Orgastisk smørlam

image

Vi havde et lille hængeparti fra ferien, hvor vi ellers havde aftalt at kaste os ud i at lave noget mad, som vi kun har smagt på indiske restauranter. Problemet var bare, at der skulle bruges krydderier så eksotiske, at de ikke var til at drive op, her i Vandkantsdanmark.
Så de skulle bestilles på nettet, fra en butik i multi-kulti Lyngby. Og da pakken kom var det grillvejr, og da den vildeste tropehede havde lagt sig, var ferien forbi.

Butterlamb er ikke en ret man lige smækker sammen sådan en tirsdag aften, kvart i sulten. Der skal hakkes, måles af, marineres og koges i timevis. Et oplagt weekendprojekt, med andre ord. Men lørdag var vi til vejfest med Det Grå Guld, så søndag måtte blive dagen.

Det krævede ikke de store læsekundskaber at opdage, at retten ikke kun hedder Butter Lamb fordi kødet smelter i munden. Næe, udover de mange eksotiske krydderier, så er kødet smovset ind i så mange mejeriprodukter, at Arla må have aktier i den opskrift. Og det er de fede af slagsen, vel at mærke. Altså produkterne.

Det var meningen at det skulle have været et fælles madlavningsprojekt for Hr. R. og undertegnede, og det kunne have været virkelig hyggeligt. Men der var et vejfesttelt der skulle pilles ned (skalviikkeogsåligehaveenbajerjodeterdadetviskalhaha), kaffe der skulle drikkes, jordbærkage der skulle hentes, brandbil der skulle køres, en ekstra tandbørstning, en formiddagsbarbering og lidt støvsugning. Men jo, han rørte faktisk i en gryde på et tidspunkt og skar to terninger af lammekøllen.

Resten af maden lavede jeg. Og en masse andet, som jeg ikke skal trætte dig med her, jeg kan bare se at det ser ud som om Hr. R. piskede rundt hele dagen, mens jeg stod og fedtede med en opskrift på nettet. Og sådan synes jeg egentlig ikke helt at det var.

Never mind, man skal vel ikke være smålig.

Men i hvert fald. Da jeg fik skovlet en skefuld af det lækre kød op i munden – bare for at teste om det overhovedet smagte af noget – kom jeg med udbrud der snildt kunne have fået de nærmeste naboer til at tro at jeg var i gang med noget meget privat. Det smagte virkelig, virkelig godt, og kødet smeltede faktisk op mod ganen, uden det store tyggeri involveret.

Vi har nu et imponerende lager af kardemommekapsler, bukkehornsfrø og andre herligheder, som jeg ikke aner hvad man ellers kan bruge til. Så jeg tænker at vi laver retten igen en gang.

Eller tre.

Jeg googlede mig til en vilkårlig opskrift her – og fulgte den faktisk til punkt og prikke. Krydderierne bestilte jeg her.

Pip pip

Irriteret.

På påsketuristerne, der køber alle de grønne asparges og efterlader Skyr-hylden tæt på tom, men til gengæld glemmer at det faktisk står i turistloven, at de skal tage godt vejr med, når de kommer.

På koncertgæster, som står og gakker højlydt i baggrunden, mens følsom singer/songwriter prøver at krydre sine faktisk fine sange, med gode historier og sensitive pauser.

På Hr. R., som insisterer på at se Olsen-banden, selvom jeg har lånt ordentlige film & købt pistacienødder. Og som ikke forstår hvad det er jeg ikke siger. (men som heldigvis aldrig nægter mig de kram jeg ikke altid fortjener, men ikke desto trænger til).

På utilpasheden, som ikke fylder nok til at vælte mig omkuld, så den og jeg kan gå all in under et uldtæppe, men på den anden side heller ikke så lidt, at jeg ligefrem føler for at springe omkring med løbesko på fødderne, eller ny cykel mellem benene. Som man siger?

488208_10200118971990121_1004832023_n

På rastløsheden, som driver mig rundt i manegen, og hverken giver ro i køkkenet, ´hvor jeg ellers kan ryge helt i zen og vater, eller i yndlingsstolen, hvor tiden plejer at flyve afsted. Som river mig rundt på internettet, i stedet for at lade mig beslutte, at jeg ENTEN kaster mig helhjertet over en – for mig –  ny serie på Netflix, eller mander mig op til at få ordnet det jeg havde planlagt, at bruge feriedagene på.

På en krop der byder på flere varianter af forfald, end selv den mest poetiske ejendomsmægler kan finde salgbare ord for, og en vilje til at gøre noget ved det, der er mindst lige så overbevisende, som Berlusconis mod på at ældes naturligt.

På udsolgte charterferier jeg alligevel ikke har råd til.

På en kulde der gør, at jeg ikke bare kan sætte mig ud på terrassen og lytte til fugle og naboer, mens jeg planlægger sommerhaven på pragtfuld og fuldstændig urealistisk vis.

På unfinished business, som spøger i baggrunden, og gør at jeg hver dag tænker tilbage på lige præcis denne påskedag, sidste år. Et uafsluttet kapitel, både irl og på papiret. Et punktum jeg trænger til at få sat, men ikke kan få taget mig sammen til at gå i gang med at sætte.

Og på bunker af påskeæg, som jeg burde dele med de gæster jeg ikke har inviteret, og de værter som ikke har inviteret, til de sammenkomster jeg ikke orker, i den ferie jeg formentlig først sætter pris på, når den forlængst er slut.

Det kan godt betale sig..

Nogen var ude i noget med nye pas.

I går.

Familiens to yngste.

Nåhm, bedre sent end aldrig.

Jeg så på hjemmesiden, at det kostede 115 pr. pas.

