gange ved at gå tilbage med dem, og kunne trods alt godt selv grine lidt af det. Men det var ikke en voksen kvindes “aj-hvor-er-jeg-egentlig-bare-fjollet-lige-nu” grin. Det lød mere som en lille pige lige inden hun bryder ud i et “jeg-ved-ikke-hvad-jeg-vil!” hulkeri. Det var allerede blevet lidt kejtet for os der stod rundt om dem, da kæresten endelig tog beslutningen på hendes vegne. Hun måtte gerne købe de tre bamser, men så måtte hun til gengæld ikke spille på tombola resten af året. “Resten af året! årh, hvor strengt..” sagde den glade nybagte bamsemor, og hørte ikke at kæresten snakkede om, at bamserne ellers kunne bruges til julegaver.

Her kunne historien sagtens være sluttet, og jeg kunne have trukket vejret helt almindeligt, mens de fik scannet deres 18 færdigretter og forlod butikken med deres bamser, mens jeg fordomsfuldt overvejede, om de mon skulle leve af de der færdigretter de næste par uger, mens de holdt fest med alle deres bamser.  Men pludselig dukkede en anden kvinde op mellem mig og den nybagte bamsemor, med en løvebamse i favnen, som lige ville sige farvel til de tre andre, “for vi har fulgtes ad så længe, og nu skal vi hver sin vej”. Bamsemor svarede frejdigt ; “Ja, men du skal bo alene, mens vi har hinanden!” De to kvinder grinede inforstået til hinanden, og kvidrede videre på vegne af deres bamser, mens jeg smilede det bredeste jeg overhovedet kunne, for at vise dem at jeg skam sagtens kunne rumme deres lille leg, og på ingen måde havde lyst til at tage deres latterlige bamser, og rive hovederne af dem. Eller af bamsefar, som prøvede at lokke et smil ud af kassemanden, med sine festlige jokes om køb og salg af levende dyr. Manden i kassen gad ikke engang prøve at se ud som om han syntes det var sjovt, eller også var han bare helt vildt træt.

Kald mig bare kedelig, men jeg har ikke temperament til da barnagtige voksne, som ikke kan finde ud af, at træde ud af barndommen, og overlade den, og de skide bamser, til nogen børn, som oprigtigt trænger. Når børn mænger sig i voksenafdelingen blinker advarselslamperne overalt, men hvad når det er den anden vej???

“Er Facebook spild af tid?”

facebooklove

Der er masser af mennesker som mener, at Facebook er spild af tid. Tid, som man i stedet kunne bruge på at læse en bog, spille Ludo med ungerne, vaske bilen, eller snakke med naboen. Jeg læser masser af bøger, mine unger gider ikke Ludo, bilen er for gammel til at en vask gør den store forskel, og naboerne, dem snakker jeg med på Facebook.
Så reelt går den tid jeg bruger på Facebook stort set kun fra den tid jeg tidligere brugte foran Den Store Kabelpakke. Og det kan jeg godt leve med. På en helt almindelig søndag aften, hvor jeg kunne have siddet og slumret foran dårlige replikker i noget dansk TV-drama, kan jeg i stedet have kontakt med bunker af  snakkesalige mennesker, på samme tid, og jeg behøver ikke rydde op først, bage en kage, sætte vand over til the, eller vaske mit hår. Jeg har snakket gamle og nye dage med en ven jeg mødte på  interrail i 87. Jeg har bestilt smukke, sanselige smykker, som en dygtig skolekammerat laver nu , og overvejer lige nu nogle fine små kagesmykker, som en tidligere kollega er begyndt at fremstille. Jeg har fået gode råd inden jeg gik igang med en hjemmelavet bearnaisesovs, fået besked om at der NU var billetter til en koncert jeg længe havde set frem til & har hørt andre menneskers mening om film, jeg overvejede at se i biografen. Jeg har været i det filosofiske hjørne med mennesker, som også sad rastløse foran deres computere, og savnede sommer og mening med livet, og har diskuterer mulige projekter med en tidligere kollega, som lige nu svæver glad i låget rundt på en lyserød sky. For det er en anden god ting ved Facebook; det er verdens bedste sladrecentral. Jeg kan følge med i skilsmisser, nye par, børnefødsler, nyerhvervede kørekort, og fødselsdage. og  jeg kan se billeder fra andre folks ferier, fester & baghaver (og følge med i mine egne børns gøren og laden, men det siger vi ikke så højt)  Højskolevenner, tidligere kolleger, fætre, kusiner, naboer & venner fra hverdagen, summer bag skærmen, så jeg næsten kan høre det, allerede mens jeg logger mig på.

Og så er der alle de nye kontakter, som for eksempel starter med, at man tilføjer hinanden som venner, fordi man har børn der hænger ud sammen, eller kender hinanden fra bybilledet.  Og pludselig har man fundet en ny løbepartner, eller får lyst til at mødes til længere snakke om noget der startede med en kommentar på en statusopdatering. Jeg elsker at vide så meget om så mange, og at kunne følge med i så mange mennesker liv på samme tid. Og hvis jeg synes det er længe siden jeg har snakket med en af  mine nærmeste, kan jeg altid finde dem på chatten, og spørge om de ikke lige vil mødes i køkkenet til en dejlig kop noget, mens vores respektive computere damper lidt af, og vi laver nogle håndledsøvelser, for at undgå muserarm.  ;-)