Kærestedag

Jeg havde lige fået briller. Mit første par. Runde. Collegestyle.

Det var den første ordentligt varme forårsdag. Det år.

Mit hår var langt, naturligt blondt, og helt casual.

Min stil var i det hele taget ret casual. Tenderende flippet.

Jeg var blevet atten få måneder tidligere.

Og ugen før havde jeg proklameret, at jeg var færdig med one night stands.

Nu ville jeg tage noget kold tyrker agtigt.

Og så ville jeg finde mig en ordentlig kæreste.

Noget længerevarende.

Jeg boede hjemme hos min mor.

Ude på vejen mødte jeg to naboer.

To gamle legekammerater.

En del af min barndom.

Den ene var storebror til en af mine veninder.

Den anden var en jeg havde flirtet lidt med.

Engang.

Men så kærestede han lidt med min veninde.

Mens jeg gjorde så meget andet.

Med så mange andre.

Vi var mere sådan bare venner.

Som pludselig ikke havde set hinanden længe.

og min veninde var forlængst ikke sammen med ham mere.

Og pludselig stod vi der.

Ude på vejen.

Og ville grille.

Sammen.

Alle tre.

De hentede grillpølser og dyr hvidvin på tanken.

Og først var det bare skæg og ballade.

For hvem kunne også have forudset, at den aften skulle blive starten på noget andet.

Som fik mig til at flytte mit stereoanlæg over til genboen, efter et par måneders kæresteri.

Fik os til at file lidt på fremtidsplanerne. Så vi kunne inkludere hinanden.

Og flytte hjemmefra. Sammen.

Og blive gift. På stranden.

Og få børn.

Og efterhånden også blive voksne.

Sammen.

I dag er det 23 år siden.

Og nej, det har ikke været lige pænt hele vejen.

Men vi gider faktisk stadig godt at dele nogle drinks. 

Så det vil vi gøre i dag

♥ ♥ ♥

Skæbnesbestemt, eller bare en smule patetisk?

old-coupleHvis man tror på skæbnen, så var det ikke tilfældigt, at mine forældre, og mine nuværende svigerforældre, valgte at bosætte sig lige over for hinanden, i et nyanlagt boligkvarter, en gang i halvfjerdserne. Nej, det må så have været  en fin, forudbestemt handling, med den overordnede plan at føre to soulmates sammen, på allersmukkeste vis.  Hvis man ikke tror på skæbnen, virker det en smule  patetisk og energiforladt, at to mennesker, som har boet overfor hinanden hele barndommen, leget sammen, drukket sjatter til de samme vejfester & set hinandens ungdomskærester komme og gå, vælger at flytte sammen, blive gift & få børn. Så  vi vælger at tro på, at vi var meant to be.

Vi er ellers forskellige på så mange punkter, at ethvert datingbureau formentlig ville smide os i hver sin bunke, allerede ved grovsorteringen.

Jeg bliver for eksempel aldrig rigtig glad for stegeben & kunne ikke drømme om at spise stegte ål . Til gengæld skal jeg ikke regne med store hallelujaråb, hvis jeg forsøger at begejstre med risotto, eller en avocadomad med salt & peber, for den sags skyld.

Da vi var unge, og engang imellem forlod dynerne, for at gå i biografen, skete det at vi så hver vores film, fordi vi ikke kunne blive enige. 

 Vi har begge været tæt på at få klippet vores Dankort af banken, og fik begge snakket os ud af det.

Vi er (naturligvis!) enige om, at vi har dejlige børn, og vi er enige om, at vi ikke har behov for at få flere. Og vi er enige om, at vi vil vores børn det allerbedste.  Vi er bare ikke altid enige om hvad det bedste er, og hvordan man når det.

Vi stemmer på hver sin side af midten, men hvis man tror vi gør det i store, politiske diskussioner af den grund, så tager man så grueligt fejl. Selvom vi begge følger med i nyhederne, og har en mening om de emner der berøres os og vores, så er det reelt kun en af os, der  synes det er sjovt at diskutere politik på et overordnet plan.

Vi er begge blevet skilsmissebørn på den dramatiske måde, og i en alder hvor vi havde lidt for godt styr på, hvad konflikterne handlede om.

Vi kan begge være smålige, tøsefornærmede, kedelige, egoistiske og megastædige. Og mere end en gang har vi hver især overvejet at vælge den anden fra. En gang midt i sådan en krise (før vi fik børn, katte og fast ejendom) sagde en veninde til mig, at det var en helt anden type hun forestillede sig, at jeg skulle være sammen med.  Og så skitserede hun, hvad hun mente var min kind of guy; en venstreorienteret, kreativ flipperrøv, med rodet hår, og slidte cowboybukser.  Og det er ganske rigtigt en type jeg har stor sympati for (kan bare kigge på min ældste søn ;)) Men jeg tror jeg var blevet svimmel af kedsomhed, hvis jeg var blevet kæreste med en der altid mente det samme som mig.

Vi har begge forholdsvis store tatoveringer, som vi er ret så glade for.

 Genboens søn og jeg, kunne være endt som en lille bittersød parentes. Hvis vi havde kysset på hinanden tidligere, eller  havde taget konsekvensen af biografturene, hvor vi ikke kunne blive enige. Vi kunne være gået hvert til sit, dengang vi diskuterede om vi skulle netop det, men i stedet endte med at gifte os. Og selv efter vi tog hul på livets mere alvorlige del, og besluttede at stifte familie og gæld sammen, har der været masser af oplagte muligheder for at slutte festen på mere eller mindre bitter vis.

Når vi stadig er et par, så kan det skyldes før omtalte skæbne, der binder os sammen, om vi vil det eller ej.

Eller også skyldes det, at vi elsker hinanden, og elsker vores fælles livshistorie. Og elsker at vi er så forskellige. Vi kan dele vores passion for stegte ål og avocadomadder med nogle andre, vi kan høre musik med hovedtelefoner på, og vi kan skiftes til at bestemme hvilke film vi skal se i biografen, hvilke storbyer vi skal besøge, hvilken farve vi skal male med, hvilket vaskemiddel vi skal købe, hvilken tv-kanal der skal tændes for, hvad drengene skal have af gaver, hvad sengetøj vi skal sove i,  hvem der skal slå græsset, og hvilken farve sofa vi skal købe…

Hans yndlingsnummer lige nu: http://www.youtube.com/watch?v=8tJ6USat5uA

Mit yndlingsnummer lige nu: http://www.youtube.com/watch?v=FZwVjys2bQI

Et nummer vi begge kan lide..: http://www.youtube.com/watch?v=D4dlqVlj6UA