Klumme: Forventningsafstemninger omkring det der Mors dag

Klumme – Mors dag

Mine drenge er ikke opdraget til at gøre noget ud af Mors Dag. Tværtimod har vi vel nærmest gjort en dyd ud af at det modsatte. Hvilket naturligvis ikke har forhindret mig i at blive en lille smule fornærmet når dagen er gået, uden at jeg har fået hverken morgenmad på sengen, svulstige sammenplantninger, fodmassage eller hjemmelavede desserter. Alene fordi jeg er nogens mor. Så dobbeltmoralsk er jeg. Og måske har jeg det ikke fra fremmede.

For jeg er heller ikke selv opdraget til at gøre noget ud af Mors Dag. Det passede ligesom bare slet ikke til den type vores mor var da vi var børn. Jeg mener, hun var jo pædagog, med hjemmefarvet tørklæde om pagen og løs barm under rullekraven. Hendes samling af kassebånd inkluderede både Jomfru Ane Band og flere østtyske protestsangere. Det harmonerede på en eller anden måde bare vildt dårligt med Mors Dag-buketter fra tanken.

Hvilket gør det så meget sjovere at se den ambivalente glæde i hendes ansigt, når min lillebror kommer med blomster – holdt i en let skruestik af sin yngre kæreste, som er opdraget i et senere årti, hvor det ligesom var mere i orden at påskønne moderskabet.

Somme tider har jeg selv bundet en sløjfe om et glittet dameblad og overbragt det til min fnisende mor. Og det har sjovt nok aldrig udløst klager. Ligesom jeg selv blev ægte begejstret, da min yngste søn sidste år troppede op med en kæmpestor æske chokolade, dagen efter Mors Dag. Da havde min skuffelse åbenbart været mere åbenlys end ellers. Jeg tror faktisk også det var det år hvor jeg højlydt beklagede mig over, at jeg SELV endte med at køre på tanken efter is.

Men selvom jeg krukker lidt med det, så vil Mors Dag aldrig for alvor blive en ægte festdag for mig. Lige meget hvor meget chokolade jeg så ellers skulle få raget til mig på sådan en dag, så er det jo en dag der er forprogrammeret til forkælelse. Og det er faktisk med til at gøre dagen til en dag hvor det er nemmere at blive skuffet end glad. Ligesom en fødselsdagsgave ikke altid kan glæde så meget som en manglende en af slagsen kan skuffe.

Det er meget sjovere når kærlighedserklæringer af enhver slags dukker op sådan nærmest helt ud af det blå.

Jeg har for eksempel altid gjort meget ud af at pylre om mine drenge når de har været syge. Faktisk har jeg disket op med hjemmelavede supper, slik, the og Anders And-blade i en grad, så de begge, ganske uafhængigt af hinanden, har bedt mig om at slappe lidt af.

For nyligt lå både min mand og jeg febersyge i en hel weekend, efter en ekstraordinær hård uge. Og sandelig om ikke vores ældste søn gik i gang med at lave minestronesuppe fra bunden af, ordne vasketøj, brygge the og sende kærlige blikke i vores retning, hver gang en af os faldt om i ynkelig febersøvn på sofaen. Det er lige før jeg tror han havde lyst til at putte os og ae os på håret. Hvilket han dog lod være med.

Jo, de spontane og overraskende kærlighedserklæringer giver mere streetcred på min konto end de forventelige. Men eftersom jeg stadig sagtens kan blive tøsefornærmet hvis jeg bliver glemt på den der Mors Dag, som jeg ellers har opdraget mine drenge til ikke at gøre noget ud af, så vil jeg diskret lægge dagens klumme et sted hvor de kan læse den. Så de ikke glemmer at sørge for lidt skøn kage til eftermiddagsteen i dag. Og når vi således har fået afstemt forventningerne til dagen, kan jeg overveje om jeg oven i købet skulle binde en rød sløjfe om dagens avis, og overbringe den til min egen mor.

Klumme: Noget om ansvar

Jeg er sådan en der godt kan lide at tage ansvar. Nogen gange kommer jeg ligefrem til at tage det fra andre, og det er jo ikke så godt. Især ikke når det er mine drenge jeg napper ansvaret fra. De skal jo gerne evne at tage det med sig, den dag de smutter hjemmefra.

