Kysseføljetonen – det bedste kys

Om natten dappede jeg over den bulede asfalt, og lagde mig under min egen dyne. Efter en aften der var gået helt som jeg pludselig håbede, da vi om eftermiddagen stod og flirtede ude på vejen.

Efter fem år havde vi endelig muligheden, modet, modenheden og lysten til at kysse. På samme tid. Og på hinanden. Mens vi lod som om vi så en filmatisering af Hulebjørnens Klan. Og mine læber summede og det kunne sagtens bare have været det. Been there, done that. Videre i livet.

Men næste dag stod han og fejede ovre i sin indkørsel. Og jeg stod og kiggede på ham fra vores køkkenvindue og tænkte at han nok godt vidste at jeg kunne se ham. Og på en måde var jeg jo sådan set også nysgerrig.

Så jeg gik derover og han blev glad og endte med at invitere mig i biografen. Vi så en film som jeg må have valgt. Og vi blev kærester, og få måneder senere flyttede jeg ind hos ham. Og vi havde en fest med pasta og ketchup, og vi pjækkede lige en tand for meget, og ingen af os gad at gøre rent. Og vi var ikke ubetinget modne omkring alt det der med at være et par.

Men det blev vi.

Og det er vi.

Vi er også gift.

Og det er ikke fordi det ikke betyder noget for mig at være gift. Det gjorde bestemt en forskel da vi stod på en iskold strand og sagde ja til hinanden, tilbage i ’91.

Men selve det at være gift er egentlig ikke udfordringen, nu hvor vi snart har været det i 21 år. Det er jo ikke ligefrem fordi der er løfter som skal fornyes, når en hvis metaltræthed forventes at kunne indtræffe. I princippet blev det hele klaret den dag på stranden. Og så gælder den kontrakt simpelthen resten af livet, medmindre vi siger stop.

Jeg synes der er mere udfordring i at forblive kærester. På den gode måde.

Derfor er jeg stolt af at vi i dag kan fejre at vi har været kærester i 24 år. Og bliver bedre og bedre til det.

The End.

Kysseføljetonen – asfaltflirt & lumske grillplaner

Jeg voksede op i et parcelhuskvarter af de mindre mondæne. Der var f.eks. ikke nogen fortove. Den bulede asfalt var omkranset af mere eller mindre havarerede græsrabatter, som i årevis blev slået med håndskubbere.

Rundt om i køkkener og køkkenalrum havde mine legekammerater og fået lange ben og udlængsler og komplekser. Når de havde spist skred de. Ind på værelset, ned i ungdomsklubben. Eller ud på toilettet for at kaste op.

Der var ingen der legede på vejen længere. Ingen kridtstreger efter jegmelderkrigmod eller Four Square. Ingen henslængte cykler eller børn i græsset. Ingen der flettede mælkebøtter, ingen forældre der råbte eller fløjtede når det var tid til at komme ind. Til bad, mad eller sengetid.

De nye unger var ikke kommet ud på vejen endnu, vi andre havde forlængst forladt den.

En dag stod jeg så alligevel ude på den bulede asfalt og sludrede med to af nabodrengene. Den ene var faktisk ham jeg aldrig havde kysset med.

Jeg havde ikke altid haft varme følelser for ham, men han havde aldrig været ligegyldig. Enten var jeg pjattet med ham, eller også syntes jeg noget andet om ham. At han var latterlig, pinlig, åndssvag, tarvelig, dum. Men aldrig bare ligegyldig.

Ikke engang da han var kæreste med min veninde. Hvilket han ikke længere var.

Da min far smuttede tre år tidligere, kom denne nabodreng over og tilbød at hjælpe med praktiske ting, hvis oliefyret gik i stykker eller noget. Nu der ikke var en far til at klare den slags. Og da hans far smuttede et par år senere, var det mig der gik over og tilbød min assistance, hvis det var. Fordi jeg havde erfaring med bortløben far og grædende mor. Meget kunne man sige, men vi var ikke ligeglade med hinanden.

Og nu stod vi så der. Under en sommerwannabe-majsol, som skreg på grillpølser og terrassehygge. Han var ivrig efter at foreslå det, jeg var bare ivrig. Havde åbenbart helt glemt min plan om at holde en pause fra casual kissing.

Selvom der også var andre med den aften, så var de blot statister.

Det vidste vi vel sikkert allerede mens vi stod på vejen og flirtede. Selvom vi på ingen måde kendte konsekvenserne af det vi havde sat i gang.

- to be continued senere i dag..

