My American Guy

Oprindeligt var det meningen at vi skulle rundt og se en masse Europa på vores interrail. Men det blev sjovere og sjovere på den der campingplads, og vi kunne slet ikke forestille os, at det kunne være lige så skægt andre steder. Så vi tog bare en dag af gangen. Og endte med at være det samme sted i 3 uger. Hollænderen, som var frisk på at klippe drengenes solblegede sommerlokker, new zealænderne, som var fulde af spas og halløj, den rødhårede dansker, som brugte faktor 5 millioner og alligevel blev solbrændt, nordmænd i alle afskygninger, esbjergenserne, som lærte os at knytte venskabsarmbånd, og pludselig også Don og Jim fra USA. Det var et internationalt eventyr.

En aften kyssede jeg med amerikanske Jim. lidt sådan hovsa-agtigt. Men vi fortsatte med det. Aften efter aften. Nat efter nat. Det var very nice. Romantisk, spændende, brusende, susende, stille. Og en smule trangt. For vi lå i hans sovepose, i det lille tomandstelt som han delte med Don. Det stakkels menneske.

Men en meget tidlig morgen blev det tid til det allersidste kys. Don og Jim havde pakket deres rygsække og skulle videre rundt i Europa. Minibussen kørte klokken kvart i kvalme, efter en grådkvalt kyssescene, som var en ungdomsfilm værdig.

Jeg var fast besluttet på at besøge Jim i USA, sådan som vi naturligvis havde aftalt. Jeg spekulerede kun en lille smule på, hvor mange flere europæere han mon nåede at kysse, inden rejsen igen gik hjem til USA. Vi havde, trods alt, ikke ligefrem planlagt en fremtid sammen.

Sommeridyllen brast få uger senere. På grund af en brand. Og pludselig var intet længere som det var engang. Jeg skrev til Jim. Fortalte om branden. Og smed sikkert også lidt kærlighedserklæringer ned i kuverten. Hvis jeg kender mig selv ret.

Han svarede aldrig på mine breve, og jeg udfasede ham stille og udramatisk fra dagdrømmene. Men en aften ringede telefonen, mens stuen var fuld af venner og Trivial Pursuit. Og de ville ikke forlade rummet, og man kunne ikke bare sådan forlade stuen med datidens telefoner. Så jeg var nødt til at blive stående. Mens de andre sad helt stille bagved.

Han sagde at han ikke var så god til at skrive breve, men at han også var glad for mig. Og for det vi havde haft sammen i sommers. Og pheuw, at vi overlevede. Den slags.

Jeg var glad længe efter. Selvom kontakten sådan set stoppede der.

Og så fandt jeg mig en kæreste som var 10 år ældre end mig. Og som lavede score-Coq au vin til mig, selvom han åbenlyst stadig var forelsket i sin ex..

Jeg slog engang mit hoved rigtig meget.

En hel sommers opsparet vovemod fossede ud af mig. Og tillid til, at andre vil en det godt.

Det var mest fordi jeg faktisk tog fra med hagen, at huden flækkede og måtte sys sammen igen. 

Det blev et ægte sørøver-ar. Også fordi der var nogle sygeplejersker som ikke kunne lade være med at pille i skorpen. Hver dag.

Min hals svulmede op, og i flere dage røg der kun nektariner og chokoladepastiller i den. Smagen af varm sommer på et tysk hospital.

Man skal hvile hovedet, når man har rystet hjernen. Men jeg var 17 år.

Så jeg hørte musik alligevel. Bittelillestille. På en meget hemmelig radio. Jeg lånte radioen af en fyr, som var stået på hovedet ud over en altan i en brandert. Så fik han halskrave på. Men han skred fra hospitalet, fordi der var en fest han ikke ville gå glip af.

Det der sørøver-ar er jeg aldrig blevet glad ved. De havde da ikke behøvet pille sådan i det. Rører aldrig ved det.

Det er stadig mit livs sejeste sommerferie. Af mange årsager.  ♥

FREDAGSBAR – Tequila Sunrice

Isterninger, 1 mål tequila, 2 1/4 mål Appelsinjuice, 2 tsk.fulde Grenadine og en lille appelsinskive til pynt på glasset.