Men det er heller ikke så godt når jeg tager ansvarsfølelsen fra min mand. Især fordi jeg ikke nødvendigvis ved hvad jeg laver, selvom det umiddelbart virker sådan. Det fandt vi ud af på den hårde måde, dengang vi kom 40 minutter for sent til niecens barnedåb, fordi jeg var overbevist om at sådan noget kirkehalløj startede klokken 11.00. Det blev ikke mindre tåbeligt af at det var mig der havde skrevet indbydelserne. Hver og en af dem. I hånden. Til en meget stor familie.

Det var desværre ikke første gang i vores fælles liv at jeg tog fejl af et ret vigtigt tidspunkt. Så efter den ærgerlige barnedåb, sagde min mand at nu ville han begynde at dobbelttjekke alle vores aftaler fremover. Hvilket han naturligvis sjældent gør. For jeg er stadig meget overbevisende, grænsende til skråsikker.

Oftest har jeg trods alt styr på, hvem i familien der skal hvad, hvilke dage og hvilke tidspunkter. Men jeg øver mig i at give ansvaret fra mig. Opfordrer de andre i familien til at skrive deres aftaler ind i fælleskalenderen, i stedet for selv at gøre det. Selvom det kribler i fingrene på mig, når jeg står med en kuglepen i hånden, foran en kalender fuld af tomme felter, der hvor jeg ved at de andre har møder og aftaler, som er relevante for resten af slænget.

Men jeg prøver seriøst at skubbe noget ansvarsfølelse ned i baglommen på mine drenge, nu hvor de så småt er ved at tjekke ud af familiens trygge rammer – og familiekalenderen, ikke mindst.

Og jeg gør det faktisk ikke kun for deres skyld. Selvom det naturligvis er en vigtig og megavoksen ting, som de simpelthen bare skal have styr på. Ellers kan det jo hurtigt vise sig at blive et problem, hvis de nu får sådan en påståelig kæreste som deres far har fået, som signalerer total tjekkethed, men alligevel ender med at være skyld i, at de ikke dukker op til vigtige familiebegivenheder.

Jeg gør det også for min egen skyld. Ikke fordi jeg tror at mit liv bliver ansvarsfrit på den labre måde, fra den dag mine drenge flytter hjemmefra, men fordi jeg har opdaget, at der godt kan blive brug for at jeg tager ansvar andre steder.

Jeg havde f.eks. den tvivlsomme fornøjelse at skulle fortælle min kræftsyge svigerfar, at en sekretær desværre havde glemt at faxe hans papirer til onkologisk afdeling, og at der derfor ville gå yderligere en uge før nogen havde tid til at gå i gang med hans kemobehandling. Jeg vidste at han ville blive ked af det, og jeg havde ikke på nogen måde lyst til at tage ansvaret for at ødelægge hans dag med den besked.

Jeg havde virkelig meget lyst til at stikke ham en nødløgn, sige at vi havde misforstået det hele eller sådan noget. Ikke for den søde dames skyld, selvom hun virkelig undskyldte og lød ægte beklagende. Egentlig heller ikke for min svigerfars skyld, selvom det var ham det var synd for. Nej, jeg havde lyst til at beskytte mig selv mod en anden kvindes fejl og en anden mands sorg. Men jeg gjorde som jeg skulle. Tog ansvaret, og sørgede for at finde en fornuftig løsning. For jeg er jo sådan en der i virkeligheden godt kan lide at tage ansvar. Og fordi jeg bliver lidt bedre hver gang. Til at vide hvornår jeg skal give det videre og hvornår jeg bare selv skal tage det.

Klumme: Du må endelig sige til…

Nogen gange synes jeg at det er det svært at vide hvad man skal stille op, når andre mennesker bliver slået ud af kurs, fordi der sker noget voldsomt i deres liv.

Jeg er ikke typen der kan finde ud af at bruge gamle, kantede ord og vendinger som “kondolerer” og “det gør mig ondt”.

Allerhelst vil jeg sige noget fornuftigt, med ord som jeg også godt kunne finde på at bruge til daglig. Så det kunne typisk blive noget a la “Jeg er ked af at høre hvad der er sket, det gør mig virkelig ondt på jeres vegne. “. Her kunne man så sætte et punktum. Men nej, typisk sniger der sig lige et “sig til hvis der er noget jeg kan gøre..” ind til sidst.

Og selvom det er velment, og somme tider endda oprigtigt, så er det jo i bund og grund en uforpligtende floskelsætning, som i de fleste tilfælde giver afsenderen mere ro i maven end modtageren. Så har man da vist lidt god vilje, uden at love for meget.

Jeg sagde engang sådan til en far hvis søn var alvorligt syg, vel vidende at han aldrig kunne finde på at kontakte mig, selvom jeg tilbød at lave mad. Hvis det var.