Tid til cølibat

Fra det femtenårige novicekys og tre år frem, var jeg skræmmende ukritisk. Hvis nogen viste interesse, så var jeg nærmest klar. Den friske fortolkning kunne være at jeg var ung og sulten på livet og alle dets fristelser. Så lad os bare sige at det var sådan det var.

De seje, de blege, de rødhårede, 1.g’ere, 2.g’ere, en enkelt pige og sågar en ung mand med mor-klippet grydehår. Udover dem I har kunnet læse om her på bloggen. Der var ikke nogen rød tråd. Jeg var god til flirteriet, men åbenlyst ikke særlig kæresteparat. Selvom jeg godt gad.

Min veninde var blevet kæreste med den nabo jeg aldrig havde fået kysset på. Og i starten var jeg en smule tøsefornærmet. Som om han var min. Men det var han jo ikke. Og jeg vænnede mig til at de to var et par. Var venner med dem, og flirtede stort set ikke på ham mere.

Faktisk forsøgte jeg i det hele taget at tage mig sammen. Strammede skruerne og spejdede efter kærestepotentiale. I ædru tilstand! Jeg udså mig en skøn 3.g’ er, som virkede sød, let flippet og en smule genert. Uldstrik og kommunefarvet hår. Store blå øjne og et rart smil. Jeg kendte ham overhovedet ikke, og det var nok lidt flot at kalde min planlagte interesse for ægte følelser, men jeg tørflirtede i en grad så han blev nysgerrig og så kørte rouletten.

Eftersom vi aldrig blev et par, var jeg hurtigt tilbage i det gamle mønster. Kyssede lidt omkring, og endte for gud ved hvilken gang i noget uforpligtende pjatsnav med en af drengevennerne.

Vi gik i klasse sammen. Delte dårlig humor og kunne  lide hinandens selskab. På klassekammeratmåden.

Men jeg ville mere. Eller, jeg ville ikke mere. Fordi jeg ville mere.

Jeg besluttede at holde en slags cølibatpauseishagtig, inden jeg ville finde en rigtig kæreste, som jeg måske kunne være sammen med i et års tid eller sådan noget. Og jeg sagde det faktisk til flere.

Det holdt en uge.

Umodent forhold til moden mand, eller omvendt..

R har krævet at jeg genoptager kysseføljetonen – formentlig fordi han ved at vi nærmer os den første gang han og jeg kyssede…jamen ja. Så lad os da komme videre i føljetonen. De foregående afsnit i serien kan du tjekke ud her.

Hvad han lavede midt i det brune provinsmix af Kappa og fiskelugtende træsko har jeg ingen anelse om. Han var rå og moden og lugtede langt væk af storby. Og læderjakke.

Jeg vidste ikke at han var 10 år ældre end mig, da jeg scorede ham på det lokale gå-i-byen-sted, ved at spørge om en smøg jeg ikke kunne drømme om at ryge. Men jeg kan ikke forestille mig at det havde gjort nogen forskel. Tværtimod.

Jeg nåede faktisk kun at besøge ham en enkelt gang, i hans lejlighed et sted i storbyen. Han smilede overbærende over at jeg havde været til demo mod Bertel Haarder. Det havde han også været engang. Men eftersom han lavede den vildeste scoremiddag mad til mig samme aften, bar jeg over med hans småarrogante attitude. Der var aldrig før en mand der havde lavet mad til mig. Eller en dreng.

Han var ikke kommet sig over sin eks. Og han var ikke forelsket i mig. Han var 27, jeg var 17 og kunne godt lide tanken om os som par.

Forholdet var håbløst fra start.

Og en aften kom jeg til at kysse på en anden, som jeg slet ikke skulle have givet mit nummer. For næste dag havde jeg en aftale med ham den voksne, og det var før nummerviserens tid, men heldigvis var jeg alene hjemme.

Den dag i dag ved jeg ikke om det var dem begge der ringede. Men telefonen kimede dagen lang, jeg tog den ikke, og hørte ikke siden fra nogen af dem. Moralen kunne være, at jo flere man kysser på af gangen, jo mindre er sandsynligheden for et fast forhold.

My American Guy

Oprindeligt var det meningen at vi skulle rundt og se en masse Europa på vores interrail. Men det blev sjovere og sjovere på den der campingplads, og vi kunne slet ikke forestille os, at det kunne være lige så skægt andre steder. Så vi tog bare en dag af gangen. Og endte med at være det samme sted i 3 uger. Hollænderen, som var frisk på at klippe drengenes solblegede sommerlokker, new zealænderne, som var fulde af spas og halløj, den rødhårede dansker, som brugte faktor 5 millioner og alligevel blev solbrændt, nordmænd i alle afskygninger, esbjergenserne, som lærte os at knytte venskabsarmbånd, og pludselig også Don og Jim fra USA. Det var et internationalt eventyr.

