Kæft, jeg er patetisk..

 Min mand er til julefrokost idag, og begge drenge er ude af huset. Og da jeg har knoklet overtime med at få gang i noget fucking julestemning i butikken, tænkte jeg at jeg ville forkæle mig selv med noget takeaway fra www.madvognen.dk og smide mig i sofaen, bevæbnet med en gaffel. Normalt skal jeg lige overveje og vurdere, hvor meget mad jeg skal have med hjem, når jeg er på takeawayraid. Men idag skulle jeg bare have den almindelige portion – til 1 person. Og pludselig hørte jeg mig selv stå og forklare den rare maddame, at jeg var alene hjemme, fordi min mand var til julefrokost, og ungerne ude af huset, og at jeg bare trængte til takeaway, fordi det havde været en meget lang dag på arbejde.

Jeg stod simpelthen og fik fornemmelsen af, at jeg måtte fremstå virkelig sølle. Og faktisk var det i det øjeblik jeg bad om en økosodavand til mit festlige aftenmåltid, at filmen knækkede for mig, og undskyldningerne væltede ud af mig, uden censur. Egentlig tror jeg ikke at folk i takeawayshops rystes af andres mangel på lyst til at kokkerere, og mon ikke hun i bund og grund var ret så ligeglad med, om jeg var fulltimealene, eller kun denne ene fredag aften.

Jeg har aldrig boet alene, men rykkede direkte fra resterne af en kernefamilie, til tosomhed, og meget hurtigt derefter farmorbørnmodellen. Men tænk hvis livet var drejet i en anden retning, og jeg hver eneste aften skulle finde på mad til 1, på vej hjem til mine katte, efter en lang arbejdsdag. Ville jeg så gå op i, at der skulle serveres varm mad hver aften, eller ville jeg pludselig se charmen ved rugbrød med leverpostej, koldskål drukket direkte fra kartonen, og takeaway når jeg skulle forkæle mig selv? Og ville jeg så sidde hver fredag aften og hygge mig med et glas the og noget julebingobanko på tv, mens jeg puttede i sofaen med katte over det hele?

Det er naturligvis skrækkelig patetisk at tro, at et liv i eget selskab ville være så røvsygt, at det kun drejede sig om leverpostejmadder, katte og bingobanko, men tanken om mig som ensom kattedame krøb åbenbart op i min krøllede underbevidsthed, da jeg stod og forsvarede mit køb af en enkelt portion oksegrydesteg med ovnbagte rodfrugter og rosapeberflødesovs. Og en økosodavand.

Jeg er jo heller ikke sådan en løbetype..

 

"Jeg er jo heller ikke sådan en løbetype"...

Kort tid efter at jeg var begyndt at løbe, sådan cirka på det tidspunkt, hvor jeg besluttede, at jeg faktisk syntes det var sjovt, døde en af mine venner fra gamle dage, under en løbetur. Først og fremmest var det naturligvis helt forfærdeligt at han døde i så ung en alder. Men det at han døde under en løbetur, gjorde, at jeg stoppede op og tøvede, et ganske kort øjeblik. For han var en rutineret løber, som havde løbet marathon, og som havde løbelir i lange baner, til at måle både det ene og det andet under sine løbeture. Og her stod jeg, og troede det var noget for mig. Undskyldningerne stod i kø, for jeg er jo egentlig heller ikke sådan en løbetype, og tænk hvis jeg faldt om og døde, under sådan en løbetur, og det var min familie der skulle gå og lede efter mig.

Men så hev jeg mig selv op i håret, og kiggede mig i øjnene, og spurgte om jeg virkelig var så nem. Han kunne lige så godt være faldet om, mens han var igang med at spise, elske eller sove. Og skulle jeg så stoppe med at spise, elske og sove?

I stedet tog jeg min søn med på et par løbeture, og forklarede min mand hvilken vej jeg løb, så de vidste hvor de skulle lede, hvis jeg en dag ikke kom hjem. Og jeg tog en beslutning om kun at løbe i områder hvor der er mennesker; villaveje, skolestier osv.

Den første undskyldning for at stoppe med at løbe var elimineret, men det var naturligvis ikke den sidste. Jeg har forsøgt at bilde mig selv ind, at jeg har det rigtig godt med at løbe i regnvejr, at sol og varme er luksus på en løbetur, og at vinterløb om nødvendigt må foregå med reklekser og pandelygte. Og indtil videre har det faktisk virket.

Efter flere måneder, hvor jeg løb rundt i nogle meget afslappede joggingagtige bukser, og lidt for store t-shirts, fik jeg ægte løbetøj, på min mands opfordring. Han kunne ikke lide, at jeg løb og lignede en der var på flugt. Så jeg fik løbeshirt, løbebukser, en varm trøje der kunne transportere varmen væk, og til sidst også en løbe-bh, efter at have læst skrækindjagende artikler om hvad tyngdekraften gør ved barmen under løb.

Og så fik jeg ondt i ryggen.

Kiropraktoren rynkede brynene, og sagde, at hun nødigt ville sige, at jeg skulle stoppe med at løbe, og jeg skumlede indeni, fordi jeg allerede havde fået fortalt en masse mennesker, at jeg ville stille op til noget motionsløb næste forår, og netop havde brugt en farlig masse penge på alt det her udstyr, som ikke just var pænt nok til at bruge til noget som helst andet end løb.

Men så kom jeg til at tænke på, at den rute jeg løb nu, ikke bare var lidt længere end den gamle rute, men også hårdere, bogstavelig talt. Asfalt på samtlige 3.1 kilometer. Så i dag tog jeg en tur på den gamle rute, og bemærkede undervejs, at belægningerne under mig varierede en del. Jeg løb ganske vist stadig på asfalt, men også på træbroer, grusstier og græs. Og jeg fik ikke ondt i ryggen af det.

Så skoene er ikke degraderet til spadseresko endnu, de stramme løbebukser skal ikke sprayes med guld & glimmer og bruges til julefrokost, og forårets t-shirt fra Alt for Damerne løbet er – måske atter opnåelig.