For når man står midt i sådan en undtagelsestilstand, så bruges alt overskud på at holde sammen på sig selv og sine nærmeste. Og så er der næppe overskud til at ringe til en anden forælder, for at høre om hun lige gad lave noget af der der mad hun snakkede om. Nej, så hellere en hurtig rugbrødsmad ved køkkenbordet, og et par bidder af et æble på vej til hospitalet.

Men at faren aldrig ringede til mig, behøver ikke betyde, at han ikke ville være blevet glad for det, hvis jeg en dag var kommet forbi med den der gryderet.

Som dengang jeg ringede til min trætte kusine og sagde at jeg ville komme forbi sammen aften, og tage en vitaminrig salat med. I stedet for at hygge om sin lille datter, brugte hun nemlig sin barsel på at blæse frem og tilbage til nærmeste hospital, hvor manden var indlagt efter en ulykke. Og hun fik ikke altid gjort så meget ved det der med at passe på sig selv. Men den aften hvor vi spiste sund salat sammen, var der ro til både at spise, hygge og slappe lidt af.

Og det er ikke fordi hjælp kun handler om mad, men det er sådan en god, lavpraktisk opgave, som de fleste alligevel har gang i de fleste af ugens dage.

En gang hvor jeg var ganske nyopereret, og helt drænet for energi, blev jeg så glad at jeg var lige ved at tude, da min mor og papfar kom med hjemmelavet aftensmad til familien og mig. Med agurkesalat og alt muligt. Det var ikke fordi vi ikke selv kunne lave mad, og det var heller ikke fordi vi nogen sinde ville være kommet på at bede andre om det, men derfor kan man jo godt blive glad for andres omsorg.

Selvfølgelig kan man ramle ind i nogen som synes det er alt for ydmygende og kompliceret at tage imod hjælp. Men mon ikke størstedelen i virkeligheden vil blive glade. Jeg har i hvert fald ikke fået klager, når jeg har gjort noget for folk der kunne bruge lidt hjælp, i stedet for bare at snakke om at jeg gerne ville hjælpe. Om det så har handlet om mad, snerydning, havearbejde eller brænde.

Og hvis jeg ikke ved hvordan jeg skal hjælpe, så må jeg jo nøjes med at sige “Jeg er ked af at høre hvad der er sket, det gør mig virkelig ondt på jeres vegne. ” Punktum.

Klumme: Det skrøbelige liv

Den klumme som du kan læse herunder, fik min redaktør til at tude. Og det siger jeg ikke for at spille smart, men for at advare Linda og andre grådlabile mødre.

Næste søndag fylder vores yngste søn 16 år, og det skal naturligvis fejres med både tarteletter, gæster og virkelig mange kager. Selvom den dag hvor han blev født, faktisk ikke var særlig fantastisk.

Efter den pludselige fødsel lå jeg helt alene på fødestuen og kiggede ud på den grå februarformiddag. Gjorde hvad jeg kunne for at memorere vejret for altid, selvom det virkelig ikke var noget særligt. For væk var de absurde mængder sne, som blot en uge tidligere havde gjort turen ind til hospitalet voldsomt dramatisk. Med pansret mandskabsvogn, og jeg skal give dig drama. Nu kunne jeg høre biler slaske gennem tøvejret nede foran Rigshospitalet. Ordinært dansk vintervejr.

Jeg havde kun været gravid i 5 en halv måned. Og den sidste uge havde jeg ligget helt stille på hospitalet, for at forsøge at undgå at føde for tidligt.

Alligevel lå jeg pludselig her på en fødestue og kiggede ud af vinduet, efter at lægerne var rullet af sted med 700 gram baby, som blev født mens faren stadig var på vej ind fra provinsen.

Det siger vel sig selv, at det var noget skrækkeligt rod. Og jeg fatter slet ikke, at vi overhovedet magtede at trække vejret de næste uger, mens vi ventede på at finde ud af, om han havde tænkt sig at leve eller dø. For dengang anede vi ikke at han stort set ville klare sig fint.

Sent samme aften, da jeg endelig blev rullet ned til neonatalafdelingen for at se  min søn i kuvøsen første gang, havde jeg svært ved at forholde mig til, at den lille røde krop, der lå og puttede under et  varmende stykke bobleplast var vores barn. Det kunne i princippet være en hvilken som helst baby der lå der, med hjemmestrikket hue på det lille hoved, og slanger og ledninger alle steder på og i kroppen.

