TV-fælden

Okay. Så efter en sommer hvor jeg nærmest ikke var til at hive ind fra stearinlys, tæpper, hvidvin og myg på terrassen, sidder jeg nu nærmest permanent og sumper aftenerne væk i sofaen. Foran et fjernsyn der spytter spydigheder efter mig, i form af madprogrammer, boligprogrammer, halve afsnit af alenlange serier, hele reklameblokke og lidt nyheder hist og her. Dog ikke Blackman. Der går grænsen alligevel. Men jeg sluger alt mulig andet med øjnene, mens min røv sætter aftryk i sofaen og jeg oven i købet glæder mig en lille smule til fyringssæsonen starter op, så der kan gå ægte hulestemning i den. Jeg som hader vinter, mørke og kulde. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg også craver efter pandekager, æbleskiver, chokolade med knæk og kartoffelmos. Som om det nytter noget.

Nej, jeg bliver nødt til at finde på noget andet at lave, end at sidde og drømme om at fylde i hovedet, mens fjernsynet voldtager min hjerne.

Har faktisk tænkt på at hækle et flyttehjemmefratæppe til Semi-voksen.

Eller skriver nogle bedre blog-indlæg.

Eskapisme

Hver evig eneste aften har jeg siddet og googlet storbyer, hoteller og fly. Med mad- og kageprogrammer flimrende på den større skærm, er jeg gået i flueknepperdetaljer, for at finde de bedste hoteller, til en brugbar pris. (nej,deterikkebareetstedmansoverogderforligemegetomdererlidtlækkert!).

Det er måske mest for at abstrahere fra den kendsgerning, at sommeren ikke længere er hvad den har været. For kalenderen er de næste måneder pakket med fester, biografture, koncerter og andre lækkerier, i en grad så der stort set ikke et plads til at besøge en storby, som vi heller ikke har haft planer om.

Før nu.

For jeg gad godt spise original Sachertorte, ristede kastanjer, gullasch og wienerschnitzel, beundre Hundertwasserhuset og slendre langs Donau. Så det er lige før jeg tror, at jeg godt lige kan presse sådan en storbyting ind mellem Lie Kaas på et filmlærred, Maren Uthaug på mit bibliotek, Nøhr i DR-byen.

Og hverdag.

En må jo ofre sig, for at holde vintertristessen fra døren.

Orgastisk smørlam

image

Vi havde et lille hængeparti fra ferien, hvor vi ellers havde aftalt at kaste os ud i at lave noget mad, som vi kun har smagt på indiske restauranter. Problemet var bare, at der skulle bruges krydderier så eksotiske, at de ikke var til at drive op, her i Vandkantsdanmark.
Så de skulle bestilles på nettet, fra en butik i multi-kulti Lyngby. Og da pakken kom var det grillvejr, og da den vildeste tropehede havde lagt sig, var ferien forbi.

Butterlamb er ikke en ret man lige smækker sammen sådan en tirsdag aften, kvart i sulten. Der skal hakkes, måles af, marineres og koges i timevis. Et oplagt weekendprojekt, med andre ord. Men lørdag var vi til vejfest med Det Grå Guld, så søndag måtte blive dagen.

Det krævede ikke de store læsekundskaber at opdage, at retten ikke kun hedder Butter Lamb fordi kødet smelter i munden. Næe, udover de mange eksotiske krydderier, så er kødet smovset ind i så mange mejeriprodukter, at Arla må have aktier i den opskrift. Og det er de fede af slagsen, vel at mærke. Altså produkterne.

Det var meningen at det skulle have været et fælles madlavningsprojekt for Hr. R. og undertegnede, og det kunne have været virkelig hyggeligt. Men der var et vejfesttelt der skulle pilles ned (skalviikkeogsåligehaveenbajerjodeterdadetviskalhaha), kaffe der skulle drikkes, jordbærkage der skulle hentes, brandbil der skulle køres, en ekstra tandbørstning, en formiddagsbarbering og lidt støvsugning. Men jo, han rørte faktisk i en gryde på et tidspunkt og skar to terninger af lammekøllen.

Resten af maden lavede jeg. Og en masse andet, som jeg ikke skal trætte dig med her, jeg kan bare se at det ser ud som om Hr. R. piskede rundt hele dagen, mens jeg stod og fedtede med en opskrift på nettet. Og sådan synes jeg egentlig ikke helt at det var.

Never mind, man skal vel ikke være smålig.

Men i hvert fald. Da jeg fik skovlet en skefuld af det lækre kød op i munden – bare for at teste om det overhovedet smagte af noget – kom jeg med udbrud der snildt kunne have fået de nærmeste naboer til at tro at jeg var i gang med noget meget privat. Det smagte virkelig, virkelig godt, og kødet smeltede faktisk op mod ganen, uden det store tyggeri involveret.

