Så var man lige sådan en der gæstebloggede!

Jeg synes helt ærligt, at du skulle tage at slå et julesmut forbi  blogkvinder40+

Om ikke for andet, så fordi jeg har den store fornøjelse at gæstejuleblogge derovre lige præcis i dag!

Mit indlæg handler om dengang Hr. R og jeg fik en pivdyr gave af vores forholdsvis små drenge, fordi de var skidetrætte af at servicere os. Spændende hva!

Føler mig udfordret..

..når den 17-årige ønsker sig en småkitchet hjemmestrikket sweder, til at fedte rundt i , sådan hen omkring juledageneagtigt. Den må gerne være i mørke farver, og gerne med noget sjovt mønster på brystet.

Og jeg har ikke strikket noget til ham, siden han sådan cirka var en lille str. 68.

Og jeg som troede at han skulle have et nyt fjernsyn.

Men næe..

Hæh..

Kan jeg mon nå det inden jul?

 

Kald mig bare kedelig..

Jeg indrømmer gerne, at jeg har et problem med barnagtige kvinder. Og jeg mener ikke legeglade kvinder, som ind i mellem kan glædes over en vingummibamse & en appelsinvand, og som kan lide at at se tegnefilm med et lånebarn  i ny og næ, i fald de ikke selv har børn. Nej, jeg mener voksne kvinder som ikke kan andet. Jeg har helt ærligt svært ved at tage dem alvorligt, der ikke tager deres rolle som voksen alvorligt. Jeg synes de gør krav på noget som ikke længere er deres, når de fylder indkøbskurven med færdigmad, fordi de bare ikke gider lære at lave mad, og slik fra de hylder der sidder så lavt, at de skal bukke sig for at nå dem. Og bamser.

Den anden dag stod jeg bag sådan en kvinde i køen, en kvinde jeg havde opdaget, fordi hun og kæresten havde en indkøbskurv FULD af firkantede pakker med 100 procent færdigmad, og nix weiter. Jeg stod der med mine rimelig kedelige ulvetimeindkøb, uden noget pjank. Men jeg sværger, det handlede ikke om misundelse, da jeg opdagede at kvinden foran mig storkrammede ikke bare en, men hele tre bamser med prislapper på. Hun så ud til at være virkelig glad for dem, og hendes kæreste var åbenbart med på, at disse bamser betød rigtig meget for hende. De diskuterede frem og tilbage hvorvidt det var rimeligt at hun købte dem. Ikke fordi de på nogen måde var dyre, for de kostede kun 40 kroner pr. stk., åbenbart.  Nej, overvejelserne skyldtes, at hun egentlig havde så rigeligt mange af dem i forvejen. Hun var flere gange ved at gå tilbage med dem, og kunne trods alt godt selv grine lidt af det. Men det var ikke en voksen kvindes “aj-hvor-er-jeg-egentlig-bare-fjollet-lige-nu” grin. Det lød mere som en lille pige lige inden hun bryder ud i et “jeg-ved-ikke-hvad-jeg-vil!” hulkeri. Det var allerede blevet lidt kejtet for os der stod rundt om dem, da kæresten endelig tog beslutningen på hendes vegne. Hun måtte gerne købe de tre bamser, men så måtte hun til gengæld ikke spille på tombola resten af året. “Resten af året! årh, hvor strengt..” sagde den glade nybagte bamsemor, og hørte ikke at kæresten snakkede om, at bamserne ellers kunne bruges til julegaver.

Her kunne historien sagtens være sluttet, og jeg kunne have trukket vejret helt almindeligt, mens de fik scannet deres 18 færdigretter og forlod butikken med deres bamser, mens jeg fordomsfuldt overvejede, om de mon skulle leve af de der færdigretter de næste par uger, mens de holdt fest med alle deres bamser.  Men pludselig dukkede en anden kvinde op mellem mig og den nybagte bamsemor, med en løvebamse i favnen, som lige ville sige farvel til de tre andre, “for vi har fulgtes ad så længe, og nu skal vi hver sin vej”. Bamsemor svarede frejdigt ; “Ja, men du skal bo alene, mens vi har hinanden!” De to kvinder grinede inforstået til hinanden, og kvidrede videre på vegne af deres bamser, mens jeg smilede det bredeste jeg overhovedet kunne, for at vise dem at jeg skam sagtens kunne rumme deres lille leg, og på ingen måde havde lyst til at tage deres latterlige bamser, og rive hovederne af dem. Eller af bamsefar, som prøvede at lokke et smil ud af kassemanden, med sine festlige jokes om køb og salg af levende dyr. Manden i kassen gad ikke engang prøve at se ud som om han syntes det var sjovt, eller også var han bare helt vildt træt.

Kald mig bare kedelig, men jeg har ikke temperament til da barnagtige voksne, som ikke kan finde ud af, at træde ud af barndommen, og overlade den, og de skide bamser, til nogen børn, som oprigtigt trænger. Når børn mænger sig i voksenafdelingen blinker advarselslamperne overalt, men hvad når det er den anden vej???