Da hans storebror blev født, knap 3 år tidligere, til solskin og flag og smilende mennesker over det hele, kørte vi noget urtet symbiose de første mange timer af hans liv, hvor han nærmest konstant lå i mine arme og blev behørigt beundret. Og om natten da han ikke gad sove, og en sygeplejerske kørte ham med sig, så jeg kunne få et par timers søvn, var jeg nærmest ved at dø af savn.

Der gik flere dage før vi endelig kunne få lov at tage lillebror ud af kuvøsen, og lægge ham på brystkassen – kængurustyle. Det var tydeligt, at han ikke var færdig endnu. Ørerne var tynde som pergamentpapir, og lå helt ind til hovedet. Øjnene kunne slet ikke åbne, og han havde ikke engang nogen baller.

Han skulle jo have ligget inde i min mave. Og i stedet lå han her. I en oplyst kasse, hvor alle kunne se ham, fra alle sider, på alle tidspunkter. Blandt masser af mennesker, men alligevel helt alene.

I starten turde vi dårligt røre ham. Vi var bange for at hans spinkle knogler kunne gå i stykker, når vi løftede ham. Bange for at hans papirtynde hud ville briste, når vi forsigtigt vaskede ham. Og bange for at hans lille hjerte skulle gå i stå for alvor, når han slappede lidt for meget af, ved at ligge på vores brystkasse og lytte til vores hjerteslag.

Heldigvis voksede han helt efter planen, og efter 3 måneder sov vi endelig sammen med ham – allerførste gang. I dag er han et robust menneske med en stærk krop (han er springgymnast!), knastør hud & et hjerte af guld. Og det vil vi fejre på søndag. Naturligvis med masser af tarteletter.

Klumme; Big mother is watching

Min klumme fra JP Viva, søndag 22. januar, 2012.

Allerede inden vores drenge overhovedet begyndte at tænke på, at fester kunne pimpes med andet og mere end sodavand og skattejagt, blev der afholdt forældremøder på skolen, hvor vi artigt aftalte fælles fodslag, i forhold til teenagelivets charmerende udfordringer.

Det var egentlig ikke så svært at blive enige selvom alt endnu var så teoretisk at det nærmest var absurd. Enkelte forældre luftede smånaive ideer om, at det kun handlede om ordentlig opdragelse. Men de fleste af os var nok godt klar over, at trods nok så mange forældraftaler, regler og formaninger, så kunne såvel piger som drenge sagtens finde på at opføre sig som så mange andre før dem. Noget med at drikke sig i hegnet, snave hinanden i gulvet, og på alle måder “glemme” de rammer vi voksne så sirligt satte op for dem, med egne ungdommelige erfaringer i mere eller mindre frisk erindring.

Inden længe blev det hele meget reelt. Og vi var nogen der døde en lille smule af skræk, hver gang familiehygge med fredagsslik tabte weekendduellen til fordel for klirrende poser, spændende piger med lipgloss og hjemkomsttidspunkter som ikke altid blev overholdt.

Jeg er ikke bleg for at prale af, at både min søn og hans kumpaner har nogle megaseje mødre, som både holder af og bekymrer sig for hinandens drenge. Da vi også respekterer hinandens forældre-skills, selvom vi kører forskellig stil, var det egentlig helt naturligt, at et selvopstået mødrenetværk, langsomt men sikkert, blev spændt ud under vores drenge, uden de store overvejelser. Eller forældremøder. Det blev bare sådan.

Og der er hverken rynkede bryn eller løftede pegefingre involveret, når vores unge fulder sig, glemmer at ringe hjem, dropper uddannelser eller på anden måde udfordrer den gængse rummelighed. På kryds og tværs af familier og bygrænser holder vi øje, hjælper og orienterer.

Jeg kan måske godt forstå, hvis andre synes det lyder lidt forfærdeligt. Som om vi ikke kan give slip på dem, og kører den vildeste overvågning af vores efterhånden ret voksne drenge. Big Mother is Watching You. Men i virkeligheden er det slet ikke sådan det er. Selvom vi lidt selv-ironisk er begyndt at kalde os for mor-mafiaen. For vi hjælper dem også med logistiske problemer, hygger med dem, glædes over deres succesoplevelser og beroliger hinanden, hvis vi bliver lige lidt for overgearede.

