Tak for hjælpen, gæsteblogger!

Det var godt nok spøjst at se Hr. R. boltre sig her på siden – nærmest som om han havde åbnet mit skab og var begyndt at gå i mit tøj. Jeg mener; den her blog er jo min – der er aldrig andre der har skrevet på den.

Men han klarede det jo sådan set meget godt, og det har været sjovt at se kommentarer fra jer til ham – helt uden om mig.

Det er meget muligt at Hr. R. vil skal gæsteblogge igen en anden gang, men indtil videre er han sparket tilbage i hjørnet af sofaen, hvor han sidder og surfer mærkelige maskiner på Ebay, ganske som han plejer.

Gæstebloggerens sidste indlæg..

For at runde af, så får i lige historien med koen i træet. Det er ca 14 dage siden. Falck fik et opkald angående en ko der “så ud som om den sad fast” Det blev besluttet at den vagthavende indsatsleder og 2 mand fra den særlige “bådgruppe” i Gilleleje skulle køre ud for at se efter koen. Vi kørte mod Gilbjerg Hoved, hvor koen skulle stå på en mark ved en lille mose. Og det var ganske rigtigt. Vi blev modtaget af nogle bekymrede repræsentanter fra “dyrenes beskyttelse” da vi ankom til det aftalte kontaktpunkt. Vi skulle køre ned til mosen med vor terrængående brandbil. Alle de øvrige køer løb efter den røde brandbil hen over markerne ned mod mosen. Et herligt syn. Den røde brandbil var den nye “AlfaHan”. Ved mosen fandt vi koen i træet. Det var den eneste blondineko på marken. Og selvfølgelig var det den der sad fast. Vi prøvede flere milde metoder for at trække og skubbe koen fri af trækløften den sad fast i. Men det endte med at vi måtte skære noget af træet i stykker. Koen kom ikke til skade, og den hoppede og sprang af glæde ved befrielsen. Repræsentanterne fra “dyrenes beskyttelse” hoppede og sprang også af glæde, og de klappede og fotograferede, og hvad ved jeg.

Alle var glade, og mens det hele stod på sad Mette og drak sig mere og mere fuld i selskab med damelogen. Et liv fuld af kontraster men også et liv fyldt med glæde.

Follow the leader…

Dette var det sidste indlæg fra dagens gæsteblogger, den sagnomspundne Hr. R.

Gæsteblogging part to; mig og Mette (og maskinerne)

Mig og Mette har altid “svinget” godt sammen. Men det lå ikke lige i kortene at vi skulle være par med børn, hus og bil. Vi småkærestede lidt midt i 80’erne, men det var først den 14. maj i 1988 at det blev ret alvorligt. Det var en lørdag, og det var vidunderligt vejr. Jeg stod og rodede med en af mine maskiner – min jeep. Mette kom over og præsenterede sine nye briller. Jeg syntes hun så dejlig sofistikeret ud, og vi blev enige om at vi skulle grille samme aften (ja, dengang var det faktisk dejlig varmt i maj). Det blev starten på vores liv sammen. Nu er der gået 24 år siden lørdagen i maj. Vores samliv har udviklet sig i den rigtige retning.

Nogle vil sikkert mene at vi er småborgerlige, og jeg giver dem fuldstændig ret. Vi er endt i parcelhus med garage i et sølvbryllupskvarter. Ungerne er ved at være færdige med skolen, og nu skal de have gang i deres voksenliv. Vi passer vores arbejde, og hygger os sammen hver eneste dag. Skiture er alt for kolde til os, men vi elsker at komme til sydens sol og varme. Vi har vores uenigheder og småskænderier, men vi får renset luften og det ender altid med at vi bliver gode venner igen.

Det lyder måske kedeligt for nogen, men det er det rigtige for Mette og mig. Vi taler ofte om at vi glæder os til at blive gamle sammen. Vi ved nøjagtig hvordan vi kommer til at se ud (det har vi jo allerede en forsmag på med vores nuværende alder)

Mig og Mette i et ømt forsøg på et parbilledeselvportræt

Noget af det Mette dog ikke er alt for glad for er bla mine indkøb af maskiner.-  Jeg elsker maskiner –  Med en far som var smed med værksted var det svært ikke at komme i kontakt med maskiner.

Mette vil mene at jeg har alt for mange. Men det er jeg slet ikke enig i. Jeg kan godt komme i tanke om noget jeg stadig har brug for. Men det begynder nok at knibe med pladsen. Efter min fars død blev min maskinpark også forøget drastisk. Og jeg har netop fået af vide at min far har endnu flere maskiner opbevaret i en kælder i Gilleleje. Jeg glæder mig allerede. Og jeg er sikker på at Mette kommer til at skrive om mine maskiner i fremtiden.

Sidste part i aften!

Indlæg nummer 1000!!!

For at forhindre et nervesammenbrud hos min kone, må jeg nu hellere sætte mig til tasterne. Jeg har – i et øjebliks vildelse – lovet at skrive et gæsteblogindlæg. Og jeg må hellere gøre hvad jeg har holdt Mette i udsigt.

Jeg har fået flere muligheder for historier at skrive om. Der er nogen der vil høre hvordan det er at være en af hverdagens helte (der tænkes sikkert på mit job som brandmand).

Brandmand in action – selvom det her heldigvis kun er en øvelse.

Der er nogen der vil høre om mit forhold til maskiner, og eller om mit forhold til Mette. Flere forslag har også været på bordet. Jeg er faktisk lige klog. Så i kommer til at høre om lidt af hvert.

I kender sikkert min kone ganske godt qua hendes mange blogindlæg. At hun er meget social er ikke nyt. Lige fra skoletiden har hun meldt sig, bare der var nogen der hviskede festudvalg i baggrunden. Det holder stadig her i 2012. Når der bare den mindste lejlighed for at fejre noget, så er Mette på banen. Nu planlægger hun en lille afskedskomsammen for vores yngste, som har forladt folkeskolen for at tage hul på efterskolelivet. Og naturligvis. Det skal da fejres med nogle af de gode kammerater.

Mette og mig har kendt hinanden hele livet. Vi var genboer i vores hyggelige og trygge parcelhuskvarter. Vi legede sammen i slutningen af 1970’erne. Det var dengang man legede udenfor i al slags vejr. Så snart man var hjemme fra skole så løb man over til de andre og spurgte om de “kunne lege”. Der var gang i den. Vi legede mange forskellige lege  “Røvere og soldater” og “krig” var de foretrukne. Alle var med – drenge og piger. Dåsegemme og foursquare på asfalten var også noget af det jeg kan huske. Det var en tryg og god barndom i Gilleleje.

Ja ja, det er mig – fru Z – som har fundet illustrationerne til disse blogindlæg…so sue me, hvis der ikke er nok maskiner på billederne..

Part to følger senere i dag..