Så kunne det sådan set godt betale sig, at den semivoksne fik et børnepas.

Selvom han fylder voksen lige om lidt.

Lidt bittersur var faren, da han kom til at betale 350 kroner pr. pas.

Og sendte mig sådan en sms a la, hvor fanden har du de der fantastpriser fra?

Ja, dem havde jeg fra nettet, jo. Men dobbelttjekkede lige, for en sikkerheds skyld.

Han havde betalt pensionistpriser, den gode mand.

Uden egentlig at sætte spørgsmålstegn ved det.

Før bagefter.

Lige pt. griber jeg jo grådigt efter enhver form for prokrastinering.

Så jeg sendte straks en klage.

På mail.

Forventede, at nogen ville vende tilbage og sige, at det var en tastefejl på hjemmesiden. Og jeg havde da også mine parader oppe, da jeg modtog et standardsvar om, at vi ville høre fra kommunen indenfor 10 dage.

Ti dage!

Typisk kommunen. Tss..

Så i morges blev jeg ringet op.

Mens jeg lå og forsøgte at få lidt ekstrasøvn, efter en nat i selskab med en stønner. Mja, altså forkølet stønner. Åhhvorerdetsyndformig-stønnen. Som fik mig til at  rykke ind på sofaen. Hvilket sofakatten nærmest syntes var det hyggeligste ever. Så kunne vi jo passende lige næsetilnæse. Og knitre lidt.

Anyways.

Jeg nåede ikke telefonen.

Men den ringede bare igen senere.

Og så var det en dame fra kommunen, som helt uden pis sagde, at det var hende der havde lavet en fejl. Og hun ville gerne kunne sige, at de nok havde opdaget det selv. Men hun var ærlig. Det var slet ikke sikkert, at det var sket.

Uforbeholden undskyldning.

Kontonummer.

Pengene ryger retur.

Yæih.

Elsker damen fra kommunen.

NU kører det..

Jeg ved du sidder og spekulerer på, om jeg mon stadig prokrastinerer min weekend i smadder. Det gør jeg ikke. Har faktisk fået lavet en helt fornuftig stakerholdermatrix. Hvis jeg skal sige det selv. Og i aften skal jeg sidde og hygge med noget Disco-very. Mmm. Jeg som ellers altid synes det er så herrekederen, når mine mandlige bofæller falder i svime over et eller andet skævtosset på nørdekanalen.

Jeg har planer om at sætte mig pænt meget til rette, for at følge et fucking helt program, om redningen ved San Joséminen. Fordi jeg har besluttet at jeg skal. Alt for projektet. Som netop handler om. Redningsaktionen ved San Joséminen.

Og det bedste er nærmest, at hr R er back in da hous, efter noget forlænget weekend i venligt selskab, både her og der. Og syd for grænsen. Og det er simpelthen lykkedes ham at få raget en ramme Carls Jul til sig, i en unavngiven grænsebix.

Det er den bedste juleøl jeg kender. Bryder mig slek om de der J-dagsøller, og har sammen med hr. R for længst besluttet, at vi er mere til Carls Jul. Så vi var nogen der var ærgerlige, da de forsvandt fra landets butikker. Uden videre forklaring.

Nu er det ikke fordi vi sådan går og svælger i øl. Sådan på daglig basis. Men hvis vi ender med at svirre lidt småbimsede rundt,  i den nærmeste fremtid, så er forklaringen altså ligetil. Carls Jul in da hous´.

Skål & fucking ho ho ho – glædelig julførduanerdet.

Nøj, hvor jeg bare prokrastinerer – for vildt!!

Jøsses kineser, hvor er jeg god til overspringshandlinger. Hvis nu vi sagde, at der fandtes sådan nogle mesterskaber i overspringshandlinger, så ville jeg klart melde mig. For jeg kan gå hele vejen. Tror jeg. Med mindre man skal forberede sig. For så kan jeg nok ikke lige tage mig sammen til det.

Sagen er den, at jeg endnu engang skal have skrevet sådan en opgave. Og jeg har fundet en brandspændende historie. Sys jeg selv.

Jeg vil analysere Chiles præsidents kommunikation omkring mineulykken. Hvordan han fik vendt den frygtelige ulykke til en skøn og samlende oplevelse. For hele sit land, ja nærmest hele verden. Hvorfor gjorde han det? Og hvordan?

Har vel nærmest allerede styr på konklusionen. Har også lavet en fin forside. Og forord. Og Metodevalg. Og alt. Andet. End. Analyserarbejdet.

Det er som om det hele bare strander ved den retoriske arena.

Hver gang.

Og pludselig er det meget presserende, at jeg får skiftet sengetøj.

Vasket gulv.

Skurret køkkenvask.

Tjekket blogs.

Googlet overspringshandlinger, og opdage at der findes et vildt fancy ord for det. At prokrastinere.

Tændt op i brændeovnen.

Lavet lister over dem der skal have julegaver.

Lavet egen ønskeliste.

Kommer et smut i Brugsen.

Får set nogle genudsendelser.

Starter op på noget strikketøj. (nej, ikke trøjen – halstørklæder)

Tjekker netnyheder.

Aij…er det allerede blevet mørkt? Nåhm. Så starter jeg i morgen. Fra morgenstunden. Liiiige efter jeg har læst søndagen Politiken. Og spist morgenmad. Og tømt opvaskemaskinen. Og måske bagt en kage?

Og surfet rundt på lammekedeligt Facebook.

Nå ja. Hvad sker der lige for det?

Er det kun mig der synes at Facebook er ved at blive lige lovlig kedeligt?

Det kunne man selvfølgelig også skrive opgave om..