En af mødrene er f.eks. frivillig på Roskilde Festivalen, hvor drengene har en fælles lejr, langt væk fra deres fordomsfulde provinsmødre. Og nej, de prioriterer sjovt nok ikke kontakt med forældre, mens de er afsted. Til gengæld så er mor-mafiaens repræsentant på dyrskuepladsen rigtig god til at sende os andre beskeder på mobil og Facebook, når hun har set et glimt af vores sønner. Så vi ved at de har det godt, og vi ved at de nærmest har hende i baglommen, hvis lokummet pludselig skulle begynde at brænde.

I sommers kontaktede jeg en mor jeg faktisk slet ikke kendte, fordi jeg fandt ud af, at hendes 18-årige søn havde kørt sprutkørsel efter en fest hos os. Jeg tror hverken at hun eller sønnen kan have været i tvivl om, at jeg ikke gjorde det for at sladre, eller for at lufte min egen forargelse. Nej, jeg gjorde det fordi jeg aldrig ville kunne tilgive mig selv, hvis han senere i livet skulle komme galt afsted, ved netop at køre i påvirket tilstand.

Så selvom det kunne se ud som mor-mafiaen kun er til mødrenes pylrede fordel, så ville jeg virkelig tøve med at klage, hvis jeg var en af de berørte drenge. De kan lige så godt lære, at vi rent faktisk vil dem alle det allerbedste.

Klumme – den største gave er at give

Klummen fra Viva Jyllandsposten, søndag 11. december 2011.

Jeg indrømmer blankt at jeg var pjattet med konceptet, da nødhjælpsorganisationer begyndte at sælge geder og høns som julegavekort. Jeg havde en fest med at forære dem til flere voksne omkring juletræet, og en endnu større fest med at pudse min egen glorie i flere dage, både før og efter selve juleaften. Hvor var jeg dog et godt og betænksomt menneske.

Fornøjelsen var uden tvivl størst på min banehalvdel, hvor personlige og ønskede julegaver lå og sloges om min opmærksomhed, mens de andre sad og fedtede lidt med de ædle gavekort, som de jo ikke rigtigt kunne være bekendt at være utilfredse med.

For velgørenhedsgaver er ofte lidt sjovere at give end at modtage. Medmindre man rent faktisk er et ægte uselvisk og godt menneske.

Vores yngste søn, Nicolai, havde et luxusproblem da han fyldte otte. Han har fødselsdag få måneder efter jul, og havde allerede fået stort set alt hvad han ønskede sig til jul. Jo, det lyder meget forkælet, men sådan er det jo helt ærligt for mange danske børn. De mangler ikke ligefrem legetøj, spil & andre børnefornøjelser.

Vi er sikkert flere der er opvokset i halvfjerdserne, som blev punket med dårlig samvittighed overfor sultne børn i Kina, når vi ikke kunne spise op. Så det er klart at jeg var nødt til at sige, at så kunne det da være at vi i stedet skulle sende pengene til de sultne børn i Afrika. Helt ærligt mest ment som en joke.

Og det syntes han oprigtig talt var en virkelig god idé.  Efter lidt snakken frem og tilbage om forskellige muligheder, blev han enig med sig selv om, at et sponsorbarn var lige præcis hvad han syntes vi skulle bruge pengene på, i stedet for at købe en gave til hans 8 års fødselsdag. Frederik, hans storebror, der dengang var 10 år, kunne næsten ikke være i sin egen krop af bare vantro.

Frederik var ikke den eneste som syntes, at det var en meget mærkelig gave at ønske sig til sin fødselsdag. Da klassekammeraterne kom til fest, og så billedet af det lille betuttede sponsorbarn på gavebordet, forstod de ikke hvad det gik ud på. Og Nicolai brugte ikke meget ord på at forklare sammenhængen. Så pludselig hørte vi en af pigerne udbryde  “aij men, hvorfor har du fået en “neger?!”, inden de allesammen løb ud i haven for at slå katten af tønden.

Nicolai var glad. Mere glad end hans far var, da han flere år senere fik en flok høns i julegave af mig. For han havde faktisk ikke ønsket sig høns. Og det havde jeg i øvrigt heller ikke selv. Kender jeg mig selv ret, så havde jeg nok nærmere ønsket mig bøger, køkkengrej og gode oplevelser. Og fået det.

Men inden du får alt for ondt af ham, så fik han altså også andre gaver, og tidligere har han faktisk engang foræret mig et strygejern i julegave. Som jeg ikke havde ønsket mig.

I år ligger der sikkert mange Christiania-aktier under juletræerne. Og fred være med det. Hvis de vel at mærke er købt til mennesker som har ønsket dem. I min optik bliver man nemlig ikke selv et bedre menneske, blot fordi man bruger julegavepengene på at støtte en sag man selv synes er fed. Fremfor at overveje, hvad der ville glæde modtageren. Personligt ville jeg f.eks. blive gladere for en ged end en Christiania-aktie.

