Tak for hjælpen, gæsteblogger!

Det var godt nok spøjst at se Hr. R. boltre sig her på siden – nærmest som om han havde åbnet mit skab og var begyndt at gå i mit tøj. Jeg mener; den her blog er jo min – der er aldrig andre der har skrevet på den.

Men han klarede det jo sådan set meget godt, og det har været sjovt at se kommentarer fra jer til ham – helt uden om mig.

Det er meget muligt at Hr. R. vil skal gæsteblogge igen en anden gang, men indtil videre er han sparket tilbage i hjørnet af sofaen, hvor han sidder og surfer mærkelige maskiner på Ebay, ganske som han plejer.

Gæstebloggerens sidste indlæg..

For at runde af, så får i lige historien med koen i træet. Det er ca 14 dage siden. Falck fik et opkald angående en ko der “så ud som om den sad fast” Det blev besluttet at den vagthavende indsatsleder og 2 mand fra den særlige “bådgruppe” i Gilleleje skulle køre ud for at se efter koen. Vi kørte mod Gilbjerg Hoved, hvor koen skulle stå på en mark ved en lille mose. Og det var ganske rigtigt. Vi blev modtaget af nogle bekymrede repræsentanter fra “dyrenes beskyttelse” da vi ankom til det aftalte kontaktpunkt. Vi skulle køre ned til mosen med vor terrængående brandbil. Alle de øvrige køer løb efter den røde brandbil hen over markerne ned mod mosen. Et herligt syn. Den røde brandbil var den nye “AlfaHan”. Ved mosen fandt vi koen i træet. Det var den eneste blondineko på marken. Og selvfølgelig var det den der sad fast. Vi prøvede flere milde metoder for at trække og skubbe koen fri af trækløften den sad fast i. Men det endte med at vi måtte skære noget af træet i stykker. Koen kom ikke til skade, og den hoppede og sprang af glæde ved befrielsen. Repræsentanterne fra “dyrenes beskyttelse” hoppede og sprang også af glæde, og de klappede og fotograferede, og hvad ved jeg.

Alle var glade, og mens det hele stod på sad Mette og drak sig mere og mere fuld i selskab med damelogen. Et liv fuld af kontraster men også et liv fyldt med glæde.

Follow the leader…

Dette var det sidste indlæg fra dagens gæsteblogger, den sagnomspundne Hr. R.

Gæsteblogging part to; mig og Mette (og maskinerne)

Mig og Mette har altid “svinget” godt sammen. Men det lå ikke lige i kortene at vi skulle være par med børn, hus og bil. Vi småkærestede lidt midt i 80’erne, men det var først den 14. maj i 1988 at det blev ret alvorligt. Det var en lørdag, og det var vidunderligt vejr. Jeg stod og rodede med en af mine maskiner – min jeep. Mette kom over og præsenterede sine nye briller. Jeg syntes hun så dejlig sofistikeret ud, og vi blev enige om at vi skulle grille samme aften (ja, dengang var det faktisk dejlig varmt i maj). Det blev starten på vores liv sammen. Nu er der gået 24 år siden lørdagen i maj. Vores samliv har udviklet sig i den rigtige retning.

Nogle vil sikkert mene at vi er småborgerlige, og jeg giver dem fuldstændig ret. Vi er endt i parcelhus med garage i et sølvbryllupskvarter. Ungerne er ved at være færdige med skolen, og nu skal de have gang i deres voksenliv. Vi passer vores arbejde, og hygger os sammen hver eneste dag. Skiture er alt for kolde til os, men vi elsker at komme til sydens sol og varme. Vi har vores uenigheder og småskænderier, men vi får renset luften og det ender altid med at vi bliver gode venner igen.