Vi har nu et imponerende lager af kardemommekapsler, bukkehornsfrø og andre herligheder, som jeg ikke aner hvad man ellers kan bruge til. Så jeg tænker at vi laver retten igen en gang.

Eller tre.

Jeg googlede mig til en vilkårlig opskrift her – og fulgte den faktisk til punkt og prikke. Krydderierne bestilte jeg her.

Hvordan har din dag været?

Min dag startede med et chok.

Mest fordi min mand er brandmand.

Og han blev bippet ud af dobbeltsengen.

Så var jeg ligesom vågen.

Kunne lige så godt stå op.

Gjorde mig stille og roligt klar til en forholdsvis early morgenløbetur.

Mens småsur teenagesøn mumlede rundt omkring mig, og gjorde klar til endnu en pragtfuld skoledag.

Faktisk gik det rimeligt.

Altså med løbeturen.

Jeg bruger stadig mere tid på at indstille mit smarte løbeur, end på ligefrem at løbe.

Men for hver gang jeg kan lunte lige den lille smule længere uden at falde om, er det da en lille slags sejr.

Hjemme igen, fik jeg både lavet strækøvelser, spist noget morgenhalløj, taget et bad, fønet mit hår, uden de store pauser. (der var en der sagde til mig igår, at jeg så frisk ud – eneste forskel på i går og alle de andre skoledage, var mig bekendt lidt føning. Nå ja. Og så mit  Garmisch-Partenkirchen look..)

Så satte jeg mig til computeren. Fast besluttet. Nu skulle der skrives opgave!

Det gjorde jeg så i en time.

Og egentlig ville jeg gerne være fortsat. Jo, det ville jeg faktisk gerne.

For alternativet var ikke det festligste.

Jeg skulle til tandlægen.

Hader det.

Alle de der høje lyde, og de skulle også tage billeder. Og så sidder man der med nærmest et helt kamera inde i munden, som fylder hele kraniet. “bid sammen, kom nu, du kan godt!”. Og tandlægens ånde var ikke så frisk. Men hun er sød. Og driller. Og synes det er skægt når jeg himler over, at hun bliver ved med at fortælle assistenten, at jeg er slidt. Assistenten, som forresten kan huske dengang jeg fik mine børn. Og tandlægen syntes også det var fejt, at jeg havde et hul mellem to tænder. For selvom hun kaldte mig for slidt, så syntes hun faktisk jeg passede mine tænder så flot. Og næsten ingen tandsten. Det er så fordi jeg bruger tandtråd. Hver dag. Selv efter fester. Pattestiv og alt muligt. Men børster altid mine tænder. Og renser dem med tandtråd.

Og så snakkede vi om for tidligt fødte børn bagefter. Og mor-bekymringer. Og hendes er yngre end min, så nu var der pludselig var den opmuntrende. Og det skal nok gå. Og vi ses!!!! (Når den der tand skal repareres.)

Jeg kørte hjem igen. Spiste lidt frokost. Sludrede med Hr. R. Som for længst var hjemme fra brand igen. Og nøflede rundt på matriklen i blåt arbejdstøj. Som var slidt. Det gør han altid på sine fridage. Og nogen gange får han også lavet noget. Der var kommet post. Fra Marie. Tak igen. Jeg glæder mig til at få brugt mit fine gavekort.

Nåhm, så kunne jeg på en måde ikke rigtigt nå at vende tilbage til opgaven. For jeg havde en aftale i Lyngby. Det tog små 40 minutter at køre derind. Men da jeg kom frem, var der ikke nogen. For nogen var blevet syg. Og nogen havde været for syg til at melde afbud til mig. Fair nok. Den slags sker. Så jeg satte mig i bilen. Tjekkede mails og halløj på mobilen. Afslag på noget job.

Kæft, hvor jeg pludselig følte mig slidt.

Og hvor er der dog langt hjem. Når man faktisk lige er kommet. 

Heldigvis, så mødte jeg et dejligt skilt, da jeg var tæt på hjemme.

Og skyndte mig at dreje ind på gården. – så er sæsonen startet! Sagde Jens Jakob til mig, da han kom mig i møde. Med et stort smil. Vi fik en hyggeren snak om sæsonen der er startet vildt tidligt i år. Og faktisk stadig forventes at vare helt til Sankt Hans. Årh jaer. Jeg elsker asparges !!! Så fik jeg spurgt den gode mand, hvor længe de her tykke sataner skulle koges. Det vidste han absolut ingenting om. For det var Jytte det plejede at lave maden. Og han vidste godt, at det ville have været tjekket, hvis han lige kunne smide en opskrift. Men sjovt nok kom Jytte ud af døren. Lige mens Jens Jakob var inde og hente et visitkort til mig. (hvordan troede du ellers at jeg kendte hans navn?)Så jeg altid lige kunne ringe og reservere asparges, hvis det var.