Og nogle ville formentlig blive allermest glad for et par nye uldne sokker.

Selvom de som som oftest er virkelig kedelige at give.

Klumme – andre må ældes med ynde

Min klumme fra Viva Jyllandsposten, søndag 13. november 2011.

Min lillebror sagde på et tidspunkt, at når man fylder 30 bør man købe sig en næsetrimmer, og når man runder de 40, så er det på tide at droppe hættetrøjerne. Personligt har jeg ikke mange hættetrøjer, men alligevel tror jeg godt at jeg forstår hvad han mener.

Der er nemlig ikke helt den samme voksenkodeks på påklædningsområdet som der engang var. Og det kan faktisk gøre det ret udfordrende at danne egne rammer for alderspassende påklædning. På den voksne side af 40.

For nogle måneder siden, var jeg ude for at shoppe efterårssko. Jeg kiggede på fornuftige sko, med snøre, lynlåse og gode rågummisåle. Der var bare ikke rigtigt noget der fængede. Før et par glimtende glimmergummisko med sølvsnørrebånd pludselig fangede min opmærksomhed. Så var det ligesom om alle de andre sko blegnede, og blev lidt ligegyldige i det. Selvom glimmerskoene aldrig ville klare en vandpyttetest.

Jeg havde ganske vidst svært ved at forestille mig, at jeg var målgruppen, da de glimtende gummisko blev designet. Nej, de var næppe tiltænkt voksne damer som mig.

Og hvad nytter det når andre siger, at man bare skal gøre hvad man selv har lyst til. For jeg ved jo godt hvad jeg selv tænker om evighedsteenagere, der ikke har selvindsigt nok til at forstå, at ikke alt klæder alle. Og at man faktisk sagtens kan blive en tand for gammel til visse skotyper. Og hættetrøjer. Og rottehaler. Ikke mindst.

Jeg fik mine børn i en meget tidlig alder, og troede engang at det ville komme os alle til gode, når de fik den alder de har nu, og vi alle kunne være unge-agtige sammen. Hvilket vi så slet ikke er. Først og fremmest fordi jeg er den voksne, selvom jeg er yngre end så mange andre forældre til teenagere. Men også fordi det ælder at have børn. Rigtig meget endda, og især når de møder udfordringer som ikke kan klares med et plaster, et kys og en kage.

Somme tider har jeg bogstavelig talt kunnet mærke mig selv blive ældre. Når store uhåndterlige klodser af mor-bekymring har rumlet rundt i min krop, og gjort mig lige en tak ældre, forpustet og tung. Særligt omkring øjnene.

Og måske gør drengene mig faktisk bare endnu ældre, ved at være de unge, før jeg selv er klar til at være den gamle?

Fordi mine drenge i deres nuværende alder indtager verden så provokerende ungdommeligt, at de shiner lige meget hvad de gør og hvordan de går klædt. Om det så er i oldefars gamle, vissengrønne hat, eller kærestens blomstrede natbukser.

De er fremtiden, med alle deres planer og drømme, og oceaner af ubrugt fremtid, som de næsten ikke kan vente med at på ombord i. Og de udstråler vitalitet og friskhed i en grad, så jeg kunne fristes til at blive lidt misundelig. Hvis altså ikke det ville gøre mig til en ret så ærgerlig mor.

Det er en balancegang, at være voksen på den fornuftige måde, uden samtidig at blive alt for tør og kedelig. Så selvom jeg er gået hen og blevet sådan en der nu motionerer fordi det er godt for mine knogler, mit blodomløb og mine hjerneceller, så er det godt for min selvudholdenhed, at jeg samtidig er typen der ikke mener at livet er værd at leve, hvis ikke fester indbefatter kulørte drinks i rigelige mængder, og hvis ikke det var muligt at spise fredagsslik på en tirsdag.

Min lillebrors børn er så små endnu, at han heldigvis ikke aner, hvad der venter ham af aldersrelaterede udfordringer i fremtiden. Og jeg håber han får masser af hættetrøjer i fødselsdagsgave, når det bliver hans tur til at runde de 40.

Jeg er blevet meget glad for de glimtende glimmergummisko, som uden besvær udkonkurrerede alle de fornuftige efterårssko. Det bliver også bare alt for voksenkedeligt, hvis det kun er de unge der må og skal gøre lige hvad de har lyst til. Måske lige bortset fra rottehaler på voksne kvinder.