En aften kyssede jeg med amerikanske Jim. lidt sådan hovsa-agtigt. Men vi fortsatte med det. Aften efter aften. Nat efter nat. Det var very nice. Romantisk, spændende, brusende, susende, stille. Og en smule trangt. For vi lå i hans sovepose, i det lille tomandstelt som han delte med Don. Det stakkels menneske.

Men en meget tidlig morgen blev det tid til det allersidste kys. Don og Jim havde pakket deres rygsække og skulle videre rundt i Europa. Minibussen kørte klokken kvart i kvalme, efter en grådkvalt kyssescene, som var en ungdomsfilm værdig.

Jeg var fast besluttet på at besøge Jim i USA, sådan som vi naturligvis havde aftalt. Jeg spekulerede kun en lille smule på, hvor mange flere europæere han mon nåede at kysse, inden rejsen igen gik hjem til USA. Vi havde, trods alt, ikke ligefrem planlagt en fremtid sammen.

Sommeridyllen brast få uger senere. På grund af en brand. Og pludselig var intet længere som det var engang. Jeg skrev til Jim. Fortalte om branden. Og smed sikkert også lidt kærlighedserklæringer ned i kuverten. Hvis jeg kender mig selv ret.

Han svarede aldrig på mine breve, og jeg udfasede ham stille og udramatisk fra dagdrømmene. Men en aften ringede telefonen, mens stuen var fuld af venner og Trivial Pursuit. Og de ville ikke forlade rummet, og man kunne ikke bare sådan forlade stuen med datidens telefoner. Så jeg var nødt til at blive stående. Mens de andre sad helt stille bagved.

Han sagde at han ikke var så god til at skrive breve, men at han også var glad for mig. Og for det vi havde haft sammen i sommers. Og pheuw, at vi overlevede. Den slags.

Jeg var glad længe efter. Selvom kontakten sådan set stoppede der.

Og så fandt jeg mig en kæreste som var 10 år ældre end mig. Og som lavede score-Coq au vin til mig, selvom han åbenlyst stadig var forelsket i sin ex..

Øyvind & havnefesten

En af de allerførste aftener på Korfu, kyssede jeg med en nordmand der hed Øyvind. Han var fuld af spas. Det vidste jeg fordi vi havde snakket sammen om dagen. Han var også virkelig glad for britpop. The Smiths, Depeche Mode og alt det der. Det kunne man også se på hans lange pandehår, helt korte sidehår, ternede skjorter over t-shirts, kakishorts der gik til knæene, sokker og robuste sko.

Han lignede lidt en tegneseriefigur, med sine spinkle lemmer, store sko - og sit gummifjæs. Men det var ikke derfor at vi kun kyssede en enkelt gang. Heller ikke fordi han havde dårlig ånde. Selvom det helt ærligt betød lidt.

Næe, jeg mødte en anden senere på ugen, som jeg havde meget mere lyst til at kysse på. Men ham vender jeg tilbage til næste onsdag.

For det sjove var, at Øyvind og jeg sådan set var de fineste venner resten af den tid vi var på samme campingplads. Og sågar udvekslede adresser. Selvom jeg kyssede med en anden.

Men vi holdt ikke kontakten ved lige – han fik ikke ligefrem flyttekort da jeg flyttede hjemmefra - så Øyvind blev parkeret som et kuriøst ferieminde i billedalbummet.

Indtil R en dag ringede til mig og sagde, at han mente at han havde set Øyvind og hans kammerat Harald til havnefest i vores lille by. Det var en lille smule langt ude. For det første havde R aldrig mødt de to nordmænd, kun set et enkelt billede af dem i mit feriealbum. For det andet så var det lidt for langt ude, at de to skulle vælge at tage til lige min by for at drikke fadøl og så lige blive spottet af lige min kæreste, som så lige kunne genkende dem. Nej, vel.

Alligevel så hoppede jeg på cyklen, og spænede ned til det der havnefest. Hvor jeg straks fandt de to herrer siddende ved et bordbænkesæt, med to fadøl foran sig. Det var sygt surrealistisk at møde dem i mit hood, 4-5 år efter at vi havde drukket Tequila Sunrise sammen på en campingsplads i Grækenland.

