-I er gode til det der, er I ikk’? Det er da ikke så længe siden sidst?
Spurgte kollegaen konstaterende, henover krøllet madpapir og halvtomme vandflasker. Jeg nikkede. Og glædede mig til et par dages hovedstadseskapisme, med hotel, kultur og kæresteri. Med karbad og boblevand, restaurantbesøg og fnisende hviskerier om de andre i morgenmadsrestauranten. Den slags.
Og vel er det vigtigt at holde i hånd og smaske labre frokostretter sammen, drikke specialøl, bruge lidt for mange penge på luxuschokolade og læse blærede blade i badekarret Det er vigtigt at give kæresteriet max spotlight, uden anden dagsorden end hygge.
Så vi gør det for hverdagseskapismen, væk fra hverdagens mønstre og plejer og automatiske reaktioner på udtalelser, som ikke nødvendigvis ikke var ment som den provokation de opfattes som.
Og fordi vores forhold er som en snekugle, der indimellem skal rystes, så de små flager af gnist og opmærksomhed ikke bare ligger og putter sig på bunden.
Det tager heldigvis ikke lang tid at genskabe overskuddet til at snakke om alt det der ikke er plads til i dagligdagen. Forældreroller, køkkenplaner, og en kærestering, som måske endda ender med at blive til noget.
Overskuddet sættes dog kraftigt på prøve, når *man* f.eks. ikke lige fik tisset af inden køreturen hjem, efter at have drukket en forholdsvis stor øl til frokosten, når turen så ikke bare viste sig at indeholde en ikke-aftalt smuttur til Vestegnen, men også en virkelig ærgerlig eftermiddags-kø på Helsingørmotorvejen.
Bevares, jeg fik trænet lidt knibeøvelser, mens to timer sneglede af sted i bilen, og vi løb heldigvis ikke tør for diesel, selvom det et øjeblik så sådan ud. Men det gik fint. Jeg dryppede ikke noget videre, og der var rigeligt med flager af gnist og opmærksomhed i snekuglen, så vi ikke engang blev uvenner. Sådan særligt.