Klumme – mine børn er min fremtidssikring

Min klumme fra Viva Jyllandsposten, søndag 16. oktober 2011.

Det er vel de færreste af os, der ligefrem ønsker os
møgforkælede børn, som smider sig på gulvet i hysteriske anfald, hvis ikke vi
forældrekøber dem en lækker lejlighed, og kommer og fylder deres køleskab med
sushi og røde bøffer, mindst en gang om ugen.

Den slags kaldes for curlingbørn, og er noget nær det værste
der kan overgå os, der er indenfor forældrebranchen. I hvert fald sådan
lige pt, og hvis vi ser bort fra alt det unævnelige, som død, ulykker og børn
der løber væk hjemmefra.

Som en naturlig følge af, at ingen gider de der curlingbørn, så er
der opstået en ny trend indenfor opdragelse, som tilsyneladende handler
om, at lade vores afkom vælte rundt i verden uden det store filter, mens
vi står klar med trøstende ord og klap på håret, når de støder ind
i livets hårde kanter.

Sådan nogle børn kaldes opfindsomt nok for bowlingbørn,
og vil man gerne have sådan nogle, så skal man åbenbart være
sådan lidt oldschool hård i det, overfor sit afkom.

Ægte bowlingbørn har masser af pligter derhjemme,
og magter at fragte sig selv rundt i verden, nærmest uanset hvordan
vejret er. De klarer selv konflikter i skolen, og lapper vel også selv deres
cykler. Det skulle give nogle små seje bananer, som kan klare det
meste.

I teorien lyder det både fornuftigt og sejt. Som den fedeste måde
at opfostre selvstændige voksne, som så kan fortælle anekdoter, om dengang
de var børn, og cyklede gennem 30 centimeter sne – naturligvis iført korte
shorts – for at komme frem til det job de passede efter skole, for at få råd
til stiftblyanter og madkasseindhold.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi vel også
skal huske at fremtidssikre vores alderdom?

Altså, jeg gider for eksempel godt at mine drenge, som den
naturligste ting i verden, gør sig umage med at finde et ordentligt sted til
mig, hvis jeg en dag skulle miste det forkromede overblik, og få brug for
hjælp til at finde mig et festligt plejehjem, eller bare en
pensionistlejlighed, med den store kabelpakke og nogle seje naboer.

Og jeg gider faktisk også, at de som voksne henter mig i
lufthavnen engang i mellem, selvom jeg kan tage toget hjem, eller på andre
tidspunkter giver mig et behageligt lift, bare fordi de kan.

Jeg tænker, at der ikke sker noget ved, at lære dem at glæde
andre. Og det er jo så populært at sige, at vores børn ikke opføre sig som
vi siger de skal, men derimod som vi selv gør. Så jeg skal eddermanme ikke være
for streng ved dem, for jeg gider godt have mig et rart otium!

Derfor er jeg ikke nærig med indimellem at tilbyde dem et
lille luxuslift, også når det regner. Hvis altså jeg har tid, og overskud
til det. Så længe det ikke er noget de kræver af mig, men derimod noget de
sætter ordentligt pris på.

Og der går helt sikkert ikke nogen skår af os
som forældre, når vi bruger en hel søndag, plus et par hverdagsaftener
på at besøge efterskoler, for at finde den helt rigtige, som både kan rumme
vores yngste søn og hans ADHD. Selvom han sikkert ville lære et eller
andet om voksne og tolerance, hvis vi i stedet lod ham mærke på egen krop, om
en given skole var så rummelig, som den selv påstod.

Det er mig også en udsøgt fornøjelse, at hente min ældste søn,
og hans venner i lufthavnen efter en uges feriekoloni i udlandet,
selvom de sagtens selv kunne fragte sig hjemad, med metro, tog og bus. Så længe
de bare bliver glade for det.

Så til alle jer, som lige nu skal leve med, at andre forældre
ryster på hovedet af jer, fordi I henter afkom på Roskilde Festival,
hjælper jeres børn med at finde fritidsjob, eller lige sniger jer til at skifte
teenagerens sengetøj, bare fordi det vil være lækkert for hende, med en frisk
seng, efter en interrail; husk på, at dem der ler sidst, ler bedst. Og man ler
ret godt i friskt sengetøj, som andre har lagt på.

Klumme – mine mobilbekendelser

Min klumme fra Jyllandsposten Viva, søndag 18. september;

Jeg skal da gerne indrømme, at jeg synes det er rockersmart, at man kan bruge mobilen, til at kommunikere med sine teenagebørn. Oftest er jeg dog mere begejstret for konceptet, end mine drenge. Mærkeligt nok.

