Frejdig fridag

Jeg har haft en af de der fridage, hvor alt bare er gået op i en højere enhed. Pakker med posten, blomster på sms, bagt, foræret væk, modtaget, lavet en laber kartoffelpizza med ramsløg (mmmm!) og ikke mindst fået skrevet rigtig, rigtig meget, på det der skulle skrives på.

Måske er det fordi jeg er blevet sparet ud af klummeriet, så jeg rent mentalt har fået plads til det vigtigste skriveri lige nu.

Fik jeg sagt at jeg fik bagt?

Åh jo. Og smidt billeder af det blærede bagværk på Instagram. The place to be, hvis du spørger mig. Der er herrehyggeligt.

Nå, men jeg lovede en opskrift på de der snurrer, og den kan du se ved at trykke her.

Livet er godt, ing?

Klumme – hvem sidder der bag skærmen?

Det startede nok den dag hvor min optiker sagde, at jeg kunne have glæde af en skærmbrille. Udover at skulle forholde mig til, at jeg nu bliver typen der skifter mellem flere slags briller, så fik det mig også til at overveje, hvor meget tid jeg egentlig bruger foran diverse skærme.

Jeg starter som regel dagen med at tjekke nyheder, vejrudsigt, Facebook, blogs, Instagram, mail og Twitter. På den måde er dagen ligesom sparket i gang. Så kører morgen-tv  i baggrunden, mens jeg gør mig klar til dagen. Hvis jeg tager toget, hiver jeg telefonen frem igen, og tjekker fuldstændig det samme som da jeg vågnede. Men som regel tager jeg bilen, så jeg får da en slags pause, inden jeg kommer på arbejde, og sætter mig foran en computer, hvor jeg bliver siddende det meste af dagen. Når jeg har pause hiver jeg mobilen frem og tjekker alt det sædvanlige, mens jeg spiser min madpakke. Og bagefter sætter jeg mig som regel foran en computer igen. Hvis jeg tager toget hjem, bruger jeg igen tiden på at tjekke diverse opdateringer, og når jeg kommer hjem, efter at have handlet, så sætter jeg mig med den bærbare, og tjekker alt det jeg har tjekket på telefonen i løbet af dagen, skriver blogindlæg, klummer, eller andre tekster, og ser måske lidt serie på Netflix.

Mens jeg laver aftensmad, kører fjernsynet i køkkenet, og hvis jeg ikke husker at få det slukket, så kører det såmænd lystigt videre, mens vi spiser. Så rykker vi til sofaen, overfor det store fjernsyn, og putter under tæpper, bærbare og telefoner.

Når jeg går i seng, kan jeg sagtens finde på at tage computeren med mig, så jeg lige kan nappe lidt Netflix på sengekanten, og måske runde Facebook, inden godnat.

Det sker at jeg går til koncerter, fester, i operaen eller i biografen, sågar at jeg tager på ferier. Men sjældent uden at have telefonen på mig, så jeg kan holde omverdenen orienteret via Facebook, Twitter og Instagram, om hvor kulturel, festlig, berejst og social jeg er.

Tror pokker at øjnene bliver sådan lidt trætte i det, og trænger til ekstra støtte. Men jeg blev helt flov og besluttede at skære bare en anelse ned på mit skærmforbrug. Så nu er jeg f.eks. holdt op med at tænde for morgenfjernsyn. Det eneste jeg reelt fik ud af det, var alligevel bare at jeg lærte nogle reklamejingler udenad, og hørte de samme nyheder et par gange. Så har jeg meget mere morgenfornøjelse, af at tune ind på et af de radioprogrammer, hvor der ikke er så meget gøgl, men masser af musik, som man både kan nynne, synge og danse dagen i gang med, mens tænderne børstes og madpakken bliver smurt.

Fjernsynet er i det hele taget det nemmeste sted at skære ned, trods alt. Det kræver nemlig bare, at jeg lader være med at tænde for det. I stedet klarer jeg mig forbavsende fint med musik, radio eller – tro det eller lad være – god gammeldags ro. Og når ikke fjernsynet er tændt mens jeg laver mad, så “glemmer” jeg heller ikke at slukke det, når vi skal spise.

