Historien om det forfløjne sofamodul 4

Hele vejen stirrede vi ind i skove og ned i grøftekanter.

Men entusiasmen var efterhånden til at overse. For vi vidste jo godt, at vi ikke ville finde noget som helst. Heller ikke selvom vi nu havde dagslys at arbejde med.

Kun et øjeblik var der optræk til en lille bitte smule drama, da jeg fejlagtigt troede, at vores vare var udsolgt.

Men det vidste sig at være det modul som vi havde stående derhjemme, der ikke længere var på lager. Så på en måde var vi lidt heldige. Trods alt. VI købte en erstatning for vores forfløjne sofamodul.

Og surrede det så grundigt fast, at hele traileren var fulgt med, hvis noget var gået galt på hjemturen.

Inden vi fik set os om, sad vi endnu engang i bilen, med lydbog, radio og lidt holdenihånd henover gearstangen.

Dog ret desillusionerede.

Jeg mener, hvor uheldige har man lige lov at være?

1. En svejsning svigter, så fortøjningen knækker, trods gode og robuste knob.
2. Det er megamørkt, så vi ingenting ser & både musik og lydbog spiller for højt til at vi overhovedet hører noget som helst.
3. Inden for en halv time er der nogen uærlige – og stærke – mennesker, som opdager vores sofamodul, og fragter det ud af rampelyset, inden vi når tilbage til gerningsstedet.

For det er nok ikke videre sandsynligt, at nogle rare og betænksomme mennesker har brugt krudt og kræfter på at rydde op efter os, i tilfælde af at sofamodulet smadrede i atomer, det øjeblik vi tabte det.

Jeg kan lidt bedre forlige mig med tanken om en lille flok skovdyr der har fundet sofaen, er skideligeglade med armlæn, og har den fedeste optur over, at de nu ikke behøver blive våde i røven, når de holder siesta i skovens dybe, stille ro.

Bonusinfo; vi overvejer om vi skal sætte et opslag op i den lille by´s eneste supermarked, og efterlyse vores sofa. Men vi ved bare ikke hvad vi lige skulle stille op, hvis nogen så ringede til os og sagde, at den havde de helt sikkert set – hos en nabo..

Bonus-bonusinfo; Selvom vi var nødt til at købe et ekstra modul, så sparede vi stadig 1000,-….så hurra for udsalg. Alligevel.

Den famøse sofa

Historien om det forfløjne sofamodul – part 3

Den grønne strop, som vi havde betroet den forholdsvis overskuelige opgave at holde sofaerne nede i traileren, lå midt på vejen foran os.

Helt sådan nonchalant og henslængt.

Bilen blev bremset voldsomt og dramatisk op, og R fór ud efter den tarvelige satan.

I den sparsomme belysning granskede han stroppen, og konluderede, at det måtte være svejsningen der havde givet op.

Vi var lige kørt over et voldsomt vejbump, og holdt på en ret oplyst vej, foran et beboelseskvarter med virkelig mange små lejligheder.

Og jeg gider slet ikke fortælle om alle de fordomme der lige pludselig hvirvlede rundt i luften, om de sikkert søde og rare mennesker, der sad inde i lejlighederne, på deres sikkert udemærkede egne sofaer.

Det er simpelthen for pinligt at komme ind på de urimelige billeder af lokale landevejspirater, der i mit hoved stod bag fedtede køkkengardiner og lurede ud på os, mens de godtede sig over stuer fulde af alle de gode ting der var røget af forbipasserende trailere, på grund af det der voldsomme bump, få hundrede meter længere tilbage.

For i virkeligheden kan det lige så sagtens have været to friske krejlere i kassevogn, som har følt sig mega heldige.

Øjne og hjerner sved, da vi slukørede parkerede bilen hjemme hos os selv igen, efter den resultatløse stirren ud og ind i det mørkeste mørke.

Først nu kunne vi konstatere, at det da heldigvis var det billigste modul vi havde mistet.

Yæih.

Vi bar chaiselongen ind i stuen, og mens R fandt en bedre lygte, og hev Sankt N med ud i skoven – igen, pakkede jeg vores nyanskaffelse ud af plastik & pap, og forsøgte at samle de få dele der skulle løfte røven op fra gulvet.

Det lykkedes bare ikke særlig godt.

Ikke kun fordi jeg blev opslugt af dogmefilmen, der fristede fra hjørnet af stuen.