Det lyder måske kedeligt for nogen, men det er det rigtige for Mette og mig. Vi taler ofte om at vi glæder os til at blive gamle sammen. Vi ved nøjagtig hvordan vi kommer til at se ud (det har vi jo allerede en forsmag på med vores nuværende alder)

Mig og Mette i et ømt forsøg på et parbilledeselvportræt

Noget af det Mette dog ikke er alt for glad for er bla mine indkøb af maskiner.-  Jeg elsker maskiner –  Med en far som var smed med værksted var det svært ikke at komme i kontakt med maskiner.

Mette vil mene at jeg har alt for mange. Men det er jeg slet ikke enig i. Jeg kan godt komme i tanke om noget jeg stadig har brug for. Men det begynder nok at knibe med pladsen. Efter min fars død blev min maskinpark også forøget drastisk. Og jeg har netop fået af vide at min far har endnu flere maskiner opbevaret i en kælder i Gilleleje. Jeg glæder mig allerede. Og jeg er sikker på at Mette kommer til at skrive om mine maskiner i fremtiden.

Sidste part i aften!

Indlæg nummer 1000!!!

For at forhindre et nervesammenbrud hos min kone, må jeg nu hellere sætte mig til tasterne. Jeg har – i et øjebliks vildelse – lovet at skrive et gæsteblogindlæg. Og jeg må hellere gøre hvad jeg har holdt Mette i udsigt.

Jeg har fået flere muligheder for historier at skrive om. Der er nogen der vil høre hvordan det er at være en af hverdagens helte (der tænkes sikkert på mit job som brandmand).

Brandmand in action – selvom det her heldigvis kun er en øvelse.

Der er nogen der vil høre om mit forhold til maskiner, og eller om mit forhold til Mette. Flere forslag har også været på bordet. Jeg er faktisk lige klog. Så i kommer til at høre om lidt af hvert.

I kender sikkert min kone ganske godt qua hendes mange blogindlæg. At hun er meget social er ikke nyt. Lige fra skoletiden har hun meldt sig, bare der var nogen der hviskede festudvalg i baggrunden. Det holder stadig her i 2012. Når der bare den mindste lejlighed for at fejre noget, så er Mette på banen. Nu planlægger hun en lille afskedskomsammen for vores yngste, som har forladt folkeskolen for at tage hul på efterskolelivet. Og naturligvis. Det skal da fejres med nogle af de gode kammerater.

Mette og mig har kendt hinanden hele livet. Vi var genboer i vores hyggelige og trygge parcelhuskvarter. Vi legede sammen i slutningen af 1970’erne. Det var dengang man legede udenfor i al slags vejr. Så snart man var hjemme fra skole så løb man over til de andre og spurgte om de “kunne lege”. Der var gang i den. Vi legede mange forskellige lege  “Røvere og soldater” og “krig” var de foretrukne. Alle var med – drenge og piger. Dåsegemme og foursquare på asfalten var også noget af det jeg kan huske. Det var en tryg og god barndom i Gilleleje.

Ja ja, det er mig – fru Z – som har fundet illustrationerne til disse blogindlæg…so sue me, hvis der ikke er nok maskiner på billederne..

Part to følger senere i dag..

Svært at være sur når køerne er dumme

Jeg indrømmer blankt at min søndag var præget af, at jeg balancerede på kanten af en svimlende tømmermandstræthed, som både gjorde mig stille og lidt mut. Grænsende til sur.

Altså indtil R begyndte at fortælle om køerne.

Allerede lørdag aften, da han sendte mig det her billede og skrev at han lige havde været med til at  redde en ko, og spurgte hvad jeg lavede, fnisede jeg lidt.

Men det var først i aftes, da han i detaljer forklarede om køerne der løb efter brandbilen, fordi de troede at den var deres leder, og om den uheldige ko, som var den eneste blondine på marken, at det for alvor blev sjovt.

Jeg foreslog straks at han kunne skrive om køerne, når han snart skal gæsteblogge her på siden. Og eftersom jeg ikke ved om han gør det, så vil jeg ikke forsøge at genfortælle hans historie.