Jeg prøver at være selektiv, når jeg vælger serier på Netflix, og jeg er begyndt at låne film med hjem fra biblioteket, i stedet for bare at sidde og zappe ukiritisk mellem de mere eller mindre ligegyldige programmer, som diverse tv-kanaler har valgt at jeg kan vælge mellem. Og vigtigst af alt, så forsøger jeg at holde mig til en skærm ad gangen, så jeg bliver ordentlig færdig med at kigge på computeren, før jeg tænder for fjernsynet. Og selvfølgelig holder jeg da også pauser, hvor jeg læser i en bog, eller helt andre ting, som ikke kræver helt samme koncentration i mine stakkels øjne.

Men alt i alt, så sidder jeg jo nok lige så meget foran skærme som jeg hele tiden har gjort, men nu har jeg jo også lige fået skærmbriller, og så skal de da også bruges..

Klumme – jeg kører altså udemærket bil!

Det forholder sig desværre sådan, at min mand ikke er særlig god til at sidde ved siden af mens jeg kører bilen. Han har aldrig haft problemer med at lade mig fragte vores eller andres børn rundt i bilen, og direkte adspurgt, indrømmer han, at han faktisk synes at jeg kører okay.

Eftersom jeg, modsat ham, får dækket mit kørebehov til dagligt, har jeg som regel ikke det store problem med at overlade rattet til ham, uden yderligere snak. Indimellem insisterer jeg dog på at sætte foden på koblingen, især hvis vi skal på længere ture. Jeg ville gerne sige at det var for at aflaste ham, men egentlig handler det mest om at det provokerer mig, at han er så dårlig til at lade mig tage styringen.

Vores diskussioner kan psykologer og parterapeuter sikkert få meget ud af. Som regel går der ikke mere end ganske få minutter, før han begynder at kommentere min kørsel, som om jeg var en håbløs nybegynder og han en hærdet køreskolelærer. Jeg bliver hurtigt sur, og truer med at sætte ham af, hvis han ikke holder sin kæft. Hvilket vi som regel griner af bagefter, men stort set aldrig mens vi kører, i en boble af uforklarbar magtkamp.

Engang gik det helt galt for os, på en tur der var så lang, at jeg havde lavet madpakker. Jeg havde insisteret på at køre den ene vej, han bad mig ret hurtigt om at lade være med at køre efter alle de huller der efterhånden er på de danske veje, og jeg skældte ham ud, helt som vanligt. Men selvom han efterhånden holdt kæft, så havde han stadig svært ved at finde ud af hvordan man opfører sig, når man sidder ved siden af.

GPS-konceptet er skabt til geografiske analfabeter som mig. Det ved min mand godt, men da han selv er typen, som kan noget med helikopterperspektiv, og således kan regne genveje ud, nærmest lige meget hvor i verden han befinder sig, så har han svært ved, sådan for alvor, at forstå mit problem.

Så jeg er nødt til at tro på, at det ikke var for bevidst at genere mig, at han begyndte at sidde og lege med bilens GPS,  mens jeg troligt forsøgte at følge dens anvisninger, og derved kom til at dreje af et helt forkert sted, fordi den, i stedet for at guide mig, pludselig viste et slideshow med seværdigheder i nærheden. - se hvad den faktisk kan, er det ikke smart? 

Kort fortalt, så blev jeg vred på sådan en fysisk måde, hvor jeg viftede rigtig meget med armene, mens jeg råbte op om, hvor irriterende han var. Og mens jeg viftede rundt med de der hidsige arme, kom jeg til at ramme hans hånd, og den sandwich som jeg selv, møjsommeligt, havde smurt inden vi kørte af sted. Og pludselig sad han der og rodede rundt i noget løssluppen tomatsalsa. Med pinjekerner, persille, hvidløg, bagte røde pebre, olie & et lille skvæt balsamico. Det blev han faktisk lidt ærgerlig over, og påtalte at han syntes jeg skulle opføre mig ordentligt. Men det var jo ham der startede, ikke sandt?

Det var umuligt at fortsætte med at være uvenner, når han sad der og var smurt ind i tomatsalsa, så vi endte heldigvis med at grine af det. Sammen.

Nu plejer jeg ikke at overdænge min mand med mad, når jeg kører bil. Så hverken han eller jeg forstår, hvorfor han er så utryg ved at lade mig køre, mens han f.eks. sagtens kan være passager når andre mennesker kører. Men det er åbenbart ikke alt der kan forklares, og jeg fortsætter stædigt med at insistere på at vi deles om især de længere ture. Om ikke for andet, så fordi han bliver træt af at køre langt. Og gør han det, så risikerer vi at han falder i søvn på sofaen. Og jeg kan ikke forklare hvorfor, men det har jeg det virkelig svært med..

