Så blev man lige 14 år igen :D

Knibe_artikel

Somme tider er man så træt, at man egentlig ikke burde gå ud blandt andre mennesker, men i stedet forskanse sig bag noget dyne, eller mærkeligt fjernsyn, og vente på morgendagens komme. Når man vælger at overhøre de signaler ens krop sender, om at man ikke længere er værdig i sociale sammenhænge, og alligevel smider noget badedragt over skulderen, og stiler mod vandgymnastik – så er man selv ude om at det ikke nødvendigvis går helt efter drejebogen.

Først var der en af de andre der havde fået tiltusket sig noget badehætte i babylyserød, med rynkeeffekt. Fru Hyacint go home.

Så var der nogle helt nye skumredskaber, som levede deres helt eget liv, og gjorde det svært for selv let øvede at manøvrere rundt i bassinet med bare et minimum af værdighed.

Vi smågrinede, og var en smule fjantede, indtil vi kom til de obligatoriske knibeøvelser, som vi plejer at gå til med megen alvor og koncentration. (glemmer aldrig dengang jeg på et efterfødselsgymnastikhold blev grebet af angstfuld panik, næsten værre end selve fødslen, da jeg fandt ud af at jeg absolut ingen magt havde over musklerne i mit underliv, og jeg fornemmer at de andre har haft lignende oplevelser)

Underviseren lægger ansigtet i de rette folder, kommer med de sædvanlige kommandoer om at “lukke for gas og vand” trække op og ind, og kappe strålen. “altså simulere at I kapper strålen!” Min sidekvinde (som har smidt badehætten, da den blev fyldt med vand under en meget kompliceret vippeøvelse) siger ganske tørt, at hun altså ikke kan simulere.

Det er ikke sjovere end så meget andet der er blevet sagt den aften, men alligevel er vi lige pludselig 3 kvinder som bliver 14 igen, og storfniser på den der irriterende måde, som man enten er del af, eller slet ikke kan se det sjove i. Vores stakkels medkursister kigger lidt overbærende i vores retning, mens de forsøger at koncentrere sig om at hive og trække i understellet.

Jeg kan slet ikke holde op med at grine, og står på et tidspunkt med begge hænder op foran mit fjogede ansigt, for ikke at smitte de to andre, som igen prøver at koncentrere sig om det møgkrævende arbejde med at bekæmpe inkontinens og ligegyldigt sexliv. Det lykkes ikke, og så står vi igen 3 mennesker og sprutter af grin,  med stor fare for at ødelægge vandkvaliteten i det opvarmede bassin.

Da jeg var teenager, havde jeg en kort periode en ide om, at jeg ville lære at spille klaver. Det var en plan der hurtigt røg i vasken, for da det var skrækkelig dyrt, havde jeg kun undervisning 20 minutter om ugen. Og når den første halvdel af lektionen gik med at komme mig over et grineflip, hvis læreren fx. sagde “vi starter med fis”, så var der ikke meget tid tilbage til smukke musikoplevelser.

Det var nøjagtig den samme følelse jeg havde, da jeg var med til at ødelægge knibeøvelsen for 6 torsdagstrætte kvinder. Men jeg trøster mig med, at det føltes fantastisk at grine så meget.

Nøjagtig ligesom dengang jeg var kommet til at tage en cykelbuks med i stedet for en badedragt, og underviseren seriøst mente, at jeg bare kunne bade med dem plus en bh. “det gør da ikke noget, du er blandt lutter kvinder!”

Det kan være derfor mange foretrækker morgenhold i svømning.