Jytte kan faktisk bedst lide rå asparges. Men hvis man er mere til de varme af slagsen, så er hendes forslag, at man lige lader dem hilse på en gryde kogende vand. Ganske kort.

Hos os endte de med at få lidt flere minutter. Men det var også fordi vi pludselig stod og afrimmede fryser, midt i det hele. Hvilket startede med, at vi ikke kunne få plads til noget frossen frugt vi havde købt os. Til smoothies. Og pludselig stod vi der. Med frosne uidentificerede objekter over det hele. Og vildt gamle ting. Som ville have lugtet klamt, hvis ikke de havde været frosne. Og Hr. R. misbrugte min føntørrer på det groveste. Den jeg ellers lige er blevet så skideglad for – igen! Den var lige ved at stå af. Men klarede alligevel en tur bag lukket fryserdør.

Og så skulle den ældste søn oplæres i noget tidsbestilling hos tandlæge, og Nem-ID. Som ikke er så nemt, hvis papirerne på en måde er blevet væk. Og hvordan bestiller man nyt? Og hvad med den der 18-årsfødselsdag? Og kan vi gøre det senere? Har faktisk lige gang i noget chat..

Så nu sidder jeg her igen.

Foran min slidte computer.

Og jeg synes på en måde, at jeg har nået meget.

Selvom jeg reelt ikke har nået en skid.

Andet end den der fryser.

Faktisk.

Er bare alt for træt til at skrive videre på projektet. Nu. Alt for slidt.

I morgen skal jeg skrive.

Jeg skal!!!

Og det nytter ikke noget at tro, at jeg kan følge med det der royale bryllupshalløj, uden lyd på. Og i virkeligheden er jeg faktisk også ligeglad.

Dengang hans mor og far blev gift, sad jeg klistret til skærmen. Og vi var bare nogen der var vilde med hende der Prinsesse Di.

Hun var gudhjælpemig et ægte stilikon, der fik os til at købe grimme små hatte, som vi havde på i skole og alt muligt.

 Det var tider.

Nu om dage ligner de jo allesammen bare hinanden.

Plus minus.

Labre overspringshandlinger

image

image

image

Havde egentlig forestillet mig, at når påskeferien var slut, så var jeg mere eller mindre færdig med den der eksamensopgave, som skal afleveres om små 2 uger. Men der kommer hele tiden noget i vejen.

Vejret. Fx. Når nu der mærkeligt nok ikke er nogen der har opfundet en (billig) bærbar med en skærm man rent faktisk kan læse hvis man sidder ude i vejret, så kan jeg overhovedet ikke arbejde med, at det er så skidefantastisk. Det der vejr. For så gider jeg jo ikke at sidde inde i stuen og skrive, vel. Mens naboerne smider fleecerne, og kører på planteskolen. Og råber hurraaaa!!! så ingen kan være i tvivl om, at nogen har fødselsdag. Inde ved siden af.

Så der skal ikke så meget til. For at jeg finder på vildt meget sjovere ting at lave, end opgaven. Løb. fx.

Og det skal vi også lige have snakket om.

Men måske på et andet tidspunkt.

For jeg fatter ikke, hvorfor det egentlig ikke er nær så sjovt som det på en måde lidt var sidste år. Helt ærligt. Jeg kan overhovedet ikke smile undervejs. Kan faktisk dårligt løbe 2 meter uden at slæbe både røv og lunger efter mig resten af vejen. Som var det to sukkerkolde unger i Netto, klokken kvart i spisetid. Helt umulige og ugidelige.

Anyways. Det var de der kager vi kom fra. 

Vi skal til sådan noget påsketamtam senere på ugen. Med kage. Og min kloge søn syntes jo nok, at min kageplan lød så avanceret, at jeg nok hellere blev nødt til at lave et prøvebag. Og det er så hermed gjort.

Smagte dejligt.

Og må jeg selv have lov at være den første til at sige, at det nok ikke ligefrem motiverer min røv til at løbe forrest, næste gang jeg snører løbeskoene. Sådan et labert prøvebag. Hvilket er en del af årsagen til, at jeg  har meldt mig og min røv  til en to timers zumba event.

2 timers røvrysten.

Ja, jeg skal nok nå at blive træt af sydamerikanske rytmer.

Skal i det hele taget nok nå at blive træt.

Så i morgen bliver der nok heller ikke gjort så meget ved opgaven.

Jæij.

Ill have what she´s having..

Yes, jeg overspringshandler stadig. Men de kunne da også bare lade være med at sende sådan en film, lige når jeg skulle til at slukke for fjerneren, altså..

Og nu er det a-l-t for sent til lektier.