Klumme – Når vinterblusen strammer

Jeg er et af de mennesker som har det lidt stramt med vinter. Selvom jeg efterhånden burde være forberedt på det, så kommer det hvert år som et nærmest fysisk chok, når vi går over til vintertid og aftenmørket kryber op på skødet af dagslyset, og sætter sig lidt for godt til rette.

For mørket stjæler ikke bare dagen, men også ret meget af min energi. Og uden energi er jeg ærlig talt ikke særlig festlig at være sammen med. Hvilket så passer fint med, at jeg helst bare vil passe mig selv, sådan cirka indtil det bliver forår igen. Især når vejret bliver så vinterligt at transport bliver en logistisk udfordring, eller når snotten tapløber og vinterhosten bliver hængende. Så skruer jeg mig godt og grundigt ned i en uklædelig selvmedlidenhed, som er ret svær at komme ud af igen.

Jeg hænger bare surmulende henad arbejdsdagen, og længes efter at være alene med min egen jammerlighed. Og når først jeg er landet der, så skal et ærinde ude i vinteren være alarmerende vigtigt for at jeg overhovedet vil overveje at bevæge mig ud efter det, uanset om det så er en kold, klar, våd, eller mild variant af vinteren. Så længe den også er mørk, gider jeg den mindst muligt.

Jeg er godt selv klar over, at det ikke er særlig spændende for andre at hænge ud med sådan en vintersur sok, som jeg godt ved at jeg bliver om vinteren. Problemet er bare, at der kan være noget frydefuldt ved at holde den dårlige stemning ved lige. Lidt ligesom at begynde at klø på et myggestik der ellers ikke kløede, eller tvinge fedende kalorier i sig, som man egentlig ikke havde lyst til. Jeg nedsparker alle positive ytringer om at dagen ellers er blevet 2 halve minutter længere, eller at det da er dejligt med indehyggevejr og levende lys. Gør jeg mig umage, kan jeg sagtens få smittet med det dårlige humør.

Jeg har googlet min tilstand, som naturligvis kaldes for “vintertræthed”, og fandt prima forslag, om både at rejse til varmen, spise mørk chokolade, dyrke meget motion, sex og frisk luft. Det er superfint, bortset fra at jeg ikke har råd til at rejse så langt hver vinter, i forvejen spiser alt for meget chokolade, og også har arbejde der skal passes. Men der er nu noget om, at der skal mere af det søde på bordet, for at fortrænge alt det bitre.

Så denne vinter forsøger jeg at pimpe mit humør, fake it till you make it-style, hvilket virker bedre end man måske skulle tro. Det er godt at jeg som regel er alene om morgenen, når jeg slæber rundt på min lysterapilampe, som brager ind i masken på mig, mens jeg vågner. Og det er endnu bedre at jeg som regel også er alene i bilen, hvor jeg skruer op for meget glad musik, som jeg derefter synger med på, indtil jeg kan mærke det helt ned i maven. På den gode måde. I stedet for at mukke over at der er langt mellem p-pladser og arbejde, forsøger jeg endda at nyde at det både giver motion, frisk luft, og tid til at mønstre et ordentligt godmorgen til mine kolleger. Jeg forsøger oven i købet at sige noget pænt – måske endda sjovt – til mindst een før frokosttid. Det kan virke lidt forceret, men det virker faktisk. Også selvom jeg kan være nødt til at Youtube klukkende babyer, på de allersureste dage.

Hvis jeg er heldig, giver min lallende start på dagen energi til resten af dagen. Men hvis jeg bliver for træt til at lave den sunde mad jeg ved vil gavne mig om aftenen, så er jeg ikke for fin til at gribe til sundhedsagtige halvfabrikata. De for-hakkede grøntsager og færdigblandede salater er vel netop opfundet til sådan nogle som mig, som gerne vil være sunde, men ikke orker at hakke noget som helst, før det bliver forår igen.

Klumme – om at tage ansvar for juleglæden

Da mine forældre blev separeret, var jeg i en alder hvor jeg i forvejen var rasende på alt. Så det er klart at jeg blev pissegal på julen. Mine forældre holdt ikke op med at fejre jul, de holdt den bare ikke sammen længere, og derfor mistede den, i mine øjne, sin magi. Og selvom jeg udadtil måske nok var cool, så sad der en lille vred pige i velour og korslagte arme, inde bag facaden, og hun gad sgu  ikke  være sådan en der holdt skilsmissejul, selvom det gav flere gaver og mere konfekt. Hun var træt af det, ked af det og sur på det hele.