Men også fordi jeg tænkte på de to desperadoer, der cruisede rundt ude i den mørke skov, på jagt efter en sofa, som var pisten verschwunden. Og hvad nu hvis de blev ramt af en bil, eller hvad nu hvis de mødte nogle forbrydere. (ja, sådan nogen gemmer sig jo altid i skoven, det ved alle vi der dør en lille smule af skræk, hver gang vi kører gennem en skov – alene)

Mens vi frydede os en lillebitte smule ved tanken om de eventuelle sofatyveknægtes ansigter, når de opdagede, at de faktisk kun havde fået en halv sofa med hjem, ærgrede vi os også en anelse over, at vores egen del af sofaen – chaiselongen – på en måde heller ikke var helt så brugbar som planlagt uden den resterende sofa.

Så næste morgen kørte vi igen til Ikea.

Fortsættes i morgen..

 

Historien om det forfløjne sofamodul – part 2

Jeg stod en smule afventende. Er efterhånden vant til at R er gavmild med de dårligste jokes, og forventede måske på en måde lidt, at han ville trække sofaen op af lommen, og sige - nåe, du troede lige, hva?!

Men så store lommer har selv ikke han.

Så et eller andet sted mellem Ikea og hjemme, havde vi åbenbart mistet en halv lædersofa.

Uden at mærke så meget som et lillebitte ryk i bilen.

Uden at høre så meget som et eneste sofa-kilo ramme asfalten bag os.

Alt for kort fik jeg forklaret Sankt N, at vi havde tabt “noget” og var nødt til at køre igen.

Småforvirret forsvandt han ind i varmen, mens vi spunsede ud på de mørke landeveje. Igen.

Pludselig meget årvågne og helt ude på kanten af sæderne.

Jeg er faktisk ikke helt sikker på hvad der foregik i R´s hoved.

Ordene der kom fra hans mund, gjorde mig ikke meget klogere.

- Fuck, pis, fuck, fuck, fuck, fuck, PIS!, for helvedesatanihelvede mand, fuck…

Jeg tænkte ulykker.

Biler der crashede ind i flyvende sofaer, mennesker der kom til skade på de mørke landeveje, blå blink og afspærringer.

Eller i mindre målestok nogle sure og forskrækkede mennesker, som kunne have lyst til at råbe af de uansvarlige mennesker, som sådan bare gik og smed med sofaer.

Lige midt i trafikken.

For jeg ville selv tænke mit om halvslatne kællingeknuder, hvis jeg havde mødt sådan noget løsøre i min kørselsretning.

Aftenen var mørk.

På den mørke måde.

Vi cruisede ad de øde landeveje, mens vi intenst scannede omgivelserne for vildfarne sofamoduler.

Grøftekanterne var fulde af skrald, men vi så hverken sofaer eller forulykkede biler nogen steder.

Og på et tidspunkt begyndte det at blive mærkeligt.

Hvor fanden var vores sofa blevet af?!

Vi kunne snildt være begyndt at skændes.

Der var masser af frustrationer i luften.

Et enkelt “du” kunne have fået det hele til at eksplodere.

Men på forunderlig vis holdt vi os konstruktive.

Og det er jeg ikke bleg for at tage æren for.

Når R med noget nær fistelstemme vendte sig mod mig, og spurgte om jeg var sikker på, at sofaen ikke lå i den dybe grøft ind mod skoven, eller om jeg overhovedet holdt udkig, så bevarede jeg et pædagogisk overblik, som jeg normalt ikke besidder, og svarede både roligt og fornuftigt.

Lidt har jeg da lært om konflikthåndtering.

Og tilsyneladende virker det, at sætte ord på det man oplever.

- Jeg kan godt forstå du er frustreret, men det nytter simpelthen ikke, hvis vi også begynder at skændes…kom, lad os køre lidt længere før vi freaker helt ud.

Vi snakkede naturligvis om, at nogen i teorien kunne have snuppet vores havarerede sofa. Men der var ikke gået meget mere end en halv time, fra vi roligt og harmonisk trillede hjemover, til vi nu – knap så rolige – skøjtede rundt på de øde veje og ledte efter vraggods.

For det var egentlig hvad vi mest af alt regnede med at finde.

En sofa splittet til atomer.

Men da vi nåede dertil, hvor vi kunne vende bilen, uden at have set skyggen af det forfløjne sofamodul, var vi nødt til at overveje muligheden for, at det ikke var gået videre i stykker, og at nogen både havde fundet & taget det.

Hvor mærkeligt det end lød.

For der var ikke meget trafik.

Og selvom man skulle sidde i en bil og tænke, halløj der ligger en sofa, den tror jeg da nok lige at vi tager med hjem, så skulle man også være to. Med lidt armkræfter. Og en ret stor bil. Og samvittighed til at omgås hittegods på så uærlig vis.

Pludselig lå der et spor og flagrede lysegrønt på vejen foran os.

fortsættes i morgen…

Historien om det forfløjne sofamodul – part 1

Kabinen var søbet ind i harmonisk selvfedme.