Men jeg nåede at ændre to ord. Og sætte et enkelt komma.

Idag.

Wuhuuu!!

Nøj, hvor jeg bare prokrastinerer – for vildt!!

Jøsses kineser, hvor er jeg god til overspringshandlinger. Hvis nu vi sagde, at der fandtes sådan nogle mesterskaber i overspringshandlinger, så ville jeg klart melde mig. For jeg kan gå hele vejen. Tror jeg. Med mindre man skal forberede sig. For så kan jeg nok ikke lige tage mig sammen til det.

Sagen er den, at jeg endnu engang skal have skrevet sådan en opgave. Og jeg har fundet en brandspændende historie. Sys jeg selv.

Jeg vil analysere Chiles præsidents kommunikation omkring mineulykken. Hvordan han fik vendt den frygtelige ulykke til en skøn og samlende oplevelse. For hele sit land, ja nærmest hele verden. Hvorfor gjorde han det? Og hvordan?

Har vel nærmest allerede styr på konklusionen. Har også lavet en fin forside. Og forord. Og Metodevalg. Og alt. Andet. End. Analyserarbejdet.

Det er som om det hele bare strander ved den retoriske arena.

Hver gang.

Og pludselig er det meget presserende, at jeg får skiftet sengetøj.

Vasket gulv.

Skurret køkkenvask.

Tjekket blogs.

Googlet overspringshandlinger, og opdage at der findes et vildt fancy ord for det. At prokrastinere.

Tændt op i brændeovnen.

Lavet lister over dem der skal have julegaver.

Lavet egen ønskeliste.

Kommer et smut i Brugsen.

Får set nogle genudsendelser.

Starter op på noget strikketøj. (nej, ikke trøjen – halstørklæder)

Tjekker netnyheder.

Aij…er det allerede blevet mørkt? Nåhm. Så starter jeg i morgen. Fra morgenstunden. Liiiige efter jeg har læst søndagen Politiken. Og spist morgenmad. Og tømt opvaskemaskinen. Og måske bagt en kage?

Og surfet rundt på lammekedeligt Facebook.

Nå ja. Hvad sker der lige for det?

Er det kun mig der synes at Facebook er ved at blive lige lovlig kedeligt?

Det kunne man selvfølgelig også skrive opgave om..

Forårsrastløshed, eller PostFestStressSyndrom?

Jeg har rakket rundt i meningsløs rastløshed i dag. Det er den tid på året, hvor jeg bliver farlig for mig selv, fordi jeg trænger til at der sker noget. Og helst noget helt mærkeligtosset noget. Oftest ender det bare med at jeg maler nogle vægge eller rykker rundt på nogle møbler.

Men alsår..

I år er der lidt mere på spil end der plejer at være. Om jeg er med på den eller ej. Min arbejdsplads er til salg, og det er sådan set slet ikke sikkert, at det ender op med, at der kommer nogen og smider en kæmpe pose penge og en masse ansvar foran lige præcis mig. Det kan lige godt ende med, at jeg får et fesent håndtryk og en fyreseddel. Efterhånden er det most likely. Egentlig.

Jeg ville sådan set gerne selv styre det der show. (Som med så meget andet.) Finde drømmejobbet, smide med håret -  skride. Før butikken pilles fra hinanden, og sælges på sådan noget ophørsudsalg, hvor gribbe vil marchere ind af døren med glubske tendenser, og forlade os igen med poser fulde af vores arbejdsliv. Til spotpris.

Kaster faktisk ud bare ved tanken.

Nåhm, når så jeg alligevel ikke lige kan overskue at researche mit liv for kontakter der kan skaffe mig noget ordentligt arbejde, så popper de mest fjollede ideer op i stedet. (Det kan uden tøven kaldes overspringshandlinger). Så putter jeg en masse energi i at arrangere nye fester, lave dameloge, planlægger en ny bog, og…ehm..overvejer at gøre noget ved stuen. Blandt andet.

Hvis jeg gik i IKEA i morgen, med lidt overtræk i baghånden, så kan jeg love for, at jeg ville få en stangsmart stue inden for en ret så overskuelig fremtid. Og jeg skulle uden problemer få fundet en der lige kunne smøre noget labert glittergulv ud i badeværelset, hvis bare jeg fik lov at Google lidt omkring. Hvis overtrækket stadig var med på noget spas, så ville vi lige runde Los Elgigantos, og køre noget fladskærm forbi stregkodelæseren. Inden påskeharen kunne nå at sige kykkeliky, så havde mit overtræk og jeg også lige arrangeret ny bil, nye løbesko og en ferie til de varme lande.

Jeg har ikke evner til at indrette for andre, og maler bliver jeg heller aldrig. Jeg har alt for lidt respekt for malertapens begrænsende adfærd.

Nogen der har brug for en personlig shopper?