Så jeg kunne sagtens være endt i klumpen af julehadere, som går op og lægger sig, indtil december er overstået og vejret igen kan trækkes julefrit.

Som voksen slog jeg pjalterne sammen med en mand, der også var blevet skilsmissebarn i en sen alder, så vi fejrede julen i mange varianter, der alle var lidt anderledes end det vi hver især var vokset op med.

Så der var faktisk ikke nogen faste traditioner at videreføre, da vi selv fik børn. Hvilket til gengæld gav mulighed for at indføre nogle nye – vores egne.

Vi arbejdede begge ret meget op til jul, så vi havde ikke tid til at piske en stemning op omkring julestress. Hvilket gjorde – og gør – at vores jul er forholdsvis stille og rolig.

Juletræet kommer først ind julemorgen, og skal bare være pyntet, inden Disneys Juleshow går i gang. Det ser jeg sammen med drengene, mens Morten står i køkkenet og nusler med juledufte. De bedste år var dem hvor Superbrugsen stadig måtte stege anden for os. Så hentede vi den dagen før, komplet med sovsekit og det hele. Både rødkål og brunekartofler kan komme fra glas, uden at det ødelægger den gode stemning, og risalamanden behøver sådan set heller ikke være lavet fra bunden, for at gøre os lykkelige. Men det bedste af det hele er, at vores familie har været med på, at julemiddagen hos os er et sammenskudsgilde. Alle bidrager – ingen overbelastes.

Jeg blander mig helt uden om de brunede kartofler, og bruger i stedet tiden på at dække et fint julebord, pynte træet og sætte levende lys på badeværelserne og den slags. Når gæsterne dukker op, åbnes der rødvin og halvdelen af selskabet bruger en halv times tid på at familiesammenføre diverse saucer og smage til, mens den anden halvdel hænger ud i sofaen, mens sulten og madglæden snakkes helt op i en spids. Helt fra de var små, har drengene sat lige så meget pris på selve julemiddagen som på gaverne, og vi har kvitteret med julemand og afkortede julesalmer.

Reglen om at 1. juledag er fredet til at lege med julegaver, stammer fra dengang drengene druknede i Lego. Men den gælder faktisk stadig, selvom der nu er knap så meget legetøj under vores juletræ.

Engang var min lillebror også træt af julen. Men nu har han fået egen familie, komplet med småbørn i alle aldre, og en kæreste der både kan stege ænder til mange, dække et fortryllende julebord, mixe velkomstrdrinks og se godt ud i høje hæle. Så nu er vi også begyndt at fejre jul hos dem, på deres præmisser og indenfor deres fine rammer. Og i år skal jeg stå for konfekten.

Der er meget jeg gerne vil give mine drenge med i baglommen. Udover at skifte sengetøj engang imellem, og tjekke udløbsdatoen når de køber mad, så må de også meget gerne huske, aldrig at glemme ansvaret for egen lykke. Og alt det andet man  ikke kan være bekendt at tørre af på andre.

Ga jol. God jul.

Klumme – damelogen

Det hele startede med at der var nogle kvinder i mit lokale hood, som jeg godt gad se noget mere til. Men oftest blev det kun til nogle halvhjertede aftaler om at aftale, hvorefter jeg gemte mig bag en vifte af dårlige undskyldninger. For der var også et arbejde som skulle passes, noget træning jeg burde prioritere, venner og familie, hvis liv jeg gerne ville være del af, og et parforhold som også skulle plejes.

Men når jeg endelig ses med veninderne eller familien, så vil jeg egentlig helst bare snakke. Og efter mange år med den samme mand må jeg konstatere, at vores interesser kun delvist lapper  ind over hinanden. Indimellem går vi naturligvis på kompromis, for at gøre den anden glad. Derfor har jeg f.eks. engang brugt det meste af en feriedag på at kede mig halvt ihjel på et krigsmuseum i London, og derfor har min mand indvilliget i at bruge en hel formiddag på at lede efter en bestemt skobutik i Barcelona. Den slags er både fint og sundt og modent, men indimellem er det bare sjovere at dele oplevelser med nogen der også bare er begejstrede. Det er blandt andet derfor, at min mand kan sidde i timevis og diskutere med sine brandmandskolleger, hvorfor røgen fra et bål altid følger en, lige meget hvor man flytter sig hen, eller hvad de nu snakker om. Og det var blandt andet derfor jeg besluttede at tage initiativ til en dameloge, hvor jeg kunne dele min passion for kager og kulørte drinks med nogle ligesindende.