Altså, de reagerer, hvis jeg fra stuen, skriver ind til dem på værelserne, og spørger om vi skal mødes til kage i køkkenet. Sløjere bliver det, jo længere de bevæger sig væk fra den hjemlige matrikel. Så synes jeg klart det begynder at halte med tilbagemeldingerne på mine beskeder. Altså set fra mit småpylrede moderperspektiv.

Nu for eksempel i forhold til det der teltlejr de har gang i nede ved Roskilde, en gang om året. Det der med musikken. Jeg har en søn som er begyndt at holde af at deltage i gøgleriet. Og jeg skal hilse og sige, at det godt kan give uro på  min indre pylrehylde.

Det er nemlig ikke rigtigt lykkedes mig at trumfe en daglig sms-kontakt igennem. Ganske vist skriver jeg til ham jævnligt, men svarene er det så som så med.

Personligt kan jeg ikke se det store problem i, at han da lige kunne sende mig en opdatering sådan cirka (mindst!) en gang om dagen, så jeg kunne føle mig tryg.

Det synes han så er lige i overkanten. Både når han er på Roskilde, og sådan i al almindelighed.

Desperat forsøger han at parere min kontrolfreakness, ved sjovt nok at løbe tør for strøm, dækning og taletid, når han er uden for matriklen i mere end et par timer. Og mærkeligt nok, så sker det simultant, for alle dem han er i nærheden af, så han ikke engang kan låne en telefon af nogen, og skrive til sin mere og mere hysteriske mor.

Han beder mig tage det roligt, og jeg ved da godt, at hvis han fik brug for hjælp, så ville både han og samtlige mobiler i hans nærhed vågne op til dåd, med det vuns.

Men jeg forstår alligevel at piske en stemning op fra slap. Også i forhold til hans lillebror.

En stille og rolig akrobatiksommerlejr i nabobyen, kan fuldstændigt smadre mit liv, hvis ikke han straks svarer på de sms-beskeder jeg bombarderer staklen med, mens han forsøger at være social med nogle jævnaldrende.  Jeg prøver virkelig at styre mig, men der skal et mirakel til, for at jeg helt lader være. Jeg vil bare lige høre, om han stadig er der hvor jeg regner med at han er. Og har det så fint, som jeg regner med at han har det. Og modsat sin storebror, så svarer han (indtil videre) stort set hver gang. Omend kortfattet.

Men så tænker jeg også, at da jeg som 17-årig tog på interrail, sammen med min lige så unge og lyshårede veninde, ringede vi kun hjem en gang om ugen. Max. Og i mellemtiden anede vores forældre ikke hvilket land vi var i, hvem vi var sammen med, om vi huskede solcremen, huskede at drikke vand, prioriterede at få noget ordentlig mad,  passede godt nok på vores penge, og at om vi tomlede på de græske landeveje.  Og alligevel fik vi lov til, at tage af sted igen året efter. (vi fortalte så heller ikke det der med at vi havde tomlet, vel.)

Jeg gad godt være lidt mere afslappet omkring det. Også fordi jeg somme tider selv prøver at sidde i den ærgerlige ende af sådan en mobilkommunikation, og får hakket et socialt arrangement helt i smadder, af små søde beskeder, fra en mand, som bare lige vil sikre sig, at jeg er kommet godt frem. Men som oftest ender med at gå helt amok i beskeder, fordi han muligvis glemmer, at jeg sidder sammen med andre mennesker, og prøver at hygge mig.

Pudsigheder

- kan ikke få mig selv til at kalde sønnens kæreste for svigerdatter, for så er jeg jo svigermor.

- er hverken yndefuld eller klassisk lækker, men kan gøre min mand meget stolt, ved at flække timevis af brænde med stor maskine og hørebøffer. Med radio i.

- fejrer tabt kilo med ekstra fredagsslik, selvom det faktisk var hårdt at tabe det.

- bliver passiv-aggressiv på andre voksnes ikke-myndige børn, når de udtaler sig om skat, udlandsgæld & “andre menneskers penge”.

Synes det er sejt at Danmark nu får en kvindelig statsmininster – fra rød blok. Men synes at Lille Lars vel nærmest holdt den bedste tale på valgaftenen.

Har lavet en sej hjemmeside helt fra scratch, men kan ikke finde ud af at uploade den. (anyone?)

- køber Jyllandsposten på søndag – der er en første gang for det meste..