Men koen slap heldigvis med forskrækkelsen.

 

So, did I make it?

‘Går idag runt på Deutsches Museum i München. Museet är enormt och omhandlar fram för allt det som kanske går före allt annat: Kunskap. I detta museum är kunskapsområdet teknik. Här finns allt: Flygplan – i taket och på flera våningsplan. Skeppsbyggnadsteknik – modell av allt från Santa Maria till Bismarck. Tryckmaskiner – från Gutenberg till nu. Hela bilens historie, rymdteknik och mycket mycket mycket mer. Det går inte uppleva allt här på en dag.

Jag går runt här och är kanske den lyckligaste människan i München idag. Men inte för allt det ovan nämnde. Känslan finns på grund av att jag var här med min pappa för 30 år sedan.

Då vi var här stannade min mamm utanför. Tänkte kanske att det var ett museum för pojkarna. Eller något annat. Oavsett så gick vi runt i 4 timmar och hade en underbar eftermiddag. Jag var fullständigt överimponerat och pappa med. Och det står fortfarande som en av de stora upplevelser som vi hade ihop.

Idag går jag runt och är sentimental. Kan inte ta in all informationen men älskar det ändå. Delvist på grund av historien med min pappa, men också på grund av andra saker.

På museet finns det ganska många andra förälder, men också lärare med elever. Alla gör det samma: Pratar om kunskapen, förmedlar den, försöker att skapa intress och samtal. För de flesta går det lätt medan andra inte alls ser storheten i det tekniska. Men det viktiga är ändå samtalet, att ställa frågor, att skapa historier och bygga drömmar.

På den tiden skulle jag bli ingenjör. Rita saker, bygga dem, tänka stort. Museet här var nog med till att skapa de drömmarna. Men världen är en konstig och fin plats och man träffar andra människor, tar nya beslut, tänker om och tillfälligheter uppstår.

Jag blev inte ingenjör. Och inte lärare heller (som jag också drömde om). Jag är i München för att jag jobbar i filmbranschen.

So, did I make it?

Ja, det tror jag. Men det har varit en oförutsägbar resa. Till exempel skrivs detta på svenska….

Och det blev inte alls som man tänkte som 16-årig. Det är nog en fin erfarenhet. Naturligtvis har inte allt varit bra. Smärta finns, men det här en en av de dagar som man kommer tänka tillbaka på för att jag ser det goda. Tror på att jag kan. Vet att min plats i världen är min.

Til mor og far: Tak til jer begge to for dette minde. Det fylder mig med en gläde som ikke er mulig att beskrive.

Och till er därute som har barn:

Lugn, de kommer att bli bra!

PS: detta är inte skrivit efter 4 l öl på Biergarten men innan :-)

Ovenstående er en Facebook-opdatering fra min ven, Henning, som endnu ikke har fattet at han skal blogge!

Jeg fik ståpels, klump i halsen og elektrisk hår af at læse ordene. Det har jeg mine grunde til det…

For your eyes only..

Jeg vandt en giveaway, ovre hos den yndige frk. Marie.

For et par måneder siden.

Et gavekort på en forunderøgelse, til en laserbehandling af sløje øjne.

Ja, jeg ved det. Lyder meget mærkeligt.

Nåhm, jeg blev faktisk glad.

Og nu har jeg indkasseret min præmie.

Med overraskende resultat!!!

Uhhhhh!!!

Det gæsteblogger jeg om, ovre hos Marie.

Helt som vi aftalte..

Så var man lige sådan en der gæstebloggede!

Jeg synes helt ærligt, at du skulle tage at slå et julesmut forbi  blogkvinder40+

Om ikke for andet, så fordi jeg har den store fornøjelse at gæstejuleblogge derovre lige præcis i dag!

Mit indlæg handler om dengang Hr. R og jeg fik en pivdyr gave af vores forholdsvis små drenge, fordi de var skidetrætte af at servicere os. Spændende hva!