Det er den henrivende Fru F. der har mindet mig om denne skønne opskrift – tak for det

Første gang jeg smagte en Tequila Sunrice, var da jeg som 17-årig var på min første interrail, sammen med min gode veninde. Vi havde planer om at besøge masser af steder i Europa, men så landede vi på en campingplads på Korfu…

Den første dag brugte vi på at slå vores lille minitelt op, sondere det omgivende terræn, og og spise den første af utallige portioner spaghetti kødsauce på pladsens lille taverna. Om aftenen var der diskotek, og vi mødte op med masser af sommerfugle i maven. Da vi skulle bestille noget at drikke i baren, var vi fuldstændig blanke. Bartenderen fornemmede vores nybegyndertøven, og foreslog en Tequila Sunrice.

Wouw!

Vi blev på campingpladsen i 3 uger.

Vi fik masser af drinks, hørte masser af U2 – de havde lige udgivet en spritny cd, som vi hørte en del.

Naturligvis fik vi masser af venner fra hele verden, og vi fik kysset på nogle skønne backpackere

Sommeren sluttede mindre rart, men det viste vi heldigvis ikke noget om, mens vi drak drinks, spiste spaghetti og sang med på “still havent found”

http://www.youtube.com/watch?v=MzwR2TJFDA4

Vi lærte også et cowboytrick med sprut i vandmelon. Den tager vi næste fredag

 

“Er Facebook spild af tid?”

Der er masser af mennesker som mener, at Facebook er spild af tid. Tid, som man i stedet kunne bruge på at læse en bog, spille Ludo med ungerne, vaske bilen, eller snakke med naboen. Jeg læser masser af bøger, mine unger gider ikke Ludo, bilen er for gammel til at en vask gør den store forskel, og naboerne, dem snakker jeg med på Facebook.
Så reelt går den tid jeg bruger på Facebook stort set kun fra den tid jeg tidligere brugte foran Den Store Kabelpakke. Og det kan jeg godt leve med. På en helt almindelig søndag aften, hvor jeg kunne have siddet og slumret foran dårlige replikker i noget dansk TV-drama, kan jeg i stedet have kontakt med bunker af  snakkesalige mennesker, på samme tid, og jeg behøver ikke rydde op først, bage en kage, sætte vand over til the, eller vaske mit hår. Jeg har snakket gamle og nye dage med en ven jeg mødte på  interrail i 87. Jeg har bestilt smukke, sanselige smykker, som en dygtig skolekammerat laver nu , og overvejer lige nu nogle fine små kagesmykker, som en tidligere kollega er begyndt at fremstille. Jeg har fået gode råd inden jeg gik igang med en hjemmelavet bearnaisesovs, fået besked om at der NU var billetter til en koncert jeg længe havde set frem til & har hørt andre menneskers mening om film, jeg overvejede at se i biografen. Jeg har været i det filosofiske hjørne med mennesker, som også sad rastløse foran deres computere, og savnede sommer og mening med livet, og har diskuterer mulige projekter med en tidligere kollega, som lige nu svæver glad i låget rundt på en lyserød sky. For det er en anden god ting ved Facebook; det er verdens bedste sladrecentral. Jeg kan følge med i skilsmisser, nye par, børnefødsler, nyerhvervede kørekort, og fødselsdage. og  jeg kan se billeder fra andre folks ferier, fester & baghaver (og følge med i mine egne børns gøren og laden, men det siger vi ikke så højt)  Højskolevenner, tidligere kolleger, fætre, kusiner, naboer & venner fra hverdagen, summer bag skærmen, så jeg næsten kan høre det, allerede mens jeg logger mig på.

Og så er der alle de nye kontakter, som for eksempel starter med, at man tilføjer hinanden som venner, fordi man har børn der hænger ud sammen, eller kender hinanden fra bybilledet.  Og pludselig har man fundet en ny løbepartner, eller får lyst til at mødes til længere snakke om noget der startede med en kommentar på en statusopdatering. Jeg elsker at vide så meget om så mange, og at kunne følge med i så mange mennesker liv på samme tid. Og hvis jeg synes det er længe siden jeg har snakket med en af  mine nærmeste, kan jeg altid finde dem på chatten, og spørge om de ikke lige vil mødes i køkkenet til en dejlig kop noget, mens vores respektive computere damper lidt af, og vi laver nogle håndledsøvelser, for at undgå muserarm.  ;-)