Det var så heller ikke ligefrem tilfældigt. Faktisk var de taget afsted med det klare formål at finde mig. Og jeg kvitterede naturligvis med at invitere dem hjem. Så sad vi i R´s og mit grækergrønne køkken og spiste voksenmad og grinede og hyggede. Sammen med R. Og det blev tordenvejr og så kørte vi naturligvis ud i bil for at jagte seje lyn. Og blev grebet af stemningen og havde en fest med de mange lyn.

Det var en skæg aften.

Han var en rummelig mand.

Og hvis jeg kunne huske hvad han hed til efternavn, så ville jeg klart prøve at finde ham på Facebook.

 

Verdens tarveligste kæreste

Jeg mødte en ung mand, som på flere punkter nærmest var et spejlbillede af mig selv. Vi snakker langpjusket hår, bløde bukser, strik, smykker og særpræget smag i både musik og bøger. I hvert fald hvis vi selv skulle sige det.

Selvom vi mødtes i byen, så startede vi faktisk med at være venner. Som sad på sengen og drak the og snakkede klogt. Og sådan kunne vi for min skyld sagtens være fortsat.

Men en dag begyndte han at kysse mig, mens jeg snakkede i telefon med en veninde. Vel snakkede vi længe, men det var alligevel ret mærkeligt. Og lige så mærkeligt at jeg accepterede det. For vi var jo bare venner.

Vi holdt op med at være venner og blev kærester i stedet for. Dårlige kærester. Og selvom det var ham der startede med det der kysseri, så var han ret forbeholden. Ingen grund til at jeg f.eks. mødte hans familie. Og selvom han var flyttet hjemmefra, så var jeg kun hjemme hos ham en enkelt gang, og hans venner var der ingen grund til at jeg mødte. Ved stadig ikke om han overhovedet havde nogen.

Vi havde dog en enkelt fælles bekendt, nemlig den nabo som jeg aldrig havde fået kysset på. Og jeg blev ærlig talt irriteret over, at min nye “kæreste” gik så skidemeget op i, at naboen meget gerne måtte se os sammen.

Han var blot en sølle lille mand. I bløde bukser.

Og så en dag stoppede han både med at ringe og med at tage telefonen.

Jeg husker ikke hvorfor, men jeg købte en fucking afskedsgave til ham. Fordi jeg havde læst en fantastisk bog, som jeg syntes han skulle have fornøjelsen af. Skrabede mine surt tjente penge sammen, og brugte dem på et menneske som ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt.

Så svarede han.

Uden undskyldninger, uden forklaringer. Og naturligvis uden gaver. Han skrev bare at jeg var en tryghedsnarkoman, og at han ville have købt en bog til mig. Hvis han havde haft råd.

Så fejt.

Så sølle.

Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde mødt mødt ham. Eller i hvert fald at jeg aldrig havde kysset tilbage.

Næe, så var det meget sjovere da jeg tog på interrail første gang, og endte på en ungdomscampingplads fuld af labre folk fra hele verden. Blandt andet en nordmand som var vild med britpop..

 

 

 

Sært deja vu

Der var masser af interessante unge mænd på mit provinsgymnasium. Også nogle der egentlig slet ikke gik der, men bare dukkede op til festerne. Og det blev de bestemt ikke mindre spændende af.

En af de mere eksotiske af slagsen var en cool ung mand, som vidst nok var halv grønlænder. Hvad jeg overhovedet ikke var klar over var, at han engang havde været til børnefødselsdag i mit barndomshjem.

Hvad jeg heller ikke var klar over var, at det unge par han boede hos, siden fik en søn. Som kom til at gå i klasse med min søn. Og stadig boede i det samme hus.

Således at jeg kom til at opleve det særeste deja vu da jeg gik op af havegangen. Til en fucking børnefødselsdag. Mange år senere.

Nåhm, det var i hvert fald en spændende gut. Mørk og mystisk. Lidt ligesom ham fra Liv og Alexander-bøgerne. Og jeg vidste jo ikke at han faktisk havde en kæreste. Eller at han havde et issue med stoffer. Eller at han faktisk døde få år senere. Oh yeah, endnu en af dem.

Vi flirtede henover fadøl i plastglas. Gennem tåger af tobaksrøg. Filtret ind i firserrytmer.

Jeg blev i den grad blown away. Snavet i gulvet. Revet med.

Og næste dag besøgte jeg ham igen. For at hente et eller andet jeg havde glemt, da jeg samme morgen listede mig ud i dagslyset. Hilste på en lille pige som kravlede rundt foran hans værelse. (det var så storesøsteren til ham sønnen som siden blev født og kom til at gå i klasse med min søn – yes, virkelig wired)

Og på klodset vis fik den nu knap så mystiske gjort mig opmærksom på, at han forresten nok lidt havde gang i en dame.