Jeg spurgte lidt rundt, og de fleste var friske fra start, selvom de ikke nødvendigvis kendte de andre, og selvom jeg ikke havde en færdig plan klar. Vi mødtes til noget forventningsafstemning over nogle Mojitos, og det stod hurtigt klart, at ingen af os tændte på akavede optagelsesritualer, og komplicerede regler, eller på at bruge ungernes børneopsparinger på spature til Polen.

Vi ville bare gerne lave noget sjovt, drikke nogle drinks og lære hinanden at kende. Et par gange om året mødes vi og brainstormer over en masse kage og kaffe som gerne nydes af det fine arvestel. Og så bruger vi ellers vores Facebook-gruppe som en slags opslagstavle, hvor vi opretter begivenheder, tilmelder os og aftaler alt det praktiske. Det er ikke nogen der slår hinanden i hovedet med bør og burde. Hvis man har lyst til at deltage i et ekstremløb i mudder, men ikke rigtigt tænder på et aftenbesøg på Louisiana, så hører man ikke et ondt ord for det. Og hvis man kun gider komme når der er drinks og kage, men ikke gider cykle 40 kilometer i stærk sidevind, så er det faktisk også i orden.

Logen er et uforpligtende fællesskab, fuld af potentielle legekammerater. Her er der ikke nogen der bliver fornærmede hvis vi glemmer hinandens fødselsdage, eller dømmer dig, hvis du bestiller  fritter til din salat, når vi afslutter en biografpremiere på nærmeste café. Eftersom vi er 11 meget forskellige kvinder, og alle bidrager aktivt med input, så har vi rig mulighed for at få prøvet noget nyt, som vi måske ikke lige vidste at vi ville synes om. En af logedamerne er f.eks. kunstmaler, og i sommers brugte vi en eftermiddag i hendes atelier, bag hvert vores lærred. Selv de af os som ikke havde rørt en pensel siden formningstimerne i 3. klasse, blev opslugt af at male. Og vi var ikke blege for at rose hinandens værker, da vi sluttede dagen med dame-mad, vodka og en sommernat fuld af fine snakke, som gjorde oplevelsen til et særligt, magisk minde.

De fine snakke og de mange, forskelligartede oplevelser, er med til at gøre det vi har til noget særligt. Både for de nybagte mødre, farmoderen og alle os med de flyvemodne unger. Vores samvær er ukompliceret og fuld af humor, selvom vi møder hinandens måder at tackle tilværelsen og alle dens udfordringer på, med meget stor omsorg, hjælpsomhed og anerkendelse.

Den finurlige bonus er, at når min mand hygger sig med sine brandmænd og jeg hygger mig med mine logedamer, så har vi også noget at snakke om, når vi endelig mødes hjemme ved kakkelbordet.

Klumme; glæden ved ventede gæster

Jeg bryder mig stort set ikke om uventede gæster.

Jeg ved godt at det er tæt på en dødssynd at indrømme i disse tider, hvor alt skal være så helvedes spontant og i nuet, og det er ikke fordi jeg på nogen måde er menneskefjendsk eller noget. Hvis bare jeg ved det i forvejen, så kan jeg faktisk godt lide at få besøg.

Og det handler ikke kun om mit ikke særlig afslappede forhold til sure håndklæder på badeværelsesgulvet, eller bh-frie søndage i sofaen. Det er også noget med om jeg overhovedet har en kiks klar i skabet, eller andet end halvfrisk mælk i køleskabet.

Da jeg var barn, lå min tyske Oma sidelæns i dagevis for at nå at fylde skabe og skuffer og forberede alle vores livretter, inden vi kom på besøg. Og selv mens vi var der, brugte hun pænt meget tid på at handle og stå i køkkenet. Mine forældre syntes det var for meget af det gode at hun sådan gik og kogte over når vi skulle  komme. Så de besluttede at overraske hende og min Opa med et spontant-agtigt weekendbesøg, som ikke gav tid til at stresse med forberedelser.

