Første gang..

…man tager til fest med kollegerne, er altid lidt spændende. For bliver det overhovedet sjovt, og der er godt nok også mange damer i det team. Og kan jeg overskue at se – og blive set, ikke mindst – i beruset tilstand.

Men fra det øjeblik jeg forlod det hostende morgentog, til det øjeblik vi spænede så kraftigt efter det sidste tog, at føreren sænkede farten og råbte; Bare rolig, jeg venter på jer!!! – var stemningen sådan cirka sådan her.

Og de der voksne Tøsedrengedamer, som jeg skamlyttede på kanten af min barndom, de sparkede i den grad røv. Hoppede rundt på scenen og fik alle til at synge og danse og, nå ja. Hoppe. Det var schjauw.

November 2012 066

Stemningsbillede fra koncerten

Iiiiindianer!

Iiiiindianer!

November 2012 067

Gode spurte-støvler

Gode spurte-støvler

November 2012 063

Godt naboerne var gået i seng…

Panik fra morgenstunden

Kender du det, når man står inde i lufthavnen og tænker, at det da godt nok er spild af tid, at stå der 2 timer før afgang? Ahm, jeg kan så fortælle dig, at der er noget der er værre. Vi var nemlig ikke nået særlig langt på vores tourdelamour, da vi fandt ud af, at vi var alt for sent på den. Skal ikke gå mere i dybden med hvis skyld det var, blot lige orientere om, at det ikke var mig der stod i underbux kvart over køretid og ikke havde været i bad endnu. Helt ærligt, så blev der talt med store bogstaver i bilen den morgenstund, for det stresser faktisk en del, når man ikke rigtigt kommer ud af stedet. Og egentlig skal nå et fly. Vi nåede omkring alt det der med skyld. Med skyld på. Men også noget paniksnak om, hvad man egentlig gør, hvis man ikke når flyet. Fordi der er myldretrafik, som man egentlig godt vidste der ville være.

Da vi endelig nåede ud til lufthavnsområdet, var vi slet ikke i mål endnu. For bilen skulle parkeres på P15 (som ligger ret langt væk, men til gengæld er billig), og vi skulle nå en gratisbus tilbage til terminalerne. Sådan en kom svingende, stort set i det øjeblik vi steg ud af bilen. Og nu var det jo så ikke fordi minutterne ikke betød noget. Så vi fløj afsted med sportstaskerne flyvende om ørerne på os.

Hvad er det forresten også for noget u-voksent noget med os og de der sportstasker? Jeg mener, vi er over 40 begge to. Rullekufferternes årti. Mindst. Men nix. Vi leger stadig ung med de unge. Eller sporty, du ved. Lige åndet. Men vi er så heller ikke sådan nogen der går på vinbar i lufthavnen. Eller kigger på slips. Eller går i højhælede. Ikke nogen af os.

I hvert fald. Hvis det er parkeringsfolkene der står for underholdningen ved årest julefrokost derude i lufthavnen i år, og de vælger at lave sådan et medley med sjove filmsnaser fra overvågningskameraet, så er vi nok med. To hektiske tyklinger med stresspletter på halsene, og flyvske sportstasker. Halvvejs oppe over hegnet, kunne jeg ikke komme videre. Noget med for meget røv. Vil jeg tro. Så jeg råbte på Hr. R, at han skulle hjælpe mig. Og det var han så på en måde ikke skideindstillet på, i hvert fald blev den der hjælp mere sådan noget i retning af at hive mig i armene. Og så kom jeg ned. Ikke med værdighed, bevares. Men jeg kom ned. Og vi kom med bussen. Syntes stadig, at det var hele var blevet sådan lige lovlig febrilsk. Men tanken om mig og min røv som sad der på hegnet, viklet fuldstændig ind i sportstasker, mens hr. R. hev i mine arme. Det var for komisk. Og jeg vidste at vi nok skulle nå det. Vi var i lufthavnen de de 3 kvarter før som er det absolutte minimum. Pheeuw.

To be continued..