Konflikthåndteringskursusahaoplevelse

Vi var måske 20 minutter inde i kurset, da det gik op for mig.

Ding dong og hallo. Jeg kan sagtens være lidt langsom i det.

Den freshe underviser havde bedt os om at notere nogle konflikter fra vores arbejds- og privatliv. Bare sådan for os selv og helt privat. Ikke noget der nødvendigvis skulle deles med de andre kursister. Bare noget med at mærke efter og fundere over hvad en konflikt egentlig er.

Jeg smadrede den ene latente konflikt efter den anden ned på min linjerede blok, i så rasende fart at kuglepennen nærmest slog gnister. En tikkende bombe. Åbenbart. Først da jeg fik noteret mig selv som en af dem jeg var i konflikt med, gik den større sammenhæng op for mig.

Sagde jo at jeg godt kan være sådan lidt langsom i det.

Og jeg ved godt at det er ret så åhjegharværetpåkursus-agtigt. Og nu må jeg hellere i gang med at realisere mig selv. Agtigt. Men alt gav lige pludselig mening.

Vi har allesammen et givent antal p-pladser i vores indre, som bliver optaget af de konflikter vi har med andre. Eller bare den energi vi bruger på andre mennesker. Og når der tilsidst kun er en enkelt p-plads tilbage, så kæmper vi med næb og kløer for at spærre den til os selv. Sagde underviseren.

Og det sagde klik-klak, inde i mit hoved, efterhånden som brikkerne faldt på plads.

Halleluja.

Jeg bliver nødt til at få ryddet op i de uhensigtsmæssige parkeringer der er gang i på mine parkeringspladser.

Apropos midtvejskrise

Så kan jeg fanme godt forstå de midaldrende damer, der bruger mange penge på læxi tøj og cremer. Og wellness. Og støvler.

Og yoga og indre ro. Og lyse striber. Og antioxidanter. Og storbyferier. Og Botox.

Og lommelærker.

Er det det man kalder midtvejskrise, mor?

Og mens vi stod der i køkkenet og lavede mad, 2 boyser og en overgearet mor, der stadig ikke var kommet sig over at have købt en Roskildebillet, så spurgte den yngste stille og roligt, om det var det man kaldte for en midtvejskrise.

Jeg var alt for bimset til at lade den bemærkning lukke luften ud af Roskildeballonen. Og sådan var den heller ikke ment. I know.

Det fik mig bare alligevel til at tænke.

Jeg er lige rundet 40. Har sagt mit job op. Farver mit hår virkelig meget orange. Pisker rundt i mit hood iført løbesko (!!!!!!!!!) Går pludselig i skole igen. Er igang med at lave en lokal dameloge, med det formål at have det sjovt – nix weiter. Og har så købt mit livs første Roskildebillet.

Ahehm.

Det jo ikke grebet ud af den blå luft, det spørgsmål. Vel?

Jeg synes bare ikke jeg er i krise. Eller jo. Altså nej. Bevares, jeg har ikke noget arbejde. Aner ikke hvad det skal ende med på den front. Som i overhovedet. Men jeg er ganske rolig alligevel. Jeg er ikke i krise. Ikke. I. Krise.

Vel?