Jeg hørte lydbog på Ipod, R hørte bilradio, vi holdt lidt i hånd henover gearstangen & simultannynnede os gennem den mørke, men rolige og nærmest lune decemberaften, hvor kun en tynd, tiltet nymåne gjorde en smule væsen af sig.

To nyindkøbte moduler til en sofa lå på traileren bag os.

Forsvarligt bundet fast med tredobbelte spejderknob.

En sofa vi har trængt til i årevis.

En sofa vi har sværmet om hver gang vi har været i Ikea.

En sofa som pludselig var på juletilbud.

Og jeg er ellers ikke typen der orker udsalg.

Slet ikke på førstedagen, og da slet ikke når der har været reklamer i fjernsynet for den specifikke vare jeg er interesseret i.

Alligevel var jeg taget afsted, og havde fået skåret ud i meget nøjeregnende pap, af en let forvirret lagermedarbejder, at varen var udsolgt, selvom butikken lige var åbnet, men at den ville komme på lager igen efter nytår.

Når udsalget atter var slut.

Det var da lidt ærgerligt.

Også fordi der er cirka 3 kvarter mellem vores bopæl og nærmeste Ikea.

I medvind.

Og fordi jeg egentlig ikke skulle have andet.

(At jeg faktisk aldrig nogensinde selv kunne have rykket så meget som en milimeter på de store sofamoduler, endsige have dem i vores forholdsvis lille bil, var en udfordring jeg slap for at tage stilling til)

Vi dobbelttjekkede lagerstatus mere end én gang, mens vi skøjtede sidelæns ind på tag-selv-lageret, med tilbageholdt åndedræt, på den-er-garanteret-allerede-udsolgt-måden.

Og når to gange 60 kilos sofa-moduler skal løftes rundt og op og ned, så er vi mere end én der er glad for, at jeg trods alt ikke er et lille pyntenips, men derimod en stor, stærk dame, som kan finde ud af at tage fra.

Så vi var faktisk sådan lidt glade i det på den der aftenkøretur.

Indtil bil og trailer blev bakket op i indkørslen, og de tunge moduler skulle bæres ind i huset.

R stod ud af bilen.

Og nåede faktisk næsten helt hen til traileren, før han opdagede at noget var galt.

Jeg nuslede lydbogen i lommen, og stod trætsløv ud af bilen, mens jeg hilste på Sankt N, som i det samme kom ud af huset for at hjælpe.

Det skulle blive skønt at komme ind i egen stue, og få samlet den sofa.

- Hvor fanden er toppen?!

R stod med armene strittende ud fra kroppen, og kiggede målløst på traileren, hvis indhold virkede mindre volumniøst, end da vi startede vores køretur.

fortsættes i morgen…

Lets go crazy!

Sidst jeg var til koncert med Prince, gik jeg i 1.g på et provinsgymnasie. Min veninde og jeg havde købt os en pakkeløsning, der indbefattede noget bus til Gøteborg. Og det syntes vi var en pjækkert værd. Eller. 2 dages pjæk. Faktisk. Men whos counting, når Prinzen er i Sverige?

Vi stod tidligt op. Satte os i bussen, og hørte Prince hele vejen. Purple Raaaaaain!! Men ehm. Så var der så noget ventetid deroppe. Og hvor er det pragtfuldt, at der lige var sådan et Tivoli ved siden af koncertstedet. Og spisesteder og alt muligt. Når man ikke har svenske penge med. Og ingen gider vores danske kroner. Pis oss altså.

Så vi satte os på jorden foran spillestedet, og gloede ud i luften. En halv dag. Plus det løse. Uden mad. Uden drikke. Uden penge.

Da vi endelig kunne komme ind, var der nogen der fik ondt af vores fårede udtryk, og tog imod vores danske penge. Så vi kunne købe en sodavand. Bare.

Så kom vi endelig ind. 

Og stod og spassede helt ud til musikken, mens mikroPrince dansede rundt, 14 kilometer væk, på en bittelille scene. (Det var dengang, før der var nogen der brugte storskærme)

Bum færdig. Ud i bussen igen. Snorkede hele vejen hjem til Danmark. Blev smidt af på Hovedbanegården. Som var låst. Midt om natten. Lagde os til at sove ude foran. Jo, fanme! Og tog det allerførste tog hen til noget varm seng.

All times greateste koncertoplevelse.

Man er blevet ældre.

Mere magelig. Mere praktisk. Måske endda på visse punkter (lidt) klogere.

Så når jeg sadler tourbussen i dag, for at tage til Princekoncert i det jyske, så er det i egen bil. Med GPS. (Man kender vel egne geografiske begrænsninger)  Og jaja, jeg skal nok sørge for at få vekslet til jyske penge, også.

Og glæder mig forresten også ret så meget, til kvalitid med næsten voksen søn. Som vi egentlig ellers ikke ser så meget til. Mere.