De tænkte at når vi så kom derned, kunne vi sammen handle og lave mad og rede sengene og alt det der, på hyggeligste vis. Bilen blev pakket og vi var fulde af konspiratoriske fnis, og kunne næsten ikke vente med at se deres overraskede ansigter, da vi trillede hjemmefra. Mine forældre vidste godt, at det ville være lige en tak for voldsomt, hvis vi pludselig stod og bankede på døren. Vi sås trods alt kun et par gange om året. Så planen var at ringe til mine bedsteforældre, en times tid før vi var fremme.

Når min mor og min Oma talte i telefon sammen, rundede de ofte lige hvad der var på menuen samme aften, og hyggevrøvlede om at komme og spise med hos hinanden, hvilket jo selv sagt aldrig var muligt. Men da vi var kommet fra færgen, holdt min far inde ved en telefonboks, hvorfra min mor ringede til sine forældre. Vi sad i bilen og ventede spændte, mens hun spurgte hvad der var på menuen samme aften, men da hun kom tilbage til bilen stod det klart, at min Oma ikke havde reageret helt som håbet.

Hun kunne nemlig ikke lide at få uventede gæster – selvom vi var nok så elskede og savnede. Det mine forældre ikke havde set, bag min Omas hektiske røren i gryder og roden rundt med tungt sengetøj var, at hun i virkeligheden elskede at gå og gøre klart til at vi skulle komme. Hun nød at fylde skabe og skuffer med Nutella og Kinder Chokolade. Hun elskede at redde op til os, lægge vores yndlingslik på natbordet, skurre badekarret og proppe kælderen til randen med Multifrugtjuice, kolde øl og dåsesodavand. Hun nød at lave lige præcis den mad vi kunne lide, og så det faktisk ikke som noget offer at smide sig på cyklen for at hente lige præcis det krydderi der manglede, for at gøre de benløse fugle til en perfekt smagsoplevelse for alle.

Jeg er ikke på nogen måde lige så hausfrauperfekt som min Oma var. Men jeg kan genkende glæden ved at gå og gøre klar til gæster. Det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke bliver glad hvis min bror kommer forbi med en stak unger under armen, eller en veninde dukker op til en uplanlagt kop hygge. Men det er en god ide at smide mig en sms i forvejen, hvis man være helt sikker på at møde en glad udgave af mig, som mentalt er klar og til stede i nuet og alt det der.

Klumme – Vi har dem kun til låns

Dengang drengene var mindre end nu, sagde vi indimellem til dem, at her i huset flyttede man altså hjemmefra når man var 18. Bevares, det var en joke, men der var også et gran af sandhed i det. For vi gad i hvert fald ikke have voksne mænd hængende på børneværelserne, med fuldskægspotentiale og lidt for åbenlys hang til gratis vaskemaskine og fuldt køleskab. Og eftersom vi var forholdsvis unge da vi fik dem, mente vi også lidt at vi havde noget alene-tid til gode, det øjeblik den sidste taske med x-box-spil og forvaskede t-shirts var sparket ud af døren med et hej hej, hav det nu godt ude i verden, søn.

Det har så vist sig, at vores drenge tilsyneladende ikke har så svært ved at løsrive sig som vi måske gik og troede – eller håbede?

En aften her i sommers sad de og fik snakket sig ned i nogle meget nostalgiske minder omkring deres barndom. Rammede de sjoveste historier ind og satte dem op på hylden ved siden af noget de kaldte traumer, som viste sig at være noget så hårrejsende som film de ikke var helt gamle nok til, og spøgelser som måske boede ude i haven foran deres vinduer. Og der sad jeg og kunne stadig huske fornemmelsen af at hive bittesmå, spytglatte mælketænder ud med håndkraft. Og den nervepirrende nat hvor jeg lå på en sofa med åben terrassedør og næsten ikke fik lukket et øje, fordi de skulle sove i telt i haven for første gang. Jeg huskede en af de første gange de var ude at flyve, og jublede næsten lige så højlydt over bakken med plastindpakket flymad, som de gjorde over den kildrende fornemmelse i maven ved take-off.

De hviner ikke af fryd på samme måde nu, men de er i den grad klar til take-off.

Godt nok har de begge stadig adresse på matriklen, men den ældste hænger som regel ud der hvor vennerne er, og den yngste har vi lige afleveret på en efterskole han har gået og glædet sig til i årevis.

Og pludselig sidder jeg her og er ikke længere så skidefrisk i replikken. For sjovt nok er det på en måde kommet lidt bag på mig, at vores drenge snart sætter fødderne mod den kant vi kalder familie, og skubber sig ud i noget helt eget liv.