Godt det samme.

Han var alt for vild til mig.

Skal jeg ikke sove i dit telt i nat?

Da festivalen ramte byen igen, var jeg blevet hardcore moden. Havde klippet hanekammen væk og mødte op med hullede jeans, sorte solbriller og masser af huller i ørerne. Jeg havde billige sølv- og gummiøreringe op af armene (førte senere til en tarvelig allergi, tak selv) og planer om at få piercet næsen. Havde med andre ord fundet noget stil der var lige mig.

Skæbnen ville, at naboen dukkede op ude på den der festival. Der var intet sket mellem os siden den nat han passede på mig på grund af naboen.

Det viste sig at jeg havde udviklet mig meget siden vi sad på mit værelse med the og strejf af hænder, mens han ærlig talt stadig virkede lidt genert. Han skruede hellere på biler end på damer, og gjorde det ikke så meget i at feste.

Jeg storflirtede på ham, og vi daskede lidt rundt på festivalpladsen sammen. Bare som venner, du ved. Han holdt mig i hånden mens jeg fik piercet næsen, og alt var godt og kun for sjov. Vi drak øller sammen med vores fælles venner, og stadig var alt bare skæg og ballade. Men så blev det nat, og han skulle hjem til en kammerat og sove i telt.

På dette tidspunkt var jeg både fuld og måske endda lidt pinlig. Jeg ville nemlig ikke bare se teltet, jeg ville også med ned i hans sovepose.  Men det syntes han ikke at jeg skulle. Selvom han grinede af mig, og måske endda blev lidt glad for interessen. Det gik op for mig at han nok var genert. Rollerne var byttet totalt.

Og jeg endte endnu engang med at gå fra ham, uden at få kysset.

Efter sommerferien startede jeg i 1.g på det lokale gymnasium. Og så glemte jeg alt om alle de andre jeg havde kysset på. For det var et slaraffenland.

Burning down the house

Jeg gider slet ikke fortælle i detaljer om de mange kys jeg smed rundt med, efter at have fundet ud af, at jeg ikke var farligt syg. Der var intet amourøst inde over. Kun et friskt indtag på alkoholfronten og en totalt manglende dømmekraft på herrefronten. Det var en latterlig vinter. Virkelig. 

Men så blev det sommer igen. Og jeg var alene hjemme et par dage, mens min mor var en tur på hospitalet og min  lillelillebror blev passet. Det var cool nok at være alene. Jeg havde min grimme boxerhund til at passe på mig.

Men så en dag stod hunden bare og gøede og gøede og gøede ovre ved bagboens hegn. Det var en sær, gammel dame der boede derinde. Hun gik tur med katten i snor, men lod hunden løbe frit rundt. Og så havde hun det med at fodre vores hund med virkelig gammelt mad.

Og det var det jeg troede hun var i gang med. Så jeg trampede ud for at sige fra, med mine 16 myndige år i baglommen. Derfor er det klart at jeg blev forskrækket da jeg opdagede, at hunden ikke gøede af gamle madrester men af damens hus der brændte.

Længe stod jeg helt paf og gloede på huset. Så kunne jeg høre at der var nogen på den anden side af huset som råbte og skreg, at damen stadig var derinde og at de ville ind og redde hende.

Så var det pludselig ufedt at være helt alene hjemme.

Den gamle dame døde i sin seng, hvor hun tilsyneladende havde ligget og fået sig en smøg eller tre.

Og ham naboen, som tidligere havde drukket the på mit værelse, han dukkede pludselig op ud af det blå og tilbød ædelt at overnatte hos mig, så jeg ikke skulle ligge der og tænke på døde nabodamer.

Åh, ja tak.

Det kunne godt være endt lige så kækt som med så mange andre unge mænd i den periode. Jeg kan helt 100 sige, at jeg på ingen måde var uinteresseret. Men han var ganske ædel, den gode nabo. Lå oven på dynen, med alt sit tøj på, mens jeg lå under min dyne i en virkelig lille t-shirt og var teenagekåd.

Om han var genert, uinteresseret eller virkelig kun lå der for at passe på mig, det fandt jeg ikke ud af den aften. Men senere samme sommer mødte jeg ham igen, til en pragtfuld musikfestival. (nix, gælder ikke hvis vi hilste ude på vejen!) Og der gik det op for mig, at han vidst nok mest var genert. For da jeg havde fået noget at drikke blev jeg meget direkte. Nu ville jeg vise ham at jeg ikke længere var en lille pige..