Jeg kender flere kvinder som har haft det rigtig svært med at deres børn er flyttet hjemmefra. Og jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke selv er helt i zen og vater ved tanken om at blive færre og færre herhjemme. Første gang vi var på ferie uden den ældste af sønnerne, føltes det lidt som om jeg forsøgte at cykle på en trehjulet cykel der manglede det ene hjul. Men det havde faktisk også sine fordele, fordi den yngste viste nye, og knap så lillebroragtige sider af sig selv, som var ret sjove.

Og da jeg for nyligt afleverede den yngste på efterskolen, hvor han skal være i næsten et år, tudede jeg hele vejen hjem, selvom jeg faktisk både var glad og stolt.

Det er ikke fordi jeg har hemmelige drømme om familiekollektiver, selvom jeg virkelig godt kan lide mine sønner. Faktisk bor de her jo også stadig, og jeg regner da stærkt med, at ham der er på efterskole kommer tilbage om et lille års tid og bliver et par år. Men jeg er nødt til at anerkende at jeg har det lidt svært med denne nye fase i livet, hvor det så småt begynder at gå op for mig hvad en veninde mente, da jeg spurgte om ikke det var mærkeligt da hendes yngste flyttede hjemmefra, og hun svarede at vi kun har vores børn til låns.

Klumme; drømme, dræbersnegle & bitre kællinger

Dengang jeg var så ung at alle drømme var potentielle muligheder, planlagde jeg en fremtid som seriøs journalist. Dengang kunne man kun læse journalistik i Århus, hvilket ikke just gjorde det nemmere at komme ind. Så efter gymnasiet og det obligatoriske halve år i Netto, tjekkede jeg ind på en højskole, der havde forberedende kurser til optagelsesprøven.

Alt tegnede godt, men så fik jeg kolde fødder. For min kæreste ville ikke flytte med til Århus, og så snakkede vi pludselig langdistanceforhold, eller alternativer som jeg ikke lige kunne overskue. Og mens jeg gik og tyggede på den udfordring, fik jeg arbejde i en boghandel og blev tilbudt en læreplads. (jo, så nemt var det nogen gange i gamle dage). Faktisk havde jeg stadig drømmen om journalisthøjskolen, da jeg få år senere blev gravid, selvom den var blevet mere blafrende og diffus. Men så mosede babyhverdagen ind over alle ungdoms-fantasierne, og den eneste drøm der var plads til, var en der handlede om en hel nats uafbrudt søvn.

Selvom jeg egentlig fik det fint i bøgernes verden, gjorde jeg meget ud af at fortælle alle og mig selv at jeg kun var på besøg. Og i strakt arm var der kun glimtvis plads til ægte arbejdsglæde. Så folk sagde, at jeg da stadig kunne nå at studere, hvis det var det jeg faktisk drømte om. Alle kendte nogen som havde solgt alt og levede fint af havregryn, indtil de endte med fine uddannelser og flotte jobs. Men igen smed jeg skylden over på min kæreste – og nu også mine børn. De var ikke parate til at bo i en lille lejlighed, bare fordi jeg gerne ville læse. Det blev jeg jo naturligvis nødt til at tage hensyn til. Aldrig indrømmede jeg, at det først og fremmest var mig der var blevet for magelig til at opgive vaskemaskinen, haven og storbyferierne for en drøm der engang var en plan, men som nu efterhånden mest var en undskyldning for ikke at være ordentligt glad.

Og mens drengene voksede ud af velcroskoene, og manden lænede sig op af både arbejdsjubilæer og regulær misundelse fra min side, så var jeg godt i gang med at parkere mig selv der i verden hvor jeg allermindst havde lyst til at være; nemlig i klumpen af bitre kvinder, som smider skylden for manglende drømmeforfølgelse over på egne familier.

Men jeg gad ikke være bitterbitchen, som arrigt klipper dræbersnegle og martyragtigt lægge tøj sammen foran Vild med Dans fredag aften, så jeg var nødt til at tage mig seriøst. Hvilket betød at jeg i første omgang var nødt til at finde ud af hvad mine drømme efterhånden gik ud på.

Jeg ville gerne lære nyt og gå til eksamener, men ikke ofre min komfortable hverdag på det. Og så ville jeg gerne gå på en skole, hvor der ikke kun var unge, som var en remse og et par rim ældre end mine egne drenge. Så jeg googlede efteruddannelser, og efter at have snakket med et par vejledere fandt jeg ud af, at merkonomvejen nok var den rette for mig.

Efter få måneder sagde jeg mit job op og fokuserede 100 procent på efteruddannelsen. For jeg var vild med den seriøsitet der gennemsyrede skolen, lærerne og de voksne elever, som selvvalgt samledes om gruppearbejde, madpakker og eksamensforberedelser.

Efterhånden har jeg fået en mere pragmatisk tilgang til mine drømme og planer – de skal være realistiske, der hvor jeg er lige nu. For ligesom det ikke nytter at opgive sine drømme, så duer det heller ikke at hænge i dem der engang var. Den slags skal løbende justeres.

Den røde løber er ikke  rullet ud foran mig, bare fordi jeg har efteruddannet mig. Men jeg er blevet inspireret til at turde gå nye veje, og der hvor jeg går lige nu er der hverken tid til at være bitter eller klippe dræbersnegle.

Og det føles ret godt.

Klumme; Noget om fester

Jeg synes faktisk at et sammenskudsgilde er en super måde at få smækket noget party sammen i gode menneskers lag. Der er noget skønt ved at hver gæst kommer med et eller andet under armen, om det er hjemmerørte frikadeller eller eksotisk take-away, og sammen gør en god fest mulig, for at fejre at det er nytår, tirsdag eller sommer. Men når det handler om fødselsdage og den slags, så synes jeg personligt at det er en ungdomsting at bede gæsterne medbringe egne klirrende poser.

Jeg kender en mand, som engang fortalte mig om en dejlig bryllupsfest han og hans elskede havde holdt med en hel masse mennesker. De havde bedt folk tage mad med i stedet for gaver, fordi de ikke helt havde råd til at holde fest i det omfang de lystede. Men som han sagde, så var de da godt klar over, at de fleste gæster også ville tage gaver med. Og det blev i den grad en super fest for værtsparret, som fik lige præcis det bryllup de havde ønsket sig. Den blev sikkert også god for gæsterne. Selvom den nok kom til at koste flere penge og især mere tid end man plejer at bruge når man er en ordinær bryllupsgæst, som ikke også lige skal røre en hummus sammen, mens der hives curlere ud af håret og bindes slipseknuder.

En gang havde jeg en kollega som samlede ind til en anden kollegas bryllupsgave på kontoret. De to var også veninder, og det kan sådan set godt have spillet ind, da hun kom tilbage med indsamlingsbøssen dagen efter, og spurgte om ikke vi havde lyst til at spytte en smule mere i kassen. Efter første indsamling var der nemlig lige akkurat ikke penge nok til den der forkromede Alfi-kande som bruden bare ønskede sig helt vildt meget. Det gav en akavet stemning. For det virkede jo lidt småligt, hvis man ikke lige gad smide en enkelt tyver mere i puljen. Herregud.

Det er måske derfor så mange slipper afsted med at holde store flotte fester, som i en eller anden grad er finansieret af gæsterne. For det kræver faktisk mod at sige fra og spørge; ‘undskyld, men som gæst vil jeg bare lige høre; whats in it for me?’ Og det er ellers ikke fordi jeg ser mig selv som en smålig type (for hvem gør egentlig det). Faktisk ville jeg til enhver tid stille op med både bagværk, salater og hjemmefoldede servietter, hvis vi var nogen der blev enige om at fejre et menneske eller to på surprisemåden.

Jeg har det bare sådan, at hvis vi her i familien holder en fest for at fejre os selv, så er det os der er værter, og så er det vores ansvar at sørge for at der er mad, drikke, toiletpapir og stole til alle. Og kald mig bare gammeldags, men jeg går altså bare ind for at man ikke holder større fester end man har råd til. Når alt kommer til alt, så er festen jo kun en kulisse for samvær med mennesker vi holder af, og en gryderet og nogle kolde Pokal-øl kan sagtens gøre det ud for en fest, så gæsterne kun behøver medbringe godt humør og gaver. Så slipper man som gæst for at overveje, om det er i orden at tage resterne med hjem igen, eller for småligt at lede efter sine tomme pantflasker inden man dingler hjem. Og som vært slipper man for at få dårlig samvittighed overfor de gavmilde gæster, hvis man senere skulle få lyst til at bestille en laber ferie, eller købe nogle virkelig flotte havehynder.